Er USA på vej til at gentage Iraks største fejl?

Pentagon forbereder en landinvasion. Trump afviser det offentligt. Og 2.500 marinesoldater er allerede sendt til Mellemøsten. Vi har set denne film før – og vi ved, hvordan det slutter.

Tre uger. Så længe har det nu stået på. USA og Israel bomber Iran systematisk: missildepoter, militærbaser, flådekapacitet. Storayatollah Ali Khamenei er død. Hans søn og efterfølger, Mojtaba Khamenei, forsøger at holde styret oppe. Og mens luftangrebene fortsætter, lækker nogen i Washington en besked, som ingen officielt vil stå ved: Pentagon forbereder sig på at sende tropper ind på iransk jord.

Donald Trump stod torsdag foran pressen i Det Ovale Kontor og sagde, at han ikke planlægger at sende landtropper nogen steder hen. Derefter tilføjede han, at han selvfølgelig ikke ville fortælle pressen det, hvis han gjorde. Det er ikke en beroligende bemærkning. Det er en åben dør.

Hvad er det mønster, ingen taler højt om?

CBS News melder på baggrund af anonyme embedsmænd, at Pentagon ikke bare overvejer det i abstrakt forstand – man har afholdt konkrete møder om, hvordan man håndterer potentielt tilbageholdte iranske soldater, og hvad man gør med dem. Det er ikke strategisk planlægning på bagsiden af en serviet, det er operationel forberedelse.

Forsvarsminister Pete Hegseth har i offentlige udtalelser sagt, at USA ikke behøver sende 200.000 soldater ind og blive i to årtier, som man gjorde i Irak. Det er præcis den slags sætning, man siger, inden man gør præcis det, man sagde man ikke ville. Hegseth kalder den aktuelle kampagne for »Operation Epic Fury« og beskriver dens mål som destruktion af iranske missillagre, forsvarsindustrielle anlæg, flådekapacitet og kernefysisk infrastruktur. Det er mange mål for en krig, man sagde ville vare kort.

Hormuz-strædet og Maersks stiltiende advarsel

Det er muligt at følge en krigs reelle alvor uden at se på troppetal eller satellit-billeder. Man kan i stedet kigge på skibsruterne. Den 1. marts suspenderede Maersk al sejlads gennem Hormuz-strædet. Ikke som et politisk statement. Som en kalkulation: gennemfarten er ikke sikker. Efterfølgende har rederiet suspenderet yderligere to kerneruter – FM1 mellem Fjernøsten og Mellemøsten og ME11 mellem Mellemøsten og Europa.

Hormuz-strædet er ikke et geografisk kuriosum. Det er den kanal, gennem hvilken 20 procent af verdens olie og gas normalt transporteres. 147 containerskibe sidder i øjeblikket strandet i Den Persiske Golf, da de ikke tør sejle videre. Fragtraterne stiger. Forsyningskæderne knirker. Og det mærker ikke kun speditørerne. Det mærker alle, der varmer et hus op eller fylder en bil. Det mærker danskerne.

Maersk taler ikke om geopolitik. Rederiet taler om sikkerhed for mandskab og last. Men stilheden er tilstrækkelig veltalende: en af verdens mest toneangivende handelsbarometrer vurderer, at det ikke er forsvarligt at sejle der, hvor verden normalt forsynes.

Iranier mod iranier – og ingen i Washington ved, hvem der vinder

Det mest ubehagelige spørgsmål i denne krig er ikke, om USA kan bombe Iran i stykker militært. Det kan de. Spørgsmålet er: hvad sker der dagen efter?

Under BBC’s Question Time fremlagde kommentatorerne to scenarier, som ikke er hinandens modsætning, men hinandens fortsættelse: Enten forlader Trump krigen med erklæringen om, at Iran er degraderet, men med et regime intakt og mere hadsk end nogensinde. Eller man bliver. Og begynder at opdage, at der ikke er nogen samlet opposition at overdrage magten til. En tidligere senior militærkonsulent, citeret i programmet, slog fast: de to første krigsmål – degradering af missilkapacitet og stop for atomvåbenprogrammet – er sandsynligvis opnåelige. Det tredje mål, regimeskifte, er det ikke. Oppositionen er for fragmenteret.

Militæranalytiker Marina Miron fra King’s College London siger det tydeligere: Iran spiller en udmattelseskrig. Landet har ikke brug for at vinde. Det har kun brug for at overleve og pålægge modparten omkostninger. Iran har gjort det mod stærke fjender før. Og historien er fuld af eksempler på, at en militært svagere part kan slide en teknologisk overlegen modstander ned. Afghanistan er det mest åbenlyse. Irak det mest nærliggende.

Sejren, ingen kan definere

Trump sagde til Fox News Radio: »Krigen slutter, når jeg kan mærke det i mine knogler.« Det er ikke en exitstrategi. Det er et vibe-check.

Det fundamentale problem er, at alle parter i denne konflikt kan erklære sig selv som sejrherre – på deres egne præmisser. USA kan sige: vi har destrueret Irans militære kapacitet. Israel kan sige: vi har elimineret truslen. Iran kan sige: vi overlevede angreb fra verdens to stærkeste militærmagter. Ingen af de erklæringer kræver, at fjendtlighederne faktisk stopper. Det er en krig, der kan ende som en stilstand, alle kalder sejr, og ingen tror på.

Problemet med en sådan fred er, at den ikke løser noget. De underliggende årsager – Iran som regional stormagt, Israels sikkerhedsparanoia, den shiitiske magtblok fra Teheran til Beirut – er præcis de samme dagen efter en eventuel våbenhvile, som de var dagen inden bomberne begyndte at falde.

Den danske regning kommer med posten

To uger inde i krigen sendte statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister Giorgia Meloni et fællesbrev til EU’s ledere. Budskabet: Europa kan ikke tillade sig at blive overrumplet af endnu en flygtningebølge. »Vi kan ikke risikere en gentagelse af flygtningestrømmene fra 2015-2016,« lød det.

Det er et legitimt politisk signal. Og det er også en indrømmelse af, hvad alle ved, men ingen siger direkte: krigen i Iran kan skabe flygtningestrømme af en størrelse, vi ikke har set siden Syrien. Iran er et land med 90 millioner indbyggere. Mange af dem er veluddannede, sekulære og har i årevis forsøgt at gøre op med præstestyret. Men en krig, der efterlader landet destabiliseret uden en fungerende ny magt, skaber ikke frihed. Den skaber kaos. Og kaos skaber flygtninge.

Frederiksen har allerede nævnt muligheden for at aktivere grænseregler, der kan afvise asylansøgere. Det er ikke bare migrationspolitik, men en statsminister, der implicit anerkender, at udgangen på denne krig kan blive katastrofal for en hel region, og at Danmark forbereder sig på konsekvenserne, selvom man ikke er med til at skabe dem.

Hvad der burde have været gjort anderledes

Iran nåede tæt på at have atomvåben. Det er dokumenteret. IAEA’s inspektører er gradvist blevet afskåret fra adgang, og den iranske uranberiging nåede op på 83,7 procent – farligt tæt på de nødvendige 90 procent til en atombombe. Det er ikke et konstrueret påskud. Det er en reel trussel, som europæiske diplomater i årevis forsøgte at håndtere med aftaler, Iran gentagne gange omgik.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.