Regimeskiftet kom i Washington først

Jeg har fulgt Donald Trump i otte måneder, og jeg kan stadig ikke sige, hvad krigen mod Iran. Det kunne han heller ikke selv. Først var det atomvåben. Så var det Irans missiler. Så var det måske regimeskifte, men det havde han aldrig brudt sig om.

Så kom regningen. En gallon benzin kostede 2,98 dollar dagen før krigen og 4,27 den 22. oktober. Den 3. november gav amerikanerne Demokraterne begge kamre i Kongressen. Dagen efter sagde Trump, at det er “largely true”, at krigen kostede republikanerne valget. Og at han ville gøre det hele om igen.

Jeg kender få ting, der siger mere om en mand.

Læs også: Trump fyrede eksperterne. Så startede krigen mod Iran.

Krigen med valgkalenderen

Den 8. oktober lovede Trump, at USA ikke ville angribe Iran før valget. I september havde han lovet, at krigen ville slutte “immediately” efter valget. Hvem planlægger en krig efter stemmeboksens åbningstider? En mand, der udmærket ved, at vælgerne ikke vil have den.

Og det ville de ikke. I juli sagde omkring to tredjedele af amerikanerne i en måling fra AP-NORC, at krigen ikke var værd at kæmpe. Moody’s Analytics’ cheføkonom Mark Zandi regnede i oktober krigens pris ud til næsten 2.000 dollar per husstand. 21 amerikanske soldater er døde, mindst 865 såret.

Jeg er træt af forklaringen om, at vælgerne ikke forstod krigen. De forstod den fint. De fyldte tanken.

I august bad Trump amerikanerne om at affinde sig med højere benzinpriser, og han har sagt, at han aldrig vil undskylde for at have angrebet. Det er let at kræve ofre af andre. Husstanden, der betalte regningen, havde ikke stemt om krigen. Den fik den alligevel.

Hver gang et regnestykke blev ubehageligt, skiftede forklaringen. Jeg har set det mønster før. Når målet flytter sig, er det som regel fordi ingen kan nå det. Og når ingen kan nå målet, bliver krigen i stedet et spørgsmål om stolthed, og stolthed er en dyr ting at have i hænderne, når det er andre, der betaler.

En krig er en strategisk succes, når landet står stærkere bagefter. Jeg kan ikke finde, hvad USA har vundet, der opvejer 2.000 dollar per husstand og 21 døde soldater. Jeg har ledt.

Læs også: Trump startede en krig uden exit

Teheran klappede

Det mest absurde er, hvem der jublede. Irans chefforhandler, Mohammad Bagher Qalibaf, skrev på X: “Americans said NO TO WAR.” Regimet, som krigen skulle ramme, står. Ali Khamenei blev dræbt den 28. februar, og sønnen Mojtaba overtog. Hormuzstrædet, som før krigen bar en femtedel af verdens handlede olie og gas, er stadig kampplads.

Trumps forsvarere har et argument, og det er ikke tomt. Khamenei er væk, og militærfolk siger, at Irans droner og missiler er markant svækket. Men at dræbe en leder og lade systemet stå giver en dyr begravelse og intet regimeskifte.

Jeg ville ønske, at nogen i Washington kunne forklare mig, hvorfor Teheran lige nu ser ud som den, der klarede sig bedst. Jeg har ikke hørt svaret.

Trump kan heller ikke selv blive enig med sig selv. I krigens første time opfordrede han iranerne til at gribe deres skæbne. I juni sagde han, at han aldrig har gået op i regimeskifte. Vælg én.

Jeg kan godt se pointen i, at Iran ikke bør få atomvåben. Det synes jeg også. Men jeg frygter, at krigen har lært Teheran noget andet, end Washington håbede på. Bliver man angrebet, før man har bomben, er lektien, at man skulle have skyndt sig. Den frygt kan jeg ikke afvise.

Og en ny leder, hvis far blev dræbt af amerikanske og israelske angreb, har ikke mange grunde til at tro på amerikanske løfter.

Washington skiftede først

Ja, regimeskifte er et stort ord om et midtvejsvalg. Trump har to år tilbage, og Demokraterne har ikke to tredjedele til at overstyre hans veto. Men jeg kalder det, hvad det var: et folk, der tog flertallet fra en præsident, der førte en krig, ingen havde bedt om.

Jeg er heller ikke færdig med republikanerne. I de hårdeste valgkredse stillede de fleste sig bag Trump i håbet om, at vælgerne ville tåle smerten. Senator Jim Justice fra West Virginia kaldte krigen en “mess”. Det var rigtigt, men sandheden kom først, da regningen var sendt.

Et par stykker fortjener respekt. Brian Fitzpatrick fra Pennsylvania og Tom Barrett fra Michigan stemte for at begrænse Trumps magt i krigen. Resten ventede på, at nogen anden skulle sige det højt. Den slags politik straffer folk ved stemmeboksen.

Demokraterne skal ikke have for meget ros. Kongressen har stemt om krigsmagt syv gange og vedtaget to, og krigen kørte videre. Nu har de endelig pengene, og så skal de vise, at de mener det. Finansloven udløber den 11. december. Chuck Schumer siger, at krigen skal slutte. Det er billigt at sige. Det koster at gøre, for omkring 50.000 amerikanske soldater står i området, og ingen politiker vil lyde som den, der svigter dem.

Det handler hverken om højre eller venstre. Man behøver ikke holde af Demokraterne eller hade Trump for at se, at en krig uden mål og uden slutdato er et dårligt køb. Spørger du mig, om Demokraterne har modet til at stoppe den, er mit ærlige svar, at jeg ikke ved det. Jeg ved, at deres vælgere har givet dem mandatet.

Læs også: Trump mister grebet, men Demokraterne er ikke klar til at gribe det

I 2006 fyrede George W. Bush sin forsvarsminister dagen efter et nederlag over Irak. Trump svarede på sit nederlag ved at forsvare krigen.

Læs også: Er USA på vej til at gentage Iraks største fejl?

Krige sælges altid som korte. Trump har gang på gang sagt, at den her næsten var færdig, og otte måneder senere læser vi stadig om tankere, der rammer miner. Næste gang nogen lover en kort krig, vil jeg have, at vi spørger efter slutdatoen, før vi spørger efter fjenden. Det spørgsmål fik intet svar i februar, da krigen begyndte uden Kongressens godkendelse.

Jeg tror ikke, han stopper af sig selv. Han har to år tilbage og intet valg at vinde. Hvis finansloven passerer den 11. december uden en slutdato, har amerikanerne skiftet flertal for ingenting.