USA’s 250-års jubilæum: Krise bag festlighederne

Amerika blæser lys ud på en 250-års fødselsdagskage, mens halvdelen af gæsterne demonstrerer udenfor.

Læs også: Mens vi strides om indvandring, forsvinder verdens demokratier

Det er ikke ligefrem den fejring, Thomas Jefferson havde forestillet sig, da han i 1776 skrev, at alle mennesker er skabt lige. Jeg har fulgt denne historie tæt nok til at vide, at “No Kings”-bevægelsen ikke er støj i baggrunden. Den er selve pointen.

Frihedserklæringen mod en konge, der ligner en konge

Den 4. juli fejrede USA 250-året for Uafhængighedserklæringen, dokumentet, der anklagede kong George III for 27 former for tyranni, blandt andet at “hindre naturalisering af udlændinge,” obstruere “retfærdighedens administration” og sende “store hære” til byerne.

Det er svært at læse den liste i 2026 uden at tænke på Donald Trumps håndtering af indvandring, retsvæsen og troppeindsættelser i amerikanske byer. Historikeren Robert Parkinson, der netop har udgivet bogen Tyrants and Rogues (2026), siger det ligeud til EL PAÍS: “Der er ting i den om indvandring og statsborgerskab. Lyder det bekendt?”

Ironien er ikke tabt på nogen, undtagen måske på Det Hvide Hus selv, der har brugt jubilæumsåret på at skrive historien om, mens de fejrer et dokument, der handler om at modstå netop den slags magtmisbrug.

Gallup måler, at kun 31 procent af amerikanerne er “meget eller ekstremt stolte” af at være amerikanere, ned fra 78 procent i 2015. Det er ikke en fodnote. Det er et sammenbrud i den nationale selvforståelse, der sker samtidig med, at Elon Musk bliver verdens første billionær, som om historien selv har en sans for sort humor.

Steve Levitsky, medforfatter til bestselleren How Democracies Die, formulerer det skarpt: “Trump er grundlæggernes værste mareridt.”

Systemet blev bygget til at modstå en demagog netop som ham, men ingen forudså, at én mand kunne få personlig kontrol over et parti, der kontrollerer alle statsmagtens grene. Om demokratiet overlever, tror Levitsky ja til, men “ikke takket være systemets design, men fordi institutionerne har sat dybe rødder.”

Det er en trøst med meget lille skrift, og jeg bemærker, at ingen af de mennesker, jeg har talt med om dette, egentlig lyder overbeviste selv.

Jefferson-problemet er Amerika-problemet

Manden, der skrev, at alle mennesker er skabt lige, ejede mindst 607 mennesker i løbet af sit liv. Frank Cogliano fra University of Edinburgh, der netop har udgivet to bøger om revolutionen, kalder Jeffersons paradoks for selve nøglen til at forstå landet: “Hvis vi løser Jeffersons problem, kan vi løse Amerikas problem. Held og lykke.”

Jeg har besøgt Monticello, Jeffersons plantage uden for Charlottesville, og selv der (på et sted drevet af en privat fond, ikke af nogen venstreorienteret aktivistgruppe) fortæller guiderne uden omsvøb om de 30 år, Jefferson holdt Sally Hemmings som sin ejendom og elskerinde, mens han aldrig anerkendte deres fire overlevende børn i nogen af sine 20.000 breve.

Det er ikke ny viden. Historikeren Annette Gordon-Reed dokumenterede forholdet allerede i 1990’erne. Men det var stadig chokerende for de amerikanske besøgende, jeg så på turen, en sort kvinde udtrykte frustration over, hvor lidt der vides om de mennesker, der levede undertrykt på stedet, mens en ung lærer sagde, hun ville “kunne undervise sine elever bedre.” Tredive år.

Det er ikke mangel på fakta, der er problemet i Amerika. Det er mangel på vilje til at se dem, og den vilje kommer ikke af sig selv, bare fordi der er runde tal på kalenderen.

To tal, ét land i krig med sig selv

Kulturkrigen om historien har fået sine egne kodenavne: 1776 og 1619. På den ene side står Freedom 250, kommissionen, Trump genoplivede fra sin første embedsperiode til at organisere jubilæet i Washington, en by, der ifølge flere observatører begynder at ligne Pyongyang med Trump-portrætter overalt.

Der bliver Trump-rallyer, IndyCar-løb, rodeo og en 250 fod høj triumfbue på National Mall, for ingenting siger “frihedens fødselsdag” som et monument bygget efter ordre fra en enkelt mand. Keith Krach, CEO for Freedom 250, forsvarede programmet over for EL PAÍS: “Dette lands største eksportvare er ikke et produkt: det er frihed.”

Man fristes til at spørge, hvilken frihed han mener, historikeren Sarah Pearsall peger præcis på kontrasten: friheden brugt til at fordrive oprindelige folk fra deres jord.

På den anden side står 1619 Project, Nikole Hannah-Jones’ journalistiske initiativ, der flytter landets grundlæggelse til de første slaveskibes ankomst.

Georgetown-professor Michael Kazin opfordrer venstrefløjen til at droppe sin “kynisme” og gribe en “praktisk” patriotisme, en idé om, at alle, der tilslutter sig demokratiske institutioner, hører til, uanset oprindelse.

Men seks år efter George Floyds død og Black Lives Matter-bevægelsens højdepunkt konkluderer Princeton-professor Eddie S. Glaude Jr. i sin nye bog America, U.S.A. (2026), at disse jubilæer typisk bliver “øjeblikke til at lukke øjnene for fortidens og nutidens ondskaber.”

Ingen spurgte, om nogen af de to lejre reelt ønsker en samlet historie, eller om begge finder det mere bekvemt at eje deres egen version og lade den anden være fjenden.

En fejring, der ligner alt andet end enighed

NATO’s fremtid hviler på amerikansk indre stabilitet, og et USA i identitetskrise er per definition et upålideligt fundament for enhver alliance, der bygger på det.

Det er ikke abstrakt teori. Det er den logik, hele den europæiske sikkerhedsarkitektur har hvilet på siden 1949. Hvis garantien kommer fra et land, der ikke engang kan blive enige om, hvornår eller hvorfor det blev grundlagt, er det værd at spørge, hvor solid den garanti egentlig er. Ingen af de politikere, jeg har hørt tale om NATO’s fremtid det seneste år, har for alvor turdet stille det spørgsmål højt.

Historikeren Daniel Immerwahr, forfatter til How to Hide an Empire, mener, at eftertiden vil huske dette jubilæum som det første, hvor USA synligt er en magt i tilbagegang: “Trump har forstærket det, men han startede det ikke.”

Det er hverken en trøst eller en overraskelse. Det er bare endnu en bekræftelse af noget, alle, der har set nærmere på tallene, allerede vidste. Spørgsmålet er ikke, om nogen bemærker det. Spørgsmålet er, hvor længe verden bliver ved med at handle, som om det ikke er sket.

Sammenligningen med 1976, der ikke holder

Den sidste store fejring (200-året i 1976) huskes som et øjeblik, hvor et land splittet af Vietnamkrigen og Watergate fandt sammen.

Historikeren M.J. Rymsza-Pawlowska beskriver i sin bog History Comes Alive (2017), hvordan bicentennial-fejringen faktisk bragte nye perspektiver ind i den nationale fortælling (borgerrettighedsbevægelsen, feminisme, oprindelige folks rettigheder) delvist fordi regeringen investerede massivt i lokale museer og historieformidling. Der var penge, der var vilje, og der var et reelt forsøg på at rumme kompleksiteten. Det lyder næsten som et andet land.

I 2026 får vi i stedet to Trump-rallyer, en UFC-kamp afholdt i Det Hvide Hus, og en triumfbue, der ligner noget hentet fra et andet regimes æstetiske vokabular. Jeg kan ikke bevise, at det er bevidst symbolik. Men jeg behøver heller ikke bevise det. Det taler for sig selv, og det er præcis dét, der er problemet.

Når en nation fejrer sin egen frihed ved at bygge monumenter til én mands ego frem for at investere i forståelse af sin egen fortid, har man ikke misforstået pointen. Man har droppet den.

Læs også: Brexit kostede ikke kun briterne. Det kostede os alle

Hvad der kunne være gjort anderledes, og hvad der stadig kan

Det er fristende at konkludere, at den amerikanske idé er død, men det ville være lige så unuanceret som Freedom 250’s selvfejring, og jeg gider ikke give dem den sejr.

Der var alternativer undervejs: af de 56 underskrivere af Uafhængighedserklæringen var 15 (inklusive Benjamin Franklin) ikke slaveejere. Historien var ikke determineret til at ende, som den gjorde. Menneskene, der skrev den, havde valg, de ikke tog, og de menneskere, der styrer landet i dag, har præcis samme valgmulighed og præcis samme udsigt til at ignorere den.

Den amerikanske drøm er ikke nødvendigvis død, men den er i akut behov for at blive forsvaret af nogen, der ikke har en politisk dagsorden om enten at forherlige eller udslette fortiden.

Det kræver borgere, der insisterer på kompleksitet, ikke fordi det er behageligt, men fordi det er sandt, og fordi bekvemmeligheden er præcis, hvad de to lejre lever af.

Danmark har bygget en stor del af sin sikkerhedspolitik på en allieret, der lige nu er dybt usikker på, hvem den selv er. Det er værd at følge nøje, ikke af nysgerrighed, men fordi konsekvenserne ikke stopper ved Atlanterhavet, uanset hvor bekvemt det ville være at tro det.