Danmarks grundlov kan ikke stoppe et dansk AfD

Tyskland har brugt tre måneder på at samle 2.500 beviser mod et parti, der kan vinde flertal i en delstat i september. Otte jurister, dokumenteret materiale, en klar forfatningsparagraf skrevet til netop dette formål. Og alligevel kan det tyske politiske system ikke blive enige om at bruge den.

Jeg har siddet med den tyske debat i nogle uger nu, og et spørgsmål har trængt sig på, som ingen herhjemme rigtig stiller: Hvad ville der ske, hvis det samme parti fandtes i Danmark? 

Ikke i Forbundsdagen. I Folketinget. Svaret er ubehageligt enkelt. Vi har aldrig for alvor prøvet at forbyde et politisk parti i fredstid, og det redskab, vi teoretisk har, er ikke bygget til opgaven.

Foreningsfrihedens høje mur

Grundlovens paragraf 78 giver enhver ret til at danne en forening, uden forudgående tilladelse fra myndighederne, til ethvert lovligt formål. Det gælder idrætsklubber, fagforeninger og politiske partier på lige fod.

Ingen forening kan opløses ved en regeringsbeslutning. Kun ved dom, og kun hvis foreningens formål er ulovligt eller den virker ved vold. Bestemmelsen stammer fra grundloven af 1849 og er i det store hele uændret siden, videreført i den nugældende grundlov fra 1953.

Der findes en administrativ genvej, men den er kortvarig. Regeringen kan nedlægge et foreløbigt forbud mod en forening, sådan som Københavns Politi gjorde mod Loyal to Familia i 2018. Men et foreløbigt forbud forpligter samtidig staten til øjeblikkeligt at anlægge en retssag om endelig opløsning.

Man kan ikke bare lukke en forening administrativt og lade den ligge. Og for politiske foreninger specifikt indeholder paragraffen endnu en detalje, som sjældent nævnes: sager om opløsning af politiske foreninger kan uden særlig tilladelse indbringes direkte for Højesteret.

Lovgiveren indbyggede altså en form for hast i systemet for netop denne kategori, men uden at sænke beviskravet en tøddel.

Det er en markant anden konstruktion end den tyske. Da Vesttyskland fik sin grundlov i 1949, indførte man paragraf 21 med det specifikke formål at kunne forbyde partier, der vil skade eller ødelægge det demokratiske system. Samtidig oprettede man Verfassungsschutz, en efterretningstjeneste hvis eneste opgave er at overvåge politiske grupper, der udgør en trussel mod demokratiet.

Danmark har intet tilsvarende organ og intet tilsvarende paragraf. Vores grundlov blev skrevet før to verdenskrige lærte Europa, hvad organiserede partier kan finde på.

Læs også: Italien og Belgien fjerner statsborgerskab for vold. Danmark venter.

Volden er ikke ideologien

Her ligger den afgørende forskel, som få taler højt om. Grundlovens paragraf 78, stykke 2, tillader kun opløsning af foreninger, der “virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende.” Det er en høj og snæver tærskel. Det handler om handling, ikke om holdning.

Den tyske model kræver ikke bevis for faktisk begået vold. Det er nok, at et partis mål eller dets medlemmers adfærd søger at underminere den frie demokratiske grundorden. Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, har i flere omgange kritiseret, hvor snævert danske myndigheder har fortolket paragraf 78.

Allerede i 1999 skrev han i Ugeskrift for Retsvæsen, at Rigsadvokatens praksis indsnævrede bestemmelsen langt mere, end grundloven kræver. Alligevel har ingen dansk regering nogensinde forsøgt at teste, hvor grænsen egentlig går for et parti, hvis eneste våben er retorik.

Der er også en international dimension, som sjældent kommer med i den danske diskussion. Et notat fra Justitsministeriet om paragraf 78 fastslår, at den bemyndigelse, bestemmelsen giver til at regulere foreningsfrihedens grænser, må fortolkes indskrænkende af hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og særligt konventionens artikel 11 om forsamlings- og foreningsfrihed.

Med andre ord: Selv hvis et dansk Folketing en dag fik politisk vilje til at stramme fortolkningen af paragraf 78, ville EMRK lægge en klar bremse i vejen.

Tyskland har den samme konvention at forholde sig til, men har bygget sit system, så det passer ind under den, fra dag ét i 1949. Danmark har aldrig skullet forholde sig til problemet, fordi spørgsmålet aldrig er blevet presset så langt.

Banden der beviste, hvor højt bjerget er

Vi har præcis ét eksempel på, at en dansk domstol nogensinde har opløst en forening efter paragraf 78. Det var ikke et politisk parti. Det var rockergruppen Loyal to Familia.

Københavns Politi nedlagde et foreløbigt forbud mod gruppen i september 2018. Sagen kørte 27 retsdage i byretten alene, med 59 vidner og over 13.000 sider materiale om drab, drabsforsøg og mere end 100 tidligere domfældelser blandt medlemmerne.

Højesteret afsagde først endelig dom i september 2021, tre år efter forbuddet blev nedlagt. Og selv da opløste retten kun foreningen med henvisning til paragraf 78, stykke 1, fordi den havde et ulovligt formål i kraft af omfattende kriminalitet.

Højesteret fandt derimod ikke grundlag for at bruge stykke 2, fordi volden efter rettens vurdering ikke var udøvet for at påvirke “anderledes tænkende” i lovens forstand.

Jens Elo Rytter, professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, har efter dommen påpeget, at afgørelsen stadig efterlader betydelig usikkerhed om, hvor grænsen egentlig ligger for fremtidige sager.

Han peger på, at det fortsat er uklart, hvor alvorlig eller hvor systematisk kriminaliteten skal være, før en forening kan opløses, og at Højesterets præmisser kun giver antydninger, ikke et facit.

Det tog den danske retsstat tre år og et bjerg af beviser at opløse en kriminel bande med over hundrede fældende domme bag sig, og selv da måtte Højesteret gå den snævrere vej gennem stykke 1 i stedet for stykke 2.

Et politisk parti med rent strafferegister og ingen dokumenterede voldshandlinger ville stå på et helt andet juridisk fundament, et fundament der reelt ikke findes endnu.

Byretten og Landsretten var faktisk uenige om netop dette spørgsmål undervejs i LTF-sagen. Landsretten mente oprindeligt, at foreningen også kunne rammes af stykke 2, men Højesteret strammede fortolkningen igen ved den endelige dom. Selv blandt landets øverste jurister er der altså uenighed om, hvor højt bjælken ligger.

Moskeen der aldrig blev testet

Der har været forsøg. I 2015 foreslog Dansk Folkeparti at bruge paragraf 78, stykke 2, mod Grimhøjmoskeen i Aarhus, efter at moskeens imam havde udtalt sig så ekstremt om jøder, at det udløste både en politianmeldelse og krav om udvisning.

Forslaget blev aldrig omsat til en egentlig opløsningssag. Det øvrige politiske landskab valgte i stedet at afvente domstolsafgørelser i konkrete straffesager mod imamen.

Mønsteret går længere tilbage. I 2002 bad daværende venstreordfører Karsten Lauritzen justitsministeriet undersøge, om organisationen Hizb-ut-Tahrir kunne opløses efter paragraf 78.

Justitsminister Lene Espersen afviste at gå videre uden et solidt bevismæssigt grundlag, selv med opbakning fra Dansk Folkeparti og dele af Socialdemokratiet. Rigsadvokat Henning Fode konkluderede samme efterår, at der ikke var grundlag for opløsning. Mønsteret er konsekvent: Danske justitsministre har igen og igen valgt forsigtighed frem for konfrontation, når spørgsmålet har handlet om en forenings ord snarere end dens handlinger.

Det ene tilfælde, hvor viljen var der

Kun én gang har Danmark faktisk forbudt et parti direkte ved lov, og det er et historisk kapitel, vi burde tale mere om, ikke mindre.

Den 22. august 1941 vedtog en enstemmig Rigsdag Lov om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed, kendt som kommunistloven. Den forbød Danmarks Kommunistiske Parti og gjorde al kommunistisk virksomhed strafbar med op til otte års fængsel, med tilbagevirkende kraft.

Loven kom ikke, fordi Rigsdagen fandt DKP grundlovsstridigt efter paragraf 78. Den kom, fordi den tyske besættelsesmagt krævede det efter angrebet på Sovjetunionen, og fordi statsminister Thorvald Stauning bøjede sig for presset.

Selv Justitsministeriets egen kontorchef opfattede loven som grundlovsstridig, men måtte følge den politiske virkelighed. Det er den eneste gang, dansk lovgivning for alvor har forbudt et parti for dets ideologi alene, og det skete under militær besættelse, ikke under normale demokratiske forhold. Der findes ikke noget civilt, fredstidsprecedens at læne sig op ad.

Hvad det betyder for et dansk AfD

Sæt nu, at et dansk parti fremsatte de samme udmeldinger, som GFF-rapporten tilskriver AfD: planer om at forfølge politiske modstandere, minoriteter og borgere med udenlandske rødder, hvis partiet kom til magten. Ville paragraf 78 kunne stoppe det?

Sandsynligvis ikke, medmindre partiet også var involveret i dokumenteret vold. Retorik, nok så ekstrem, er ikke det samme som “at virke ved vold” i grundlovens forstand, og Loyal to Familia-sagen viser, hvor højt den bjælke ligger selv med en fældet forbryderorganisation for retten.

Et parti, der holdt sig til ord, taler og partiprogrammer, ville formentlig være beskyttet af den samme frihed, som beskytter enhver anden forening i Danmark.

Ikke fordi lovgiverne synes godt om det. Men fordi grundloven aldrig blev bygget til at skelne mellem parlamentarisk politik og trussel mod demokratiet, sådan som den tyske gør det.

Selv hvis et parti gik videre end retorik, ville sagen efter alt at dømme skulle starte forfra juridisk. Der findes ingen dansk retspraksis om, hvornår en politisk forenings udtalelser krydser grænsen til “anstiftelse af vold” i lovens forstand, kun retspraksis om faktisk begået, systematisk kriminalitet i en bandekontekst.

Det er to vidt forskellige bevistemaer. Anklagemyndigheden ville skulle bygge en sag fra bunden, uden et eneste sammenligneligt dansk eksempel at læne sig op ad, og med udsigt til, at sagen øjeblikkeligt ville lande i Højesteret som førsteinstans, netop fordi det er en politisk forening. Det er hverken hurtigt eller ligetil.

Det tyske system har trods sine egne knaster i det mindste en fungerende ramme at teste sagen imod. Det danske har en paragraf, der aldrig er blevet trykprøvet på den måde.

Læs også: Tommy Robinson: Hvorfor systemet skabte sit eget monster

Værktøjet, vi ikke har

Den tyske debat om AfD handler om politisk mod, ikke om manglende redskaber. CDU tør ikke bruge sit eget forfatningsværktøj af frygt for at tabe og gøre AfD til offer. Det er en ubekvem position, men den er i det mindste bygget på et system, der faktisk er designet til opgaven.

Selv Victoria Gulde fra Amadeu Antonio-stiftelsen, der i den tyske debat argumenterer for et forbud, medgiver, at et forbud ikke ville fjerne de holdninger, millioner af vælgere allerede har stemt for. Tyskerne diskuterer altså ikke bare, om de kan forbyde AfD. De diskuterer, om det overhovedet ville nytte noget, hvis de gjorde det.

Danmark har ikke engang den diskussion, fordi vi ikke har værktøjet at diskutere. Det er ikke nødvendigvis et problem i dag, hvor ingen af Folketingets partier bevæger sig i nærheden af det, GFF-rapporten beskriver AfD for.

Men systemer bygges ikke, når krisen står på. De bygges før, eller de bygges slet ikke. Tyskland byggede sit i 1949, med rygraden fra to nazistiske og en kommunistisk katastrofe frisk i hukommelsen. Danmark har aldrig haft den samme anledning, og derfor har vi heller aldrig fået redskabet.

Næste gang et parti i Folketinget bevæger sig ud i den yderste kant af, hvad der kan siges, er det værd at vide, hvor lidt der reelt kan gøres ved det, før nogen finder på at love vold og ikke bare true med den.

Historien fra 1941 minder os om, hvad der sker, når viljen til at handle først opstår under akut pres udefra: en enstemmig Rigsdag, en lov med tilbagevirkende kraft, og et retsopgør, som historikere stadig diskuterer firs år senere.

Det er ikke en model, jeg ønsker at gentage. Men det er heller ikke beroligende, at det eneste tidspunkt, Danmark faktisk handlede, var under besættelse. Det siger noget om, hvor langt vi står fra at kunne handle af egen fri vilje, hvis det en dag blev nødvendigt.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.