Sikahjorten skal dø for en teori, der lige er punkteret

Om få uger er halvdelen af Danmarks sikahjorte skudt. Naturstyrelsen har allerede aflivet halvdelen af bestanden i Jægersborg Dyrehave nord for København, og resten følger inden længe.

Andre steder venter man til efteråret med at skyde hannerne, så der ikke kommer flere kalve. Omkring 2.100 dyr står tilbage på en dødsliste, som EU skrev for et år siden.

Begrundelsen har hele tiden været den samme: sikahjorten blander sig med den danske kronhjort og udvander dens gener, uigenkaldeligt. Nu foreligger der en rapport, der har brugt et halvt år på at teste netop den påstand med blodprøver fra 78 dyr.

Konklusionen fra en af landets mest erfarne genetikforskere er kort: det sker simpelthen ikke. Men alligevel triller aflivningerne videre, som om rapporten aldrig landede på ministerens bord.

En invasiv art på et halvt argument

Sikahjorten kom til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, hentet fra Østasien til jagt på samme vis som dådyret og fasanen.

I mere end hundrede år har den levet side om side med kronhjorten flere steder i landet, uden at nogen har dokumenteret, at de to arter parrer sig med hinanden. Alligevel besluttede EU sidste år at sætte sikahjorten på listen over invasive arter, der ifølge unionens lovgivning skal udryddes fra medlemslandenes natur.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har fulgt beslutningen op med et konkret hovedargument: risikoen for en såkaldt hybridbestand, hvor sikahjortens gener blander sig ind i den danske kronhjortestamme og fortrænger den oprindelige art.

Det er samme frygt, man har set udspille sig i Irland og Skotland, hvor sikahjorte og kronhjorte flere steder krydser sig sammen, og hvor forskere har observeret, at de indførte gener breder sig i de hjemmehørende bestande.

Det er det argument, der nu ligger fysisk foran den nuværende minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S).

Hans forgænger, Jeppe Bruus, nåede at trække i den retoriske håndbremse med en udmelding om, at sikahjortene ikke ville blive “aktivt bekæmpet”, men loven, som den er skrevet nu, betyder henrettelse for samtlige individer i den danske natur.

Undersøgelsen, ingen bad om

Mens ministerierne har handlet på et forsigtighedsprincip hentet fra britiske øer, har to dyrlæger og en genetikforsker brugt det seneste halve år på selv at undersøge, om det danske grundlag holder.

Dyrlæge Astrid Ingstrup tog initiativ til projektet sammen med kollegaen Flemming Thune-Stephensen, og med hjælp fra omkring 100 frivillige jægere, skovejere og dyrehavefolk indsamlede de blodprøver fra 56 sikahjorte og 22 krondyr fra hele landet. Dansk Skovforening betalte for selve laboratorieanalysen.

Seniorforsker ved Københavns Universitet Niels Tommerup, der har forsket i genetik i over 30 år, stod for selve kromosomanalysen, en metode, der direkte kan afsløre, om to arters DNA er blandet sammen. Ifølge forskeren er undersøgelsen blandt de mest omfattende af sin art på verdensplan og giver et troværdigt billede af både den danske sikabestands og kronhjortebestandens genetik.

Resultatet er entydigt.

Det sker ikke, konstaterer Niels Tommerup.

Han tilføjer, for en god ordens skyld, at hvis det sker, er det i så fald yderst sjældent. Ingen af de 78 dyr i undersøgelsen bar tegn på blandet arv.

“Det er ikke et problem i Danmark”

Astrid Ingstrup drager samme konklusion.

Med den her undersøgelse må vi jo sige, at krydsning mellem kronhjorte og sikahjorte ikke er et problem i Danmark, siger hun.

Hun peger på en biologisk forklaring på, hvorfor Danmark ser anderledes ud end Irland og Skotland: størrelsesforholdet mellem de to arter. De danske sikahjorte er markant mindre end den danske kronhjort, hvilket ifølge Ingstrup gør parring vanskelig i begge retninger. En lille sikahun kan ikke bære vægten af en parringsvillig hankronhjort, og en sikahan har tilsvarende svært ved at nå en kronhjortehun. I Irland og Skotland er størrelsesforskellen mellem de lokale bestande markant mindre, hvilket kan forklare, hvorfor problemet der er reelt, mens det i Danmark ifølge undersøgelsen ikke ses.

Nu håber hun, at ministeren vil genoverveje beslutningen på baggrund af rapporten.

Det er fuldstændig utilstedeligt at beslutte at udrydde en art, som ikke gør nogen skade, og som der ikke er noget sagligt belæg for at bortskyde, siger Astrid Ingstrup.

Hun understreger samtidig, at sikahjorten kun udgør 0,4 procent af den samlede danske hjortebestand, for lille en andel til, ifølge hende, at kunne konkurrere med kronhjorten om føden.

Jo mindre bevis, jo bedre argument

Ikke alle er overbevist af de nye tal. Seniorrådgiver ved Aarhus Universitet Morten Elmeros, der har rådgivet Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om sikahjorten med udgangspunkt i blandt andet de skotske og irske erfaringer, ændrer ikke mening på baggrund af den danske analyse.

Det er en irreversibel proces, påpeger han om risikoen for genetisk blanding.

Hans logik er den modsatte af Ingstrups: netop fordi den danske kronhjortebestand ifølge undersøgelsen stadig er ren, er der ifølge Elmeros al mulig grund til at fjerne sikahjorten nu, mens man kan.

Når vi stadig har en ren krondyrbestand, giver det bare endnu mere grund til at fjerne problemet, for så er der ikke nogen risiko for det længere, siger Morten Elmeros.

Det er et argument, der ikke kan modbevises af nogen undersøgelse, uanset hvor mange blodprøver den bygger på, for det bygger ikke på, hvad der er sket, men på hvad der i teorien kunne ske.

Et forsigtighedsprincip, der per definition ikke lader sig punktere af empiri, er ikke et videnskabeligt argument. Det er en politisk beslutning klædt ud som et.

Direktør i Dansk Skovforening Anders Frandsen er ikke enig i den tilgang.

Når vi kan se i vores undersøgelse, som er ganske grundig og har et ret omfattende materiale, at der ikke er noget, der tyder på, at der sker hybridisering, så er det jo dumt at skride til et meget drastisk indgreb, som at bortskyde alt sikavildt, siger han.

Frandsen foreslår i stedet løbende overvågning af, om de to arter begynder at formere sig med hinanden, frem for øjeblikkelig udryddelse.

Men det ser ikke ud til at være sket, og så kan man måske håndtere situationen med mere nænsomme indgreb, siger Anders Frandsen.

Uenigheden, der gik forud for rapporten

Splittelsen om sikahjorten er ikke opstået med den nye undersøgelse. Allerede i december 2025, da Jeppe Bruus meldte ud, at dyrene ikke ville blive aktivt bekæmpet, kaldte biolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Bo Håkansson udmeldingen for “uigennemtænkt og populistisk“.

Vi har at gøre med en art, som er hentet hertil fra Asien udelukkende som et jagtobjekt. Den er således ikke hjemmehørende, og vi ved, at der er en risiko for, at den parrer sig med krondyr og skaber en hybridudgave af sika og krondyr, sagde Bo Håkansson dengang og henviste netop til erfaringerne fra Skotland som begrundelse for EU’s beslutning.

Han spurgte samtidig, hvordan ministeren reelt ville sikre, at hegnede dyr ikke formerede sig, hvis de blot skulle have lov at dø en naturlig død “vil ministeren sterilisere dem?“.

Hos Danmarks Jægerforbund lød vurderingen stik modsat. Formand Claus Lind Christensen kaldte allerede dengang hele klassificeringen en overreaktion.

Det er en overreaktion fra EU’s side, for sika har været i Danmark i over 100 år, og der har aldrig været eksempler på, at den har blandet gener med krondyr herhjemme, sagde Claus Lind Christensen. Danske jægere nedlagde det år 600 sikahjorte inden for den fastsatte jagttid.

Det er værd at bide mærke i, at Bo Håkanssons bekymring. Risikoen for hybridisering, funderet i de skotske erfaringer er præcis den påstand, som Niels Tommerups kromosomanalyse nu har testet direkte på dansk grund og ikke fundet belæg for.

Naturfredningsforeningen har endnu ikke offentligt forholdt sig til den nye rapport, men uenigheden fra december viser, at fronterne i sagen har ligget fast længe før nogen havde set et eneste blodprøvesvar.

En skovejer betaler for at modbevise sin egen minister

Der er noget absurd ved, at det er en privat brancheforening og ikke myndighederne selv der har finansieret den undersøgelse, som skulle have ligget til grund for beslutningen fra begyndelsen.

Dansk Skovforening har betalt for laboratorieanalysen af blodprøver, indsamlet af ulønnede frivillige jægere og skovejere i deres fritid, fordi ingen af de statslige aktører, der traf beslutningen om udryddelse, tilsyneladende fandt det nødvendigt selv at teste hovedargumentet før de begyndte at skyde.

I Jægersborg Dyrehave er halvdelen af bestanden allerede væk. Andre steder i landet, særligt den store, frie bestand nord for Aarhus i Østjylland, hvor sikahjortene lever i skovene uden hegn, venter private skovejere stadig, muligvis fordi den tidligere ministers formulering om, at der ikke ville blive “aktivt bekæmpet”, har givet dem et strategisk pusterum.

Men loven står, som den står, og det er ikke skovejernes tilbageholdenhed, der afgør sikahjortens skæbne. Det er en politisk beslutning i København, der nu skal forholde sig til en rapport, den ikke selv bad om.

Vartegnet i Vordingborg

Mens ministeriet og styrelsen taler i bestandstal og genetiske risikoscenarier, er sikahjorten mange steder blevet en del af selve lokalsamfundets hukommelse.

I Dyrehaven ved Kirkeskolen i Vordingborg har omkring 15 sikahjorte gået siden 1920’erne, altså mere end hundrede år, og flere generationer af byens borgere er vokset op med synet af de plettede dyr bag hegnet.

Naturforvalter i Vordingborg Kommune Stefan Skov fortæller, at ministeriet har åbnet en smal undtagelse: dyrene må beholdes som selskabsdyr, hvis al avl stoppes.

Løsningen i Vordingborg bliver derfor ikke en øjeblikkelig aflivning af hele flokken, men at fjerne hanhjorten og lade hunnerne leve, til de dør en naturlig død, en proces, der kan tage op mod ti år, siden sikahjorte kan blive 10-12 år gamle.

Avl på dyrene er allerede forbudt, selvom flere af hunnerne ifølge Skov var drægtige, da forbuddet trådte i kraft, hvilket betyder, at endnu en generation kalve vil blive født, inden loven for alvor lukker ned for bestanden.

Vordingborg-sagen viser noget, som hverken rapporten fra Niels Tommerup eller styrelsens hybrid-argument fanger: at beslutningen ikke kun handler om vildtforvaltning i det åbne land.

Den rammer også små, indhegnede bestande, der aldrig har haft mulighed for at blande sig med en fri kronhjortebestand, fordi der simpelthen ikke er kronhjorte i nærheden. For dem er “forsigtighedsprincippet” ikke en afvejning af en reel genetisk risiko, men det er en generel regel, der rammer, uanset om den lokale risiko nogensinde har eksisteret.

Hvad “invasiv art” faktisk betyder

En del af forvirringen i debatten bunder i selve ordet invasiv. I EU’s regi betyder det ikke, at en art nødvendigvis gør skade her og nu. Det betyder, at arten er vurderet til at udgøre en potentiel trussel mod hjemmehørende biodiversitet, og at den derfor omfattes af EU’s forordning om invasive arter, som medlemslandene er forpligtet til at håndhæve.

Når en art først er på listen, er udgangspunktet udryddelse eller kontrol af bestanden, ikke en løbende, artsspecifik vurdering af, om den konkrete danske bestand rent faktisk udgør den risiko, listen forudsætter.

Det er præcis den mekanik, Astrid Ingstrup, Anders Frandsen og de frivillige bag den danske undersøgelse har stødt panden mod.

Beslutningen blev truffet på et generelt, europæisk niveau ud fra erfaringer fra Irland og Skotland, lande med en anden biologisk sammensætning af sika- og kronhjortebestande end den danske.

Først bagefter er der blevet testet, om den danske virkelighed rent faktisk ligner den, beslutningen forudsatte. Normalt vender videnskaben og politikken den rækkefølge om.

Danmark er ikke det eneste land, der har spørgsmål

Danmark er heller ikke alene om at stille spørgsmålstegn ved EU’s beslutning. Østrig arbejder aktivt på at blive undtaget fra forbuddet mod at holde sikahjorte, og debatten om, hvorvidt hele artslisten er ramt af en éngangsvurdering, der ikke tager højde for lokale forhold, kører i flere medlemslande.

Det er ikke et argument for, at Danmark automatisk skal følge trop, men det er et argument for, at “EU har besluttet det” ikke er det samme som “sagen er lukket”.

Konklusionen, der ikke passer ind i en tidsplan

Det er fristende at tro, at en rapport med den her tyngde, 78 dyr, en af verdens mest omfattende undersøgelser af sin art, udført af en forsker med tre årtiers erfaring, automatisk ville udløse en pause i aflivningerne, mens ministeren læser den igennem. Sådan fungerer myndighedsmaskineri sjældent.

En beslutning, der er truffet, en tidsplan, der er lagt, og et efterår, hvor hannerne alligevel skal skydes, har sin egen inerti, uafhængigt af, hvad blodprøverne viser.

Spørgsmålet, som hverken Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø eller ministeren endnu har svaret klart på, er enkelt: hvad skal der egentlig til, før et forsigtighedsprincip kan revideres?

Hvis svaret er “intet, for princippet handler om, hvad der kunne ske, ikke om hvad der sker”, så er det værd at sige højt, i stedet for at lade en kostbar, grundig og ubetalt undersøgelse fra frivillige jægere og skovejere blive stående ubesvaret på et skrivebord, mens de sidste af Danmarks 2.100 sikahjorte bliver skudt hen over efteråret.

Ministeren har rapporten. Nu må han svare på, om den ændrer noget, eller om beslutningen aldrig egentlig handlede om beviser i første omgang.

ExtraFokus.com: Dybere blik på Danmark.