Forsvarsminister Troels Lund Poulsen brugte i februar 2026 ordet “ærgerligt” om den kendsgerning, at Danmarks nye ammunitionsfabrik i Elling er blevet knap en halv milliard kroner dyrere end planlagt. Det er et ordvalg, der fortjener at blive udfordret, for dette er ikke første gang, regningen er vokset.
Tre fordyrelser, én fabrik
Da forsvarsminister Troels Lund Poulsen i september 2023 annoncerede genopbygningen af ammunitionsfabrikken “Krudten” i Elling, lod prisskiltet moderat: mellem 70 og 200 millioner kroner, med produktion klar inden for to år.
I sommeren 2025 blev prisen hyet til 883 millioner kroner, fordi bygningerne viste sig at være i dårligere stand end først antaget. I februar 2026 kom så endnu en regning: 480 millioner kroner ekstra, denne gang fordi bygningsarealet skulle opjusteres af sikkerhedsmæssige årsager.
Fra 70-200 millioner til over 1,3 milliarder på under tre år. Det er ikke én fordyrelse, men et mønster.
Hvorfor blev det dyrere denne gang
De 480 millioner kroner skyldes ifølge Forsvarsministeriet fire ting: opjustering af bygningsareal på grund af risiko for detonationsoverførsel, en ekstra skydebane, tilpasning af infrastruktur, og øvrige justeringer.
Detonationsoverførsel. Risikoen for at en eksplosion udløser kædereaktion i nabobygninger. Er ikke et obskurt ingeniørfænomen. Det er kernen i NATO’s AASTP-standarder for håndtering af eksplosivstoffer, som alle allierede er forpligtet til at efterleve. Det burde have været indregnet fra dag ét, ikke opdaget undervejs, to gange.
Læs også: DAO-kollapset afslører prisen for blind tro på frie kryptomakeder
Reserven er ikke en frirejse
Ministeriets vigtigste kommunikationsvalg i pressemeddelelsen er ikke indrømmelsen af fordyrelsen. Det er forsikringen om, at meromkostningerne “kan afholdes inden for den afsatte reserve.” Den sætning er designet til at lukke debatten, før den åbner.
Reserver i komplekse anlægsprojekter eksisterer som buffer mod det genuint uforudsigelige: prisstigninger på materialer, forsyningsforstyrrelser, vejrforhold. De er ikke sat af til at dække fundamentale fejl i de indledende sikkerhedsvurderinger. Når reserven bruges til det. To gange på under et år. Er det ikke et tegn på, at projektet er under kontrol. Det er et tegn på, at det præcis er det, reserven skulle forhindre, der gentagne gange er sket.
De 480 millioner dækkes ifølge Forsvarsministeriet af midler fra en reserve i Accelerationsfonden, afsat specifikt til ammunitionsproduktionen, samt penge frigivet fra projektets samlede budget på 8,6 milliarder kroner. Det beløb, der er afsat til både fabrikken og genopbygningen af Forsvarets ammunitionslagre generelt.
De lokale er ikke overbeviste
Det er ikke kun på Christiansborgs gange, fabrikken har skabt frustration. Leif Thomsen, der bor tæt på fabrikken og har deltaget i flere borgermøder om sagen, fortalte DR: “Jeg synes faktisk, det er en lille smule til grin det hele.” Han peger på modsætningen mellem myndighedernes forsikringer om sikkerhed og deres egen manglende evne til at vurdere sikkerhedsafstandene korrekt fra begyndelsen: myndighederne kan ikke garantere noget, hvis uheldet er ude, men sammenligner samtidig risikoen med at cykle.
Naboer til fabrikken har ifølge DR udsigt til erstatning som følge af byggeriet. En påmindelse om, at regningen for projektets gentagne fejlvurderinger ikke blot læsses over på statskassen, men også på de mennesker, der bor tættest på.
Hvem lavede risikovurderingen?
Det spørgsmål er ikke stillet offentligt endnu. Det bør det være.
Forligskredsen er orienteret. Det er den korrekte procedure, men forligskredsen er strukturelt orienteret mod konsensus og projektets fortsættelse. Den kritiske revision kommer ikke derfra. Den skal komme fra Rigsrevisionen, som bør gennemgå hvilke rådgiverfirmaer der stod bag den oprindelige projektering i 2023, hvornår det reelt blev klart at arealbehovet og bygningstilstanden var undervurderet. To separate gange, og om det var kendt internt, inden det blev kommunikeret til forligskredsen.
Det er ikke skandalisering. Det er normal demokratisk forvaltningskontrol af et projekt til 8,6 milliarder kroner af offentlige midler, hvor budgettet nu er skredet tre gange på lige så mange år.
Vigtig, men vigtighed er ikke fritagelse
Fabrikken i Elling er et legitimt og nødvendigt projekt. En hjemlig produktionskapacitet for granater samt patroner i kaliber 5,56 og 7,62 er et reelt strategisk behov i en alliance, hvis lagre er tømt af krigen i Ukraine. Det er ikke det, der er til diskussion.
Læs også: Gates og Epstein: Magt, tavshed og moralens pris
Det, der er til diskussion, er om Danmark har lært at styre den type projekter, der venter i de kommende år, for Elling er ikke det sidste store forsvarsbyggeri, og produktionen her forventes først at gå i gang i anden halvdel af 2027, tre et halvt år efter den oprindelige to-års-tidsplan fra 2023. Hvis svaret fra ministeriet på endnu en fejlvurderet sikkerhedszone er et skuldertræk og en reference til reserven, er det ikke et lovende tegn for de projekter, der står for tur.
“Ærgerligt” er, hvad man siger, når bussen er forsinket. En halv milliard i overset grundplanlægning, for anden gang på et år. Kræver et andet svar.
