Bistand der skaber afhængighed er ikke bistand. Det er et svigt.

Danmark har i over 40 år holdt fast i ét tal. Ikke fordi det var let, men fordi det var identitet: 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand.

I 2026 svarer det til 23,1 milliarder kroner. Det lyder imponerende. Det er imponerende, på papiret. Men bag de kommaer og procentsatser gemmer sig en virkelighed, som er betydeligt mere ubehagelig: Den faktiske bistand til verdens fattigste er under stille, systematisk erosion, mens vi fortæller hinanden og omverdenen, at vi er bedst i klassen.

Det er ikke en ubetydelig bogholderdiskussion. Verden er i 2025 og 2026 vidne til det mest dramatiske sammenbrud i den globale bistandsarkitektur siden Marshallhjælpen, og Danmarks position i det billede er mere tvetydig, end vores selvbillede tillader os at indrømme.

Hvad er det kollaps, ingen ville kalde et kollaps, og hvad kostede det befolkningen?

Den 3. februar 2025 modtog medarbejderne i USAID (den amerikanske pendant til Danida, bare langt større) en e-mail med besked om ikke at møde på arbejde.

Det var startskuddet til det, Elon Musk med sin sædvanlige sans for præcision kaldte at sende agenturet “through the woodchipper.” Præcis 20 år efter Nelson Mandela stod i Trafalgar Square og lancerede kampagnen for at gøre fattigdom til fortid, valgte verdens hidtil største bistandsyder at lukke butikken.

Det er en god nyhedshistorie. Det er også et røgslør, der fjerner fokus fra det, der sker i resten af verden.

Mark Suzman, administrerende direktør for Gates Foundation, opgør det samlet i en analyse publiceret i Foreign Affairs i juni 2026: I løbet af 2025 skar verdens donorer samlet set 30 milliarder dollars fra den globale bistand. Ikke bare USA. Frankrig, Tyskland og Storbritannien, alle sammen.

Det Internationale Institut for Sundhedsmåling og -evaluering anslår, at op til 200.000 flere børn døde i 2025 end i 2024, udelukkende som følge af nedskæringerne i sundhedsbistand. Det var første gang i dette århundrede, at antallet af børnedødsfald steg frem for at falde.

Og Suzman advarer om, at det ikke er en midlertidig nedgang: Den globale sundheds- og udviklingsfinansiering forventes at ligge næsten 30 procent lavere end i 2024 frem til 2027.

Danmark er i det store billede ikke den primære synder. Men vi er heller ikke det moralske fyrtårn, vi gerne vil være.

Læs også: Al-Qaida vinder terræn i Sahel og omverdenen kigger væk

Hvad 0,7 procent egentlig dækker over

I januar 2026, midt i en dansk valgkamp, foreslog Venstre at sænke bistandsprocenten fra 0,7 til 0,5 procent af BNI.

En reduktion der ifølge Folkekirkens Nødhjælp, der bestilte en Epinion-undersøgelse om spørgsmålet, vil svare til 6,5 milliarder kroner mindre om året. Dansk Folkeparti ville helt afskaffe bistanden. Det var politisk støj, der forstyrrede det grundlæggende spørgsmål: Hvad dækker de 0,7 procent egentlig over?

Her er svaret, som ingen partier rigtig brød sig om at fortælle vælgerne: En voksende andel af det beløb, vi kalder “udviklingsbistand,” er hverken udvikling eller bistand til verdens fattigste. Det er udgifter til flygtningemodtagelse i Danmark og støtte til Ukraine, et mellemindkomstland, der ifølge konventionel udviklingslogik slet ikke burde figurere i bistandsregnskabet.

I 2024 gik 2,2 milliarder kroner af den danske bistand til Ukraine og ukrainske flygtninge. Det svarer til 10 procent af den samlede bistandsbevilling.

Ukraine er et land med BNP per capita langt over de lande, for hvem bistanden oprindeligt var designet. Rebekka Blomqvist, chef for politik og analyse i Globalt Fokus, beskriver det præcist: som i de andre nordiske lande udhules den danske udviklingsbistand af flygtningemodtagelsesudgifter.

Det er en konstatering af, at 0,7-procent-mærket dækker over et sammensurium, der er vokset langt ud over sin originale definition, ikke en kritik af Ukraine-støtten som sådan.

Afrika (kontinentet med den største koncentration af verdens fattigste) modtog i 2025 knap 4,1 milliarder kroner af den danske bistand. Det svarer til 21,8 procent af den samlede danske bistand. I 2024 lå andelen på 14,9 procent, en historisk lav andel.

Procenten svinger, men tendensen er klar: Den geografiske omfordeling mod Ukraine og Europa sker på bekostning af de lande, som bistanden reelt burde nå.

Læs også: Ukraines genopbygning: 588 milliarder dollars, og ingen spurgte om det

Hvilken myte om bistand virker politisk, selvom den ingen reel effekt har?

Det er fristende (og politisk opportunt) at hævde, at bistanden ikke virker. Det er også faktuelt forkert.

Suzman dokumenterer i sin Foreign Affairs-analyse, hvad 25 års målrettet bistandsindsats faktisk har ført til: I år 2000 levede 2,2 milliarder mennesker på en daglig indkomst svarende til tre dollars. I dag er det tal faldet til 840 millioner.

Malaria-dødsfald er faldet fra 839.000 om året til 610.000. HIV-dødsfald er reduceret fra 1,8 millioner til 627.000. Antallet af børn, der dør inden de fylder fem år, er halveret: fra knap ti millioner til under fem millioner om året. Og dette er ikke primært et resultat af vækst i Kina og Indien alene: Lande som Bangladesh, Etiopien, Indonesien og Senegal har alle halveret antallet af mennesker i ekstrem fattigdom siden 2000.

Ingen af disse landvindinger opstod af sig selv. De er resultatet af målrettede, finansierede, langsigtede indsatser, præcis den type indsatser, som nu skæres ned på globalt plan.

GAVI, vaccinealliancen, og Global Fund til bekæmpelse af AIDS, tuberkulose og malaria har tilsammen reddet 85 millioner liv siden oprettelsen i starten af 2000’erne. Danmark bidrager til begge.

Danmarks engagement i GAVI løber til udgangen af 2026, med et bidrag på 25 millioner kroner om året plus yderligere 10 millioner i 2025. Det er ikke en stor pose penge i det store billede, men det er et signal. Og signaler har en tendens til at forsvinde, når den politiske vind skifter.

Hvad sker der, når bistandshjælpen skaber afhængighed frem for selvstændighed?

Der er en ubehagelig sandhed gemt i bistandsdiskussionen, som hverken bistandsorganisationerne eller nedskæringsentusiasterne har travlt med at tage fat på: Årtiers kontinuerlig nødhjælp har i en række tilfælde ikke løftet lande ud af afhængighed, men den har institutionaliseret den.

Det er Gates Foundations egen analyse, ikke en teori fra højrefløjens tankesmede. Suzman skriver direkte, at et af det post-2. verdenskrigs bistandssystems kerneproblem har været en manglende evne til at skifte fra velgørenhed til investering i lokal kapacitet.

PEPFAR (den amerikanske nødplan mod aids) er hans eget eksempel: det var aldrig meningen, at den skulle være permanent, det er grunden til, at den hed en nødplan. Den har fungeret i over to årtier, og mange lande har nu indrettet hele deres HIV-programmer efter ekstern finansiering. Når den finansiering svinger, svinger programmerne med.

Det samme mønster gælder i landbrugssektoren, sundhedssystemerne og den humanitære infrastruktur i en række afrikanske lande. Når et lands budget bygger på en forudsigelig strøm af donorkroner frem for skatter fra en voksende økonomi, opstår der ikke bare afhængighed, der opstår en institutionel logik, der aktivt modvirker den markedsøkonomiske kapacitetsopbygning, som skulle have gjort bistanden overflødig.

Det er et argument for, at den måde, vi har givet på, i for mange tilfælde har løst det akutte problem og skabt et kronisk et, ikke et argument for at skære nu. Og det er præcis den diskussion, hverken Folkekirkens Nødhjælp eller Venstres regnedrenge havde interesse i at tage under valgkampen.

Læs også: Hjælpe Afrika? Nej tak. Vestlig bistand holder kontinentet fanget i fattigdom

Hvorfor vil ingen politiker tale klarsprog om bistandens svagheder under valgkampen?

Jeg fulgte valgkampen tæt. Jeg ventede på den samtale, der aldrig kom.

I stedet fik vi et tal. Venstre ville sænke det fra 0,7 til 0,5. Alternativet ville hæve det til 1,0. Dansk Folkeparti ville fjerne det helt. Otte uger med debatter, valgmøder og ekspertpaneler, og ikke én gang spurgte nogen: Hvad sker der konkret? Hvilke programmer lukker? Hvilke lande mister hvad? Hvilke børn får ikke vaccinen?

Det ved jeg, fordi jeg ledte efter svaret. Det var ikke der.

0,7 procent er ikke et helligt tal. Det er en aftale fra 1968, foreslået af World Council of Churches og vedtaget i OECD. Det er en minimumsgrænse, ikke et kvalitetsstempel. Men dansk politik behandler det som om selve procentsatsen afgør, om vi er et anstændigt land. Det er en bekvem måde at undgå at tale om, hvad pengene faktisk gør. Eller ikke gør.

Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, sagde ved finansloven 2024 at det var glædeligt at Danmark kom tilbage til 0,7 procent. Jeg forstår lettelsen. Men det er som at glæde sig over at huset ikke er brændt ned, mens fundamentet stadig synker.

Hvad er det spørgsmål om bistand, den nye regering stadig ikke har besvaret?

Den 3. juni 2026 tiltrådte Firkløverregeringen. Rekordlange forhandlinger. Mette Frederiksen for tredje gang. 0,7-procenten overlever tilsyneladende. Socialdemokratiet og Moderaterne holdt fast under valgkampen, og SF og Radikale ville aldrig acceptere det modsatte.

Fint. Det er det rigtige. Det løser ingenting.

For det spørgsmål, som ingen stillede under forhandlingerne på Marienborg, er ikke om vi giver 0,7 eller 0,5 procent. Det er hvad vi vil med de penge. USA er ude. USAID eksisterer ikke længere i den form, verden kendte det. Det vakuum er reelt, og det er ikke nogen anden der fylder det.

Hvad er Danmarks plan for GAVI-forpligtelsen efter 2026? Hvad er strategien for Global Fund, når den amerikanske finansiering er borte? Hvad tilbyder vi de lande, der har bygget deres HIV-programmer op om ekstern finansiering, nu hvor den finansiering er ved at forsvinde?

Jeg kender ikke svarene. Jeg er heller ikke sikker på, at regeringen gør.

Hvad der faktisk er på spil

Suzman skriver, og det er et argument som enhver dansk politiker burde tage seriøst, at 11 af USA’s 15 største handelspartnere i dag er tidligere bistandsmodtagere.

Bistand er ikke velgørenhed, men det er geopolitisk infrastruktur. Det er markedsopbygning. Det er den langsigtede investering, der gør fragile stater til stabile handelspartnere, når den er designet rigtigt.

Dansk Flygtningehjælp estimerede i juni 2025, at de samlede nedskæringer fra USA, UK, Frankrig og Tyskland alene kan medføre, at yderligere 1,8 millioner mennesker tvinges på flugt. Flygtninge der, alt andet lige, vil lande i lejre finansieret af europæiske bistandsbudgetter, eller søge mod europæiske grænser. Den kortsigtede gevinst ved bistandsnedskæringer er en illusion. Regningen vender tilbage med renter.

Danmark befinder sig i en situation, hvor vores traditionelle bistandspartnere trækker sig. Det er en opfordring til at tænke, ikke til at spare. At fylde noget af det vakuum, der efterlades, men fylde det med noget andet end det, der skabte afhængigheden i første omgang. Kapacitetsopbygning. Skatteadministration. Markedsadgang. De ting, der sætter lande i stand til at finansiere egne vaccineprogrammer, egne hospitaler og egne nødhjælpsorganisationer.

Det er sværere at sætte på en valgplakat end 0,7 procent. Men det er den rigtige samtale, og den er vi endnu ikke begyndt at tage.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.