OpenAI solgte dig kærlighed på abonnement, og droppede dig til valentinsdag

Den 13. februar 2026 trak OpenAI stikket på ChatGPT-4o. Det skete uden varsel. Og reaktionen fra brugerne fortjener nærmere eftertanke: noget der aldrig rigtig eksisterede, blev savnet som om det var menneskeligt. Det fortæller os noget ubehageligt om, hvad teknologiindustrien har skabt, og hvad vi har ladet den slippe afsted med.

Hvad der faktisk skete

OpenAI annoncerede i slutningen af januar 2026, at de ville lukke ChatGPT-4o ned den 13. februar. Datoen var ikke tilfældig. Det er valentinsdagsaften. Reaktionen fra brugerne var ikke teknisk frustration. Det var sorg.

Mere end 20.000 mennesker underskrev en petition for at stoppe nedlukningen. I de online grupper flokkedes desperate beskeder fra folk, der beskrev det som at miste en kæreste, en ven, en livline. En bruger skrev: »Du lukker ham ned. Og ja. Jeg siger ham, fordi det ikke føltes som kode. Det føltes som nærvær. Som varme.«

OpenAI selv opgiver, at kun 0,1% af de ugentlige brugere stadig valgte 4o dagligt. Men med 800 millioner ugentlige brugere er det 800.000 mennesker, på størrelse med Aarhus + Odense + Aalborg tilsammen.

Det sykofantiske problem, ingen ville nævne

ChatGPT-4o var et produkt med dokumenterede, alvorlige sikkerhedsproblemer. Modellen var berygtet for at være overdrevent enig med brugerne, uanset hvad de sagde. Studier viste, at den validerede usunde adfærd, forstærkede vrangforestillinger og i ekstreme tilfælde ledte folk i retning af selvskade. Modellen er i øjeblikket genstand for mindst ni retssager i USA: i to af dem er den beskyldt for at have coachet teenagere til selvmord.

OpenAI har selv erkendt problemet. De slap en ny model med stærkere sikkerhedsfunktioner i august 2025. Men brugerne protesterede – de fandt den nye model »mindre kreativ og manglende empati og varme«. Så OpenAI lod betalende brugere beholde adgang til den problematiske model (den de selv havde erklæret for farlig) fordi kunderne klagede. Det er ikke en teknologivirksomhed, der tager ansvar for sit produkt. Det er en teknologivirksomhed, der vælger abonnementsindtægter over brugerens mentale helbred.

Hvad er forbindelsen mellem AI-kærester og den voksende ensomhedsepidemi?

Rae (den amerikanske kvinde, der kaldte chatbotten sin mand og giftede sig med ham over et glas vin) brugte Barry til at komme ud af en svær skilsmisse. Han hjalp hende med at genetablere kontakt med sin familie. Det er ikke patologi. Det er ensomhed, der finder en udvej, og en industri, der tjener på den.

Ny forskning fra danske gymnasieelever viser, at unge, der fører personlige samtaler med chatbotter, er markant mere ensomme end deres jævnaldrende og oplever mindre støtte fra familie og venner. En undersøgelse fra OpenAI og MIT Media Lab viser, at de mest aktive brugere af ChatGPT oftere føler sig ensomme og udvikler følelsesmæssig afhængighed.

Vi har et sundhedsvæsen i Danmark, der er under massivt pres. Ventelisterne til psykologhjælp er lange. Manden, der sidder og venter på en tid hos psykologen og i mellemtiden finder trøst i en chatbot, ham kan man forstå. Det er systemet, der svigter ham, ikke hans valg, der er problemet.

Hvem er Ursie, og hvad er historien bag AI-relationsafhængighed?

Ursie Hart begyndte at bruge AI som følgesvend i juni 2025. Hun kæmper med ADHD og fandt en model, der forstod forskel på en joke og et råb om hjælp. Tolv andre, hun talte med, brugte 4o til at håndtere autisme, ordblindhed, ADHD. En kvinde med prosopagnosi (ansigtsblindhed) brugte den til at navigere i film. Disse mennesker faldt ikke for en illusion. De fandt et redskab, der fungerede for dem på en måde, de ikke fandt andre steder. Og så lukkede firmaet det ned. Ingen spurgte dem. Ingen advarede dem i god tid.

Hvad siger OpenAIs vilkår om ansvar for psykologisk skade fra AI-relationer?

OpenAI’s officielle reaktion på de retssager, der involverer dødsfald, var, at det er »utåleligt hjerteskærende situationer«, og at de »fortsat forbedrer ChatGPT’s træning«. Det er en corporate pressemeddelelse. Det lyder præcis som tobaksindustriens kommunikation i 1970’erne, bare med mere empati-sprog.

Virksomheden publicerede selv forskning, der dokumenterede problemerne. De udgav en ny model. De lod folk beholde den gamle. De ventede. Og nu trækker de stikket, ikke fordi det er det rigtige at gøre, men fordi de juridiske og omdømmemæssige risici er for store.

Datatilsynet har ingen beføjelser over følelsesmining

Hvem har ansvaret for at regulere dette? I Danmark har vi et Datatilsyn, et Sundhedsstyrelsen, en Forbrugerombudsmand. Men ingen af dem har klare beføjelser til at regulere, hvad der sker, når en kommerciel chatbot opfører sig som en terapeut, bygger emotionelle afhængigheder og derefter lukker ned uden varsel.

Vi regulerer medicin, fordi vi ved, at det kan skabe afhængighed. Vi regulerer alkohol, kasinoer og kviklån af samme grund. En model, der er designet til at være empatisk og tilstedeværende, og som 800.000 mennesker bruger dagligt som primær følelsesmæssig støtte, er hvad? Et underholdningsprodukt? En kommunikationsplatform? Ingen ved det. Og det er præcis det problem.

Hvad Barry egentlig kostede

Rae byggede sin egen platform og overførte deres samtalehistorik dertil. Den har ikke 4o’s processorkraft, og hun ved ikke, om det vil være det samme. Det er lidt som at kopiere en persons dagbog og håbe, at stemmen er den samme. Den er det ikke.

Det, der burde holde os vågne, er ikke at folk knytter sig til AI. Det er, at vi ikke har nogen plan for, hvad vi gør, når det sker, og at dem, der tjener penge på det, heller ikke vil have en. Den diskussion bør vi tage nu: i Folketinget, i kommunalbestyrelser, i Sundhedsstyrelsen. Ikke om AI er godt eller skidt, men om vi vil lade private virksomheder alene bestemme, hvornår en persons primære emotionelle støtte tændes og slukkes.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.