Politiet truer borgere til tavshed

Der er et ord for det, når en institution truer borgere med repressalier for at bruge deres grundlovssikrede rettigheder. Det ord er ikke “uheldig kommunikation”. Det er magtmisbrug.

Læs også: Politiets klagesystem

Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv

Ekstra Bladet beskriver i dag, hvordan Københavns Vestegns Politi sendte et brev til en borger, Michael Gaarde, og truede med at politianmelde ham for chikane af en offentligt ansat.

Hans forbrydelse? Han søgte aktindsigt i en anklageres tidligere sager og oplyste politiet om, at han var i kontakt med en journalist. Det er hverken en grå zone eller et fortolkningsspørgsmål. Det er en af landets mest magtfulde institutioner, der forsøger at lukke munden på en borger, der gjorde præcis det, demokratiet forudsætter, at borgere gør.

Sagen bag brevet

Michael Gaarde var forurettet i en bedragerisag. Politiet frafaldt sigtelsen. Statsadvokaten underkendte beslutningen og krævede tiltale. En fejl fra anklagemyndigheden betød, at anklageskriftet kom for sent – sagen blev afvist af retten. En borger, der var blevet bedraget, fik altså ikke sin dag i retten, fordi den institution, der skulle sikre ham retfærdighed, lavede en procedurefejl.

Den slags burde udløse eftertanke. I Gaaardes tilfælde udløste det det modsatte: da han søgte aktindsigt for at forstå, hvordan anklageren havde håndteret lignende sager, og nævnte, at han talte med en journalist, fik han et brev med en trussel om anmeldelse. Juraprofessor Frederik Waage kalder det “et stort rødt flag”. Jeg vil kalde det noget mere direkte: politiet forsøgte at skræmme en borger væk fra journalisten og aktindsigten på samme tid. Det er ikke et rødt flag. Det er en rød løber.

Ytringsfrihed som betinget gode

Der er et mønster her, og Ekstra Bladet er ikke de første til at lægge mærke til det. Avisen beskriver, hvordan de igen og igen møder vidner, forurettede og pårørende, som siger nej til interview med variationer over samme begrundelse: politiet har sagt, de ikke skal tale med pressen.

Nogle har hørt “I må ikke”. Andre har fået det frarådet. Formuleringen varierer, men effekten er den samme: borgere, der har grundlovssikret ret til at udtale sig offentligt, bliver mødt med en autoritetsbesked fra uniformerede embedsmænd, der antyder, at den ret er betinget.

Grundloven er ikke betinget. § 77 er ikke et tilbud, politiet kan takke nej på vegne af borgere. Og alligevel synes dele af dansk politi at have internaliseret en fortolkning, hvor pressekontakt er noget, de er medbestemmende om. Det er ikke bare juridisk forkert. Det er kulturelt alarmerende, fordi det viser en institutionel selvforståelse, hvor politiets interesser og borgernes rettigheder er samme sag, og politiet definerer begge.

Rigsrevisionen sagde det, rigspolitichefen ikke vidste

Alt dette ville være slemt nok som en isoleret sag. Det er den ikke.

Rigsrevisionen fastslog for nylig, at dansk politi i årevis og i stort omfang henlagde sager og lod borgere gå med den fejlagtige opfattelse, at sagerne faktisk blev efterforsket. Tusindvis af borgere. Systematisk vildledning. Ikke en fejl, men en praksis.

Det er her, rigspolitichef Thorkild Fogde kommer ind i billedet. Da DR tidligere afdækkede politiets brug af “sagsvaske” – sager, der lukkes administrativt, mens borgeren tror de efterforskes – udspurgte Folketingets retsordførere Fogde om hans kendskab til problematikken. Ifølge kilder afviste han ethvert kendskab og hævdede end ikke at have hørt udtrykket.

Jeg kan ikke afgøre, om Fogde løj eller var ægte uvidende. Begge dele er katastrofalt for en rigspolitichef. En leder, der ikke ved, hvad der sker i hans organisation, har ikke styr på sin organisation. En leder, der vidste det og benægtede, lyver for Folketingets kontrol. Mellemrummet mellem de to muligheder er meget lille, og ingen af dem er acceptable for en mand i den stilling.

Vask, trusler og en institution, der beskytter sig selv

Det, der forbinder sagen om Gaarde med sagsvaske-skandalen, er ikke tilfældet. Det er strukturen. Det er en institution, der konsekvent prioriterer sin egen operative logik over borgernes rettigheder og tillid.

Sagsvask handler ikke om dårlig ledelse i en enkelt kreds. Det er en metode, der opnår noget for systemet: statistikken ser bedre ud, ressourcerne frigøres, og den forurettede borger holdes i mørke. Det kræver ikke en skurk i toppen. Det kræver bare, at ingen stopper det – og at ingen spørger.

Truslen mod Gaarde handler ikke om, at en sagsbehandler tog fejl. Det handler om, at en politikreds vurderede, at aktindsigt kombineret med pressekontakt var en trussel, der skulle håndteres med juridiske muskler. Den vurdering kom fra et sted. Den kom fra en kultur, der ser borgernes brug af demokratiske rettigheder som noget, der skal styres.

Det er det sammenhængende billede. Ikke enkeltfejl. Ikke dårlige dage. En institution, der systematisk behandler borgernes retssikkerhed som en komplikation, der skal håndteres – frem for et mål, der skal opfyldes.

Hvem holder øje med vagthundene?

Politiets interne tilsyn, Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), behandler klager over politiets adfærd. Myndigheden er strukturelt afhængig af politiets egen kooperation og efterforsker primært individuelle episoder, ikke systemiske mønstre.

Det er et problem, fordi det, vi ser her, ikke er individuelle episoder. Det er mønstre. Og mønstre kræver en anden form for tilsyn end en klagebehandling pr. sag.

Folketingets retsudvalg kan kalde Fogde i samråd. Det er sket. Det ændrede ikke meget. Rigsrevisionen kan offentliggøre kritiske beretninger. Det er sket. Fogde overlevede. Statsadvokaten kan underkende politiets beslutninger i enkelt-sager. Det skete i Gaardes sag – og politiet reagerede med en trussel mod borgeren i stedet for en intern revision af egne procedurer.

Systemet har altså allerede reageret på sine egne fejl. Og reaktionen har gentagne gange været at beskytte institutionen frem for at rette fejlene.

Konsekvensen af at true en borger til tavshed: tilsyneladende ingen

Der er et spørgsmål, der fortjener et direkte svar: hvad er konsekvensen af at true en borger med politianmeldelse for at kontakte en journalist?

I Gaardes sag: tilsyneladende ingenting. Politikredsen sendte et brev, sagen blæste over, og ingen embedsmand stod til ansvar. Fogde sidder stadig. Kulturen, der producerede det brev, sidder stadig.

Det er den egentlige skandale. Ikke at det skete – det er slemt nok. Men at det skete, og at svaret var stilhed fra de ansvarlige. En institution, der beskytter sig selv frem for borgerne, er ikke en fejlslagen institution. Det er en institution, der fungerer præcis som den er indrettet til.

Det burde bekymre os, at rigspolitichefen muligvis ikke vidste noget om sagsvaske. Det burde bekymre os langt mere, at han tilsyneladende heller ikke ved noget om det brev, Vestegns Politi sendte til Gaarde. Eller måske ved han det udmærket – og finder det i orden.

Lad ham lægge uniformen

Thorkild Fogde er ikke den første rigspolitichef med problemer. Under minkskandalen brød han loven og vildledte offentligheden. Han overlevede det. Nu er han rigspolitichef under en sagsvaske-skandale af historiske dimensioner og en sag, hvor hans underordnede truede en borger for at bruge sin ytringsfrihed.

Der er en pointe, der gælder for institutionsledelse på tværs af sektorer: den øverste leder sætter kulturen. Ikke alene med direktiver, men med hvad de tolererer, hvad de ignorerer, og hvad de dækker over. En rigspolitichef, der ikke ved noget om systematisk sagsvask, er enten inkompetent eller bedrager. En rigspolitichef, der ved det og tier, er medskyldig.

Det er ikke et spørgsmål om politik. Det er et spørgsmål om, hvad vi accepterer som standard for en institution, der har monopol på lovlig vold, ret til at anholde borgere og ansvar for at beskytte dem.

Retsudvalget bør kræve en fyldestgørende redegørelse – ikke et samråd, men en skriftlig, verificerbar gennemgang af, hvornår Fogde vidste hvad. Og hvis den redegørelse ikke holder, er det på tide, at politikerne gør det, de sjældent gør: drager en konsekvens.

Manden bør lægge uniformen. Ikke fordi det løser kulturen. Men fordi noget skal koste noget.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.