Det er ikke første gang, verden deles i dem, der har adgang til fremtidens teknologi – og dem, der ikke har. Men denne gang sker det hurtigere, mere koncentreret og med langt mere vidtrækkende konsekvenser end nogen tidligere teknologisk revolution. En rapport fra Oxford University har for første gang kortlagt, hvilke lande der har den infrastruktur, der er nødvendig for at udvikle kunstig intelligens. Resultatet er nedslående: kun 32 lande – 16% af verdens nationer – er med i det selskab, der former fremtiden.
- Hvem ejer fremtidens råstof?
- Modtræk fra de udelukkede
- Chip-flaskehalsen, der bestemmer alt
- Energien er den næste flaskehals
- Hvad betyder magtkoncentrationen konkret for almindelige mennesker?
- Den europæiske respons: for langsom, for sent?
- Hvor står Danmark i det billede?
- Historiske paralleller: koloniseringens digitale genkomst
- Løsningsforslagene, der ligger på bordet
Læs også: Verden kører på én chip – og det ved Kina godt
Hvem ejer fremtidens råstof?
Oxford-forskerne, anført af Vili Lehdonvirta, kortlagde verdens specialiserede AI-datacentre – de enorme anlæg fyldt med Nvidia-chips, der træner og driver de største sprogmodeller. USA og Kina står alene for over 90 procent af denne infrastruktur: Amerikanske techgiganter som Amazon, Microsoft og Google driver 87 store AI-knudepunkter globalt, mens kinesiske firmaer driver 39. Europæiske selskaber driver til sammenligning kun seks. Afrika og Sydamerika er næsten helt fraværende fra kortet.
“Olieproducerende lande har haft uforholdsmæssig stor indflydelse på international politik. I en AI-drevet nære fremtid kunne computerproducerende lande få noget tilsvarende, fordi de kontrollerer adgangen til en kritisk ressource,” sagde Lehdonvirta til The New York Times.
Modtræk fra de udelukkede
Flere lande forsøger at undgå fuldstændig udelukkelse. Indien subsidierer egen AI-infrastruktur, Brasilien har afsat 4 milliarder dollar, og EU planlægger en investering på 200 milliarder euro i europæisk AI-kapacitet. I Afrika står den zimbabwiske milliardær Strive Masiyiwa bag et projekt på 500 millioner dollar, der skal bygge fem datacentre – selvom det ifølge analytikere kun vil dække kun en brøkdel af behovet.
“Den digitale kløft” henviste tidligere til adgang til telefoner og internet. I dag handler det om, hvem der kontrollerer de maskiner, der former kunstig intelligens. Kløften er ikke kun teknologisk – den er økonomisk og politisk.
Chip-flaskehalsen, der bestemmer alt
Kernen i hele ulighedsproblemet er en enkelt komponent: den avancerede AI-chip, primært produceret af Nvidia og fremstillet hos den taiwanske halvlederproducent TSMC. Disse chips kræver litografimaskiner fra det hollandske firma ASML, som er det eneste selskab i verden, der kan producere den ekstreme ultraviolette litografiteknologi, avancerede chips kræver. Det betyder, at hele den globale AI-industri i praksis hænger på en håndfuld virksomheder i tre lande – Taiwan, Holland og USA – uanset hvor i verden AI-modellerne i sidste ende bliver udviklet eller brugt.
USA har siden 2022 indført stadigt strammere eksportkontrol på avancerede AI-chips til Kina, hvilket har tvunget Kina til at investere massivt i egen chipproduktion – med blandede resultater. For lande uden for både den amerikanske og kinesiske sfære er konsekvensen, at de er afhængige af, hvilken side de kan få adgang gennem, og på hvilke vilkår.
Energien er den næste flaskehals
Det er ikke kun chips, der afgør, hvem der kan være med. AI-datacentre er ekstremt energikrævende, og flere analyser fra Det Internationale Energiagentur (IEA) peger på, at globale datacentres elforbrug kan fordobles inden 2030, primært drevet af AI. Det giver en ekstra fordel til lande med billig og stabil energiforsyning – og en ekstra ulempe til lande, der allerede kæmper med ustabilt elnet, hvilket gælder store dele af Afrika syd for Sahara.
Det skaber en dobbelt udelukkelsesmekanisme: Lande uden kapital til at bygge datacentre udelukkes først. Lande uden stabil energiforsyning udelukkes for det andet, selv hvis de skulle finde kapitalen. Strive Masiyiwas projekt i Afrika er påfaldende netop fordi det forsøger at omgå begge barrierer på én gang, men selv et projekt på 500 millioner dollar er en brøkdel af de over 1.000 milliarder dollar, som de største amerikanske techselskaber tilsammen forventes at investere i AI-infrastruktur i 2026 alene.
Læs også: Kina stjæler vores AI, og vi betaler for det
Hvad betyder magtkoncentrationen konkret for almindelige mennesker?
Konsekvensen er ikke kun akademisk. Lande uden egen AI-infrastruktur bliver afhængige af udenlandske modeller, der er trænet på andre sprog, andre kulturelle referencer og andre juridiske rammer end deres egne. Det betyder, at AI-værktøjer brugt i sundhedsvæsen, undervisning eller offentlig forvaltning i disse lande i praksis er formet af beslutninger taget i Californien eller Beijing – uden lokal indsigt i, hvad der reelt er relevant eller sikkert for befolkningen, der bruger dem.
Oxford-rapporten peger desuden på, at den AI-infrastruktur, der allerede findes, i stigende grad bruges som forhandlingskort i diplomatiske relationer – adgang til regnekraft gives eller begrænses afhængigt af et lands politiske alliancer, ikke kun dets betalingsevne. Det er præcis den dynamik, Lehdonvirta sammenligner med olieøkonomiernes indflydelse i det 20. århundrede.
Den europæiske respons: for langsom, for sent?
EU’s planlagte investering på 200 milliarder euro i europæisk AI-kapacitet, annonceret som en del af InvestAI-initiativet, skal finansiere nye gigafabrikker til AI-databehandling rundt om i Europa. Men selv hvis hele beløbet realiseres som planlagt, vil det ifølge flere uafhængige analytikere stadig kun bringe Europas samlede AI-regnekraft op på en brøkdel af, hvad enten USA eller Kina allerede råder over. Det rejser et ubehageligt spørgsmål for europæiske og danske politikere: Er målet overhovedet at indhente USA og Kina, eller handler investeringen i virkeligheden om at sikre Europa en plads som tredje magtcentrum, frem for fuldstændig afhængighed af de to andre?
Hvor står Danmark i det billede?
Danmark hører til blandt de 32 lande med AI-relevant infrastruktur, men i den europæiske halvdel af et globalt billede, hvor selv hele Europa kun står for kun en lille brøkdel af verdens kapacitet sammenlignet med USA og Kina. EU’s planlagte 200 milliarder euro-investering er et forsøg på at lukke det hul – men spørgsmålet er, om det kommer for sent til at ændre den grundlæggende magtbalance, Oxford-rapporten beskriver.
Historiske paralleller: koloniseringens digitale genkomst
Flere udviklingsøkonomer, herunder forskere tilknyttet FN’s handels- og udviklingskonference UNCTAD, har sammenlignet den nuværende AI-infrastrukturkløft med tidligere bølger af teknologisk ulighed: jernbaner og telegrafnet i kolonitiden, telekommunikationsinfrastruktur i det 20. århundrede, og internetadgang i 1990’erne og 2000’erne. Mønsteret er hver gang det samme: De lande, der først får adgang til en ny teknologisk infrastruktur, høster det meste af den økonomiske gevinst, mens lande, der kommer sent med, ender som forbrugere af teknologi udviklet andetsteds – ofte på vilkår, de ikke selv har været med til at forhandle.
Forskellen denne gang er tempoet. Hvor det tog årtier for telefonnettet at sprede sig globalt, sker AI-infrastrukturopbygningen på ét til to år, hvilket gør det næsten umuligt for lande uden eksisterende kapital og industriel base at indhente forspringet, før magtfordelingen for alvor låses fast.
Løsningsforslagene, der ligger på bordet
Flere internationale organisationer, herunder FN’s generalsekretærs rådgivende organ for kunstig intelligens, har foreslået oprettelsen af globale, delte AI-regnekraftsfonde, hvor rigere lande bidrager til infrastruktur, som udviklingslande kan få adgang til på favorable vilkår – en model, der minder om internationale klimafonde. Indtil videre er forslagene ikke kommet længere end til diskussionspapirer, dels fordi de største AI-nationer, USA og Kina, har begrænset interesse i at dele en teknologi, de selv betragter som strategisk afgørende for national sikkerhed.
Så længe det er tilfældet, er Oxford-rapportens konklusion svær at komme udenom: Den digitale kløft fra 1990’erne handlede om adgang til information. Den nye AI-kløft handler om, hvem der overhovedet får lov at være med til at bestemme, hvordan fremtidens teknologi former verden – og hvem der blot skal leve med konsekvenserne.
For Danmark og resten af det vestlige Europa er pointen ikke kun solidaritet med fattigere lande. Det er også et spørgsmål om egen position: Så længe Europa selv står med kun seks store AI-datacentre mod USA’s 87, er kontinentet tættere på at være blandt de udelukkede end blandt de magtfulde – uanset hvor avanceret den europæiske AI-forskning i øvrigt er.
ExtraFokus.com: Dybere blik på teknologi og digital magt.
