Krig er den bedste undskyldning magten har

Den 18. til 20. september sætter over 110 millioner russere kryds ved et valg, hvor resultatet allerede ligger fast. Det eneste parti, der nogensinde har stillet spørgsmålstegn ved krigen, er fjernet fra stemmesedlen.

Kvinden, der driver landets mest respekterede børnehospice, sidder tiltalt for at true statens sikkerhed med sine Facebook-opslag. Og alligevel bruger Kreml mere krudt end nogensinde på at overbevise befolkningen om, at det hele er frivilligt.

Læs også: EU overvåger mediefrihed, men stirrer på kortet, mens verden brænder

Det er ikke et paradoks. Det er en arbejdsbeskrivelse. Krig er ikke bare noget, magthavere udkæmper. Det er noget, de bruger. Og det gælder ikke kun i Moskva.

Mekanikken: hvordan en trussel bliver til en tilladelse

Der findes et gammelt mønster i magtens historie, som er så velkendt, at det næsten er kedeligt at nævne: erklær en eksistentiel trussel, og de normale regler ophæves midlertidigt.

Krigstilstand, undtagelsestilstand, nationalt beredskab: ordene skifter, men logikken er den samme. Når noget er stort nok til at true “os alle”, bliver det pludselig legitimt at gøre ting, ingen ville acceptere en almindelig tirsdag: overvåge flere, beslutte hurtigere, spørge færre.

I Rusland er mekanikken i sin mest rendyrkede form. Duma-valget har ingen reel spænding. Det er ikke designet til at have det. Det er designet til at demonstrere loyalitet.

Vladimir Putin har brugt sommeren og efteråret på regionale besøg, krigsretorik og løfter om, at der “som udgangspunkt” ikke bliver mobilisering: en formulering, der er præcis vag nok til at holde døren åben.

Samtidig er den eneste antikrigsopstilling, Jabloko, blevet fjernet fra stemmesedlen efter en kendelse fra Ruslands højesteret i august, som Meduza dokumenterede i detaljer. Mere end 80 unge Jabloko-støtter blev anholdt uden for retten, da afgørelsen faldt.

Kreml har brug for den slags demonstrationer, fordi opbakningen bag kulisserne visner. Den uafhængige meningsmåler Levada Center har målt, at andelen af russere, der mener landet “bevæger sig i den rigtige retning”, faldt ti procentpoint fra juli 2025 til juli 2026, til 54 procent, ifølge Le Mondes gennemgang af tallene.

Det er stadig et flertal. Men det er et flertal, der skrumper, samtidig med at ukrainske droneangreb rammer raffinaderier dybt inde i Rusland og gør krigen håndgribelig for almindelige russere for første gang i årevis. Jo mere normaliteten krakelerer, jo hårdere skal valgcirkusset spille normalitet.

Og så er der Lida Moniava. En kvindelig hospicegrundlægger, kendt af tusinder for sit arbejde med uhelbredeligt syge børn, anholdt den 2. september og sigtet for at sprede “falske oplysninger” om hæren (en sag, der potentielt giver op til ti års fængsel, ifølge Human Rights Watch).

Hendes forbrydelse var antikrigsopslag på sociale medier. Kreml løser ikke noget sikkerhedsproblem med den sag. De statuerer et eksempel, og de har valgt den mest sympatiske person i landet til det.

Den mest talende detalje kom faktisk ikke i sommer, men i juni: Rusland erklærede menneskerettighedsorganisationen OVD-Info (gruppen, der siden 2011 har talt landets politiske fanger og hjulpet over 2.300 mennesker med sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol) for en “ekstremistisk organisation”. At støtte den, økonomisk eller symbolsk, kan nu give op til 12 års fængsel.

“Russiske myndigheder retter i stigende grad falske ekstremisme-anklager mod menneskerettighedsgrupper,” sagde Hugh Williamson, Europa- og Centralasien-direktør hos Human Rights Watch, da designeringen kom. Kritikken straffes, ja. Men det er ikke det, der gør designeringen ubehagelig. Det ubehagelige er, at ingen bagefter kan tælle, hvor meget kritik der reelt blev straffet.

Magtanalyse: hvem har reelt magten, når krigen erklæres

Se bare på selve stemmesedlen. Da Jabloko blev fjernet fra den, rykkede de resterende partier simpelthen op i nummerering: stemmesedlen springer nu direkte fra nummer 1 (Putins Forenede Rusland) til nummer 3 (det nationalistiske LDPR), som Meduza har dokumenteret. Ingen forklaring, ingen ny afstemning om rækkefølgen.

Bare et hul, hvor et alternativ plejede at stå, og et nyt nummer trukket op til at fylde det. Det kalder man ikke administration. Man kalder det magt, der ikke længere gider forklæde sig.

Formelt har Rusland en forfatning, en Duma og et retssystem. Reelt afgør én mand og hans inderkreds, hvad der sker: Dumaen stemmer, den forhandler ikke. Det er ikke nyt.

Det nye er, hvor tydeligt krigen bruges som forklaring på, hvorfor afvigelser fra den formelle struktur er nødvendige lige nu. Andrej Kolesnikov, en af de få Kreml-kritiske politologer, der stadig arbejder i Moskva, har formuleret det præcist: eskaleringen kører på to spor samtidig, militært i Ukraine, politisk indadtil, med strammere love, hyppigere internetafbrydelser og en bredere jagt på kritiske stemmer. De to spor er ikke adskilte historier. De er samme historie, fortalt to steder.

Det er her, det bliver ubehageligt for os, der ikke bor i Rusland. For mekanikken (brug en trussel til at legitimere mere magt til færre) er ikke en russisk opfindelse. Den er strukturel. Den virker overalt, hvor nogen har magt at udvide, og den virker mest effektivt, når truslen er ægte nok til, at ingen tør sige nej.

Danmarks eget beredskab mod frygt

I februar i år præsenterede den danske regering en “totalberedskabs”-plan: 1,2 milliarder kroner til nødstrøm på hospitaler, mobile skadestuer og hærdet kritisk infrastruktur.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, sagde, at beredskab skal tænkes ind i “hverdagsliv, organisationer, virksomheder og statslige opgaver, før krisen rammer”. Det lyder fornuftigt, og det er det sandsynligvis også for hospitalsgeneratorer.

Men samme måned blev et lovforslag om ændring af beredskabsloven sendt i høring: et forslag, der giver ministeren for samfundssikkerhed ret til at overtage den “strategiske ledelse” af hele Danmarks beredskabsapparat under “særligt alvorlige begivenheder”.

Bemærk ordvalget. Ikke “krig”. Ikke “invasion”. “Særligt alvorlige begivenheder”: en formulering, der er lige så elastisk som Putins “som udgangspunkt ingen mobilisering”. Høringen omfattede eksplicit “hybride trusler”, som i lovforslagets sprog dækker over både cyberangreb og desinformation.

Det er værd at bide mærke i: en lov om nødstrøm og skadestuer bliver samme lovkompleks som en lov om, hvem der bestemmer, når nogen lyver på internettet.

To uger senere, den 27. februar, udsendte PET, Forsvarets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed en fælles trusselsvurdering forud for folketingsvalget den 24. marts: “Det er meget sandsynligt, at Danmark i den nuværende situation er et selvstændigt, prioriteret mål for russisk påvirkningsaktivitet.”

Vurderingen nævnte desinformation, cyberangreb og målrettet politisk manipulation som de primære værktøjer og oplyste, at en tværministeriel “Task Force Influence” koordinerer svaret på tværs af justitsministeriet, udenrigsministeriet, forsvaret og efterretningstjenesterne.

Det er værd at holde op mod en anden rapport, offentliggjort blot to måneder tidligere. I december 2025 konkluderede Rigsrevisionen, at ni undersøgte ministerområder samlet set ikke er tilstrækkeligt forberedt på kriser. Den nationale beredskabsplan var ikke opdateret siden 2019 og ikke øvet i seks år.

Justitsministeriet var det eneste ministerområde, der slet ikke førte tilsyn med underliggende myndigheders kriseplaner. Med andre ord: de samme ministerier, der nu beder om at få overtaget “strategisk ledelse” i en krise, kunne ifølge statens egen revisor ikke engang finde ud af at øve deres eksisterende planer.

Man kan være bekymret for hybride trusler og bekymret for, om den, der skal håndtere dem, aner, hvad han laver. Begge dele på samme tid, uden selvmodsigelse.

Ingen af delene er urimelige i sig selv. Russisk påvirkning er dokumenteret, ikke indbildt, og et demokrati, der ikke forbereder sig, er naivt. Men spørgsmålet, ingen stillede højt under høringen, er det samme spørgsmål, russiske jurister burde have stillet for femten år siden: hvem definerer, hvad en “særligt alvorlig begivenhed” er, hvem kontrollerer definitionen bagefter, og hvornår udløber beføjelsen?

Et lovforslag, der er sendt i høring med frist den 6. marts, er endnu ikke underlagt den kontrol, en vedtaget lov ville have, og det er præcis i det vindue, hvor definitionerne bliver sat, at den slags love enten får en udløbsdato og et snævert anvendelsesområde, eller ikke gør.

Europas eget forsøg: hvorfor det ikke beviser, hvad man tror

EU forbød i 2022 de russiske statskanaler RT og Sputnik i hele unionen: en beslutning, der blev solgt som en nødvendig reaktion på “krigspropaganda”, ikke almindelig ytringsfrihedsregulering.

Tre år efter viser en undersøgelse fra Institute for Strategic Dialogue, at forbuddet reelt har ramt skævt: kun 247 ud af 1.044 sanktionerede domæner var blokeret i nogen grad på tværs af EU’s internetudbydere.

Slovakiet blokerede intet af, mens Tyskland lå højest med 43-57 procent. Ti af domænerne havde stadig mellem én og ti millioner unikke besøgende om måneden. Bare på X blev der i maj 2025 delt omkring 49.100 opslag med links til de forbudte domæner, hvoraf RT alene stod for cirka 74 procent, tre år efter forbuddet, ikke tre uger efter.

Tallene beviser ikke, at forbuddet var en dårlig idé. De viser noget andet: hvad den slags forbud faktisk bliver til med tiden. Ikke primært et værn mod propaganda, for det duer det tydeligvis dårligt som. Men en juridisk og teknisk infrastruktur til at blokere information på EU-niveau, bygget under overskriften “krig”. Den infrastruktur forsvinder ikke af sig selv, når krigen gør.

Jacob Mchangama, grundlægger af den danske tænketank Justitia og leder af Future of Free Speech-projektet ved Vanderbilt University, har i årevis argumenteret for præcis den pointe i internationale medier og i sin bog “Free Speech: A History from Socrates to Social Media”: at demokratier historisk har haft en tendens til at udvide deres beføjelser til at kontrollere information under krise og krig, og sjældent trækker dem helt tilbage bagefter, selv når den akutte trussel er væk.

Han har specifikt advaret om, at EU’s eget Digital Services Act (lovgivningen, der blandt andet ligger til grund for RT/Sputnik-håndhævelsen) risikerer at give myndighederne et permanent værktøj til at fjerne indhold, langt bredere end det, loven oprindeligt blev solgt på. Reuters Institute for the Study of Journalism ved Oxford University har af samme grund advaret specifikt mod, at kampen mod desinformation ikke må ende med at underminere den ytringsfrihed, den angiveligt forsvarer.

Ingen af de to sammenligner Danmark med Rusland, og det gør jeg heller ikke. Der er verdener til forskel på ti års fængsel for et Facebook-opslag og en dansk høringsfrist på fire uger.

Men mekanikken (brug krigen, byg infrastrukturen, spørg ikke for højt om udløbsdatoen) er den samme mekanik, bare med vidt forskellig styrke og vidt forskellige konsekvenser. Det er ikke moralsk ækvivalens. Det er strukturel genkendelse.

Det, ingen spørger om, før det er for sent

Russerne, der stemmer i denne uge, ved godt, at deres stemme ikke ændrer noget. De færreste danskere har læst høringssvarene til beredskabsloven, og endnu færre kender navnet på Task Force Influence.

Det er ikke fordi danskere er dovne. Det er fordi den slags love bliver skrevet i et sprog, der er designet til ikke at blive læst: “strategisk ledelse”, “særligt alvorlige begivenheder”, “hybride trusler”, ord, der lyder som administration, men fungerer som fuldmagt.

Forskellen mellem et demokrati og et autokrati er ikke, at det ene aldrig fristes til at bruge krisen som løftestang. Forskellen er, om nogen stadig har retten (og modet) til at spørge, hvornår fuldmagten udløber, og om svaret rent faktisk står i loven, eller om det bare er noget, en minister lover mundtligt på et pressemøde.

Høringssvarene til beredskabsloven ligger offentligt tilgængelige på høringsportalen. De færreste vil læse dem. Endnu færre vil opdage, om nogen fra Folketingets partier rent faktisk stillede spørgsmålet om udløbsdato, inden loven blev vedtaget, eller om den, ligesom så meget andet beredskabslovgivning, bare gled igennem, fordi ingen ville stå frem som den, der var imod at være “forberedt”.

Næste gang en dansk minister beder om “styrket beredskab mod hybride trusler”, er det værd at stille det samme spørgsmål, en Jabloko-vælger burde have haft lov til at stille for længst, uden at ende i en sag om falske oplysninger: hvem bestemmer, hvornår krisen er slut, og hvad sker der med beføjelsen, den dag ingen længere kan huske at spørge?

ExtraFokus.com: Dybere blik på systemerne bag nyhederne.