3,1 milliarder forsvandt, og ingen skulle stå til regnskab

3,1 milliarder kroner. Det er, hvad staten gav afkald på, da arveafgiften for familieejede virksomheder blev skåret ned mod nul. Ingen offentliggjorde, hvem der bad om det. Ingen behøvede at gøre det. Sådan fungerer lobbyisme i et land uden lobbyregister.

Læs også: Lobbyisten du aldrig ser: loven skrives, inden du stemmer — PFAS-lobbyen knuser EU-forbuddet: Gift i dansk vand og jord

Jeg skrev for nogle måneder siden om, hvordan lovforslag i Danmark ofte er skrevet af de organisationer, der efterfølgende lobbyer for dem.

Siden da er der kommet nyt at fortælle. Information konkluderede i juni, uden omsvøb, at Danmark er “blevet et lobbyland”. Det er ikke en påstand, jeg vil bestride. Men jeg vil gerne vise, hvorfor konklusionen ikke er ny, hvorfor den bliver ved med at være sand, og hvad der konkret kunne ændre den, hvis nogen faktisk ville.

Netværket, de færreste har hørt om

I 2015 og 2016, mens VLAK-regeringen forberedte at fjerne bo- og gaveafgiften helt for familieejede virksomheder inden 2025, dukkede der et navn op, som de færreste danskere nogensinde har set: igenerationer.dk. Det var ikke en folkebevægelse. Det var et netværk organiseret af PR- og lobbybureauet Operate, specifikt bygget til at presse på for netop den ene sag.

Medlemslisten var ikke tilfældig. 17 ud af Danmarks 50 rigeste personer var med, en gruppe hvis samlede formue ifølge Information lå omkring 161,5 milliarder kroner. Blandt de involverede selskaber var Foss A/S, ejet af en af landets ti rigeste familier, AVK Holding og Kirk Kapital, ejet af en nevø til Kjeld Kirk Kristiansen.

Peter Foss afviste enhver antydning af, at pengene købte indflydelse. “Påstanden er helt ude i hampen. Vi arbejder for at sikre vækst og beskæftigelse ved generationsskifte,” sagde han. Det kan sagtens være hans oprigtige motivation.

Det ændrer ikke ved, at et koordineret netværk af landets rigeste familier fik adgang til at forme lovgivning, mens en almindelig virksomhedsejer i Randers eller Herning aldrig fik mulighed for at sætte sig til samme bord.

Bureauet, der ikke behøvede at skjule sig

Der er ikke noget ulovligt ved Operates arbejde. Det er værd at slå fast, fordi det er selve pointen, ikke en formildende omstændighed. Lobbyvirksomhed er legitimt i ethvert demokrati.

Problemet opstår ikke, fordi Operate organiserede et netværk for sine klienter. Problemet opstår, fordi ingen lov krævede, at netværket skulle registreres, at møderne med Skatteministeriet skulle offentliggøres, eller at de involverede politikere skulle oplyse, hvem de havde talt med, før de stemte.

Det er forskellen mellem et reguleret og et ureguleret system. I et reguleret system kan borgerne selv vurdere, om et argument holder, når de ved, hvem der har fremført det, og hvilken interesse vedkommende har i sagen. I Danmark får vi kun konklusionen, en skattelettelse på 3,1 milliarder kroner, uden at få lov at se regnestykket, der førte frem til den.

Regningen, ingen politiker læser højt

Resultatet af kampagnen var ikke symbolsk. I 2016 blev der afsat 200 millioner kroner til lempelsen. I 2020 var beløbet vokset til omkring en milliard. Samlet endte skattelettelsen på 3,1 milliarder kroner, penge der ellers kunne være gået til sygehuse, folkeskoler eller ældrepleje.

Man kan indvende, at generationsskifter er vigtige for dansk erhvervsliv, og at argumentet om vækst og beskæftigelse ikke er opspind. Det er der noget om. Men det er ikke pointen.

Pointen er, at beslutningen om at prioritere netop denne skattelettelse, frem for alle de andre ting, 3,1 milliarder kroner kunne have finansieret, blev formet af et lukket netværk, ingen vælger nogensinde fik indsigt i, mens det foregik.

Family Business Denmark, brancheorganisationen for familieejede virksomheder, beskriver selv sin metode som “en kamp, der bedst vindes med argumenter” frem for partistøtte.

Det lyder pænt. Det ændrer ikke ved, at argumenterne blev leveret med adgang, ressourcer og professionel lobbyassistance, som almindelige danskere ikke har adgang til, uanset hvor gode deres egne argumenter måtte være.

Loven, der lukkede vinduet

Der er en grund til, at ingen af os ved præcis, hvilke møder der fandt sted mellem Operate, igenerationer.dk og Skatteministeriet i de afgørende måneder. Den grund hedder offentlighedsloven fra 2013.

Loven indeholder det, der officielt kaldes ministerbetjeningsreglen: en undtagelse, der lader ministerier undtage dokumenter fra aktindsigt, hvis de vurderes at handle om at “betjene” en minister. Reglen var ifølge professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet tænkt til sjælden brug. Den er siden blevet påberåbt mere end 2.500 gange.

“Regeringer er bare ikke specielt begejstrede for transparens,” siger Munk Christiansen, og det er svært at være uenig, når man ser på tallet. En regel, der var tænkt som en undtagelse, er blevet den praktiske hovedregel for, hvor meget indsigt offentligheden reelt har i, hvordan love bliver til, før de lander på Folketingets bord til afstemning.

Danmark er blevet et lobbyland, sagde Information i juni

Ni år efter igenerationer.dk konkluderede Information i juni, at lobbyisme i Danmark har “eksploderet”. Ministerielle medarbejdere skifter i stigende grad til private stillinger, hvor de kan omsætte deres indefra-viden til betalt rådgivning for de samme systemer, de lige har forladt.

Det er ikke en ny observation i sig selv. Frihedsbrevet kortlagde allerede i 2024 mindst 129 navngivne særlige rådgivere, folketingsmedlemmer og lobbyister, der har bevæget sig frem og tilbage mellem Slotsholmen og private public affairs-bureauer.

Det, Informations artikel tilføjer, er, at bevægelsen ikke er aftagende. Den vokser, år for år, mens reguleringen af den forbliver den samme: ingen.

EU-Kommissionen har da også kritiseret Danmark direkte, ikke én, men flere gange, for fortsat intet at gøre ved svingdørsproblematikken blandt ministre. Det er en usædvanlig gentagen kritik fra et organ, der normalt vælger sine ord med diplomatisk omhu.

Professorens løsning, som ingen politiker vil røre

Det mest interessante ved Munk Christiansens analyse er ikke, at han bekræfter problemet. Det er, at han er pessimistisk omkring den løsning, de fleste debattører foreslår.

Et lobbyregister, mener han, kommer Danmark næppe til at få. Ikke fordi det ikke ville virke, men fordi et flertal af regerende partier, gennem årtier, har manglet den politiske vilje til at indføre det.

I stedet peger han på noget mere konkret og langt mindre glamourøst: rul ministerbetjeningsreglen tilbage til dens oprindelige, snævre anvendelse.

Det er en pragmatisk pointe, men den bærer også en ubehagelig konsekvens med sig. Den accepterer implicit, at fuld åbenhed om lobbyisme ikke er politisk opnåelig i Danmark, uanset hvor mange rapporter, høringssvar og avisartikler der lander på samme konklusion. Og det burde bekymre os mere, end det gør. For det siger reelt, at dem, der har magten til at skabe åbenhed, samtidig er dem, der har mest at tabe ved den.

Den lille virksomhedsejer, der aldrig fik samme opkald

Det er let at gøre den her historie til noget abstrakt, et spørgsmål om paragraffer og milliardbeløb, der ikke rammer nogen konkret. Det gør den ikke retfærdighed.

Forestil dig i stedet strukturen bag et hvilket som helst mindre familiefirma, en tømrervirksomhed, en detailkæde med et par butikker, ejet af en familie uden 4,5 milliarder kroner på bogen.

Den slags virksomheder står over for præcis samme udfordringer med generationsskifte som Foss A/S og Kirk Kapital. De har bare ingen adgang til et netværk som igenerationer.dk, intet PR-bureau, der organiserer deres sag, og ingen kanal direkte ind i Skatteministeriets lovforberedelse.

Det er ikke fordi deres argumenter er dårligere. Det er fordi adgang til indflydelse i Danmark, ligesom i de fleste lande uden regulering, følger kapital, ikke retfærdighed.

Jo mere en aktør har at vinde, jo mere kan aktøren investere i at få adgang, og jo mere adgang, jo større chance for at forme lovgivningen i sin egen favør, uden nogensinde at skulle stå til regnskab for det offentligt.

Fire ting, Transparency International faktisk beder om

Transparency International Danmark har ikke opgivet lobbyregistret, selvom professoren har. Organisationen peger på fire konkrete tiltag: et lobbyregister, der viser hvem der mødes med hvem og om hvad, offentliggørelse af embedsværkets kontakt med eksterne aktører under lovforberedelse, et obligatorisk og reelt håndhævet interesseregister for folketingsmedlemmer, og en karensperiode, der forhindrer ministre i at gå direkte fra ministerkontoret til en lobbyistrolle i den branche, de lige har reguleret.

Ingen af de fire kræver ny teknologi. Ingen af dem kræver et nyt ministerium. De kræver en politisk vilje, som konsekvent har manglet, uanset hvilken regering der har siddet, og uanset hvor mange gange EU-Kommissionen har påpeget det samme problem.

Hvorfor Irland kunne, og Danmark ikke vil

Sammenligningen med Irland er værd at dvæle ved, fordi den punkterer den mest almindelige undskyldning: at et lobbyregister er for kompliceret, for bureaukratisk, eller for svært at håndhæve i praksis.

Irlands Regulation of Lobbying Act fra 2015 kræver, at enhver, der lobbyer en offentlig beslutningstager, registrerer det i et offentligt tilgængeligt system, sammen med hvilken sag der er tale om, og hvilken beslutningsproces den relaterer sig til. Systemet har kørt i over ti år uden at kollapse under sin egen kompleksitet.

Danmark har ikke afprøvet noget lignende, ikke fordi det er blevet forsøgt og fejlet, men fordi det aldrig for alvor er blevet forsøgt.

Enhedslisten har fremsat forslag om et dansk lobbyregister flere gange, senest i folketingssamlingen 2024-25, med eksplicit henvisning til den irske model som forbillede. Forslaget inkluderede krav om en karensperiode for ministre og en national oversigt over korruptionsrelaterede sager. Det blev ikke vedtaget. Det plejer det ikke at blive.

Hvad der faktisk ville ændre noget

Det er let at blive kynisk over for hele diskussionen. Endnu en rapport, endnu et krav om åbenhed, endnu en professor, der forudsiger, at intet sker.

Men der er en forskel mellem at konstatere, at intet er sket endnu, og at konkludere, at intet nogensinde kan ske.

De fire krav fra Transparency International koster ingenting at indføre rent administrativt. De koster derimod noget politisk, fordi de ville synliggøre en praksis, mange på Christiansborg, uanset parti, har vænnet sig til at operere i skyggen af.

Det er ikke et teknisk problem, der venter på den rette lovtekst. Det er et spørgsmål om, hvem der reelt vil tabe magt ved mere åbenhed, og om de samme mennesker er dem, der skal stemme forslaget igennem.

Jeg kan ikke bevise, at 3,1 milliarder kroner udelukkende skyldes igenerationer.dk’s kampagne. Ingen kan, fordi det netop er den slags, der ikke skal dokumenteres i et land uden krav om åbenhed.

Men jeg behøver ikke et bevis for at konstatere, at et koordineret netværk af landets rigeste familier fik adgang, argumenterne blev leveret, og regningen landede hos statskassen. Det er ikke en teori. Det er den rækkefølge, tingene faktisk skete i.

Næste gang et lovforslag ser ud til at komme ud af ingenting, med en begrundelse der lyder påfaldende færdigskrevet, er spørgsmålet værd at stille højt: hvem sad med pennen, før nogen af os fik lov at læse med?

Det spørgsmål stiller sig selv igen og igen, uanset hvilken sag der er tale om. Det bliver ved med at være relevant, netop fordi ingen struktur i Danmark tvinger nogen til at svare på det, før loven allerede er vedtaget.

ExtraFokus.com: Dybere blik på systemerne bag nyhederne.