Putin nægter at forhandle, selvom Rusland er presset

Vladimir Putin gentog i slutningen af juni, at Rusland vinder krigen. Ingen indrømmelse af pres, intet tegn på retræte fra fronten. Bare den samme selvsikre tone, som om fire år med sanktioner, tab og en svindende statskasse er en detalje, der klarer sig selv.

Den selvsikkerhed holder delvist, og det er langt mere foruroligende end ren propaganda ville have været.

Tre planer, der alle sprang i luften

For halvandet år siden havde Kreml tre veje til sejr. Den første var at få amerikansk pres til at tvinge Kyiv til et russisk-venligt forlig. Den anden var at vente amerikansk støtte ud, i håb om at en anden administration i Washington ville trække sig tilbage fra engagementet. Den tredje var den mest gammeldags: vinde krigen på slagmarken.

Ingen af dem holdt. Diplomatiske forsøg på et amerikansk-mæglet kompromis endte uden noget, Moskva kunne acceptere. USA fortsatte med efterretningsdeling til Kyiv, og sanktionerne blev ikke lettet.

Da Washingtons opbakning alligevel svingede, trådte europæerne til med penge, teknologi og produktionskapacitet, som Ukraine ellers ville have manglet. Resultatet er et Ukraine, der militært står stærkere i dag end for et år siden. Rusland står omvendt med stigende tab, rekrutteringsproblemer og en økonomi, der ikke længere leverer de samme vækstrater.

Og alligevel skifter Putin ikke kurs. De fleste analyser overser præcis dét: en modstander kan bløde uden at være klar til at bøje sig.

Fronten, der ikke rykker sig

Efter et stort territorielt fremstød i 2025 er de russiske gevinster i første halvdel af 2026 begrænsede. Ukraine har brugt tiden til at grave sig dybere ned. Minefelter og flere forsvarslinjer gør det svært at bryde igennem. Læg dertil udvidede, droneovervågede kill zones, og russiske fremrykninger opdages og standses, længe før de kan omsættes til territorium.

Samtidig rammer Ukraines mellem- og langtrækkende våben Ruslands logistik og produktion. Angreb mod olieraffinaderier har sat op mod en tredjedel af den russiske raffinaderikapacitet ud af drift, hvilket har givet benzinmangel og rationering i store dele af landet henover sommeren. Det er ingen symbolsk aktion. Den type angreb mod infrastruktur gør over tid en krig dyrere at føre, uanset hvor mange soldater der stadig er tilbage.

Økonomien nærmer sig det, en russisk forsker kalder dødszonen

Den russiske militæranalytiker og tidligere centralbankmedarbejder Alexandra Prokopenko, i dag forsker ved Carnegie Russia Eurasia Center, har beskrevet den russiske krigsøkonomi som på vej ind i det, hun kalder dødszonen. Billedet er lånt fra bjergbestigning: over 8.000 meters højde bryder kroppen sig selv ned hurtigere, end den kan restituere. Rusland kollapser ifølge Prokopenko ikke, men det henter sig heller ikke ind igen.

Tallene peger samme vej. Rusland har officielt måttet nedjustere sin vækstprognose for 2026 fra 1,3 til 0,4 procent. Inflationen stiger, centralbankens høje rente lægger en dæmper på erhvervslivet, og budgetunderskuddet for hele året var opbrugt allerede i årets tre første måneder.

Landets finansreserver, der før krigen svarede til 6,5 procent af BNP, var i foråret nede på 1,8 procent. Det er ikke et land, der løber tør for penge i morgen. Det er et land, hvor de buffere, der engang gav albuerum, ikke findes længere.

Presset kan aflæses direkte i Putins egne målinger. Hans opbakning i befolkningen er faldet fra omkring 80 procent ved årets start til cirka 66 procent midt i juli. Det er stadig et solidt flertal efter dansk målestok. Men retningen peger nedad, og det gør den samtidig med, at benzinkøen bliver længere.

Læs også: Kremls elite æder sig selv, mens Putin gemmer sig i bunkeren

Sanktionerne bider, men olien finder nye købere

EU er nu på sin 20. sanktionspakke mod Rusland. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har oplyst, at Ruslands olieindtægter i Europa er faldet med 90 procent over tre år, blandt andet fordi pakkerne går efter raffinaderier, oliehandlere og petrokemiske virksomheder i tredjelande som Kina. Mere end 670 skibe fra den såkaldte skyggeflåde står nu på EU’s sanktionsliste.

Problemet er, at Europa kun er én kunde ud af flere. Rusland eksporterer stadig over en tredjedel af sin olie via vestlige tankskibe og shippingtjenester, og det meste af den olie går til Indien og Kina, ikke til EU. Sanktionerne har ramt den europæiske del af den russiske oliehandel hårdt, men de har ikke stoppet handlen. De har flyttet den.

Så længe Beijing og New Delhi er villige til at købe rabatteret russisk olie, har Kreml en indtægtskilde, som ingen europæisk sanktionspakke alene kan lukke.

Værktøjerne, Kreml stadig har i skabet

Her er det, jeg efterhånden er træt af at skulle minde folk om: en svækket økonomi er ikke det samme som en økonomi uden manøvrerum. Kreml har flere instrumenter tilbage, og de er ikke pæne.

Forsvarsudgifter prioriteres først. Civile budgetter og sociale ydelser skæres til for at holde krigsmaskinen kørende. Indenlandsk modstand mødes med censur, AI-baseret overvågning og skærpet retshåndhævelse, som gør det svært for utilfredshed at vokse sig til en trussel mod regimet.

Dertil kommer en effekt, russiske ledere kender godt fra tidligere kriser: ukrainske angreb mod civile mål kan udløse en form for “rally around the flag” i dele af befolkningen, i stedet for at svække opbakningen til krigen.

På den operationelle side kan Moskva øge produktionen af glidebomber og ballistiske missiler. Samtidig kan russiske styrker ramme ukrainsk energiinfrastruktur systematisk hen over vinteren og indsnævre Ukraines eksportmuligheder for korn og olieprodukter.

Formålet er ikke kun militært, men snarere at eksportere civile lidelser og migrationspres videre til EU, og dermed gøre krigen dyrere for Ukraines europæiske støtter, ikke kun for Ukraine selv.

Vinteren bliver testen

Der findes pragmatiske stemmer i den russiske elite, som taler for en frysning af konflikten eller reelle forhandlinger. Nogle af disse synspunkter er endda blevet publiceret i prominente russiske fora, delvist koordineret med officielle kanaler.

Men Putin lytter foreløbig ikke. Offentligt fastholder han, at en standhaftig militær linje bedst vil bære frugt, og han tolker vestlige opfordringer til våbenhvile som forsøg på at give Kyiv tid til at samle kræfter.

Den fortolkning er ikke tilfældig. Den giver Kreml et påskud til at fortsætte, uanset hvor dyrt det bliver.

Den danske regning gennem Storebælt

Krigen koster ikke kun ukrainere og russere. Den koster også danskere, og det sker på to måder, som sjældent nævnes sammen.

Den første er direkte på finansloven. Danmark bruger i 2026 samlet 3,5 procent af BNP på forsvar, en markant stigning fra 1,36 procent, da den nuværende regering tiltrådte, og landet forventes at bidrage med omkring 14 milliarder kroner til Ukraine i år alene.

Siden invasionen i 2022 er den samlede danske militære og civile støtte til Ukraine nået op på over 80 milliarder kroner, ifølge Udenrigsministeriets egne opgørelser.

Læs også: Ruslands nye krigsvåben hedder folkeret

Den anden er mere fysisk, og den sejler forbi hver dag. De store tankskibe fra Ruslands skyggeflåde skal ud gennem Storebælt og Øresund, fordi det er den eneste vej fra de russiske oliehavne ved Sankt Petersborg til verdenshavene.

Danmark er folkeretsligt forpligtet til at lade dem passere. En kortlægning fra Danwatch har desuden vist, at ti af skibene i skyggeflåden tidligere var ejet af de danske rederier Mærsk Tankers, Hafnia, Torm og Norden, solgt i månederne efter invasionen, før sanktionerne mod skyggeflåden trådte i kraft.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt til Information og Danwatch, at Danmark har samlet en koalition af allierede lande om konkrete tiltag mod skyggeflåden, men uden at ville gå i detaljer om, hvad tiltagene består af.

Det er den danske version af krigen. Ikke skyttegrave, men et lille land, der betaler for forsvarsbudgettet med den ene hånd, mens det med den anden er retligt forpligtet til at lade russisk olie sejle gennem sine egne stræder.

Hvorfor Vesten venter forgæves på et kollaps

Seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier har peget på, at Rusland er hårdt presset i Ukraine, men at det ikke nødvendigvis betyder mindre risiko for Europa.

Tværtimod kan et presset Rusland vælge at flytte konflikten, hvis krigen i Ukraine på et tidspunkt går i stå. Splidsboel Hansen har peget på lande i Østersøregionen som et scenarie, Europa bør have i baghovedet, hvis Kreml søger andre måder at aflaste presset i Ukraine på.

Det er den ubehagelige pointe, som Putins uforandrede retorik i virkeligheden bekræfter. Vesten har i fire år ventet på, at den russiske økonomi skulle knække, og hver gang har Kreml fundet nye måder at holde den kørende på.

Kina, Indien og en villighed til at lade befolkningen bære byrden har vist sig at være mere robuste faktorer, end mange vestlige analyser regnede med i 2022. At forvente et snarligt sammenbrud er efterhånden mere håb end analyse.

Ukraine og dets europæiske allierede, Danmark inklusive, må indstille sig på et langt forløb. Ikke fordi Rusland vinder på slagmarken, men fordi Kreml stadig har nok tilbage i skabet til at gøre det for dyrt at give op. Den regning lander på både ukrainske og danske skatteydere. Ingen af parterne har sat en dato for, hvornår de vil stoppe med at betale den.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.