Trump startede en krig uden exit

Tre måneder inde i en krig ingen planlagde at vinde er USA fanget i et strategisk limbo, der bliver dyrere for hver dag der går. Hormuz-strædet er lukket. Forhandlingerne kører. Og Trump fortsætter med at bombe Iran, mens han prøver at forhandle med Iran.

Den geopolitiske virkelighed er enkel, selvom Washington åbenbart nægter at se den: USA har ikke vundet denne krig. Iran har ikke tabt den. Og den eneste realistiske vej ud er en aftale, som Trumps egne støtter vil betragte som en kapitulation.

Hvem vandt egentlig krigen?

Operation Epic Fury begyndte den 28. februar (midt i igangværende forhandlinger med Iran) med en tro på, at militære angreb ville tvinge Tehran til at acceptere bedre vilkår end dem, der lå på forhandlingsbordet. Logikken var simpel: Slå hårdt, vind hurtigt, diktér betingelserne. Det er den samme logik, der fejlede i Irak, Afghanistan og Libyen. Men denne gang skulle det gå anderledes.

Det gik ikke anderledes. Det iranske regime viste sig mere modstandsdygtigt end Trump havde forventet. Den hurtige sejr udeblev, ligesom den gjorde med Maduro i Venezuela, og ligesom den gør det i hvert eneste tilfælde, hvor man angriber en stat med reel territorial kontrol og en befolkning, der samler sig bag flag, når bomber falder. Irans missil- og dronekapacitet har desuden vist sig at være det, alle efterretningseksperter i årevis har sagt, den var: en reel afskrækkelsesfaktor med evnen til at lamme den globale energiforsyning.

Læs også: Mens verden stirrer på Trump, henretter Iran sine unge

Hormuz som forhandlingsbrik

Strædet er i praksis lukket. Det betyder, at 14 millioner tønder olie om dagen er fjernet fra verdensmarkederne. Den Internationale Energiagentur vurderer, at de globale oliereserver drænes i et tempo, der ikke er set før, og at markederne vil nå kritisk lave niveauer, hvis strædet forbliver lukket efter juni. Det er ikke et abstrakt finansmarkedsproblem. Det er den slags tal, der udløser recession.

Og det er her, USA’s forhandlingsposition er svagere end nogen anerkender højt. Inden krigen sad Iran ved bordet med ét forhandlingskort: atomrogrammet.

Nu sidder Iran med to: atomrogrammet og kontrollen over strædet. USA’s maximalistiske krav (et moratorium på berigelse af uran, overgivelse af den eksisterende beholdning og genåbning af Hormuz uden told eller gebyrer) er de samme krav, Iran afviste, da Washington var i en stærkere position. At forvente et andet svar nu er ikke strategi. Det er vanetenkning.

Hvad Iran faktisk kræver

Tehran vil ikke underskrive en aftale, der efterlader landet mere sårbart end før krigen begyndte. Det er ikke ureasonably. Det er rationel statspolitik. Problemet er, at USA ved sin adfærd under forhandlingerne har gjort troværdige garantier næsten umulige at tilbyde.

Trump administrationens mønster er veletableret: forhandle, angribe, forhandle igen. For Iran er den lesson ligetil: hvad USA lover på papiret behøver ikke at gælde i praksis.

Den manglende troværdighed er ikke bare et kommunikationsproblem. Det er et strukturelt problem. En aftale kræver, at Iran kan stole på, at efterlevelse af betingelserne ikke blot inviterer til den næste runde af aggression, fra USA eller Israel.

Israels premierminister Netanyahu spillede efter alt at dømme en central rolle i at overbevise Trump om at angribe. Israel er militært afhængigt af amerikansk missilforsvar og andre støttesystemer, men den afhængighed virker tilsyneladende ikke som et håndtag. Hvis Washington ikke kan garantere, at Israel ikke handler på egenhånd, er iranske indrømmelser en gave uden forsikring.

De dårlige alternativer

Der er tre andre veje, og ingen af dem er gode.

Den første er at forlænge den amerikanske blokade i håbet om, at Iran til sidst bøjer sig. Det er seks uger gået siden blokaden startede, og Irans forhandlingsposition er ikke svækket målbart. Det skyldes, at Iran betragte konflikten som eksistentiel, og nationer, der kæmper for deres overlevelse, forhandler ikke indrømmelser under pres, de fordobler.

Desuden vokser de globale konsekvenser for hver dag. Når USA’s egne økonomer begynder at advare om recession, forsvinder presset ikke fra Iran. Det vender sig imod Trump.

Den anden er eskalering: yderligere angreb på iransk energiinfrastruktur eller særoperationer inde på iransk territorium. Det er den vej, der med størst sandsynlighed udløser iranske angreb på Golfstaternes oliefaciliteter og dermed permanent skader en region, som Vesten er afhængig af.

Dertil kommer, at amerikanske militærlagre allerede er pressede, og en ny offensiv vil yderligere svække USA’s beredskab i Stillehavet. Pentagon’s erklærede prioritet. At Trump i vid udstrækning har undgået den fulde genoptagelse af krigen tyder på, at han og hans rådgivere forstår hvad der er på spil.

Den tredje mulighed er at trække sig. Erklære sejr, ophæve blokaden og overlade regionen til sig selv. Det er faktisk ikke et dårligt resultat set fra et amerikansk interesseperspektiv. Irans atomprogram er sat år tilbage, og en nuklear Iran ville ikke udgøre en eksistentiel trussel mod USA, der har verdens mest slagkraftige atomarsenal.

Men det er politisk umuligt for en præsident, der har gjort “ingen atombombe til Iran” til en mantra. En tilbagetrækning ville se ud som et tilbageskridt, og det ved Trump.

Betingelserne for en aftale der holder

En smal aftale er mulig. Men den vil kræve, at USA indrømmer noget på hvert af de tre centrale punkter.

For det første: Irans missilkapacitet. Cirka 70 procent af Irans missiler og affyringsramper overlevede krigen ifølge amerikanske efterretningsoplysninger, og Iran kan genopbygge hurtigt med hjælp fra Rusland og Kina.

At kræve afvæbning er at kræve det umulige. Det mere pragmatiske argument er, at Irans bevaring af en konventionel afskrækkelseskapacitet faktisk sender det rigtige signal. Washington angriber ikke en stat, der kan slå tilbage. Aftaler indgået med stater der kan forsvare sig, holder bedre end aftaler dikteret til stater der ikke kan.

For det andet: det berigede uran. I stedet for at eksportere Irans beholdning til USA (et krav Tehran aldrig vil acceptere) kunne Det Internationale Atomenergiagentur tage forvaring af materialet, fortynde noget på stedet og opbevare resten uden for Iran. Med en klausul om, at Iran genindtager adgang til materialet ved et fremtidigt angreb fra USA eller Israel, skabes en asymmetrisk forsikring: Iran giver slip på noget, men ikke alt.

For det tredje: troværdige garantier mod fremtidige angreb. Det vil sandsynligvis kræve, at Washington begrænser militærsalg til Israel, hvis Israel handler aggressivt mod Iran i strid med en aftale. Det er en usædvanlig binding på en tæt allieret. Det er også, hvad krigen har gjort nødvendigt.

Læs også: Verden ruster op, og vi kalder det forsvar

Det er prisen på en tabt krig

Meget af dette vil falde mange amerikanere (og mange i Washington) imod brystet. USA er ikke vant til aftaler med reelle begrænsninger på egne handlemuligheder. Men præmissen for det ubehag er, at USA vandt. Det er USA ikke gået ind i denne krig med en klar udgangsplan. Nu sidder man med regningen.

Det er ikke Iran, der skal betale prisen for en fejlbehæftet krig. Det skal den part, der valgte at starte den, med en overbevisning om, at militær magt alene var tilstrækkelig til at ændre en stat med 85 millioner indbyggere, årtiers erfaring med sanktioner og en geografi, der giver kontrol over en femtedel af verdens olieforsyning.

Den overbevisning var forkert fra dag ét. En smal aftale (der genåbner strædet, indfrier nogle nukleare indrømmelser og giver Iran de sikkerhedsgarantier, det legitimt kan kræve) er ikke en god aftale. Det er det mindst dårlige. Og på dette tidspunkt er det den eneste, der realistisk er inden for rækkevidde.

Læs også: Kina sælger organer fra levende fanger – Danmark kigger væk

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.