Et bosted finansieret af danske kommuner. Børn anbragt af det offentlige. En ansat, der steger bacon, og mister sit arbejde. Det lyder som en sag om morgenmad. Det er det ikke.
Indholdsfortegnelse
Den officielle forklaring holder ikke
Lederen på bostedet. Der i øvrigt er viceborgmester i en mellemstor dansk kommune. Forklarer fyringen med, at nogle beboere har religiøse overbevisninger om, at svinekød ikke må røre de samme gryder og pander som deres mad.
Fair nok. Der er løsninger på det problem. Man køber to sæt gryder. Man laver regler om rengøring. Man taler med den ansatte. Man gør alt det, inden man smider ham ud. Tilsyneladende gik man direkte til fyringen.
Det er ikke et pragmatisk svar på et praktisk problem, men et signal.
Hvem bestemmer kulturen på et offentligt finansieret bosted?
Tidligere ansatte beskriver et sted, der primært ansætter folk med mellemøstlig baggrund, og som i praksis opererer efter muslimske værdier.
Jeg kan ikke bevise, at det er en bevidst strategi, men jeg forstår ikke, hvorfor ingen spørger til det. Bostedet huser både danske og muslimske børn, anbragt af landets kommuner med skattemidler. Det er ikke en privat religiøs institution, det er et stykke af den danske velfærdsstat.
Spørgsmålet er ikke, om muslimske børn skal have respekt for deres baggrund. Det skal de selvfølgelig. Spørgsmålet er, hvem der sætter rammerne, og om rammerne gælder alle beboere ens. Fordi det danske barn på det bosted har muligvis aldrig fået mulighed for at få bacon til morgenmad igen.
Viceborgmesteren i rummet
Her er detaljen, som medierne har travlt med at glide forbi: Bostedets leder sidder i kommunalbestyrelsen. Som viceborgmester. Det betyder, at personen, der administrerer et bosted med kommunalt anbragte børn, selv sidder med ved bordet, når kommunen beslutter tilsyn, standarder og kontrakter.
Det er ikke ulovligt, men det er heller ikke i orden. Der er en habilitetsproblematik her, som enhver kommunaladvokat burde kigge på, og som lokale politikere burde have rejst for længst. Men det er en lille kommune, og alle kender hinanden, og ingen vil skabe ballade. Det kender vi godt.
Barnet, der ingen bacon fik
Et barn, dansk, anbragt af sin kommune, uden familie der kan tage sig af det, bor på et sted, hvor en medarbejder mister sit job for at lave mad, som barnet måske holdt af. Barnet er ikke spurgt. Barnet er ikke i stand til at klage, men der, fordi systemet har svigtet en gang allerede.
Det er ikke et billede på religiøs undertrykkelse, men et billede på, hvad der sker, når et offentligt system glemmer, hvem det er til for.
Kommunernes ansvar, og fravær
Kommunerne, der anbringer børn, har tilsynspligt. De skal sikre, at bosteder lever op til lovgivningen og til grundlæggende danske normer for omsorg. Det er ikke en tolkning, men paragraf 148a i serviceloven. Alligevel er der ingen kommunal reaktion at spore i denne sag. Ingen tilsynsbesøg omtales. Ingen embedsmænd udtaler sig.
Det er ikke overraskende. Kommuner er notorisk dårlige til at føre reelt tilsyn med de institutioner, de selv betaler. Det er dokumenteret i Ankestyrelsens rapporter år efter år. Systemet kontrollerer ikke sig selv. Det dækker over sig selv.
Hvornår religiøse hensyn overskrider ligbehandlingens grænse
Den egentlige sag handler ikke om bacon. Den handler om, hvornår religiøse hensyn på offentligt finansierede institutioner begynder at overskride den grænse, der hedder ligebehandling af alle borgere. Uanset baggrund. Vi har en lovgivning, der siger, at offentlige institutioner skal være sekulære og neutrale. Vi har en virkelighed, der ser anderledes ud, og et politisk system, der hellere vil undgå ubehaget end adressere det.
Nej – tale om det. “Adressere” det. Se, nu kom det alligevel.
Manden, der stegte bacon, er væk. Bostedet kører videre. Viceborgmesteren sidder stadig i kommunalbestyrelsen. Og kommunerne betaler regningen. Din og min.
Læs også: Granater til milliardpris: Halvanden milliard i fejlplanlægning er ikke “ærgerligt”
Det er ikke galskab, men bare systemet, der fungerer præcis, som det har besluttet sig for at fungere.
Læs også: Politiet truer borgere til tavshed
