Frygten for AI sender unge væk fra it-uddannelserne

Danmark mangler it-folk. Det har vi hørt i ti år. Nu har vi endelig en årgang unge, der reagerer på beskeden, men de reagerer forkert. De søger væk.

Læs også: AI erstatter ikke dit job – her er hvorfor

9 procent færre har i år søgt ind på en it-uddannelse gennem kvote 1, viser tal fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet. Ikke fordi de er blevet dårligere til matematik. Fordi de er bange for, at faget forsvinder, inden de når at blive færdige med det.

Det er den slags selvmodsigelse, jeg ikke kan lade ligge.

Tallene, som ministeren kalder “almindeligt udsving”

84.043 har i år søgt om optagelse på en videregående uddannelse gennem kvote 1. Det er 1.465 færre end i 2025, svarende til et fald på 2 procent. Isoleret set ikke voldsomt.

Men kigger man på, hvor faldet sidder, bliver billedet skarpere: it-uddannelserne mister 9 procent af deres ansøgere, STEM-uddannelserne samlet 3 procent, mens sygeplejerskeuddannelsen taber 8 procent.

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) kalder faldet for noget, der “ligger inden for, hvad der kan betegnes som et almindeligt udsving.” Hun peger på mindre ungdomsårgange som forklaring. Det er sandt, at årgangene bliver mindre. Det er bare ikke hele sandheden.

Faldet klumper sig sammen dér, hvor de unge selv fortæller, at de er nervøse for fremtiden. Det er ikke demografi. Det er et valg, unge mennesker aktivt træffer, fordi de ikke stoler på, hvad de bliver stillet i udsigt.

Vejlederen, der hører det hver dag

Mathilde Tronegård er direktør i Studievalg Danmark, den offentlige vejledningsinstans unge møder på deres ungdomsuddannelse. Hun fortæller, at omkring hver tiende elev til de individuelle vejledningssamtaler nu spørger direkte ind til kunstig intelligens, og at emnet i praksis dukker op i næsten enhver klasse, hun eller hendes kolleger vejleder.

Nogle af de unge er nysgerrige. Andre er bekymrede for, om den uddannelse, de er ved at vælge, overhovedet er noget værd, når de er færdige med den. Hun bemærker samtidig en kønsforskel, som fortjener mere end en bisætning: unge mænd er oftere fortrøstningsfulde og regner med, at der nok skal komme et job, mens unge kvinder er mere bekymrede.

Det mønster kender vi fra andre dele af arbejdsmarkedet, hvor kvindedominerede fag traditionelt har lavere lønspredning og mindre forhandlingsstyrke. Om det samme mønster gentager sig i AI-frygten, eller om det handler om noget helt tredje, har ingen af de adspurgte kilder et svar på. Det er en historie i sig selv, som ingen endnu har skrevet.

Studievalg Danmark har heller ikke selv noget svar at give på hovedspørgsmålet. “Vi har ingen krystalkugle og kan ikke forudse fremtidens arbejdsmarked,” siger Tronegård. Det er en ærlig sætning fra en vejledningsinstans, der bliver betalt for præcis at kunne vejlede unge om deres fremtid. Problemet er, at ingen andre i systemet har et bedre svar klar.

Erhvervslivets egen tvivl

Det tydeligste symptom er, at Dansk Erhverv for første gang har droppet at anbefale unge, hvilke uddannelser der er sikre.

Mads Eriksen Storm, chef for viden og innovation i Dansk Erhverv, siger det ligeud: “Jeg tør ikke være så kategorisk, som jeg plejer. De teknologier, som er på vej, har potentiale til at forandre arbejdsmarkedet betydeligt mere, end vi er vant til.”

En brancheorganisation, hvis kerneopgave er at guide arbejdsmarkedet, indrømmer offentligt, at den ikke ved, hvad den skal anbefale. Storm mener dog fortsat, at de unge generelt har gode chancer for job, fordi Danmark får flere ældre og færre unge i arbejdsstyrken.

Praktiske, nære fag som sosu-assistent, sygeplejerske og pædagog vil ifølge ham ikke blive overtaget af AI. Men netop disse fag er blandt dem, hvor søgningen også falder. Trygheden findes ikke længere, heller ikke der, hvor branchens egne eksperter siger, den burde være.

Dansk Erhverv foreslår derfor et nationalt kompetenceråd, der løbende skal følge udviklingen og rådgive politikere og uddannelsessystem. Et forslag, ingen endnu har vedtaget.

Forskeren, der ikke har nogen uddannelse at forsvare

Her er det værd at trække en stemme ind, der ikke sidder i en organisation med egen søgning eller rekruttering at bekymre sig om.

Johannes Bjerva er lektor ved Institut for Datalogi på Aalborg Universitet, hvor han selv forsker i kunstig intelligens og sprogmodeller. Han er ikke enig i, at den brede indførelse af AI-teknologier gavner de yngste i vidensfagene. Tværtimod har han argumenteret for, at det risikerer at blive en dystopi for netop den gruppe.

Bjervas pointe handler om en mekanisme, der sjældent nævnes i debatten: store sprogmodeller er bygget til at fremhæve allerede etablerede og meget citerede navne. Det gør det strukturelt sværere for nyuddannede at etablere sig, fordi selve værktøjet forstærker den skævhed, der allerede findes. “Det er essentielt, at vi sørger for, at forskning ikke bliver styret af store sprogmodeller,” siger han.

Det er en anden type bekymring end den, Studievalg Danmark og Dansk Erhverv beskriver. Den handler ikke om, hvorvidt jobbet forsvinder, men om, hvorvidt det bliver sværere at komme ind i det for dem, der ikke allerede har et navn. Set fra den vinkel er de unges usikkerhed ikke overdreven panik. Den peger på noget reelt, bare ikke helt det, de selv tror.

Tallene, der taler imod panikken

Men her er modvægten, som ingen af de bekymrede parter selv peger på. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, et uafhængigt økonomisk analyseinstitut, har i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation gennemgået, hvor godt det danske arbejdsmarked reelt er rustet til kunstig intelligens.

Konklusionen er ikke, at bunden falder ud. Den er, at Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked, et solidt sikkerhedsnet og en høj digital konkurrenceevne, som samlet set stiller landet godt an sammenlignet med andre lande.

Udviklingen forventes at ske gradvist, i takt med at teknologierne modnes og bliver rentable at implementere i praksis, og det vil ifølge analysen være relativt få jobtyper, hvor AI kan erstatte hele arbejdsfunktionen.

Analysens egentlige advarsel handler ikke om jobtab, men om ulighed. Omkring en million voksne danskere har svage it-færdigheder, og over 600.000 har svært ved at læse eller regne. Det er dem, der reelt risikerer at blive tabt, ikke nødvendigvis den it-studerende, der lige nu fravælger sin uddannelse af frygt.

Samtidig peger analysen på et strukturelt problem, der rammer bredere end blot de unge: langt størstedelen af vores uddannelse ligger, før vi fylder 30, hvorefter voksen- og efteruddannelse i gennemsnit udgør omkring én arbejdsdag om året.

Et uddannelsessystem bygget til at forberede folk én gang for hele arbejdslivet er ikke gearet til teknologiske omvæltninger, der kommer løbende.

Der er altså to virkeligheder i spil samtidig. De unges frygt for jobbets bortfald matcher ikke det tempo, den uafhængige økonomiske analyse forudser.

Men systemet omkring dem, både uddannelsessystemet og efteruddannelsen, er heller ikke bygget til den forandring, der rent faktisk kommer. De unge tager altså fejl af, hvad de skal være bange for, uden at deres bekymring af den grund er ubegrundet.

Læs også: Danmark vil vinde AI-løbet – men hvem betaler prisen?

Systemet har ingen plan, kun en dimensionering

Mens frygten breder sig, har uddannelsessystemet samtidig indført sektordimensionering, der i praksis betyder omkring 10 procent færre pladser på universiteternes bacheloruddannelser i år.

Det rammer, ifølge Dansk Industris underdirektør Mikkel Haarder, netop de unge, der drømmer om at blive ingeniører, erhvervsøkonomer og it-specialister, og som nu bliver afvist, selv om samfundet efter hans vurdering i den grad har brug for dem.

Det er værd at læse to gange. Samtidig med at unge bliver mere usikre på, om it-fagene overhovedet er en god idé, skærer politikerne i antallet af pladser på præcis de uddannelser, der efterspørges. Ingen af de to bevægelser taler sammen. Den ene håndterer en psykologisk krise blandt 18-årige. Den anden handler om et bevillingsregneark.

Konklusionen, ingen har lyst til at sige højt

Det er ikke de unges skyld, at de er nervøse. De reagerer rationelt på information fra alle sider: en vejledningsinstans uden krystalkugle, en brancheorganisation der ikke længere tør anbefale noget, og en akademisk forsker der advarer om strukturel skævhed i selve teknologien. Det, ingen af dem fortæller de unge, er, at den uafhængige økonomiske forskning samtidig vurderer, at selve jobbortfaldet vil komme langsommere, end frygten antyder.

Det, Danmark mangler, er ikke et kompetenceråd, der en dag skal nedsættes. Det er nogen, der tør skelne mellem den frygt, der er berettiget, og den, der bare er støj, mens ansøgningerne stadig kommer ind.

Indtil da vil it-uddannelserne blive ved med at tabe ansøgere til en trussel, ingen for alvor har målt rigtigt, hverken op eller ned.