Brexit kostede ikke kun briterne. Det kostede os alle.

Ti år er gået siden 52 procent af den britiske befolkning stemte for at forlade et fællesskab, de havde været med i næsten et halvt århundrede. Den britiske afstemning den 23. juni 2016 er siden blevet behandlet som et internt britisk anliggender med britiske konsekvenser for britiske statsborgere.

Den fortolkning er forkert, og det er på tide at sige det direkte: Brexit omformede handelsruter, svækkede vestlig forsvarskoordination og eksporterede en politisk teknologi, der siden er kopieret i det meste af den vestlige verden.

Og Danmark er ikke tilskuer til det eksperiment. Vi er med i det.

Hvad viser tallene om Brexits reelle økonomiske konsekvenser?

Lad os starte med økonomien, fordi den har været politisk ammunition i et årti og fortjener præcision fremfor partispin.

Centre for European Reform (en britisk tænketank) har siden afstemningen gennemført en løbende analyse, der sammenligner UK’s faktiske BNP-udvikling med en statistisk model af, hvad landet kunne have forventet, hvis det var forblevet i EU.

Metoden kaldes “synthetic UK”: man udvælger de OECD-lande, der historisk har lignet UK mest, og bruger dem som spejl. John Springford, vicedirektør ved Centre for European Reform og arkitekt bag metoden, opdaterer analysen kvartalsvis. Hans konklusion er konsistent: der er ingen version af dataene, hvor Brexit har været et positivt økonomisk chok.

Estimaterne varierer afhængigt af hvilke sammenligningslande man bruger og hvordan man korrigerer for COVID, energikrisen og den amerikanske vækst. Justeret for disse faktorer peger analysen på et BNP-tab på to til fire procent. For en økonomi på tre billioner pund er det hundredvis af milliarder. Endda i det lave ende er det ikke ligegyldigt.

Swati Dhingra, økonom ved London School of Economics og siden 2022 medlem af Bank of Englands pengepolitiske komité, har igennem en serie af arbejdspapirer dokumenteret hvad den øgede handelsafstand til EU konkret har kostet britisk eksport i varer, ikke finansielle ydelser, men fysiske produkter. Toldkontrol, papirarbejde, forsinkelser ved kanaltunnelen. Det er ikke en abstrakt politisk konstruktion. Det er reel omkostning for reel produktion.

Det er sagt med akademisk præcision. Men bag tallene gemmer sig fem premierministre på ti år. Cameron, der udskrev afstemningen og trak sig. May, der prøvede at levere og trak sig. Johnson, der leverede og trak sig. Truss, der kollapsede på 45 dage. Sunak, der tabte valget. Ingen af dem fik landet til at lande blødt.

Hvad kostede Brexit konkret dansk eksport, og hvilke sektorer blev hårdest ramt?

Det er nærliggende at behandle Brexit som briternens selvpåførte problem. Men se på de danske tal, og den fortolkning holder ikke.

I januar 2025 offentliggjorde Dansk Erhverv en analyse, der dokumenterer konsekvenserne for dansk handel. Konklusionen er skarp: Danmarks eksportandel til UK er næsten halveret siden 2019, fra 9 procent til 5 procent af den samlede danske eksport. Siden 2005 havde andelen ligget stabilt på 8–9 procent. Den stabilitet sluttede, da Storbritanniens overgangsperiode udløb nytårsaften 2020.

Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, dokumenterer omfanget: i 2023 købte briterne varer og tjenester fra danske virksomheder for 111 milliarder kroner. Over 50.000 danske arbejdspladser er knyttet til den eksport. Det er stadig Danmarks fjerdestørste eksportmarked. Men det er ikke, hvad det var, og det er ikke, hvad det burde have været.

Faldet rammer ikke jævnt. Det rammer de mindste virksomheder hårdest. Erhvervsstyrelsen har opgjort, at antallet af SMV’er med under ti ansatte, der eksporterer varer til UK, er faldet fra cirka 4.500 til 2.300 i perioden 2018 til 2021. En halvering. De store virksomheder har ressourcerne til at navigere i et regelsæt, der i 2020 voksede med en handelsaftale på over 2.000 sider. De små virksomheder har ikke jurister til det.

Danish Crown eksporterer for fire milliarder kroner til britiske supermarkeder om året. Kødlastbiler, der tidligere rullede uhindret over kanalen, møder nu grænse- og dokumentationskontrol. Fødevarer fordærver. Noget smides ud. Det er ikke en floskel om bøvl og papir. Det er konkret spild, der belaster danske landmænd og virksomheder.

Mikkelsen formulerede det direkte i en kommentar til TV 2 i januar 2025: “Vi gør livet besværligt for os selv og for Storbritannien, og der er jo kommet en helt ny verdensorden, siden briterne stemte nej tilbage i 2016.”

Hvad skete der med immigrationen efter Brexit, og hvorfor talte ingen om det?

Her er den politiske ironi, der burde have afsluttet Brexit-debatten men ikke gjorde det.

Størstedelen af de briter, der stemte Leave i 2016, opfattede immigration som den primære drivkraft. Den politiske elite lovede kontrol. Hvad skete der? I de år efter Brexit steg den samlede immigration til historiske rekordniveauer.

Mekanismen er banal men politisk eksplosiv: da EU-arbejdskraften forsvandt fra det britiske marked (fra landbrug til sundhedssektoren) åbnede Boris Johnson systemet op for rekordindvandring fra resten af verden for at fylde hullerne. Andelen af EU-borgere i det britiske arbejdsmarked faldt. Antallet af indvandrere fra Sydøstasien, Afrika og Mellemøsten steg.

Resultatet er, at de mennesker, der stemte Brexit i arbejderklassebyerne i det nordlige England, i dag ser tal, de aldrig forestillede sig. De føler sig snydt. Og den følelse er politisk brændstof, der ikke fordamper.

Nigel Farage (manden der mere end nogen anden gjorde Brexit muligt) er i 2026 den politiker i britisk politik med størst opbakning på meningsmålinger. En voksende del af vælgerne, som er desillusionerede over den Brexit de faktisk fik, rækker ikke efter pragmatisme. De rækker efter mere af det samme, bare hårdere. Det er ikke logik. Det er psykologi. Og det er ikke unikt for Storbritannien.

Hvad eksporterede Brexit til resten af Europa, ud over britisk kaos?

Den største eksportvare fra Brexit-afstemningen var ikke varer eller ydelser. Det var en politisk teknologi.

Brexit demonstrerede i 2016, at det er muligt at mobilisere et flertal mod det etablerede system ved at kombinere tre ingredienser: et reelt tab af ekonomisk status hos brede befolkningslag, en elite der konsekvent ignorerede det tab, og et enkelt budskab om suverænitet og kontrol. Opskriften er siden kopieret. Trump i 2016. Meloni i 2022. AfD i vækst i Tyskland. Le Pen, der er kommet nærmere det franske præsidentpalads for hvert valg.

Politologen Matthew Goodwin ved University of Kent, der har forsket i populistiske bevægelsers vælgerbaser i et årti, konkluderer konsistent, at Brexit ikke var en anomali. Det var et tidligt datapunkt i et mønster, der siden er bekræftet på tværs af europæiske demokratier.

Det er relevant for Danmark. Dansk Folkepartis historiske fremgang og Danmarksdemokraternes opkomst er ikke identiske med Brexit, men de trækker på den samme understrøm: en oplevelse af, at globaliseringens gevinster er landet et andet sted end hos dem, der betalte prisen.

Brexit svækkede desuden EU’s geopolitiske tyngde på præcis det tidspunkt, da den tyngde var mest nødvendig. Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, stod EU uden sin næststørste militærmagt. For Danmark, der har afstemt sin sikkerhedsarkitektur tæt på både EU og NATO, betyder det, at to af de centrale strukturer i dansk udenrigspolitik ikke trækker i samme retning. Det var ikke Putins plan. Men han profiterede af det.

Har EU lært af Brexit, eller gentager den de samme fejl?

Her er den skandale, der ikke har fået det opmærksomhed den fortjener.

EU-systemet valgte ved Brexit at beskytte princippet om fri bevægelighed for personer fremfor at bevare den næststørste økonomi. Det er en politisk prioritering, man kan forsvare. Men det burde have ført til en grundlæggende diskussion om, hvorvidt princippet kan frisættes fra det politiske sprængstof, det åbenbart rummer i dele af EU’s befolkninger.

Den diskussion er ikke kommet. EU har håndteret Brexit som et advarselsskilt, man kørte forbi i 110 km/t. Fri bevægelighed er fortsat et bundkrav for fuld EU-deltagelse. Migrationsvolumen er fortsat ikke et spørgsmål, EU-systemet behandler som et demokratisk problem, der kræver demokratiske svar.

Det er en form for institutionel blindhed, der burde bekymre enhver, der mener, at det europæiske projekt tjener borgerne snarere end principperne.

Hvad kan Europa lære af Brexit, og vælger den at gøre det?

Den vigtigste lektie fra Brexit er ikke britisk. Den er europæisk og den er dansk.

Hvis et samfund vokser, men fordelingen af væksten er tilstrækkeligt skæv (hvis fabriksbyer affolkes, mens storbyer blomstrer, hvis reallønnen er stagneret i tyve år for en bestemt klasse af arbejdere) er det et politisk tikkende ur. Det tick’er stille. Til det ikke gør det.

Briterne ignorerede det ur. I 2016 lød det. Danmark kigger på det ur og tror muligvis, at en stærkere velfærdsstat og stærkere fagforeninger giver immunitet. Det er en rimelig hypotese. Den er ikke bevist.

Svaret på Brexit er ikke britisk genindmeldelse i EU, selv om 52 procent af briterne ifølge meningsmålinger fra 2025 i dag ville stemme for det, er det ikke den næste politiske dagsorden i London. Svaret er den kedelige, svære og politisk upopulære opgave med at sikre, at de dele af befolkningen, som tabte i globaliseringens første årti, ikke taber i det næste.

Brian Mikkelsen udtrykte det i februar 2025 på en måde, der rammer problemet præcist: “Der er brug for handling, ikke et mirakel.” Han talte om europæisk konkurrenceevne. Men det gælder for meget mere end det.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.