Mens Mette Frederiksen kører valgkamp på løfter om åbenhed og tillid, betaler en hemmelig forening spækket med fagbosser og en tidligere S-topminister for hendes partis valgplakater. Det er ikke et rygte. Det er dokumenteret på en faktura. Og det er præcis det, der gør historien så graverende.
Læs også: Mens vi strides om indvandring, forsvinder verdens demokratier, Bistand der skaber afhængighed er ikke bistand. Det er et svigt.
Foreningen ingen ville vide noget om
Den 28. januar 2026 – bare uger inden Mette Frederiksen udskrev valget – blev “Foreningen Kampagnebureauet” stiftet. Ingen hjemmeside. Ingen offentlige medlemslister. Ingen oplysninger om formål i CVR-registret. Det eneste synlige navn er Dan Holt Højgaard, tidligere særlig rådgiver for undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Men en aktindsigt, som TV 2 har fået, afslører, hvem der reelt gemmer sig bag foreningen: Anders Friis-Hansen, politisk rådgiver for 3F-formand Henning Overgaard og tidligere kampagnechef for Frederiksen selv. Palle Smed, tidligere kommunikationschef i 3F. Per Påskesen, tidligere forbundssekretær i Dansk Metal. Finn Larsen, tidligere sekretariatschef i LO. Og Nick Hækkerup – mangeårig S-minister, nu direktør i Bryggeriforeningen.
Det afgørende problem er ikke, at disse mennesker støtter Socialdemokratiet. Det er deres. Problemet er, at de gør det gennem en konstruktion, der er designet til at forhindre borgerne i at se, hvem der betaler.
En finte med lovlig hjemmel – men demokratisk gift
Reglerne er klare: Hvis et parti modtager støtte på over 25.700 kroner fra én bidragyder, skal navnet fremgå af partiets regnskab. Men hvis pengene kanaliseres gennem en forening, kan partiet nøjes med at skrive foreningens navn – og dermed skjule de reelle finansiører bag et juridisk tomrum.
Juraprofessor emeritus Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet kalder det direkte for “en finte i klar strid med ånden i loven.” Lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet er enig: reglerne om partistøtte eksisterer netop for at borgerne kan holde øje med, om politikere bliver påvirket af dem, der finansierer deres kampagner. Den mulighed forsvinder, når pengene pakkes ind i en forening.
Her står vi over for et paradoks: Det er lovligt at gøre noget, der direkte underminerer formålet med loven. Og Socialdemokratiet – et parti, der historisk har profileret sig på fairness og gennemsigtighed – benytter sig af konstruktionen uden at blinke.
Fagbevægelsens fingeraftryk
Man må konstatere, at sammensætningen af foreningens stiftere ikke er tilfældig. Tre af dem sidder i dag i hovedbestyrelsen for Faglige Seniorer. En fjerde er politisk rådgiver for 3F’s formand. En femte er tidligere LO-topmand. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet har historisk haft tætte bånd – men den åbne alliance er i dag erstattet af formelle skillevægge, fordi fagforeninger ikke direkte må finansiere partier.
Spørgsmålet er, om “Foreningen Kampagnebureauet” er en måde at omgå netop den skillevæg på. Da TV 2 spørger Anders Friis-Hansen, om 3F-penge indgår i finansieringen, afviser han det. Men når han konsekvent afviser at uddybe noget som helst og i stedet gentager “tal med Dan” syv gange, svækker det troværdigheden markant. Det der bekymrer mig er ikke svarene – det er afvisningen af at give dem.
Nick Hækkerup sammenligner sin foreningsdeltagelse med at gå i swingerklub. Det er en underholdende formulering, men den holder ikke. Swingerklubber modtager ikke offentlig partistøtte. De hænger ikke valgplakater op med andres penge.
Socialdemokratiets kalkulerede tavshed
Partisekretær Lasse Ryberg’s første reaktion på TV 2’s henvendelse var at henvise til foreningen. Da TV 2 insisterede på et svar fra partiet selv, var svaret: “Jeg har ikke yderligere.” Først efter artiklens udgivelse kom en skriftlig udtalelse – og selv den undgår enhver substans. Frederiksen selv afviste at kommentere efter sin optræden i DR-programmet ‘Sara & Monopolet’ den 7. marts 2026.
Det er en bevidst kommunikationsstrategi. Man svarer ikke, fordi man ikke behøver. Reglerne tvinger dem ikke til det. Og her bliver det virkelig interessant: Socialdemokratiet sad ved magten, da ekspertudvalget i 2014 under Helle Thorning-Schmidt anbefalede markante stramninger af netop disse regler. S endte med at indgå en aftale, der bevarede hullerne. De kendte problemet. De valgte at beholde det.
Et demokratisk hul, vi selv har valgt at beholde
Professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet sætter fingeren på den egentlige kerne: Det er ikke kun et problem for Socialdemokratiet. Det er et systemisk problem i dansk demokrati, som den europæiske antikorruptionsenhed GRECO gentagne gange har kritiseret Danmark for. Reglerne er simpelthen for lempelige.
Men – og det er afgørende – det er en politisk beslutning, om man vil ændre dem. Og så længe partierne selv bestemmer over egne finansieringsregler, er incitamentet til reform minimalt. Dem der drager fordel af systemet, er de samme som skal stemme for at ændre det.
Fra mit ståsted er historien om “Foreningen Kampagnebureauet” ikke primært en skandale om Socialdemokratiet. Det er en påmindelse om, at danske regler for partifinansiering er designet til at se transparente ud – uden at være det. Og at det ikke ændrer sig, før vælgerne kræver det.
Næste gang du ser en socialdemokratisk valgplakat i en lygtepæl, er det et rimeligt spørgsmål at stille: hvem betalte for den – og hvorfor vil de ikke fortælle os det?
Demokratisk nysgerrighed er ikke paranoia. Det er en borgerlig pligt. Hvis du mener, at journalistik som denne er vigtig, kan du støtte ExtraFokus.com’s arbejde med at grave i de historier, de store medier ikke altid følger til dørs.
