Den 28. februar 2026 beordrede Donald Trump Operation Epic Fury. Det mest omfattende amerikanske militærangreb i årtier. Tre dage senere kunne ingen i hans administration forklare præcist, hvorfor. Det er ikke et kommunikationsproblem, men et strategisk problem af historiske dimensioner.
Først handlede det om at eliminere Irans atomprogram. Derefter om regimeskifte. Så om missilkapacitet. Så om at forhindre Iran i at slå til først. Og tirsdag den 4. marts kom endnu en version: Trump hævdede, at han trak Israel ind i konflikten, ikke omvendt. Direkte modsat hvad udenrigsminister Marco Rubio sagde til Kongressen dagen før. Det er ikke spin, det er inkoherent krigsførelse.
Rubio sagde det stille og roligt
Det mest skadelige øjeblik kom mandag den 3. marts, da Rubio mødte ledende kongresmedlemmer bag lukkede døre og leverede en bemærkelsesværdig indrømmelse: USA gik i krig, fordi Israel var ved at angribe Iran, og Washington frygtede, at Iran derefter ville ramme amerikanske mål. Ikke fordi USA selv stod over for en umiddelbar trussel. Fordi Israel var ved at handle.
Demokratisk senator Mark Warner reagerede kontant: “Der var en trussel mod Israel. Hvis vi sætter lighedstegn mellem en trussel mod Israel og en umiddelbar trussel mod USA, er vi i ukendt territorium.” Hans kollega Angus King var endnu skarpere og hævdede, at Rubio “ved et uheld talte sandt” om, at Netanyahu nu har trukket USA ind i en stor konflikt.
Det afgørende problem er, at administrationen tog USA i krig uden en klar begrundelse, og at den indrømmelse nu er dokumenteret i åbne høringer. Det kan ikke trækkes tilbage.
Forhandlingerne kollapsede på 24 timer
Her bliver det interessant. Ifølge to seniorembedsmænd i Trump-administrationen var der faktisk diplomati i gang helt frem til tærsklen for angrebene. Den amerikanske chefforhandler Steve Witkoff og Jared Kushner. Trumps svigersøn. Mødtes med Irans udenrigsminister Abbas Araghchi i Genève under omansk mægling. Forhandlingerne handlede om atomaftalen. Iranerne tilbød delvist at opgive berigelse af uran, men ville beholde en facilitet tæt på Teheran.
Torsdag den 27. februar meddelte Witkoff og Kushner Trump, at en aftale lignende den Obama-indgåede fra 2015. Den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). Teknisk set var mulig, men ville kræve måneder. Fredag den 28. februar gav Trump grønt lys til operationen. Angrebene startede lørdag. Tidslinjen taler for sig selv: Diplomati var muligt, men tid og tålmodighed manglede.
Man må konstatere, at der var et reelt alternativ på bordet. Det blev afvist ikke fordi det var umuligt, men fordi præsidenten åbenbart ikke var interesseret i at vente.
Krigen rammer danskernes pengepung
Fra mit ståsted er det afgørende at understrege, at dette ikke er en fjern konflikt. Hormuzstrædet. Den smalle vandvej mellem Iran og Oman. Er passage for en betydelig del af verdens olieforsyning. Skibstrafikken igennem strædet er allerede faldet drastisk siden angrebene begyndte.[
Militærekspert og lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen advarede allerede første dag om, at olieprisen potentielt kan overstige 220 dollar pr. tønde, hvis konflikten eskalerer yderligere. Politiken rapporterede 4. marts, at Irans krig allerede sender aktier ned og benzinpriser op i Danmark. Det er ikke abstrakt geopolitik. Det er konkrete konsekvenser for danskere, der tanker bilen, for virksomheder der importerer, og for en europæisk økonomi, der allerede opererer under pres.
EU’s udenrigschef Kaja Kallas var klar allerede i januar: “Regionen har ikke brug for mere krig.” Og da krigen brød ud, valgte statsminister Mette Frederiksen (S) ikke at tage stilling. Hun sagde blot, at det var for tidligt at “konkludere noget som helst.” Den position er svær at opretholde i uger.
Demokratiet under pres i Washington
Paradokset er følgende: Trump lovede under valgkampen at undgå “forever wars” i Mellemøsten. Nu er han midt i en konflikt, hvis slutmål ingen i hans administration kan definere. Elise Ewers fra Council on Foreign Relations formulerede det præcist: “Afstanden mellem de militære succeser på ground og manglen på klarhed om hvad vi vil opnå, er slående.”
Næsten 60 procent af amerikanske borgere er imod operationen ifølge CNN. Blandt uafhængige vælgere er tallet 60 procent, blandt demokrater hele 90 procent. Selv i MAGA-bevægelsen er kritikken udtalt: den kendte højrekommentator Matt Walsh tweetede direkte: “Så han fortæller os frit, at vi er i krig med Iran, fordi Israel tvang vores hånd. Dette er det værst mulige, han kunne have sagt.”
Kongressens autoritet til at erklære krig er i USA Forfatningens artikel I. Trump beordrede Operation Epic Fury uden at konsultere Kongressen på forhånd. Den diskussion er nu i gang i Washington, og den handler ikke om Iran. Den handler om, hvem der bestemmer, hvornår Amerika går i krig.
Hvad Danmark skal kræve
Danmark er NATO-ally med USA. Det forpligter til loyalitet, men ikke til tavshed. Fra mit ståsted burde den danske regering kræve to ting: For det første en klar juridisk og strategisk begrundelse fra Washington for, hvad der er målet med Operation Epic Fury. For det andet en aktiv dansk EU-stemme for humanitær adgang og diplomatisk pres for en våbenhvile.
Det er ikke antiamerikanisme, men den slags kritisk alliance-partnerskab, som troværdige demokratier praktiserer. At forblive tavse, mens en NATO-partner starter en krig ingen kan forklare. Det er hverken ansvarlig dansk udenrigspolitik eller europæisk lederskab.
Følg med i vores dækning af Iran-krigen og dens konsekvenser for Danmark og Europa. Hvis du finder denne analyse værdifuld, kan du støtte ExtraFokus med en donation. Det er det, der gør dybdejournalistik mulig.
ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.
