Ukraine betaler regningen for Putins diesel

Onsdag takkede USA’s særlige udsending Steve Witkoff Vladimir Putin i Sankt Petersborg. Takken gik ikke til en våbenhvile eller et fredsforslag, men til, at Rusland delvist har ophævet sit forbud mod at eksportere diesel. Præsidenten er “dybt taknemmelig”, sagde Witkoff, og det samme gælder amerikanske landmænd og vognmænd.

Jeg har læst udtalelsen flere gange. Det lyder som en indkøber, der takker en leverandør for en god handel. Og det var også, hvad det var.

Tre timer uden en eneste ukrainer

Mødet varede omkring tre timer, og ingen ukrainske repræsentanter var med. Putins rådgiver Jurij Usjakov og investeringsudsendingen Kirill Dmitriev sad ved bordet, og Trumps svigersøn Jared Kushner skulle deltage via videolink. Dagen før havde Witkoff mødt Volodymyr Zelenskyj og europæiske ledere i Oslo for at tale om sikkerhedsgarantier og forslag til en fredsaftale. Så rejste han videre og lagde forslagene frem for manden, der skal sige ja til dem, uden at den part, de handler om, sad med ved bordet.

Der blev ikke indgået nogen fredsaftale. Witkoff talte om “momentum”, og Putin løslod den amerikanske fange Stephen Hubbard. Ifølge DR var Rusland ikke tilfreds med flere af forslagene. Til gengæld blev der talt forretning. Putin tilbød at levere russisk gødning til det amerikanske marked, og Witkoff pegede på mulighederne for fremtidige forretninger.

En amerikansk fange kom hjem, og det er godt. Fred kom der ikke noget af. Samtalen om krigen gav ingen aftale, samtalen om penge gav et tilbud og en tak.

Selvfølgelig skal man tale med Putin, hvis krigen skal slutte. Det har jeg intet imod. Min indvending gælder, hvad der lægges på bordet, mens man taler: sanktionslempelser og forretningstilbud, som Rusland ikke har gjort sig fortjent til.

Sanktioner til udsalg

Den 9. oktober aftalte Trump og Putin i en telefonsamtale, at russisk diesel igen skal ud på verdensmarkedet. Dagen efter åbnede Rusland delvist for eksporten: 500.000 tons. Eksportforbuddet var indført i juli, efter at ukrainske angreb havde ramt landets olieanlæg. USA’s finansministerium lempede samtidig sanktionerne frem til 7. april 2027. Zelenskyj kaldte lempelsen en åbenlys svaghed. Jeg giver ham ret.

Sanktioner findes for at gøre krigen dyr for Rusland. Når de lempes, før Rusland har givet noget til gengæld, mister de funktionen som pres og bliver til en gave. Det var ukrainske angreb, der fik Rusland til at lukke for eksporten. Nu tager USA presset af.

Læs også: Ukraine rammer Moskva. Ingen spurgte hvem der betaler regningen

Fredsforsker Isabel Bramsen siger til DR, at Ruslands gevinst ikke kun er økonomisk. Den symbolske vejer tungere: Rusland kan vise omverdenen og sin egen befolkning, at landet igen er inde i varmen. Trump har sine egne grunde, mener hun. Han kan flytte fokus fra krigen i Iran og vise vælgerne, at han trykker oliepriserne ned. Reuters skriver, at aftalen skal stabilisere priserne før midtvejsvalget 3. november.

Der sidder altså en amerikansk valgkamp med ved Ukraines fredsbord. Dieselprisen i USA bliver vekslet til sanktionslempelse i Rusland. Og regningen går til den, der ikke var inviteret.

Argumentet for aftalen er billigere diesel. Men EU’s økonomikommissær Valdis Dombrovskis vurderer, at den næppe flytter priserne meget på verdensplan. Gevinsten er altså beskeden, mens prisen kan blive stor for Ukraine.

Blåstempling af en besættelse

Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, siger til DR, at Rusland lokker amerikanerne med investeringer i energisektoren og i de dele af Ukraine, som Rusland har besat.

Han kalder det meget problematisk, for amerikansk kapital i de områder kan fastholde russisk kontrol og give den en slags godkendelse. Resultatet kan i praksis ligne et amerikansk stempel på besættelsen.

Jeg vil gå et skridt videre. En fredsaftale tegner en grænse med blæk. En investering tegner den med beton. Når amerikanske virksomheder har kontrakter og ansatte på besat ukrainsk jord, har USA en økonomisk interesse i, at grænsen ligger, hvor russerne har sat den.

Og her skal man huske, hvad Putin mangler mest. Han har soldater og olie, men ikke legitimitet. Bramsens pointe om at komme ind i varmen igen og Splidsboel Hansens advarsel om amerikansk godkendelse af besættelsen er to sider af samme sag: et land, der har angrebet sin nabo, vender tilbage som en almindelig handelspartner.

Ifølge DR kræver Rusland desuden kontrol over hele Donetsk-regionen, også de områder, som russiske styrker endnu ikke har erobret, og modsætter sig ukrainsk Nato-medlemskab. Allerede i januar var kravet, at Ukraine opgiver de 25 procent af Donetsk, som Kyiv stadig kontrollerer. Ukraine afviser at afgive mere land og kræver sikkerhedsgarantier mod nye angreb. Jeg kan ikke få øje på en mellemvej, der ikke koster Ukraine noget af det, landet endnu holder.

Presset peger kun én vej

Tirsdag sagde Trump til journalister i Det Hvide Hus: “Vi vil have Zelenskyj til at indgå en aftale.” Samme dag sagde han, at USA har givet Ukraine enorme summer og ikke har fået noget tilbage, bortset fra høj diesel. Han mener ikke, at ukrainerne vil finde sig i situationen meget længere. Mandag havde han foreslået, at Ukraine finder en anden forhandler.

I Trumps regnskab har støtten til Ukraine altså kun givet USA høje dieselpriser. Så giver det mening, at han søger løsningen hos Putin.

Bramsen siger til DR, at Trump virker til at se krigen i Ukraine som noget, der står i vejen for en tættere tilnærmelse til Rusland. Hvis krigen er en hindring for forretningen, bliver den hurtigste vej at bede den angrebne om at give efter. Presset på Zelenskyj følger den logik.

Sæt det op mod, hvad Zelenskyj selv sagde onsdag til Fox News. Værten spurgte, om han vil fryse fronten, hvis Ukraine beholder 75 procent eller mere af sit territorium. Zelenskyj svarede ja og sagde, at sikkerhedsgarantier skal følge bagefter. Han insisterer på, at Kyiv skal sidde med ved bordet.

Læs også: Putin nægter at forhandle, selvom Rusland er presset

Hvad har Rusland fået? En sanktionslempelse og en invitation til forretning. Hvad har Ukraine fået? En advarsel.

Splidsboel Hansen siger til DR, at han frygter en aftale, hvor krigen stoppes forholdsvis brat på vilkår, hvor Ukraine accepterer meget store indrømmelser, mens Rusland i vid udstrækning slipper for at stå til ansvar. Han mener, at både Trump og Putin vil have krigen afsluttet hurtigt for at komme videre med det økonomiske samarbejde. Jeg frygter det samme.

Hvorfor skulle Moskva give køb på noget? Hver gang Washington lægger et tilbud på bordet, før Rusland har givet noget, stiger prisen for Ukraine. Rusland kan få sin diesel solgt til verdensmarkedet og stadig kræve hele Donetsk. Intet i den ligning tvinger Putin til at sænke kravene.

Europa får lov at kigge med

Witkoff mødte europæiske ledere i Oslo dagen før, han satte sig over for Putin. Europa fik altså lov at se forslagene, men ikke at sidde med, da de blev lagt frem for Putin. Det Europæiske Råd har beklaget, at USA lempede dieselsanktionerne, og Putins udsending Dmitriev svarede onsdag, at aftalen går videre trods europæisk kritik.

Som europæer vil jeg ikke acceptere den rolle. Ukraine er nabo til EU, ikke et bilag til en aftale mellem Washington og Moskva. En fred skrevet af to stormagter med diesel og valgkampe på dagsordenen bliver sjældent en fred, der holder.

Frem til 10. november

Usjakov oplyser, at Rusland i princippet er villig til at genoptage trepartsforhandlingerne med USA og Ukraine omkring den 10. november, med Abu Dhabi som mulig adresse.

Tre uger er ikke lang tid. Sanktioner er lette at lempe og svære at stramme igen, og hver dag, hvor russisk diesel kan sælges, flytter udgangspunktet for forhandlingerne sig en lille smule i Putins retning.

Frem til da kan Rusland sælge sin diesel og tilbyde sin gødning, mens det kræver hele Donetsk. Ukraine har tilbudt at fastfryse fronten og fået en advarsel i retur. Regningen for freden er allerede sendt, og det er Ukraine, der står som modtager.

ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.