Danmark forvalter ulve ud fra fornemmelser, ikke fakta

Jeppe Bruus stillede sig op ved siden af den døde ulv i Holstebro i januar og lod sig fotografere. Fire måneder senere kom svaret på, hvorfor der overhovedet var en ulv at skyde.

Et DCE-notat konkluderede, at nogen formentlig havde fodret den. Ingen spurgte hvem. Det er ikke en enkeltstående fejl. Det er mønsteret i hele den danske ulveforvaltning.

En ulv, der ikke fandtes på kortet

Den 3. januar 2026 blev en hanulv skudt i Klosterheden. Tilladelsen stammede fra et angreb den 29. august 2025, hvor en ulv havde forceret et ulvesikret hegn syd for Limfjorden.

Interesseorganisationen Ulvetid stillede efterfølgende et enkelt spørgsmål til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV): Hvordan kan en tilladelse givet på baggrund af ét angreb ét sted ende med, at en ulv skydes i en helt anden kommune, måneder senere?

Ulvetid bad om aktindsigt i det kort, der lå til grund for hændelsesforløbet. Kortet var ikke vedlagt. Formand Ole Pedersen skrev direkte til styrelsen og spurgte, om den nedlagte ulv var DNA-testet, og om der forelå et match med ulven fra augustangrebet.

Jeg har ikke kunnet finde et offentligt svar på det spørgsmål. Det er ikke en bagatel. Hvis man skyder en beskyttet art uden at vide, om det er den rigtige ulv, er det ikke regulering. Det er gætteri med en riffel.

Zonen der er ti gange for stor

Her bliver sagen for alvor systemisk. Den zone, hvor lodsejere kunne søge om tilladelse til at regulere efter angrebet i Klosterheden, dækkede hele Lemvig Kommune samt Struer Kommune syd for Limfjorden. Et areal på 680 kvadratkilometer.

Klosterheden Plantage, hvor ulvens faktiske revir ligger, fylder 67 kvadratkilometer. Zonen var med andre ord ti gange større end det territorium, den angiveligt skulle beskytte mod.

Habitatdirektivets artikel 16 tillader kun undtagelser fra ulvens beskyttelse i konkrete enkelttilfælde. EU-Domstolen slog i sag C-674/17 fast, at generelle tilladelser til et ubestemt antal individer ikke er lovlige.

Læs også: Ankestyrelsens tilsyn stoler blindt på kommunerne

En zone ti gange revirets størrelse, hvor enhver lodsejer med en jagttilladelse kan skyde enhver ulv, der passerer, ligner ikke et enkelttilfælde. Det ligner en generel licens.

Og det gentog sig. I Oksbøl fik 13 lodsejere i sommeren 2026 tilladelse til at regulere ulve i et område på omkring 300 kvadratkilometer. Til dato er der ifølge Ulvetids egen optælling udstedt reguleringstilladelse i mindst seks tilfælde siden august 2025.

Jeg kan ikke bevise, at systemet er designet til at maksimere antallet af døde ulve frem for at løse konkrete problemer. Men når mønsteret gentager sig hver gang, holder forklaringen om enkeltstående undtagelser ikke længere.

Fodringssagen, ingen vil eje

Så er der selve grundlaget for, at ulvene i Oksbøl overhovedet blev opfattet som farlige. DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, offentliggjorde i foråret 2026 et fagligt notat om hændelserne omkring Oksbøl, Vejers og Blåvand.

Overvågningsoptagelser fra et sommerhus viste fem ulve, der bevægede sig rundt i en have midt om natten. Ugen efter var fodertønden fjernet, men der lå stadig en bunke foder på plænen. DCE konkluderer, at det tyder på, at nogen aktivt har fodret ulvene, formentlig gentagne gange over tid.

En ulv, der bliver fodret af mennesker, mister sin naturlige skyhed. Den søger tættere på huse, veje og skolebørn på cykel, ikke fordi den er blevet farligere, men fordi den er blevet vant til, at mennesker betyder mad. Det er den adfærd, som SGAV siden har brugt som begrundelse for at udvide reguleringszonerne omkring Oksbøl.

Jeg har ikke set nogen offentlig oplysning om, at nogen er blevet identificeret, endsige sigtet, for fodringen. Vi skaber altså en del af vores eget problem, og så bruger vi det problem som begrundelse for at skyde den art, vi selv har tiltrukket.

Forskerens advarsel, som ingen fulgte

Det mest opsigtsvækkende er måske, hvor tydeligt DCE selv har sagt fra. Forskeren Peter Sunde fra DCE, Aarhus Universitet, har offentligt understreget, at det ikke er DCE’s anbefaling at gennemføre de reguleringer, som SGAV har udstedt tilladelse til i Oksbøl.

Det er ikke en forsker, der nuancerer fra sidelinjen. Det er den institution, myndighederne selv henviser til for videnskabelig dokumentation, der siger, at grundlaget ikke holder.

Alligevel har SGAV, ifølge Ulvetids gennemgang af sagen, dokumenteret at reguleringerne ikke er til hinder for at opnå gunstig bevaringsstatus, med den begrundelse at ulvebestanden samlet set er i fremgang, og at ét individ derfor ikke gør nogen forskel.

Det er en administrativ genvej, ikke en videnskabelig vurdering. Når den institution, der har ekspertisen, siger nej, og myndigheden alligevel finder en anden vej til ja, er det svært at kalde det andet end politisk bestilt forvaltning.

Modparten har et reelt punkt

Jeg skal være ærlig om, hvorfor debatten overhovedet er så ophedet. I 2025 blev 1.150 husdyr registreret som angrebet af ulve i Danmark.

Poul Christensen, citeret i landbrugsmediet Spiras, peger på to dræbte ponyer ved Egtved som et af flere eksempler på, at frygten blandt dyreholdere i Syd- og Sønderjylland er reel, ikke indbildt. Han advarer om, at situationen kan forværres hen over sommeren, når unge ulve forlader deres flokke og søger nye territorier tættere på mennesker og husdyr.

Det er et legitimt argument, og jeg afviser det ikke. Et samfund, der genindfører et rovdyr efter 200 års fravær, skylder de mennesker, der bor med konsekvenserne, en forvaltning, der rent faktisk virker.

Men netop derfor er det så alvorligt, at forvaltningen ikke bygger på den dokumentation, som ville gøre den effektiv. En regulering, der rammer den forkerte ulv, i et område ti gange for stort, løser ikke landmandens problem. Den skaber blot endnu en sag for Ulvetid og endnu et pressebillede for ministeren.

Læs også: Den falske vejskilt-revolution: symbolpolitik der koster millioner og løser ingenting

Etikken, ingen spørger til

Der er også en dyrevelfærdsvinkel, som forsvinder i støjen mellem ulvetilhængere og ulvemodstandere. Flere af tilladelserne til at regulere problemulve i Oksbøl blev givet, mens ulvene har hvalpe liggende i graven.

Det Dyreetiske Råd har peget på, at jægere med en tilladelse i hånden risikerer at skyde en ulvemor, hvilket efterlader hvalpene til at dø alene. Fra 17. august 2026 udvides reglerne yderligere, så ulve kan reguleres, hvis de befinder sig inden for 30 meter af mennesker, og private får mulighed for at regulere ulve længere væk inden for særligt afgrænsede områder.

En ny vildtskadebekendtgørelse, ventet i kraft 1. september 2026, vil desuden gøre det muligt at regulere ulve, der trænger ind bag et ulvesikret hegn.

Hver af disse ændringer kan forsvares isoleret. Tilsammen tegner de et billede af en forvaltning, der udvider adgangen til at skyde, hver gang den politiske temperatur stiger, uden at det tilsvarende bliver dokumenteret, at det løser noget som helst.

Afslutning

Ulven kom tilbage til Danmark af sig selv efter 200 års fravær, og den har ikke mindre ret til at være her end kronhjorten eller odderen. Det ændrer ikke ved, at husdyrejere i Lemvig, Struer, Holstebro og Varde kommuner lever med en reel risiko, som staten er forpligtet til at håndtere ordentligt.

Men en forvaltning, der ignorerer sin egen forskningsinstitutions anbefaling, udsteder tilladelser i områder ti gange for store, og lader en fodringssag ligge uopklaret, mens ministeren poserer med den døde ulv, er ikke ordentlig håndtering. Det er symbolpolitik med en bøsse.

Næste skridt bør være en uvildig gennemgang af samtlige reguleringstilladelser siden august 2025, med aktindsigt i de kort og DNA-data, Ulvetid forgæves har efterspurgt. Uden det ved vi fortsat ikke, om vi regulerer problemulve, eller om vi bare skyder ulve.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.