Made in Europe: Europas svar på amerikansk protektionisme

Hvis du køber en kinesisk smartphone, kan du være rimelig sikker på, at størstedelen af komponenterne faktisk er fremstillet i Kina. Køber du amerikansk militærudstyr, skal det opfylde strenge “Buy American”-krav.

Men Europa? Her har vi i årtier været det åbne marked, hvor globale leverandørkæder har kunnet bevæge sig frit, mens vores egne virksomheder har mødt lukkede døre i Beijing og Washington.

Læs også: Arktiske mineraler: Europas blinde vinkel – og Danmarks risiko

Det er præcis denne asymmetri, som EU-industrikommissær Stéphane Séjourné nu vil gøre op med gennem et ambitiøst “Made in Europe”-forslag, der skal beskytte europæisk industri mod udenlandsk konkurrence. Men spørgsmålet er mere kompliceret, end det lyder: Kan Europa overhovedet klare sig uden globale leverandørkæder? Og hvad betyder det for et lille, eksportafhængigt land som Danmark?

Frankrig vender tilbage med gammel dagsorden

Det er ikke første gang, Europa diskuterer industriel selvstændighed. Faktisk har Frankrig pushet idéen siden EU’s tidlige år. I 2012 forsøgte Nicolas Sarkozy at lancere en “Buy European Act” med stor fanfare – og alle gik hjem og glemte det. I 2017 genoplivede Emmanuel Macron samme tanke under den nye etiket “europæisk suverænitet”. Og nu er de tilbage igen, denne gang med industrikommissær Stéphane Séjourné i spidsen.

Han præsenterede i februar 2026 et forslag kaldet “Made in Europe”, som mere end 1.100 erhvervsledere har underskrevet.

Forslaget går ud på at sikre, at offentlige europæiske penge primært går til europæisk produktion. Når immer regeringer eller EU-institutioner udbyder kontrakter på forsvar, digital infrastruktur eller grøn industri, skal europæiske producenter have fortrinsret.

Det centrale element er indholdskvoteringer. For eksempel har tidlige udkast foreslået, at elbiler kun kan modtage offentlige subsidier eller forbrugerrabatter, hvis mindst 70 procent af bilen er produceret inden for EU’s grænser. Kun 30 procent må komme fra tredjelande. Baggrunden er klar nok: Europa står lige nu for omkring 16 procent af global industriproduktion, bag Kina men foran USA. Målet er at nå op på 20 procent i 2030 – og samtidig beskytte de 30 millioner europæiske job i fremstillingsindustrien, som har været faldende siden 2022.

Idéen er både at skabe flere job og reducere afhængigheden af kinesiske leverandører, som dominerer nøgleområder som batterier, solpaneler og sjældne jordarter. Worst case-scenariet er, at Europa ender som en passiv importør uden egen produktion i strategiske sektorer – et “legeplads for konkurrenterne”, som Séjourné selv formulerer det.

https://youtu.be/SWDzOpiwcdo?si=RbvfOdb_rV2s2cPO

Ni EU-lande advarer mod protektionisme

Men “Made in Europe” har langt fra bred opbakning. I december 2025 sendte ni EU-lande – Tjekkiet, Estland, Finland, Irland, Letland, Malta, Portugal, Sverige og Slovakiet – et fælles advarselsbrev til Kommissionen. Deres budskab var enkelt: Europæisk præference er acceptabel, men kun som absolut sidste udvej.

Årsagen er lige så ligetil. Europæiske virksomheder producerer ikke med udelukkende europæiske dele. Deres leverandørkæder er globale. Tag den franske elbilstartup Verkor, som åbner en gigafabrik til batterier ved Dunkirk – præcis den type projekt, politikken skal fremme. Problemet er, at over halvdelen af batterikomponenterne stadig kommer fra Asien. Under den foreslåede 70-procents regel ville fabrikken altså dumpe fra dag ét.

Det er bekymrende, at netop de virksomheder, Europa ønsker at støtte, risikerer at blive ramt hårdest. Desuden fremstiller Europa under strengere regler for klima, miljø og arbejdsvilkår, end mange konkurrenter gør. Det er positivt – vi vil ikke have europæere til at arbejde under sweatshop-forhold. Men det gør også produktionen markant dyrere.

Kritikerne peger på to yderligere risici.

• For det første: Bureaukrati. Virksomheder skal pludselig dokumentere præcis, hvor stor en procentdel af deres forsyningskæde der er europæisk. Det betyder flere formularer, auditerings­procedurer og compliance-omkostninger – særligt smertefuldt for startups uden store HR-afdelinger.
• For det andet: Handelskrige. En hård “Buy European”-linje kan provokere handelspartnere, som EU har brugt år på at forhandle frihandelsaftaler med.

Det kyniske er, at Europa risikerer at skyde sig selv i foden ved at lukke sig inde – netop på et tidspunkt, hvor USA og Kina allerede har lukket dørene for os.

Tyskland foreslår “Made with Europe” som alternativ

Tyskland har sat sig i en lidt anden position. Økonomiminister Katherina Reiche foreslår i stedet konceptet “Made with Europe” – et blødere alternativ, der lægger vægt på samarbejde med pålidelige globale partnere frem for hårde grænser.

Logikken er, at Europa ikke bør afskære sig fra demokratiske allierede som Canada, Japan, Sydkorea og Australien. Disse lande deler europæiske værdier om retsstaten, klimaansvar og arbejdstagerrettigheder. Hvorfor ikke inkludere dem i europæiske indkøbskvoter? Det kunne endda indarbejdes i fremtidige handelsaftaler som et forhandlingskort: Hvis I vil have adgang til det europæiske marked, kan I blive en del af vores “Made with Europe”-kvote.

Denne tilgang har opbakning fra aktører som Honda, der har produceret biler i Europa i over 60 år og argumenterer for, at “Made in Europe” reelt burde betyde “Made with common values”. Man må konstatere, at Tysklands forslag rammer en nerve. Europa kan simpelthen ikke være selvforsynende med alt fra lithium til computerchips.

En mere nuanceret tilgang, der skelner mellem troværdige partnere og autoritære regimer, virker langt mere realistisk. Men det kræver også politisk mod at definere, hvem vi stoler på – og hvem vi ikke gør. Og det er en diskussion, som splitter EU internt, særligt når det kommer til Kina.

Hvad betyder det for Danmark?

For Danmark bliver billedet særligt komplekst. Dansk økonomi er ekstremt åben og afhængig af international handel. Ifølge beregninger fra Dansk Industri kan en fuldskala handelskrig mellem EU og USA koste Danmark op til 47 milliarder kroner og 16.000 arbejdspladser. Selv et mere moderat scenarie med 10 procent gensidig told kan koste 18 milliarder og 6.000 job. Paradoksalt nok kan dansk erhvervsliv dog også vinde indadtil, hvis europæiske virksomheder begynder at prioritere lokale leverandører.

Danmark har netop afsluttet sit EU-formandskab med fokus på forenkling af regler og øget konkurrenceevne. Erhvervslivet har samlet sig bag “Copenhagen Pledge”, hvor 28 store virksomheder lover at øge investeringer i Europa med op til 50 procent frem mod 2030 – hvis EU leverer de nødvendige reformer.

Men spørgsmålet er, om “Made in Europe” er en af de reformer, dansk erhvervsliv ønsker. Danmark er traditionelt en fortaler for frie markeder og åbne grænser. Vi har den bedste implementeringsrate for EU’s indre marked. Danske virksomheder lever af eksport til hele verden – fra medicinalindustri til vindmøller og landbrugsprodukter.

En protektionistisk europæisk linje kan udløse gengældelse fra både USA og Kina, hvilket rammer danske eksportører hårdt. Samtidig er Danmark sårbart over for stigende priser på importerede komponenter, hvis europæiske leverandører ikke kan matche den globale konkurrence på pris og kvalitet. Netop et land som Danmark, der har draget stor fordel af åbne markeder, risikerer nu at blive tvunget ind i en beskyttelsesmodel, som vi historisk har modsat os.

EU-ledere samles om strategiske sektorer

Den 12. februar 2026 mødtes alle 27 EU-ledere til et uformelt topmøde på et slot i det belgiske landskab. Her blev der opnået bred enighed om at gå videre med en målrettet “Buy European”-politik for strategiske industrisektorer.

Det betyder, at selvom der er modstand mod en generel protektionisme, er der konsensus om at beskytte nøgleområder som forsvar, chips, batterier og digital infrastruktur. Senere i februar forventes Kommissionen at fremlægge den såkaldte “Industrial Accelerator Act”, som vil indeholde konkrete krav til europæisk indhold i produkter som solpaneler og elbiler. Der vil også komme restriktioner på udenlandske investeringer over 100 millioner euro i strategiske industrier, med krav om, at de skal anvende europæiske komponenter og arbejdskraft.

Formand for Det Europæiske Råd, António Costa, har allerede signaleret, at en eller anden form for europæisk præference er uundgåelig. Det viser en grundlæggende holdningsændring i europæisk politik. I årtier har EU været den globale forkæmper for frihandel og åbne markeder. Men erfaringerne med covid-19-pandemien, Kinas aggressive industripolitik og Trumps “America First”-doktrin har ændret tonen.

Europæiske politikere indser nu, at naivitet ikke betaler sig. Når både USA og Kina beskytter deres egne industrier med massive subsidier og importbarrierer, kan Europa ikke fortsætte med at være det eneste åbne marked. Det virker som en nødvendig korrektion – men også en risikabel en. Europa er simpelthen ikke stort nok eller selvforsynende nok til at lukke sig helt inde.

Hvad tæller som strategisk?

Den afgørende diskussion handler om afgrænsning. Hvad præcis skal defineres som “strategisk”? Chips, forsvar og batterier er indlysende. Men hvad med stål? Aluminium? Medicin? Fødevarer? Jo bredere definitionen bliver, jo flere virksomheder skal dokumentere deres leverandørkæder, og jo større bliver det bureaukratiske apparat.

Europa har ikke råd til at opbygge endnu et tungt reguleringsmaskineri i Bruxelles, som skal auditere, hvor stor en del af hver enkelt virksomheds forsyningskæde der er europæisk. Det vil kvæle innovation og skræmme startups væk. Målet må være at holde fokus snævert: Chips, forsvar, batterier – ja. Men lad os ikke udvide det til alle sektorer. Ellers risikerer Europa at ende med en protektionisme, der skader mere, end den gavner.

Derudover er der spørgsmålet om, hvem der tæller som “europæisk”. Skal det kun være EU’s 27 medlemslande? Hvad med lande som Norge, Schweiz og Storbritannien, der er tæt integreret økonomisk?

Hvad med EU-kandidatlande som Ukraine, Moldova og Balkan-landene? Og hvad med globale partnere, der deler europæiske værdier, som Japan, Canada og Australien ? En firetrins-model for EU-medlemskab, som nogle analytikere foreslår, kunne være nyttig her.

Lande i det øverste lag – fuldgyldige EU-medlemmer – ville få fuld adgang. Lande i lag to og tre – associerede partnere og kandidatlande – kunne få delvis adgang. Og lande i lag fire – demokratiske allierede uden for Europa – kunne inkluderes under særlige betingelser. Det ville give Europa en mere fleksibel og realistisk tilgang. Men det kræver politisk vilje til at tænke i nuancer i stedet for blot at trække en grænse ved EU’s ydre grænser.

Læs også: Ruslands statskasse er tømt, men krigen kører videre

Konsekvenser for forbrugere og innovation

En ofte overset konsekvens af “Made in Europe” er prisen for forbrugerne. Hvis europæiske virksomheder skal producere med dyrere europæisk arbejdskraft og højere miljøstandarder, stiger priserne på færdigvarerne. Det rammer især lavindkomstfamilier, som i forvejen kæmper med stigende leveomkostninger. Samtidig kan det bremse innovationen.

Startups og SMV’er lever af at kunne købe billige komponenter fra Asien og fokusere deres begrænsede ressourcer på produktudvikling. Hvis de tvinges til at købe dyrere europæiske dele – eller bruge tid og penge på at dokumentere deres forsyningskæde – kan det være forskellen mellem overlevelse og konkurs.

Det er en reel risiko, at Europa ender med at beskytte etablerede storvirksomheder på bekostning af de innovative nystartere, som egentlig er fremtidens vækstmotor.

På den anden side kan en velfungerende “Made in Europe”-politik også skabe nye muligheder. Europæiske producenter af batterier, chips og grønne teknologier kan vokse sig store med hjemligt marked som springbræt. Arbejdspladser i fremstillingsindustrien kan vendes fra fald til vækst. Og Europa bliver mere modstandsdygtigt over for geopolitiske chok som pandemier eller handelskonflikter.

Det handler om at finde den rette balance: Beskyttelse af strategiske sektorer uden at lukke Europa helt inde. Men det rammer tættere på end man tror. En forkert kalibreret politik kan koste vækst, job og innovation – præcis det modsatte af, hvad den skulle opnå.

Realisme frem for ideologi

EU står ved en skillevej. Verden har ændret sig. USA beskytter sine egne virksomheder. Kina subsidierer aggressive sine teknologiselskaber. Rusland bruger energi som våben. I det lys er det naivt at tro, at Europa kan fortsætte med business as usual.

En form for “Made in Europe” eller “Made with Europe” er nødvendig. Men den skal være målrettet, realistisk og fleksibel. Fokus skal ligge på reelt strategiske sektorer – ikke en generel protektionisme, der lukker Europa inde.

Bureaukratiet skal holdes i skinnet, så det ikke kvæler de små virksomheder. Og Europa skal huske sine allierede: Demokratiske partnere uden for EU bør inkluderes, hvor det giver mening. Det er ikke et valg mellem åbenhed og beskyttelse. Det er et valg om intelligent tilpasning til en ny virkelighed.

Den kommende Industrial Accelerator Act vil vise, om Europa kan finde den balance. Tal som 70 procent europæisk indhold lyder hårde, men vil sandsynligvis blive justeret i forhandlingerne.

Spørgsmålet er, om EU’s 27 medlemslande kan blive enige om en fælles linje – eller om nationale interesser igen splitter unionen. For Danmark betyder det en vanskelig afvejning. Vi ønsker europæisk selvstændighed og sikkerhed. Men vi ønsker også åbne markeder og global handel.

Måske er svaret, at vi aktivt skal presse på for den tyske “Made with Europe”-model, som giver os mulighed for at beskytte strategiske sektorer uden at ødelægge vores eksportmarkeder. Det kræver diplomatisk fingerspitzgefühl – men det har danske politikere aldrig manglet.

Hvad kan du gøre?

Hvis du arbejder i dansk eksportindustri, medicinalsektoren, tech eller fremstilling, er det værd at følge udviklingen tæt. “Made in Europe” kan påvirke din virkelomst direkte – både som mulighed og som trussel.

Deltag i debatten gennem brancheorganisationer som Dansk Industri, der aktivt påvirker EU’s beslutninger. Del dine erfaringer med, hvordan globale leverandørkæder fungerer i praksis, og hvorfor europæiske alternativer måske ikke altid er realistiske. Politiske beslutninger træffes ofte på baggrund af teoretiske modeller, ikke virkelighed ude i virksomhederne. Din stemme kan gøre en forskel.

Og hvis du værdsætter uafhængig, dybdegående journalistisk om europæisk politik og økonomi, så overvej at støtte ExtraFokus med en donationer. Det er netop disse komplekse, nuancerede historier, som de store medier sjældent har tid til at dykke ned i – men som har enorm betydning for dansk økonomi og samfund.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.