Det er ikke kun højrefløjen, der siger stop

“Jeg ønsker at beskytte Danmark mod islamisering i det omfang, det overhovedet er muligt.” Sådan sagde udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet i oktober 2025, da han bebudede, at ministeriet ville undersøge et forbud mod bønnekald.

Læs også: Muslimernes Fællesråds årsrapport er ikke forskning – det er et politisk kampskrift — Æresrelateret social kontrol i Danmark: Hvor stort er problemet?

Det var ikke Inger Støjberg. Det var ikke Marie Krarup. Det var regeringens egen minister, der brugte ordet “islamisering” uden anførselstegn og uden undskyldning.

Det er værd at slå fast med det samme, fordi debatten om islam i Danmark for ofte bliver reduceret til et spørgsmål om, hvem der er racist.

Men når en socialdemokratisk minister, Dansk Folkepartis Marie Krarup og Nye Borgerliges Pernille Vermund alle ender samme sted, uden at have aftalt det, er der sandsynligvis ikke tale om et fordomsfuldt særsyn. Der er tale om en reel bekymring, som rammer bredt i den danske befolkning, uanset hvem man stemte på sidst.

De sidste fem år har den danske stat grebet ind over for konkrete religiøse praksisser flere gange end i de foregående femogtyve tilsammen, en udvikling der også rejser spørgsmålet om, hvor langt integrationen i Danmark reelt er lykkedes.

Et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber. En skærpet håndtrykslov. Undersøgelser af, om bønnekald kan forbydes.

Politikere fra Støjberg til Stoklund, der offentligt taler om social kontrol på gymnasier. Det er ikke tilfældigt timet, og det er heller ikke et udtryk for, at Danmark pludselig er blevet et mere fremmedfjendsk land.

Det er et udtryk for, at en række konkrete sager er blevet så synlige og så veldokumenterede, at selv de partier, der bruger mest energi på at undgå at blive kaldt indvandrerkritiske, har måttet forholde sig til dem.

Bønnekaldet, ingen bad om

Fredens Moské i Aarhus lavede i foråret 2026 et højttalerforstærket bønnekald. Det var ikke det første tilfælde. Kirkeministeriet havde på det tidspunkt modtaget tre ansøgninger fra moskeer om at måtte gøre det samme.

Tre ansøgninger lyder ikke af meget, og en DR-analyse har da også peget på, at forslag om at forbyde det rammer noget, der “stort set ikke finder sted i Danmark”. Men det er netop pointen.

Selv i den fase, hvor fænomenet knap eksisterer, er modstanden massiv: i en Voxmeter-måling fra 2020 svarede 74,5 procent af de adspurgte, at de var uenige eller meget uenige i, at danske moskeer skulle have lov til det.

Daværende integrationsminister Mattias Tesfaye, også Socialdemokratiet, kaldte det dengang “anmassende”. Krarup og Vermund brugte ordet “islamisering”. Stoklund gentog det et år senere. Det er sjældent, at et politisk spørgsmål samler den bredde, uden at nogen af parterne føler sig nødsaget til at forklare sig undskyldende bagefter.

Alligevel er et forbud langt fra en formalitet. Grundlovens paragraf 67 sikrer religionsfrihed, med den indskrænkning at religionsudøvelse ikke må stride mod den offentlige orden og sædelighed.

Den evangelisk-lutherske folkekirke har samtidig en særstilling, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt et forbud mod bønnekald også vil skulle gælde kirkeklokker. Regeringen har derfor bestilt en juridisk vurdering, før den fremsætter et egentligt lovforslag, og skal navigere uden om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention undervejs.

At det tager tid at lovgive korrekt, er ikke det samme som at problemet er opfundet. Det er et tegn på, at selv et politisk ønske, der deles af stort set alle Folketingets partier, kan tage år at omsætte til lovtekst i en retsstat.

Fætre, kusiner og et forbud, der kom sent

I december 2025 sendte regeringen et lovforslag i høring, der forbyder ægteskab mellem fætre og kusiner, og mellem tanter eller onkler og deres nevøer eller niecer.

Bag forslaget stod udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen, justitsminister Peter Hummelgaard, kirkeminister Morten Dahlin og kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Det dækker både civile ægteskaber og religiøse vielser uden borgerlig gyldighed, som fremover skal være strafbare.

Begrundelsen var ikke symbolpolitik. Hummelgaard talte direkte om at bekæmpe “parallelsamfund, hvor religiøse hensyn bliver sat over demokrati og ligestilling.”

Regeringen pegede desuden på den forhøjede risiko for alvorlig sygdom hos børn af nært beslægtede forældre.

Det er et forbud, der burde have været indlysende for længe siden, og som først kom, fordi praksissen var blevet udbredt nok i bestemte miljøer til, at et flertal i Folketinget så sig nødsaget til at gribe ind. Loven løser ikke et hypotetisk problem. Den løser et dokumenteret et.

Det interessante er, hvor bredt forslaget blev modtaget. Institut for Menneskerettigheder afgav høringssvar, ligesom flere trossamfund gjorde.

Diskussionen handlede ikke om, hvorvidt praksissen fandtes, men om, hvordan man juridisk afgrænser et forbud, uden at det rammer skævt eller bliver umuligt at håndhæve.

Selv organisationer, der normalt er varsomme med at bakke op om stramninger over for religiøse mindretal, anerkendte det grundlæggende problem: at nogle børn i Danmark i dag bliver gift ind i familier, de allerede er en del af, ofte uden reel mulighed for selv at sige fra.

Håndtrykket, det tog en lov at sikre

I 2018 indførte Danmark en lov, der kræver, at man giver hånd, håndflade mod håndflade, for at kunne blive dansk statsborger.

Loven kom, fordi kommuner rundt om i landet oplevede, at ansøgere nægtede at give hånd til borgmesteren af religiøse grunde, typisk fordi de ikke ville røre en person af det modsatte køn.

Flere S-borgmestre meldte dengang ud, at de ville bryde loven snarere end at håndhæve den, hvilket i sig selv fortæller noget om, hvor meget denne konflikt splitter selv partier, der ellers gerne vil fremstå som integrationsvenlige.

Danske imamer er lige så uenige som politikerne. Imran bin Munir Husayn fra IslamAkademiet har kaldt kravet “meningsløs signalpolitik”.

Sherin Khankan, imam ved Mariam-moskeen i København, mener loven skaber “en konflikt, der ikke findes.” Men Khalil Jaffar Mushib fra Islamisk Kulturcenter i København er uenig: “Det ville være dårlig opførsel ikke at give hånd til sin gæst, lærer, læge eller kommunale repræsentant.” Professor Thomas Hoffmann fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, en af landets mest citerede islamforskere, har vurderet, at de fleste muslimer sandsynligvis ville overholde kravet, hvis statsborgerskabet afhang af det.

Pointen er ikke, at alle muslimer nægter at give hånd. De færreste gør. Pointen er, at det tog en national lov at sikre noget, som burde være en selvfølge i en almindelig dansk institution, fordi en tilstrækkelig stor gruppe gjorde det til et problem, at almindelige kommuner ikke kunne håndtere det selv.

Uenigheden strakte sig helt op i regeringspartiet selv, hvor flere socialdemokratiske borgmestre meldte offentligt ud, at de hellere ville overtræde loven end håndhæve den. Det er sjældent set, at et regeringsparti offentligt truer med civil ulydighed mod sin egen lovgivning, og det siger noget om, hvor dybt splittet selv den politiske midte er i denne sag.

Gymnasiet som ny frontlinje

I august 2026, kun dage før denne artikel skrives, fremlagde Inger Støjberg 15 punkter rettet mod social kontrol på ungdomsuddannelser.

Blandt forslagene: forbud mod dunjakker og kasketter, fordi de ifølge Støjberg skal have “dominerende drenge” til at “pille attituden af”, og et forbud mod faste i skoletiden, fordi det gør eleverne mindre produktive.

Udspillet kom, efter at Hizb ut-Tahrir gennemførte en kampagne rettet mod muslimske elever på flere danske gymnasier, blandt andet Mulernes Legatskole i Odense.

Hizb ut-Tahrir er ikke en almindelig interesseorganisation. Gruppen er under overvejelse om forbud i flere europæiske lande og har i 2026 gennemført gentagne kampagner rettet direkte mod muslimske elever på danske gymnasier.

DR har dækket sagen flere gange, blandt andet under overskriften om, at kampagnen “strider grundlæggende mod alt det, som dansk skolekultur og gymnasiet står for”, og en elev har beskrevet at få budskabet “smidt i hovedet”.

Skoleledelser har måttet forholde sig til, at en organisation udefra aktivt forsøger at rekruttere blandt deres elever på baggrund af religiøs identitet, midt i en almindelig skoledag.

Det er fristende at afvise Støjbergs udspil som symbolpolitik. Men debatten om kønsopdelt svømning, som allerede er en realitet flere steder i landet, og som DR selv har kaldt et spørgsmål om, hvorvidt det er “kvindefrigørende eller undertrykkende”, viser, at det ikke er en enlig svale.

Der er en glidende skala af krav og forventninger, der bevæger sig fra skolegården og ind i den offentlige forvaltning, og som ingen af de etablerede partier længere kan lade som om ikke eksisterer.

Ikke alle er enige om islamiseringen, og det er præcis pointen

Her er det vigtigt at være præcis, for det er let at glide ud i en generalisering, der rammer forkert.

Bilal Itani, formand for organisationen IChange, skrev i et debatindlæg, at negativ social kontrol blandt unge er et reelt problem, der kræver handling. Men han advarede samtidig mod at bekæmpe kontrol ved at “kopiere kontrollens logik”, altså ved automatisk mistænkeliggørelse af piger i tørklæde eller forbud mod at tale andre sprog i frikvarteret.

Det er en vigtig nuance, og den styrker faktisk argumentet snarere end at svække det. Når en muslimsk organisationsformand selv anerkender, at der er et reelt problem med social kontrol, er det ikke længere en påstand fra den yderste højrefløj.

Det er en beskrivelse, som deles på tværs af det politiske spektrum og på tværs af trosretninger, uanset om man er uenig i, hvordan problemet bedst løses.

Det er den forskel, der ofte drukner i debatten. At kritisere konkrete krav, konkrete organisationer og konkrete praksisser som tvangsægteskab, bønnekald over hustagene eller kampagner fra islamistiske grupper på gymnasier er ikke det samme som at nære et generelt had til alle danske muslimer.

Regeringen, der indførte kusineforbuddet, er den samme regering, der finansierer moskeer og imamuddannelser. Socialdemokratiet, der advarede mod islamisering, er det samme parti, der har muslimske folketingsmedlemmer i egne rækker.

Det er ikke et modsætningsforhold. Det er, hvad et ansvarligt samfund gør, når det tager konkrete problemer alvorligt uden at gøre en hel befolkningsgruppe kollektivt ansvarlig for dem.

Det, som binder bønnekaldet, kusineforbuddet, håndtrykket og gymnasiernes nye frontlinje sammen, er ikke fordomme.

Det er en lang række konkrete sager, hvor danske myndigheder, uanset farve, har set sig nødsaget til at gribe ind, fordi noget ikke passede ind i de rammer, det danske samfund bygger på.

Man kan være uenig i, hvordan hver enkelt sag skal løses. Men man kan ikke længere kalde det en marginal bekymring hos en håndfuld ekstremister på Christiansborg.

Det er en dagsorden, der går fra Rasmus Stoklund til Inger Støjberg, og det siger noget om, hvor udbredt erkendelsen af problemet reelt er, selv når løsningerne er vidt forskellige.

Det efterlader et ubehageligt spørgsmål til dem, der stadig insisterer på, at enhver kritik af konkrete islamiske praksisser er udtryk for fordomme.

Hvis det var tilfældet, hvorfor står regeringens egne ministre så i spidsen for at stramme lovgivningen?

Man kan mene, at nogle af løsningerne er forkerte, at et forbud mod dunjakker er symbolpolitik, eller at kønsopdelt svømning bør løses lokalt frem for nationalt.

Det er alt sammen legitime indvendinger. Men at afvise selve problemstillingen som ikkeeksisterende, mens fem forskellige ministerier bruger deres tid og politiske kapital på præcis den, er ikke længere en holdbar position.

Det er en afvisning af den virkelighed, som selv de mest integrationsvenlige dele af det politiske system nu erkender.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.