Cuba dør langsomt, og ingen stopper det

Den slags nyheder glider ind og forsvinder igen. Et ø-folk uden strøm i timevis om dagen, uden brændstof, uden medicin. Priserne stiger, folk flygter, og regeringen gentager de sædvanlige fraser om imperialisme og suverænitet. Det er ikke nyheder. Det har været nyheder i tredive år.

Men hvad der sker i Cuba lige nu, er noget andet. Det er ikke det kroniske forfald, vi har lært at kigge forbi, men en akut humanitær kollaps i realtid, drevet frem af en kombination af cubansk politisk selvmord og amerikansk magtmisbrug, som de fleste vestlige medier ikke ved, om de skal fordømme eller ignorere.

Jeg kan ikke bevise, at vi kommer til at fortryde den tavshed. Men det er ret åbenlyst.

Hvad er der faktisk sket i Cuba de seneste fem måneder, en kronologi?

I januar fjernede amerikanske specialstyrker Venezuelas præsident Nicolás Maduro fra magten. Det lød næsten som en notits på det tidspunkt. Det var det ikke. For Cuba var det et dødsstød.

Venezuela har i årtier leveret kraftigt subsidieret olie til Cuba: en livline, der holdt strøm i husene og brændstof i de få biler, der kørte. Da Maduro forsvandt, forsvandt olien med ham. USA har de seneste fem måneder håndhævet en de facto olieblokade mod øen. Ifølge analyser fra Foreign Affairs er kun ét russisk tankskib sluppet igennem. Det er ikke en sanktion, men kvælning.

Resultatet er dokumenteret af cubanske myndigheder selv: daglige, uforudsigelige strømafbrud. Basale offentlige tjenester er gået i stå. Landets energiminister indrømmede offentligt i maj, at Cuba ikke har olielagre tilbage. Ingen buffer. Ingenting.

Det er det punkt, vi er på nu. Og alligevel er det ikke engang her, historien er mest interessant.

Den aftale, ingen vil indgå

I foråret kontaktede Washington Cubas ledelse (herunder angiveligt et barnebarn af den tidligere præsident Raúl Castro) med et tilbud, der var påfaldende moderat set i forhold til situationens alvor. USA ville ikke kræve øjeblikkelig demokratisering. Det ville ikke forlange regimets afgang. Det ville have markedsreformer, løsladelse af politiske fanger, og et brud med Ruslands og Kinas efterretningsaktiviteter på cubansk jord.

Havana sagde i praksis nej. Eller rettere: det sagde ingenting konstruktivt, projicerede tillid, og håbede på, at den amerikanske offensiv mod Iran ville fjerne Washingtons opmærksomhed.

Det gjorde den ikke. CIA-direktør John Ratcliffe dukkede personligt op i Havana i maj med et ultimatum. Den 20. maj (på dagen for Cubas nationaldag) rejste en federal anklager i Florida sigtelse mod Raúl Castro for nedskydningen af to civile fly i 1996, der kostede fire mennesker livet. Budskabet var ikke subtilt.

Spørgsmålet er ikke, om USA’s pres er moralistisk eller konsistent. Det er det åbenlyst ikke. Spørgsmålet er, hvad cubanske ledere egentlig tror, der sker, hvis de bare venter. Og svaret ser ud til at være: de ved det ikke. Eller de er ligeglade.

Hvad er Cubas politiske system, og adskiller det sig fra andre autoritære regimer?

Den sædvanlige fremstilling af Cuba er et enkelt diktatur med en enkelt vilje. Det er ikke præcist nok til at forstå, hvorfor intet sker.

Cubas magt er fordelt på mindst fire overlappende centre: Castro-familiens kreds, det militære erhvervskonglomerat GAESA (som ifølge analyser kontrollerer op mod 40 procent af landets BNP) efterretningstjenesterne, og partibureaukratiet. Disse fire aktører har ikke de samme interesser.

GAESA vil beskytte sit monopol mod private konkurrenter. Efterretningstjenesterne vil beholde deres forbindelser til Kina og Rusland. Partiet frygter, at enhver politisk åbning accelererer legitimitetskrisen. Og Castro, som er i halvfemserne, vil ikke forhandle sin egen exit.

Forhandling med Washington truer dem alle på én gang. Det er ikke ideologisk stivhed, men rationel selvbevarelse for fire institutioner med fire sæt egeninteresser. Problemet er bare, at summen af deres individuelle rationalitet er kollektivt selvmord.

Den mand, der sidder i Havana og venter på, at FNs Generalforsamling eller Trumps midtvejsnederlag skal redde ham, sidder på et fundament, der smuldrer for hver uge, der går. Cubas infrastruktur, dens reservebeholdninger, dens befolknings tålmodighed. De kan ikke genopfyldes med politiske taler.

Hvad dansk og europæisk tavshed koster

Det er her, historien rammer tættere på, end vi bryder os om at erkende.

Europa (herunder Danmark) holder sig i sagens natur på afstand. Dels fordi Cuba ikke er en prioritet, dels fordi ingen ønsker at kritisere Washington midt i en periode, hvor vi er mere afhængige af amerikansk sikkerhedsgaranti end i årtier, dels fordi fordømmelse af Cubas eget regime er politisk ubehageligt for visse dele af venstrefløjen, som aldrig helt fik begravet romantiseringen.

Men europæiske investeringer i Cuba er reelle: turisme, minedrift, energi. Og den amerikanske eksekutivordre fra 1. maj giver USA direkte magt til at straffe europæiske virksomheder, der fortsat driver forretning med cubanske statsvirksomheder, ved at afskære dem fra det amerikanske finanssystem. Det er ekstraterritorial jurisdiktion. Det er det samme princip, som Europa officielt protesterer mod, hver gang det dukker op i forbindelse med Iran-sanktioner.

Ingen spurgte EU om det. Det ser ikke ud til, at nogen agter at gøre det heller.

Hvilken international sammenligning afslører mest om Cubas humanitære krise?

Cuba 2026 er ikke Vietnam 1986 og ikke Polen 1989, og det er afgørende at forstå præcis hvorfor.

Vietnam gennemførte markedsreformer fra en position af krise, men med en intakt statskapacitet, en ung befolkning og en region i økonomisk opsving. Polen fik øjeblikkelig vestlig finansiering og et klart perspektiv om EU-medlemskab.

Cuba har hverken Vietnams demografiske ressourcer, Polens eksterne finansieringsmuligheder eller et internationalt system, der er indstillet på at hjælpe. IMF, Verdensbanken, europæiske bilaterale programmer, ingen af dem kan tilbyde Cuba noget, så længe Washington modsætter sig det. Og Washington er i øjeblikket meget ivrig efter at modstætte sig det.

Det efterlader Cuba i en position, som ingen sammenligning i efterkrigstiden rigtigt matcher: et land med et deterioreret produktionsapparat, en arbejdsstyrke tømt af emigration, ekstern finansiering blokeret, og en intern magtstruktur der er strukturelt ude af stand til at træffe de nødvendige beslutninger.

Historien om Cuba er ikke en historie om socialismens falliterklæring eller kapitalismens triumf. Det er en historie om, hvad der sker, når et politisk system er designet til at overleve alt, undtagen at træffe svære valg.

64 år med embargo der rammer befolkningen hårdere end regimet

Hvor er grænsen for international accept af et handelembargo, der nu er 64 år gammelt, og som konsekvent rammer den cubanske befolkning hårdere end det cubanske regime?

Det er ikke et retorisk spørgsmål. USA’s blokade af Cuba (inklusive den aktuelle olieblokade) er ikke bare moralsk problematisk. Den er ineffektiv som politisk instrument, medmindre målet er kollaps frem for forandring. Og er det målet, bør det siges højt.

Det cubanske regime har systematisk ofret sin befolkning på suværenitetens og revolutionens alter. Det er dokumenteret og fordømmeligt. Men den moralske lighed i at sulte et folk for at tvinge dets ledere til forhandlingsbordet er ikke nul. Det er en lighed, som europæiske regeringer (herunder den danske) hidtil har haft det bekvemt med at undgå at kvantificere.

Aftalens konturer er tilsyneladende kendte. Washington vil have markedsreformer, løsladte politiske fanger og et brudt sikkerhedssamarbejde med Beijing og Moskva. Til gengæld kan USA fjerne Cuba fra listen over statssponsoreret terrorisme, ophæve sekundærsanktionerne og åbne for investeringer i privat cubansk erhvervsliv.

Det er ikke en retfærdig aftale, men det er en aftale. Og det er sandsynligvis den eneste, der kan forhindre enten humanitær kollaps eller militær intervention 150 kilometer fra Florida.

Spørgsmålet er, om Cubas ledelse er i stand til at prioritere nationens overlevelse over sin egen. Og spørgsmålet til os er, om vi er villige til at sige det højt, når svaret er nej, og konsekvenserne falder på dem, der aldrig havde noget valg at træffe.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.