Lørdag aften skød russisk luftforsvar drone efter drone ned over Moskva. Søndag morgen proklamerede et statsejet institut, at Putins parti havde vundet med 49,4 procent. Ingen af delene overraskede nogen. Det er selve problemet.
I weekenden holdt Rusland sit første parlamentsvalg siden invasionen af Ukraine begyndte 24.02.2022. På valgets sidste døgn sendte Ukraine mere end 1.000 droner mod Moskva og omegn.
Russiske myndigheder hævder at have skudt over 1.600 ned siden lørdag, deriblandt 450 rettet mod hovedstaden. Mindst to mennesker døde, 400 blev evakueret. Moskvas borgmester Sergei Sobyanin kaldte angrebet et forsøg på at forstyrre valget. Han nævnte ikke de mindst fire dræbte i et russisk angreb ved Kyivs udkant natten før.
Valget var ikke bare kontrolleret i sit resultat. Det var kontrolleret i sin opstilling. De sidste reelt antikrigsstemmer i Dumaen var luget ud, længe inden vælgerne overhovedet fik en stemmeseddel i hånden. Man skal lede længe efter et parti på listen, der stillede spørgsmål ved krigen, frem for at spørge, hvem der skulle vinde den.
Stemmesedler som kulisse
VCIOM, instituttet bag eksitpollen, er statsejet. Valgkommissionens formand Ella Pamfilova beskyldte samtidig Ukraine for over tusind cyberangreb mod det elektroniske stemmesystem. En anklage ingen uafhængig instans kan efterprøve, fordi uafhængige observatører reelt er udelukket fra stemmestederne.
Journalister og observatører på stedet beskrev søndag, hvordan valghandlingen forløb, mens droner blev skudt ned over de samme forstæder, vælgerne skulle stemme i.
Når sejrherren er kendt før stemmerne er talt, og kritik af processen på forhånd er afskrevet som fjendtlig indblanding, er valget ikke en måling af folkevilje. Det er en administrativ bekræftelse af noget, der allerede var besluttet.
Forestil dig en dansk kommunalvalgdag, hvor stemmeoptællingen var offentliggjort, før valgstederne åbnede, og hvor enhver, der stillede spørgsmål ved tallet, blev anklaget for udenlandsk sabotage. Det ville ikke blive kaldt et valg herhjemme. Det ville blive kaldt et komplot, og statsministeren ville blive kaldt til samråd samme uge.
Læs også: Putin nægter at forhandle, selvom Rusland er presset
Den arv, der stemte med
Det er fristende at forklare det hele med frygt. Med censur, med statskontrolleret tv, med et retssystem der fængsler dem, der protesterer for meget. Men det forklarer ikke, hvorfor så mange russere ikke bare accepterer krigen, de bakker den op med overbevisning.
Rusland har i generationer dyrket en forestilling om sig selv som en civilisation med en historisk mission, ikke bare en nation blandt andre.
Man kan spore den samme idé gennem Fjodor Dostojevskijs forfatterskab, gennem dissidenten Aleksandr Solsjenitsyns senere skrifter, og frem til nutidens Kreml-ideologer som Aleksandr Dugin og tv-værten Vladimir Solovjov. Ideen overlever regimeskift, fordi den aldrig har været bundet til et bestemt regime. Den er bundet til, hvordan russere lærer at se sig selv.
Det gør Rusland til noget andet end blot et diktatur styret af én mand. Selv hvis Putin faldt i morgen, ville det narrativ om russisk storhed stadig ligge og vente på den næste, der ville bruge det.
Den stilhed, ingen taler om
Der er noget ved den russiske passivitet, der fortjener mere opmærksomhed, end den får i dansk debat. Vi har set store protester i Teheran og massedemonstrationer i Kyiv under langt hårdere forhold end i Rusland.
Alligevel er der ingen sammenlignelig folkelig modstand mod en krig, der dræber eller sårer omkring 1.100 russiske soldater om dagen.
Man kan ikke afskrive det alene med undertrykkelse. Undertrykkelse forklarer, hvorfor folk ikke demonstrerer offentligt.
Den forklarer ikke, hvorfor flertallet ikke engang ønsker at demonstrere. De to ting bliver ofte slået sammen i vestlig kommentar, og det er en fejl, fordi det giver os et forkert billede af, hvad der reelt skal ændre sig, før noget bliver anderledes.
Det Rusland, vi stadig venter på
Alexander Motyl, professor ved Rutgers, skrev for nylig i Foreign Policy, at Rusland først kan blive normalt, hvis landet lider et knusende militært nederlag. Jeg er enig i diagnosen, men er uenig i, hvor håbefuldt den bliver læst i dansk og vestlig udenrigspolitik.
Vi taler om Putins fald, om sanktionernes langsigtede effekt, om dagen efter krigen. Som om der findes et andet Rusland, der bare venter på at blive lukket ud, hvis vi holder kursen lidt endnu. Den antagelse er bekvem. Den lader os undgå at forholde os til det Rusland, der rent faktisk stemte i weekenden, mens dronerne fløj over dets egen hovedstad.
Fire år og et halvt inde i krigen dør eller såres omkring 1.100 russiske soldater om dagen. Alligevel stemte næsten halvdelen af de russere, der overhovedet fik lov at stemme frit, på partiet, der startede krigen. Det er ikke apati. Det er et valg, russerne selv har truffet, om end inden for de rammer regimet har sat op omkring dem.
Jeg tror, den ubehagelige sandhed er, at “det normale Rusland” ikke er noget, der ligger og venter under overfladen. Det er en historie, vi fortæller os selv, fordi alternativet, at flertallet af russere rent faktisk vil det her, er sværere at handle politisk ud fra.
Modargumentet: der var trods alt et valg
Man kan indvende, at et valg med partier, stemmesedler og officielle observatører stadig er noget andet end et rent diktatur uden valghandling overhovedet.
At selv en kontrolleret proces lægger et minimum af ansvarlighed på regimet, som det ikke kan slippe helt af med. Det er ikke en useriøs indvending. Nordkorea sætter ikke engang flere partier på stemmesedlen, og der er en forskel mellem et parlament, der lader som om, og et parlament, der ikke findes.
Man kan også indvende, at krig gør ethvert samfund mere konformt, ikke bare Rusland. Danmark under besættelsen var heller ikke et land fyldt med daglige demonstrationer, og det gjorde ikke danskerne til overbeviste nazister.
Men et valg, der bruges til at legitimere en krig, mens krigen bogstaveligt talt lander på hovedstadens tage samme døgn, ligner ikke en svækket udgave af demokrati. Det ligner et ritual, der bekræfter magten, fremfor et redskab der kan afsætte den.
Forskellen til Nordkorea er grad, ikke art. Og forskellen til det besatte Danmark er, at danskerne ikke selv sendte bomberne af sted.
Læs også: Krig er den bedste undskyldning magten har
Slut med at vente
Jeg mener, dansk Ruslandspolitik skal holde op med at planlægge efter et normalt Rusland, der endnu ikke findes.
Måske kommer det aldrig. Sanktioner, våbenstøtte og diplomati bør bygges på det Rusland, vi faktisk så i weekenden, ikke på det Rusland, vi håber dukker op, når krigen slutter.
Det betyder ikke, at vi skal opgive håbet om forandring. Det betyder, at håbet ikke må styre planlægningen.
Et land, der frygter droner over sin egen hovedstad, og samme dag fejrer et forudbestemt valg, som om intet af det hænger sammen, fortæller os noget helt konkret om, hvor vi reelt står. Ikke midt i en overgang. Midt i en tilstand, regimet og en stor del af befolkningen deler.
Der er intet overgangsland her. Der er kun et Rusland, der har fundet sin nye normal, og den normal hedder krig, indtil noget udefra eller indefra tvinger det til at ændre sig. Vi bør planlægge efter det Rusland, ikke efter det, vi ønsker os.
ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.
