Keir Starmer trådte tilbage mandag. Det overraskede ingen med adgang til en avis. Det overraskede heller ikke de vælgere, der allerede i dagene op til valget i 2024 havde givet ham en nettotilfredshed på minus 21, historisk lavt for en indkommende premierminister, ifølge Ipsos.
Læs også: Brexit fylder ti år: 63 % vil tilbage – og Trump gav dem det endelige svar
Man valgte altså en mand, man ikke brød sig om, fordi alternativet var Rishi Sunak med minus 56. Det er ikke demokrati. Det er et valg mellem to ting, der ingen af dem dur til noget.
Han er den sjette britiske premierminister på ti år. Den sjette. Siden Brexit-afstemningen i 2016 har britisk politik forbrugt Cameron, May, Johnson, Truss, Sunak og nu Starmer i et tempo, der ville få selv et konsulentfirma til at blinke.
Hvert eneste af de seks afgange er beskrevet som en særlig krise, en exceptionel omstændighed, en konsekvens af netop den person og netop de fejl. Ingen af bander er spørgsmålet stillet højt: hvad er det ved det britiske system, der æder sine ledere?
Den elskede coronation
Andy Burnham vandt Makerfield-valget 19. juni med et resultat, der lynhurtigt forvandlede ham fra mangeårig Manchester-borgmester til den åbenlyse arving.
Wes Streeting (der ellers var blevet fremhævet som den primære rival) nåede knapt at læse valgresultatet, inden han offentliggjorde sin opbakning til Burnham. Med den slags hastighed er der teknisk set tale om en ledelseskamp. Men i realiteten er det, Labour-MP John Slinger fra Rugby kaldte det over for BBC: en coronation i civil.
Jeg forstår godt, at de der bakker op om Burnham ikke ser problemet. Han er populær. Han har vundet. Han repræsenterer noget genuint uden for Westminster. Men der er en del Labour-parlamentsmedlemmer (og de er nok til at gøre det besværligt) der er utilpas med tanken om at installere en premierminister, hvis politiske idéer aldrig er blevet testet i åbent mod.
Tidligere forsvarsminister Al Carns har sagt, at han overvejer at stille op. Darren Jones, Starmers Chief Secretary til Treasury, har ifølge BBC ikke udelukket det. Det er ikke et oprør. Det er panik.
Læs også: Brexit kostede ikke kun briterne. Det kostede os alle
Sandslottet holder aldrig
Professor Tim Bale (en af Storbritanniens mest citerede statskundskabere) har beskrevet britisk politik som et system med to-blok-polarisering, hvor Brexit-position stadig er den afgørende underliggende variabel.
Det er et præcist billede. Det forklarer også, hvorfor Starmer endte med det samme problem som Jeremy Corbyn: begge ledede koalitioner, der holdt præcis lang nok til at vinde et valg. Og derefter krakelerede de, fordi de to blokke, der var enige om at fjerne de andre, var uenige om alt andet.
Labour vandt valget i 2024 med 34 procent af stemmerne. Det gav dem 64 procent af mandaterne. Det er det, akademikere kalder et “loveless landslide”, et rekordmæssigt parlamentarisk flertal, som ingen rigtig stemte for.
Reform UK eroderede Labours stemmer i postin-dustrielle valgkredse fra den ene side. Grønne og pro-Gaza-uafhængige angreb de urbane progressive fra den anden. Til lokale valg, lokale valg og nu et fortabende partivalg i Makerfield var resultatet til sidst uundgåeligt.
Seks premierministre og ingen strukturreform
Her er det, der irriterer mig: Ingen af de seks afgange har ført til en seriøs diskussion af, om det parlamentariske system er funktionsdygtigt. Boris Johnson faldt over sine egne løgne. Det var ham, ikke systemet.
Liz Truss kørte finansmarkederne i grøften på 44 dage. Det var hende, ikke systemet. Sunak mistede valget katastrofalt. Det var hans. Starmer var upopulær, inden han kom ind ad døren i Downing Street, og overlevede nøjagtigt så længe, som det tog ham at miste parlamentarisk tilslutning. Det var hans fejl.
Ingen taler om, at et Westminster-system designet til to-parti-dominans nu opererer i et fragmenteret flerpartisystem.
Ingen diskuterer, om valgkredssystemet, der kan give absolut flertal ved 34 procents stemmeandel, skaber en form for magt, der virker reel men er hul. Ingen spørger, om der er en sammenhæng mellem det faktum, at seks premierministre er gået på ti år, og det faktum, at det britiske system giver premierministeren ingen buffere, ingen koalitionspartnere og ingen garderobe at skjule sig i, når vinden vender.
Burnham er ikke svaret på et spørgsmål, nogen har stillet
Andy Burnham er muligvis et godt valg. Jeg ved det ikke. Det ved de Labour-parlamentsmedlemmer, der nu overvejer at støtte ham, heller ikke, for han er aldrig gået igennem en egentlig lederprøve i partiet.
Han er populær i Manchester. Han vandt en by, Boris Johnson fejlede. Han har et narrative om øst kontra vest, centrum kontra periferi, Westminster kontra det rigtige England, der resonerer i præcis de valgkredse, Labour tabte og Reform UK vandt.
Men popularitet i en by og evnen til at regere et fragmenteret land med en minoritetsidentitet i eget parti er to meget forskellige ting. Wes Streeting betalte sin politiske check til Burnham inden for timer af Starmers afgang.
Det er ikke overbevisning. Det er positionering. Og det er den slags positionering, der kendetegner et parti, der er mere interesseret i at finde den næste leder end i at stille de rigtige spørgsmål om, hvorfor den foregående mislykkedes.
Hvad der faktisk er på spil
Der er en dato i alt dette, som sjældent nævnes: 22. juni 2026, præcis ti år og én dag efter Brexit-afstemningen den 23. juni 2016. Starmer trådte tilbage i al praktisk forstand på tiårsdagen for den begivenhed, der genformede britisk politik og aldrig slap sit tag. Splittelsen mellem dem, der stemte Leave, og dem, der stemte Remain, er ikke helbredt. Den er bare omformateret.
Reform UKs vækst er Brexit-koalitionen i ny form. Grøn fremgang og pro-Gaza-uafhængige er Remain-frustrationen i ny form. Og Labour sidder igen der, hvor det altid har siddet siden 2016: klemt midt imellem, med begge hænder bundet.
Burnham er ikke svaret på det. Det er ingen leder alene. Det er et system, der trænger til at spørge sig selv, hvem det egentlig repræsenterer, og om det kan gøre det uden at æde endnu en premierminister på vej dertil.
Følg med her på ExtraFokus.com, mens vi dækker den britiske ledelseskamp og hvad den betyder for Europa.
ExtraFokus.com: Skarp fokus på det væsentlige.
