USA tabte fire atombomber over Spanien – og ingen fik ansvaret

Den 17. januar 1966 kørte en spansk bonde, Pedro Alarcón, hjem med sine børnebørn. Så landede en brintbombe i hans tomatkasse. Han lå flad på marken og troede, han var død. Det var ikke krig. Det var hverdag i Den Kolde Krigs skygge – og ingen fra Washington kom og sagde undskyld.

Det er nu næsten 60 år siden, at USA ved et uheld tabte fire termonukleare bomber over den lille landsby Palomares i det sydlige Spanien. Historien er i sig selv besynderlig nok. Det, der er endnu mere besynderligt, er hvad der skete bagefter – eller rettere: hvad der ikke skete.

Hvad er den operation, ingen måtte kende?

Det hele startede med kodenavnet Chrome Dome. Fra begyndelsen af 1960’erne holdt det amerikanske luftvåben konstant atomare B-52-bombere i luften over Nordatlanten og Arktis, klar til at angribe Moskva med minutters varsel. Det var afskrækkelse – den logik, at verden holdes fredfyldt ved, at alle ved, hvad prisen er for at angribe først.

Den 17. januar 1966 forsøgte en B-52-bomber at tanke op 9.500 meters højde over Almería-regionen i det sydlige Spanien. Bomberen kom ind for hurtigt, kontakten mislykkedes, og de to fly kolliderede. KC-135-tankflyet eksploderede øjeblikkeligt og dræbte alle fire om bord. De resterende fire B-52-besætningsmedlemmer nåede at undslippe det brændende fly. Problemet var, hvad flyet havde med sig: fire termonukleare brintbomber, hver med en sprængkraft svarende til 68 gange bomben over Hiroshima.

Bomben i tomatmarken

To af de fire bomber havde faldskærme, der fungerede. To gjorde ikke. De to bomber, hvis faldskærme fejlede, detonerede ved landingen – ikke nukleært, men de konventionelle sprængstoffer i triggersystemet gik af. Det skabte enorme kratere og sendte skyer af radioaktivt plutoniumstøv ud over næsten 640 hektar landbrugsjord.

Pedro Alarcón var en af dem, der levede det øjeblik direkte: »Vi blev kastet til jorden. Børnene begyndte at græde. Jeg var lam af frygt. En sten ramte mig i maven, og jeg troede, jeg var dræbt,« fortalte han BBC i 1968. En kvinde ved navn Señora Flores løb skrigende rundt og troede, hendes hus brændte. »Vi troede, det var verdens ende,« sagde hun. Mirakuløst nok døde ingen i selve landsbyen. Men plutoniumstøvet var allerede i luften.

Den fjerde bombe forsvandt i havet

Tre bomber blev lokaliseret relativt hurtigt. Men den fjerde var væk. US-militæret satte omgående 700 mænd ind i området. I alt endte 1.750 tons radioaktiv spansk jord med at rejse over Atlanten til South Carolina.

Den fjerde bombe lå i Middelhavet. Det tog 80 dage og en flåde af mere end 30 skibe at finde den. Det var det nydviklede dybhavsfartøj Alvin, der til sidst lokaliserede den i en undervandskløft 869 meters dybde. Den 7. april 1966 blev den hejst op.

Hvem igangsat coverballet – og hvorfor?

USA og Spanien – dengang under Francos brutale militærdiktatur – var begge stærkt motiverede til at nedtone ulykken. Franco var bange for, at strålingsfrygt ville skade den spanske turismeindustri. Den amerikanske ambassadør Angier Biddle Duke tog svømmetøjet på og baskede rundt i havet ud for Palomares’ kyst foran den internationale presse – en øvelse i velovervejet symbolik, der sagde: Der er ingen fare. Svøm roligt videre.

Spansk efterforsker Carlos Sancho anslår, at der endte mellem syv og elleve kilo plutonium i Almería-jordbunden. Medicinske undersøgelser fra 2016 vurderer, at ca. 500 gram plutonium og americium stadig ligger i Palomares’ jord. Dem er der stadig.

Systemet vidste det i årtier

I 1977 begyndte spanske myndigheder sundhedsovervågning af Palomares’ beboere. I alt 1.077 mennesker har siden da modtaget løbende kontroller. Den officielle konklusion har konsekvent været, at strålingen ikke kan kædes direkte til sygdomme. Men som medicinsk gennemgang fra 2017 slår fast: Ingen troværdig epidemiologisk undersøgelse er nogensinde blevet gennemført.

I 2015 underskrev Spanien og USA en hensigtserklæring om at rydde op. Det var udenrigsminister John Kerry og hans spanske kollega, der satte navnene under. Det var en fin ceremoni. Og i 2026, elleve år senere, er intet sket. Ingen bindende aftale er underskrevet. Spanien har fornyet sin anmodning i 2023 og fik angiveligt et »positivt svar« fra Washington.

En dansk parallel ingen taler om

Palomares er ikke den eneste skandale fra Chrome Dome-programmet. To år efter, den 21. januar 1968, styrtede endnu en B-52 med fire brintbomber mod isen ved Thule Air Base i Grønland – dansk territorium. Flyets konventionelle sprængstoffer detonerede ved isoverfladen og spredte plutonium over kilometerbrede arealer af Arktis.

Danmark havde en officiel politik om, at atomvåben ikke måtte befinde sig på dansk territorium. Alligevel fløj USA konstant med brintbomber over Grønland – og den danske regering vidste det, men kiggede den anden vej. Det kom frem årtier senere. Skandalen var den systematiske tavshed, der holdt det skjult for det danske folk.

Chrome Dome stoppede efter Thule-ulykken. Ikke fordi politikerne besluttede det. Men fordi militæret selv ikke kunne håndtere den politiske risiko mere.

100 hektar og et byggeprojekt

I dag er der stadig 40 hektar indhegnet, kontamineret jord i Palomares. Du kan ikke dyrke den. Du kan ikke bygge på den. Den ligger bare der, som et monument over 60 år med diplomatiske løfter, der aldrig holdt.

Og så, i 2025, præsenterede et privat udviklingsselskab en plan om at opføre 1.600 boliger på Almería-kysten, i umiddelbar nærhed af Palomares. Mere end 210 beboere har dokumenterede tegn på intern lungeforurening. Det reelle antal er ukendt, fordi – som vi nu ved – ingen troværdig undersøgelse nogensinde er lavet.

En stormagt der ikke rydder op efter sig selv

Historien om Palomares er ikke en historie om en ulykke. Ulykker sker. Fly kolliderer. Det kan man leve med.

Historien om Palomares er en historie om, hvad der sker bagefter. Om en spansk diktator, der prioriterede turistkroner over borgernes helbred. Om en amerikansk militærmaskine, der hemmeligholdelse er en kulturel reflex. Om to demokratier – et spansk og et dansk – der i årtier lod supermagten styre narrativet, mens lokalbefolkningerne betalte prisen i radioaktive lunger og jordbund, der aldrig må røres igen.

60 år er gået. Oprydningen er ikke færdig. Aftalen fra 2015 er et stykke papir. Og nu planlægger man at bygge 1.600 huse i nærheden.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.