Fra 1. januar 2026 trådte en af de største skatteændringer i nyere tid i kraft. Topskattegrænsen er hævet fra omkring 665.000 til cirka 845.500 kroner om året før arbejdsmarkedsbidrag, og et helt nyt mellemtrin på 7,5 procent er indført for indkomster i intervallet mellem de to grænser. Det er en reel og dokumenteret skattelettelse for mange mellemindkomster, ikke et regnetrick.
Fire kasser i stedet for to
Skattesystemet går fra to indkomsttrin til fire: bundskat, mellemskat, topskat og en ny “toptopskat” på 5 procent for de allerhøjeste indkomster over cirka 2,8 millioner kroner årligt. En gruppe, der ifølge skatteeksperter udgør omkring 0,03 procent af danskerne. «Det er sjældent, at der sker så store ændringer på skatteområdet som i 2026,» siger Søren Bech, skatteekspert i PwC. En lønmodtager, der tidligere betalte topskat af en årsløn på 840.000 kroner, går ifølge beregninger fra Formue.dk fra at betale omkring 24.150 kroner i topskat til i stedet at betale 9.870 kroner i mellemskat. En lettelse på over 14.000 kroner om året.
Læs også: Danmark fik en ny regering, men hvem fik egentlig magten?
Dem, der ikke får noget
Det er her, den reelle historie ligger, ikke i et opdigtet trick, men i en skævhed, ingen politiker råber højt om. Skattelettelsen rammer specifikt mellem- og højindkomster. Tjener du under omkring 55.400 kroner om måneden, mærker du ifølge skatterådgivningsportalen Skatteguiden slet ingen lettelse. Cecilie Bay Frandsen, skatteekspert hos Skatteguiden, kalder det “et signal om mere omfordeling” for toptopskattens vedkommende, men tilføjer samtidig, at langt de fleste danskere aldrig kommer i nærheden af den grænse.
CEPOS har regnet på den modsatte situation: hvad det ville koste statskassen, hvis mellem-, top- og toptopskatten blev afskaffet helt. Svaret er et umiddelbart provenutab på 22,6 milliarder kroner, reduceret til 14 milliarder kroner, når man medregner tilbageløb og adfærdsændringer. Svarende til under en procent af de samlede offentlige udgifter på omkring 1.450 milliarder kroner.
Udsigten
Skattereformen er altså hverken det store bedrag, en énsidig fortælling om “fastfrosne grænser” antyder, eller en gave til alle danskere ligeligt. Den er, hvad den ser ud til at være: en reel lettelse, målrettet mellem- og højindkomster, som efterlader de laveste lønninger uberørte. Det er den type nuance, der forsvinder, når en historie skal passe ind i en enkelt sætning om et “trick med to lommer”.
Kerneargumentet: Hvem vinder egentlig?
Jeg er overbevist om, at de fleste danskere ikke aner, hvad der er sket med dem. De fik fortalt, at de fik en skattelettelse. De opdager om tolv måneder, at der er 4.300 kroner mindre på bundlinjen af lønsedlen. Den eneste gruppe, der reelt vinder på selve indkomstskattedelen, er direktørerne. De højtlønnede. Dem øverst i pyramiden. CEPOS’ beregninger efterlader ingen tvivl om det.
Kompensationen skulle angiveligt komme fra momsnedsættelsen på fødevarer. Halveret moms på mad, ingen moms på frugt og grønt, og vupti, hævder regeringen, så er regnestykket alligevel positivt for de fleste. Måske. Men kun hvis supermarkederne faktisk sænker priserne tilsvarende. Og det er langtfra givet.
Det usikre løfte om moms
De økonomiske vismænd advarede allerede i foråret: momsnedsættelser har markant mindre prisgennemslag end momsstigninger. Stigninger slår igennem næsten én til én. Nedsættelser lander et helt andet sted: i Netto og Føtex’ driftsregnskab, ikke i din indkøbskurv. Jeg mener, at enhver, der har handlet dagligvarer i Danmark de seneste tre år, ved, at dagligvarekæderne ikke just har udmærket sig ved at sende besparelser videre til forbrugerne.
Så lad os kalde det, hvad det er: en reform, der garanterer en indkomstskattestigning til næsten alle, og lover en momsgevinst, der måske, bare måske, dukker op i kassen ved kassen.
Modargumentet, og mit svar
Man kan indvende, at CEPOS er en borgerlig tænketank, og at tallene bør tages med forbehold. Fair. Men det er regeringens egne tal, der lægger grunden, og de viser klart, at indkomstskatten stiger. At kompensationen er betinget af markedskræfter, der ikke er under politisk kontrol, er ikke et argument for reformen. Det er et argument imod at kalde det en skattelettelse.
Tag stilling
Jeg forventer ikke, at alle er enige med mig. Men jeg forventer, at vi kalder tingene ved deres rette navn. Denne reform er ikke en skattelettelse til danskerne. Det er en skattelettelse til direktørerne, finansieret af en skattestigning til alle andre, pakket ind i et momsløfte, der måske holder vand, og måske ikke. Det er ikke svært at gennemskue. Det kræver bare, at nogen gider se efter.
ExtraFokus gider. Det håber jeg, du også gør.
