Endnu et parti forlod PET-loven, den kører videre

Der er et mønster, der gentager sig, hver gang Christiansborg diskuterer PET’s beføjelser. Et parti melder sig ud af flertallet. Ministeren forsikrer, at intet nyt sker. Og loven kører videre alligevel.

Læs også: Ustraffet, men allerede dømt af PET — Ministeren, der ikke vil kalde det overvågning

Danmarksdemokraterne er det seneste parti, der ikke vil bakke op om regeringens nye PET-lov. DR citerer partiet for at kalde forslaget “masseovervågning af hele den danske befolkning”.

Jeg har fulgt sagen siden høringen i foråret 2025, og jeg må konstatere, at partiet ikke overdriver. Det er præcis, hvad lovteksten lægger op til. Spørgsmålet er ikke længere, om der er kritik nok. Spørgsmålet er, hvor mange partier der skal forlade flertallet, før nogen i regeringen tager den alvorligt.

Flertallet, der bliver ved med at skrumpe

Danmarksdemokraterne er ikke det første parti, der stiller sig uden for. Allerede i foråret 2025 krævede Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance og Radikale, at lovforslaget blev sat på pause, indtil en privatlivskommission kunne levere et bedre beslutningsgrundlag.

Rosa Lund fra Enhedslisten kaldte det “fuldstændig urimeligt over for både Folketinget og borgerne, at man haster en så vidtgående og omfattende lov igennem”. Zenia Stampe fra Radikale gik videre og betegnede forslaget som endnu et skridt “væk fra retsstaten og hen imod et overvågningssamfund”. Fra den anden fløj lød det ikke mildere. Steffen Larsen fra Liberal Alliance påpegede, at der har været “mange retssikkerhedsmæssige forskydninger de senere år”, og at forskydningen fortsætter.

Det er sjældent, man ser Enhedslisten og Liberal Alliance stå samme sted i en sag. Når det alligevel sker her, er det ikke fordi de pludselig er blevet enige om ret meget andet. Det er fordi lovteksten er så vidtgående, at den samler modstand på tværs af blokke, der normalt ikke taler sammen.

Det, ministeren siger ikke ændrer sig

Justitsminister Peter Hummelgaard har flere gange forsikret offentligheden om, at lovforslaget, L 218, ikke giver PET “øget adgang til at overvåge den enkelte borger”. Det lyder betryggende. Det er også svært at forene med, hvad hans eget ministerium selv skriver.

Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, har gennemgået Hummelgaards udtalelser punkt for punkt og fundet dem vildledende på tre måder.

For det første taler ministeren om overvågning af enkeltpersoner, mens lovens kapitel 6a handler om masseindsamling af data på hele befolkningsgrupper.

For det andet indrømmer Justitsministeriets eget høringsnotat, at PET fremover vil ligge inde med oplysninger om flere danskere “i højere grad end efter de gældende PET-lovsregler”. Det modsiger direkte ministerens egen påstand om, at intet ændrer sig.

For det tredje, og det er nok det mest ubehagelige punkt, indfører lovforslaget en helt ny paragraf, 10d, der lader PET køre mønstergenkendelse på tværs af enorme datamængder for at finde ukendte mistænkte.

Det er en beføjelse, PET slet ikke har i dag. Lund kalder den, ganske rammende, en automatisk mistankemaskine. Man skal ikke længere være mistænkt for at blive fundet mistænkelig. Man skal bare passe ind i et mønster, en algoritme har lært at genkende.

Kildebeskyttelsen, ingen huskede at spørge om

Lovforslaget giver PET adgang til langt større datasæt fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Et af de mest omdiskuterede punkter er formuleringen om, at PET “som udgangspunkt straks” skal slette oplysninger, der afslører en journalists kilder.

Ordene “som udgangspunkt” er ikke tilfældige. De åbner for undtagelser, og det er netop undtagelserne, der bekymrer Dansk Journalistforbund.

Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, har kaldt det en alvorlig bekymring for, om forslaget kan underminere kildebeskyttelsen, et princip hun beskriver som helt centralt for pressefriheden. Hun peger på, at formuleringen reelt er en gradvis udhuling af beskyttelsen, og at kilder kan holde sig tilbage, hvis de frygter at blive afsløret alligevel.

Det bliver ikke mindre problematisk af, at Justitsministeriet først glemte at sende lovforslaget i høring hos netop Journalistforbundet, selvom forslaget direkte berører medieretten og kildebeskyttelsen.

Ministeriet erkendte fejlen og gav en ekstra høringsrunde. Men det siger noget om, hvor lavt kildebeskyttelse rangerer på listen over ting, embedsværket husker at tjekke, når PET skal have flere værktøjer.

Justitia, den uafhængige juridiske tænketank, har i sit høringssvar peget på et beslægtet problem: beskyttelsen af forsvarsadvokaters og journalisters kommunikation er formuleret så uklart, at ministeriet ikke selv har kunnet redegøre for, hvilke konkrete situationer der udløser en undtagelse.

Det er ikke småting. En kilde, der ikke ved, om hun er beskyttet, opfører sig, som om hun ikke er det. Det gælder, uanset om PET reelt ville have brugt undtagelsen eller ej.

Eksperterne, der normalt er uenige

Grit Munk, chef for digitaliseringspolitik i IDA, har sammen med en række fagfolk peget på, hvor bredt lovforslaget rammer. PET får adgang til omfattende datasæt om samtlige danskere, herunder følsomme helbredsoplysninger, sociale medier og data købt hos kommercielle databrokere. Oplysningerne kan opbevares i op til 20 år.

Adam Diderichsen, politiforsker, mener forslaget “reelt kan underminere borgernes tillid til myndighederne”. Ida Donkin, læge og medlem af Etisk Råd, advarer om, at borgere kan begynde at undgå at søge behandling, hvis de frygter, at deres helbredsdata kan blive misbrugt år senere. Pernille Boye Koch fra Institut for Menneskerettigheder kalder det ligefrem “et fundamentalt paradigmeskifte” i efterretningsarbejdet.

Tre forskellige fagligheder, tre forskellige indgangsvinkler, samme konklusion. Det er ikke et tilfælde, når en læge, en politiforsker og en menneskerettighedsjurist lander samme sted uden at have aftalt det med hinanden.

Hvad loven konkret giver PET adgang til

Det er værd at stoppe op og se på, hvad “masseovervågning” faktisk betyder i denne sammenhæng, for ordet bliver brugt så ofte i debatten, at det risikerer at miste sin betydning.

Loven giver PET adgang til at indsamle og krydsreferere data fra offentlige registre, sociale medier og kommercielle databroker-tjenester, den slags firmaer der lever af at opkøbe og videresælge oplysninger om, hvad danskere handler, søger og deler online.

Kombineret med ansigtsgenkendelse kan de indsamlede data i praksis bruges til at følge, hvem der deltager i en demonstration, og krydstjekke det med vedkommendes øvrige digitale aftryk. Ingen af de involverede skal være mistænkt for noget som helst, før de bliver en del af datagrundlaget. Det er ikke en hypotetisk pointe hentet ud af den blå luft. Det er den konkrete illustration, Lund selv bruger, når han skal forklare, hvad paragraf 10d rent faktisk muliggør.

Datamængden skal ifølge lovforslaget kunne opbevares i op til 20 år. Til sammenligning er det længere, end de fleste danskere opbevarer deres egne skattebilag. Man kan være 25 år og aldrig have været i nærheden af noget kriminelt, og alligevel indgå i et datasæt, PET stadig sidder med, når man fylder 45.

Kommissionen, regeringen ikke vil have

Et flertal uden om regeringen presser nu på for at få nedsat en privatlivskommission, der skal kortlægge det samlede overvågningstryk mod danskerne, ikke bare den enkelte lov, men summen af dem alle. Tanken er enkel. Hver ny lov bliver vurderet isoleret. Ingen ser på, hvor meget overvågning der samlet set er lagt oven på borgerne, lov efter lov, år efter år.

Regeringen har ikke budt kommissionen velkommen. Det er ikke overraskende. En regering, der insisterer på, at intet nyt sker, har ringe interesse i et uafhængigt regnestykke, der kunne vise noget andet.

Det, der gør kravet om en kommission interessant, er ikke bare selve ideen. Det er, at den kommer fra et flertal, der ikke er samlet om ret meget andet politisk.

Når partier, der normalt bekæmper hinanden om økonomi, udlændingepolitik og velfærd, kan blive enige om, at ingen længere har det fulde overblik over statens overvågning af egne borgere, er det ikke et lille signal. Det er et flertal, der i praksis siger, at systemet er vokset sig større, end nogen enkelt minister kan holde styr på.

Andre lande har lagt bremsen i, Danmark trykker speederen

Det er fristende at tro, at den slags lovgivning bare er et generelt europæisk vilkår i disse år. Det holder ikke helt. Tyskland har flere gange bremset EU-forslag om masseovervågning af digital kommunikation med henvisning til, at vilkårlig overvågning er uforenelig med en forfatningsstat.

Den tyske indstilling har direkte forsinket EU’s egen chatkontrol-lovgivning, som Danmark selv har presset på for at få igennem under sit formandskab.

Det er ikke en tilfældighed, at samme mønster går igen her. Et land, der internt insisterer på, at bredere dataindsamling ikke er overvågning, hvis blot ordet undgås, har svært ved at optræde troværdigt, når det samtidig forhandler grænserne for andre landes borgeres data i Bruxelles.

“Jeg har ikke gjort noget forkert, så det rammer ikke mig”

Det er den indvending, jeg oftest møder, når jeg diskuterer loven med folk uden for de juridiske fagmiljøer. Og den er sandsynligvis rigtig, lige nu.

De færreste danskere bliver personligt mistænkt for terror eller fremmed indblanding i den nærmeste fremtid. Men det er ikke pointen med retssikkerhed, og det har det aldrig været.

Pointen er, at loven ikke bygger et værktøj til at overvåge mistænkte. Den bygger et værktøj til at finde mistænkte blandt alle. Forskellen lyder akademisk, indtil man husker, at algoritmer, der leder efter mønstre i store datamængder, uundgåeligt producerer falske positiver. Nogen, et sted, vil blive fanget af et mønster, de aldrig har haft nogen intention om at leve op til. Det er ikke en fejl i systemet. Det er, hvordan mønstergenkendelse på befolkningsniveau statistisk set fungerer.

Man kan være uenig i, om risikoen er det værd. Man kan mene, at truslen fra terror og fremmed indblanding er stor nok til at retfærdiggøre den. Det er et legitimt standpunkt. Men det er en anden diskussion end den, ministeren fører, når han insisterer på, at intet nyt sker. De to samtaler bliver ved med at blive blandet sammen, og det er ikke tilfældigt. Den ene samtale er langt sværere at vinde end den anden.

Hvem er der egentlig tilbage til at stemme ja

Tæl selv efter. Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance, Radikale og nu Danmarksdemokraterne. Det er ikke længere en håndfuld outsidere med et principielt ubehag. Det er en bred vifte af partier, der spænder fra den yderste venstrefløj til dele af det borgerlige Danmark, og som alle er landet på samme konklusion ad hver deres vej.

Hvad er der tilbage, når man trækker dem fra? Et flertal, der stadig kan vedtage loven, ja. Men et flertal, der bliver stadig mere isoleret om sin egen fortælling om, at det her ikke er overvågning, bare fordi ministeren ikke vil kalde det det.

Jeg kan ikke bevise, at Hummelgaard ved præcis, hvor grænsen går, og vælger at tie om den. Men jeg behøver ikke en indrømmelse for at konstatere, at hans eget ministeriums høringsnotat modsiger hans offentlige udtalelser. Det er ikke mig, der siger, loven rækker længere end ministeren indrømmer. Det er hans egne embedsmænd.

Lovforslaget skal nu videre gennem udvalgsbehandling. Det er der, den reelle kamp står. Ikke i de høringssvar, der allerede er skrevet og allerede ignoreret én gang, men i om et bredere flertal i Folketingssalen faktisk stiller de spørgsmål, Jesper Lund, Tine Johansen og de øvrige allerede har stillet højt og tydeligt.

ExtraFokus.com: Dybere blik på dansk politik.