Det er en af de mere ubehagelige sandheder om det danske retssystem: når borgere anlægger erstatningssag mod staten, er oddset strukturelt imod dem – ikke fordi domstolene er korrupte, men fordi systemet er designet med en særlig form for tilbageholdenhed, når det offentlige er sagspart. Staten har de bedste jurister, den længste trækningskraft og det laveste incitament til at finde en hurtig løsning. Borgeren har typisk én chance.
Erstatningssager mod det offentlige er ikke en randsone i retsystemet. De er en kernetest på, om et demokrati mener det alvorligt, når det siger, at magten er underlagt loven.
Læs også
→ Politiets klagesystem: Hvem efterforsker politiet – og hvad sker der med sagerne?
Hvis staten systematisk kan nægte at betale erstatning for fejl, den har begået – eller i det mindste udmatte borgerne ud af retssystemet – er det ikke et retssamfund i reel forstand. Det er et retssamfund på papiret.
Hvad dansk ret siger – og hvad det betyder i praksis
Staten er i princippet erstatningsansvarlig på samme vilkår som private – det afgørende kriterium er, om der er begaet en culpøs (uagtsom eller forsætlig) handling, der har ført til et dokumenterbart tab.
Det er dansk rets udgangspunkt. I praksis er der en række mekanismer, der gør det sværere for borgere at få erstatning fra det offentlige end fra en privat modpart.
For det første er bevisbyrden i sager mod det offentlige i praksis højere, end den formelt set er. Domstolene er traditionelt tilbageholdende med at udøve kritik af offentlige myndigheders skøns udøvelse – det kallas magtfordelingsprincippet oversæt til juridisk praksis. For det andet er statens procesfører – Kammeradvokaten – en privat advokatvirksomhed, der fører sager for det offentlige på kommercielle vilkår, men med statens ressourcer i ryggen. Det er en asymmetri, der er svær at overvurdere.
Kammeradvokaten er en af Danmarks største og mest ressourcestærke advokatvirksomheder. Den borger, der anlægger sag mod staten, møder dem på den anden side af bordet. Med sin privatpraktiserende advokat, betalt af fri proces-midler, der er klippet ned ad gentagne gange.
Sagerne der aldrig når frem
Den synlige del af erstatningssager mod det offentlige er de sager, der faktisk når domstolene. Den usynlige del er meget større: de sager, der aldrig når frem, fordi borgeren er løbet tør for energi, penge eller tro på, at systemet kan vindes.
Jeg har talt med socialrådgivere, der beskriver borgere – typisk i den tunge ende af det sociale system – som har været udsat for åbenlys myndighedsfejl: forkerte afgørelser, mangelfuld sagsbehandling, tilbageholdte ydelser der burde have været udbetalt. Mange af dem opger. Ikke fordi de ikke har en sag, men fordi processen er designet til at tære ressourcer. Og de har ingen ressourcer at tære på.
En kvinde i 50erne, der i tre år kempede for at få erstatning efter en kommunal fejlbehandling i en førtidspensionssag, beskrev det sådan: „Jeg brugte mere energi på at bevise, at de tog fejl, end de brugte på at tage fejl.‟ Det er ikke juridisk analyse. Det er en måling på systemets design.
Statens foretrukne strategi: udmattelse
Det lyder hårdt, men det er præcist: statens foretrukne strategi i erstatningssager er udmattelse. Det er ikke nogen officiel strategi – ingen embedsmand ville beskrive det sådan. Men det er effekten. Når staten kan trække en sag i årevis, nægte forlig, anke et tab til næste instans og gøre det hele betalt af skatteyderne – mens borgeren betaler af sin lomme eller sin fri proces-bevilling – er det rationelt at holde ud. Det offentlige har ikke den samme grund til at finde en hurtig, rimelig løsning som en privat part, der betaler advokatomkostningerne selv.
Det er ikke korruption. Det er incitamentsstrukturen. Og incitamentsstrukturen er designet af de samme institutioner, der er parter i sagerne.
Kammeradvokaten – et systemisk problem
Kammeradvokaten er værd at dvale ved. Det er en privat virksomhed, der på monopolagtig vis fører sager for den danske stat. Den får betaling pr. time, som alle andre advokatfirmaer. Det betyder, at der er et økonomisk incitament til lange sagsforløb. Det er ikke et påstand om ondsindet motiv – det er en påstand om, at strukturen producerer et incitament, som ingen er tvunget til at kompensere for.
En statslig procesorgansiation på fast løn med et eksplicit mandat til at finde hurtige og rimelige løsninger i sager, hvor det offentlige måske har begået fejl, ville have en helt anden incitamentsstruktur.
Det er ikke en politisk utopi. Det er en model, der bruges i en række lande. Danmark har ikke valgt det.
Hvad et retfærdigt system ville gøre
En række konkrete ændringer ville reælt styrke borgernes muligheder i sager mod det offentlige. En obligatorisk mæglingsordning i sager under en vis størrelsesoreden, der forpligter det offentlige til at tage stilling til rimelig erstatning inden en retssag kan påbegyndes.
Et loft over statens sagsomkostninger i sager, som borgeren taber på baggrund af en fejlfortolkning snarere end en åbenlys fejl. En fri proces-ordning med reel finansiering.
Ingen af disse tiltag er radikale. De er alle varianter af modeller, der bruges i andre europæiske demokratier. Det, der mangler, er den politiske vilje til at reducere statens fordele, når den er sagspart.
Det er en svær politisk prioritering – fordi dem, der vil vinde på den, er præcis de borgere, der aldrig ringer til et partis valgkamptelefon. Har du ført – eller overvejet at føre – sag mod det offentlige? Del din erfaring i kommentarerne.
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
