Når migrationspolitik bøjer sig for vælgerne

Donald Trump har i et interview med Ross Douthat, klummeskribent i New York Times, sagt, at hans deportationspolitik måske er for hård. Interviewet blev optaget fredag 6. november, og samme dag meddelte han, at Stephen Miller overtager som stabschef i Det Hvide Hus mandag 9. november. Flere medier kalder Miller arkitekten bag den politik, som præsidenten nu taler om med afstand. Den rækkefølge siger mere end citaterne.

Ordene kom efter valget

Da Douthat spurgte, om politikken var gået for vidt, svarede Trump: “Jeg tror, den måske er for hård, ja.” Han føjede til, at “en masse mennesker synes, den er for hård” (citaterne er oversat fra engelsk). Det kom tre dage efter midtvejsvalget 3. november, hvor republikanerne ifølge AP mistede kontrollen med Kongressen.

Douthat havde i forvejen spurgt, om immigration skadede ham ved valget. Samtalen handlede hele vejen om valgresultatet og dets pris. Jeg læser svaret som et regnskab. Ingen steder i det citerede siger Trump, at nogen har fået uret.

Hotellet og havearbejderen

Hans eksempler er værd at læse nøje. Han taler om folk, der er “gode mennesker, der arbejder i et havefirma eller på et hotel”. Det er mennesker med et job at pege på. De andre, som ikke har noget arbejde, der kan forsvares i et tv-interview, optræder ikke i hans fortælling.

Læs også: Udlændingepolitikken »står fast«, men hvad betyder det nu? · Remigration er allerede dansk lov. Det virkede ikke.

Han fortæller også om det at gå ind på et hotel og bede om at se folks papirer. Hans egen konklusion er, at når de bliver sendt ud af landet, “det er hårdt”. Det er en mand, der beskriver en politik, han selv har sat i gang, som noget, der sker for ham.

En politiker må gerne skifte mening. Tidspunktet afslører dog årsagen: havde samvittigheden talt, havde den talt før valget og ikke tre dage efter et nederlag. De mennesker, som politikken allerede har ramt, får ikke noget ud af, at præsidenten nu finder den for streng.

Et tilbud uden indhold

Tilbuddet til Demokraterne er smalt. Han vil gerne finde en løsning for mennesker, der har været i landet “i nogle tilfælde i 10 og 15 år”, og han siger, at “aftalen ville være, at vi finder en løsning”. Det er hele indholdet. I det, der er citeret, er der ingen paragraf, ingen frist og ingen definition af, hvem der må blive.

Til spørgsmålet om, om han kan lade være med at håne Demokraterne i seks måneder for at få en aftale, svarede han: “Meget let.” Det ville være lettere at tro på, hvis det ikke var samme mand, der netop har givet sin tydeligste fortaler for hårdhed mere magt.

Miller bliver

Trump siger ikke noget om Miller i det, der er citeret fra interviewet. Det behøver han heller ikke. En præsident, der blødgør tonen i fjernsynet og samme dag forfremmer den mand, der er blevet kendt for linjen, har vist, hvilken af de to ting der tæller. Jeg ville ikke vente på en aftale med Demokraterne, før jeg stoler på personalepolitikken.

Læs også: Regimeskiftet kom i Washington først · 77 mennesker. Det er alt, Danmark fik til at rejse hjem i 2026

Han tager samtidig afstand fra en gruppe længere ude på højrefløjen, som ifølge ham vil have alle fjernet. Den gruppe er en del af hans egen bevægelse, og der er ikke noget i det citerede, der tyder på, at han har tænkt sig at tage kampen med den.

Hvad Danmark skylder at svare på

Herhjemme har vi vænnet os til at kalde stram udlændingepolitik for principfasthed. Jeg synes, at episoden i Washington viser, hvad sådan en politik ofte er: et mål, der holder, så længe det vinder stemmer. Så snart det koster mandater, bliver hårdheden pludselig noget, mange mennesker mener.

Politikere, der forsvarer deres egne stramninger med moral, skylder derfor et svar, før valgresultatet kommer. Hvad er grænsen, og hvorfor ligger den der? Hvem skal rammes, og hvad har de gjort for at fortjene det? Hvis svaret afhænger af meningsmålingerne, har politikerne aldrig haft et princip, og de ramte har betalt for et regnestykke.

Jeg kræver ikke, at nogen undskylder bagud. Jeg kræver, at de, der i dag taler om grænser for menneskers ret til at bo og arbejde, siger højt, hvor grænsen går, og hvad der ville få dem til at flytte den. En politik, der kun kan forsvares, indtil vælgerne siger andet, er et løfte om at svigte.