Lørdag aften skød russisk luftforsvar drone efter drone ned over Moskva. Søndag morgen proklamerede det statsejede institut VCIOM, at Putins parti havde vundet valget med 49,4 procent. Ingen af delene overraskede nogen, og det er selve problemet.
Det var Ruslands første parlamentsvalg siden invasionen af Ukraine den 24. februar 2022, og på valgets sidste døgn sendte Ukraine mere end 1.000 droner mod Moskva og omegn. Russiske myndigheder hævder at have skudt over 1.600 ned siden lørdag, deriblandt 450 rettet mod hovedstaden. Mindst to mennesker døde, 400 blev evakueret. Moskvas borgmester Sergei Sobyanin kaldte angrebet et forsøg på at forstyrre valget, men nævnte ikke de mindst fire dræbte i et russisk angreb ved Kyivs udkant natten før.
De sidste reelt antikrigsstemmer i Dumaen var luget ud, længe inden vælgerne fik en stemmeseddel i hånden. Valgkommissionens formand Ella Pamfilova beskyldte samtidig Ukraine for over tusind cyberangreb mod stemmesystemet, en anklage ingen uafhængig instans kan efterprøve, fordi observatører reelt er udelukket fra stemmestederne. Forestil dig en dansk kommunalvalgdag, hvor optællingen var offentliggjort før valgstederne åbnede, og hvor enhver der stillede spørgsmål ved tallet, blev anklaget for udenlandsk sabotage. Herhjemme ville det hedde komplot, ikke valg.
Læs også: Putin nægter at forhandle, selvom Rusland er presset
Den arv, der stemmer med krigen
Det er fristende at forklare det hele med frygt. Med censur og et retssystem, der fængsler dem, der protesterer for meget. Men det forklarer ikke, hvorfor så mange russere ikke bare accepterer krigen. De bakker den op.
Rusland har i generationer dyrket en forestilling om sig selv som en civilisation med en historisk mission, fra Fjodor Dostojevskijs forfatterskab og Aleksandr Solsjenitsyns senere skrifter til nutidens Kreml-ideologer Aleksandr Dugin og tv-værten Vladimir Solovjov. Ideen overlever regimeskift, fordi den aldrig har været bundet til et regime, men til hvordan russere lærer at se sig selv. Selv hvis Putin faldt i morgen, ville narrativet om russisk storhed stadig ligge og vente på den næste, der ville bruge det.
Fire år og et halvt inde i krigen dør eller såres omkring 1.100 russiske soldater om dagen. Alligevel stemte næsten halvdelen af de russere, der overhovedet fik lov at stemme frit, på partiet, der startede krigen. Det er ikke apati, men det er et valg, russerne selv har truffet, om end inden for de rammer regimet har sat op omkring dem.
Modargumentet holder ikke
Man kan indvende, at et valg med partier, stemmesedler og observatører stadig er noget andet end et diktatur uden valghandling. At selv en kontrolleret proces lægger et minimum af ansvarlighed på regimet. Nordkorea sætter ikke engang flere partier på stemmesedlen, og der er forskel på et parlament, der lader som om, og et parlament, der ikke findes.
Man kan også indvende, at krig gør ethvert samfund mere konformt. Danmark under besættelsen var heller ikke fyldt med daglige demonstrationer, og det gjorde ikke danskerne til overbeviste nazister. Men et valg, der bruges til at legitimere en krig, mens krigen lander på hovedstadens tage samme døgn, ligner et ritual der bekræfter magten. Ikke et redskab der kan afsætte den. Forskellen til Nordkorea er grad. Forskellen til det besatte Danmark er, at danskerne ikke selv sendte bomberne af sted.
Læs også: Krig er den bedste undskyldning magten har
Alexander Motyl, professor ved Rutgers, skrev for nylig i Foreign Policy, at Rusland først kan blive normalt, hvis landet lider et knusende militært nederlag. Jeg er enig i diagnosen. Men jeg er uenig i, hvor håbefuldt den bliver læst i dansk udenrigspolitik, hvor vi taler om Putins fald og dagen efter krigen, som om der findes et andet Rusland, der bare venter på at blive lukket ud. Den antagelse er bekvem. Den lader os undgå det Rusland, der rent faktisk stemte i weekenden, mens dronerne fløj over dets egen hovedstad.
Jeg mener, dansk Ruslandspolitik skal holde op med at planlægge efter et normalt Rusland, der endnu ikke findes og måske aldrig kommer. Sanktioner og våbenstøtte bør bygges på det Rusland, vi faktisk så i weekenden. Det samme gælder diplomatiet. Der er intet overgangsland her. Kun et Rusland, der har fundet sin nye normal, og den normal hedder krig, indtil noget udefra eller indefra tvinger det til at ændre sig.
ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.
