Ukraine rammer Putin der, hvor det gør ondt

Her er den del, de fleste medier springer over, fordi den kræver at læse et regnskab i stedet for en pressemeddelelse. Kiel-instituttets seneste rapport, “Endgame: The State of the Russian Economy” fra juni 2026, konkluderer, at Ruslands likvide suveræne formuefond er faldet fra 6,5 procent af BNP ved krigens start til blot 1,8 procent i april 2026.

Det russiske budgetunderskud oversteg regeringens fulde årsmål allerede i første kvartal, mens olie- og gasindtægterne styrtdykkede 45 procent år-til-år i samme periode.

Moritz Schularick, præsident for Kiel-instituttet og medforfatter til rapporten, siger det ligeud: “Fiscal reserves have been largely exhausted, growth has come to a standstill”. Jeg kan ikke bevise, at det betyder krigens afslutning er nær, men det er ret åbenlyst, at et land, der bruger sine sidste reserver på droner og benzin til fronten, ikke kan blive ved med at finansiere krig og folkelig tilfredshed samtidig.

Matthew C. Klein, forfatter til rapportens kapitel om russisk krigsfinansiering, formulerer selve dilemmaet: “The fundamental constraint facing Russia today is not access to money but access to people, technology, and productive capacity”. Regeringen kan trykke flere penge. Den kan ikke trykke flere ingeniører eller import af vestlig teknologi.

Det efterlader Putin i en fælde, som Ukraine tydeligvis har regnet ud. Begrænser han eksporten for at holde benzinen inde i landet, mister han valuta til krigen. Fortsætter han eksporten, tørrer benzinpumperne i Moskva ud, mens borgerne, som han har brug for holder kæft og ser den anden vej, begynder at mærke krigen på egen krop for første gang siden 2022.

Alicia García-Herrero, seniorforsker ved tænketanken Bruegel og medforfatter til Kiel-rapporten, peger på et andet problem: Kina står nu for cirka 35 procent af Ruslands udenrigshandel og leverer størstedelen af de sanktionsramte militærkomponenter, landet importerer. Hendes ord er skarpe: “Russia has gained an economic lifeline, but China has gained leverage.

Moscow increasingly depends on Beijing for trade, technology, and finance, while China remains free to dictate the terms of the relationship”. Det er ikke en alliance mellem ligeværdige. Det er en gældsspiral med kinesisk fortegn.

Alliancen, der ikke holder helt sammen

Ingen spurgte, hvad det egentlig koster de vestlige lande at holde denne krig i live, mens de samtidig undgår at kalde det en krig, de selv fører. Danmark har alene i 2026 forpligtet sig til 14 milliarder kroner til Ukraine-fonden, hvilket bringer landets samlede militærstøtte til over 70 milliarder kroner for perioden 2022-2028.

Reuters bekræftede den 30. juni endnu en dansk militærpakke på 4,4 milliarder kroner. Det er ikke symbolpolitik, det er penge, der kunne være gået til hospitaler, skoler eller pensioner, og ingen dansk politiker har for alvor stillet spørgsmålet højt: hvor længe skal det vare, og hvad er exit-strategien?

Samtidig løfter forsvarsudgifterne Danmark til 3,5 procent af BNP i 2026, fem år før NATO’s egen målsætning fra 2035. Det lyder ansvarligt på papiret. Men ingen fortæller danskerne, at denne accelererede oprustning i praksis er et resultat af, at ingen længere tror på, at USA under Trump vil holde sine NATO-forpligtelser, hvis det for alvor koster noget.

Ifølge Financial Times har Trump privat opfordret Zelensky til at handle mere aggressivt mod Rusland, en detalje, der burde få flere til at spærre øjnene op, for den fortæller, at USA’s officielle tilbageholdenhed og USA’s faktiske signaler til Kyiv ikke er det samme.

Det er den korte version af noget, jeg har skrevet om i månedsvis: Vestens støtte til Ukraine er reel, men den er også fragmenteret, uforudsigelig og afhængig af, hvem der sidder i Det Hvide Hus den pågældende uge.

Ukraine har regnet det ud og handler derfor selv: med droner produceret hjemme, mod mål Ukraine selv vælger, i et tempo Vesten ikke kan diktere.

Hvem betaler regningen, når ingen spørger?

Her er spørgsmålet, jeg ikke kan lade ligge: Hvem betaler egentlig for denne krig, mens stormagterne spiller deres spil? Det er ikke Putin. Han har stadig sin dacha og sine generaler. Det er den russiske pensionist, der ikke kan få benzin til bilen, fordi Moskvas raffinaderi ligger i ruiner efter juni-angrebet.

Det er også den danske skatteyder, der finansierer en krig, vedkommende aldrig blev spurgt om, gennem en gradvist voksende forsvarsbudget, der nu er formaliseret helt frem til 2030.

Og det er ukrainerne selv, som betaler den højeste pris af alle. Mens Ukraine sender droner mod Moskva, sender Rusland stadig missiler tilbage: i det seneste døgn ramte et russisk droneangreb en boligblok i Izium og dræbte en kvinde, mens omkring 19 mennesker blev såret på tværs af Kyiv, Odesa, Zaporizjzja og Sumy.

Det er ikke et statistisk fodnote. Det er den daglige pris for, at forhandlingsbordet stadig er tomt.

Torbjörn Becker, direktør for Stockholm Institute of Transition Economics og medforfatter til Kiel-rapporten, foreslår en konkret vestlig løsning: strammere håndhævelse af oliepriskappet og en “Ukraine Support Tariff” på resterende handel med Rusland, særligt LNG og gødning, der stadig når europæiske markeder.

Det er præcis den slags forslag, der aldrig bliver til andet end et notat i en skuffe, fordi det kræver, at europæiske regeringer indrømmer, at deres egne sanktioner har huller store nok til at sejle et LNG-tankskib igennem. Ingen ønsker at være den, der peger på hullet.

Hvad kunne have været gjort anderledes

Det er fristende at gøre denne historie til en ren triumffortælling om ukrainsk snilde mod russisk svaghed. Det ville også være forkert.

Ukraines dronekampagne er effektiv, fordi Vesten i årevis tøvede med at levere langtrækkende våben af frygt for eskalation, en frygt, der viste sig stort set ubegrundet, men som kostede Ukraine dyrebar tid. Havde Vesten leveret ATACMS og tilsvarende systemer allerede i 2023 uden de evindelige diskussioner om “røde linjer”, kunne denne økonomiske udmattelseskrig mod Rusland være startet to år tidligere, med to år mindre lidelse på begge sider af grænsen.

Samtidig er det værd at anerkende, at Kiel-rapportens forfattere ikke kun peger fingre af Rusland. De peger også på Vesten: håndhævelsen af oliepriskappet har været slap, det kinesiske smuthul er kendt, men ikke lukket, og Europas afhængighed af egen politisk konsensus har gjort sanktionerne langsommere og svagere, end de kunne have været.

Det er den ubekvemme sandhed, som hverken Washington, Bruxelles eller Moskva har lyst til at sige højt: alle tre har haft mulighed for at afkorte denne krig, og alle tre har af forskellige grunde valgt ikke at gøre det fuldt ud.

Så hvor ender det?

Ukraines 40-dages kampagne er ikke en mirakelkur, og Zelensky selv ved det udmærket: ellers havde han ikke brug for at sætte et præcist deadline, der lige så meget er rettet mod egen befolknings tålmodighed som mod Putins.

Men kampagnen har allerede afsløret noget, ingen kan tage tilbage: illusionen om, at Putin kan beskytte Moskva, forsvare økonomien og forsyne militæret samtidig, er punkteret. De næste 40 dage bliver ikke krigens afslutning. De bliver testen af, om Vestens sanktioner endelig kan omsættes til reelt pres, før endnu en dansk skattekrone og endnu et ukrainsk liv går tabt på et spørgsmål, ingen regering for alvor har villet stille højt: hvor længe er vi villige til at lade dette køre, og til hvis fordel?

Følg med, for denne regning bliver ikke mindre af, at vi kigger den anden vej.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.