Ruslands statskasse er tømt, men krigen kører videre

Den russiske regering brugte sit planlagte årsunderskud for 2026 på tre måneder. Olie- og gasindtægterne faldt med 45 procent i første kvartal. Mærsk afskrev alt i Rusland til nul. Og alligevel sejler danske tankskibe fortsat med russisk brændstof via et indisk smuthul.

Det er den slags modsætning, der burde afstedkomme panik i Moskva og ubehag i Christiansborg. I stedet afstedkommer det det, som vestlige politikere er bedst til: at vente og se.

Kiel Report No. 9, Endgame: The State of the Russian Economy, offentliggjort i juni 2026 af Kiel Institute for the World Economy og Stockholm Institute of Transition Economics, er det hidtil mest samlede akademiske billede af, hvad der faktisk sker i den russiske krigsøkonomi. Otte internationale økonomer med dyb specialviden om Rusland er enige: de finansielle buffere er udtømt, afhængigheden af Kina er dyb og ødelæggende for Moskvas autonomi på mellemlang sigt, og eksportindtægterne fra energi er nu den ene variabel, der afgør, hvor lang tid krigen kan fortsætte.

Læs også: Orbán tabte – men bevægelsen han byggede lever videre

Rapporten kalder det et “endgame.” Det er et præcist ord.

Tre måneder. Et helt år væk.

Rusland gik ind i krigen i 2022 med et statsligt velfærdsfond designet til nøjagtigt den situation: en buffer mod olieprischok, opbygget over årtiers eksportoverskud. I starten af krigen udgjorde fondens likvide aktiver 6,5 procent af BNP. En anselig pude.

I april 2026 var det tal 1,8 procent.

Det er ikke gradvise erosioner. Det er udtømning. De likvide dele af fonden holder nu kun et minimum i reserve for et land, der ikke har adgang til internationale kapitalmarkeder, fordi sanktionerne blokerer for det. Hvad der er tilbage, er primært rubeldenominerede fordringer på russiske virksomheder, ikke frit konvertibel hård valuta, der kan bruges til at købe det, militærindustrien har brug for.

Budgetunderskuddet i første kvartal af 2026 alene nåede op på 4,6 billioner rubler. Det fulde årsbudgetmål var 3,8 billioner rubler. Rusland overskred sit planlagte underskud for et helt år på 90 dage.

Moritz Schularick, præsident for Kiel Institute for the World Economy og medforfatter til rapporten, er direkte i sin vurdering: de underliggende fundamenter i Ruslands økonomi er svækket langt hurtigere end overskrifterne røber. Finansreserverne er langt hen ad vejen brugt op. Væksten er gået i stå. Og afhængigheden af Kina vokser i en retning, Moskva ikke kontrollerer.

Det russiske vækstestimat for 2026 er skåret ned til 0,4 procent, og det er regeringens eget tal. Mange økonomer mener, det er optimistisk. I første kvartal af 2026 trak BNP sig 0,3 procent tilbage, trods et 44 procent år-over-år spring i de offentlige udgifter i marts. Det er den slags kombination, som ingen god nyhed kan forklare: man bruger markant mere og får markant mindre.

Krigen betales ikke kun over budgettet

Her er det, de fleste nyhedsartikler stopper. Og det er præcis her, analysen begynder.

Budgetunderskuddet er kun én del af billedet. Matthew C. Klein, økonom og skribent bag The Overshoot, dokumenterer i rapporten, hvordan Kreml i stigende grad finansierer krigen uden om de formelle statsregnskaber. Russiske ikke-finansielle virksomheder har øget deres gæld med 37 billioner rubler siden krigsstart, omtrent dobbelt så meget som det samlede, akkumulerede statsunderskud over samme periode.

Pengene er ikke gået til forbrugsgoder. De er gået til krigsindustrien. Udlån til militærrelaterede sektorer vokser 2,4 gange hurtigere end til den øvrige økonomi. Mange store russiske virksomheder har nu rentebetalinger, der overstiger deres årsresultater. Misligholdte erhvervslån udgør 11 procent af den samlede erhvervslånemasse, svarende til 10,4 billioner rubler. Fem store russiske banker har kapitalgrader under det krævede minimumsgrundlag på 11,5 procent.

Inflationsbilledet er mindst ligeså bekymrende. Den russiske centralbank holder renten på et niveau svarende til tocifrede realrenter. Officiel inflation ligger på knap 5,5 procent. Men forbrugerundersøgelsernes inflationsforventninger ligger på 13 procent. En russisk forbrugerundersøgelsesvirksomhed, ROMIR, der frem til krigen sporede officiel inflation på tæt hold, viste pludselig inflation mere end dobbelt så høj som de officielle tal, da sanktionerne trådte i kraft. Siden er undersøgelsen forsvundet fra virksomhedens hjemmeside.

Elvira Nabiullina, direktør for den russiske centralbank, sagde det selv til Duma i marts 2026: når stort set hele arbejdsstyrken er i beskæftigelse, kan økonomien ikke vokse hurtigere end arbejdsproduktiviteten. Det er ikke en tillidserklæring. Det er en advarsel, pakket ind i centralbankers diplomatiske sprog.

Ledigheden er 2,1 procent. Rekordlav. Men det skyldes ikke vækst. Det skyldes, at mænd er i krigen og fabrikker er konverteret til militærproduktion, mens den civile sektor stagnerer.

Kina er livline og lænke

Ruslands drejemod Kina siden 2022 er velbeskrevet. Det er konsekvenserne deraf, der sjældent får den plads, de fortjener.

Kina tegner sig nu for ca. 35 procent af Ruslands samlede udenrigshandel, op fra 16 procent af eksporten og 30 procent af importen før invasionen. Den bilaterale handel mere end fordoblede sig fra 104 milliarder dollar i 2020 til 245 milliarder dollar i 2024. EU’s andel af russisk eksport er faldet fra 38 procent til 7 procent.

Rusland har mistet sine alternative aftagere. Og med dem sin forhandlingsstyrke.

Kina betaler ifølge rapporten næsten 40 procent mindre for russisk gas end Gazproms øvrige kunder. Rusland er, som Alicia García-Herrero fra Bruegel og medforfatter til rapporten formulerer det, blevet en fanget leverandør til en enkelt dominerende køber til dyb rabat, fordi alternativet til ingen køber er endnu værre. García-Herrero er klar: Rusland har fået en livline, men Kina har fået indflydelse. Moskva er i stigende grad afhængig af Beijing for handel, teknologi og finansiering, mens Kina frit kan diktere betingelserne.

Militærindustriens afhængighed er endnu mere udtalt. Kinas andel af Ruslands import af dual-use-komponenter, det vil sige varer med både civile og militære anvendelser som er sanktionerede af Vesten, er steget fra 25 procent før invasionen til over 80 procent i 2025. Kina leverede 76 procent af den samlede stigning i Ruslands forsyning af forbudte kritiske militærkomponenter siden 2022.

Konstantin Egorov fra Universitetet i Antwerpen dokumenterer via detaljerede russiske tolddata, at 97 procent af de mikroprocessorer Rusland importerer, stadig er vestlige mærker som Intel og AMD. Hvad der har ændret sig, er ruten: de ankommer nu via Kina i stedet for direkte. Kina er ikke blot Ruslands alternativ til Vesten. Kina er Ruslands eneste alternativ til Vesten.

Rusland er bevidst om dynamikken. Sproget om “suverænitet,” der præger al officiel russisk kommunikation, er i voksende grad et svar på angst over kinesisk, ikke europæisk, indflydelse. Moskva vil gerne samarbejde med Beijing. Det er bare ikke det, der sker.

Sanktionerne virker, og virker ikke nok

Det er en hyppig fejlkonklusion at sige, at sanktionerne har slået fejl, fordi krigen fortsætter. Torbjörn Becker fra Stockholm Institute of Transition Economics, medredaktør på rapporten, afmonterer den logik.

Spørgsmålet er ikke, om sanktionerne har standset krigen. Det er, om de har reduceret de ressourcer, Rusland kan anvende på den. Svaret er ja, men ikke nok.

Ruslands olie- og gasindtægter faldt med 24 procent i hele 2025 sammenlignet med 2024. I december 2025 faldt de med 43 procent år-over-år. I årets første kvartal 2026 kollapsede de yderligere med 45 procent, delvist som følge af ukrainske dronestrejker mod russisk raffinaderikapacitet, der på visse tidspunkter i marts tog op til 40 procent af eksportrelateret raffineringskapacitet offline.

Resultatet er klart i tallene, men ikke afgørende endnu, fordi Iran-krisen ændrede rammerne. Lukningen af Hormuzstrædet i 2026 fik oliepriserne til at stige og gav Rusland en midlertidig likviditetsforbedring. Rapporten anslår, at Rusland afhængigt af konfliktens varighed kan indkassere 84 til 252 milliarder dollar i ekstra eksportindtægter i 2026 sammenlignet med et scenarie uden Iran-krigen.

Men Rusland opnår stadig ikke det normale udbytte. Fra midt i 2011 til midt i 2014 indbragtes månedligt 17 milliarder dollar i energiindtægter. I april 2026 var det tal knap 11 milliarder dollar, trods markant højere oliepriser. Sanktioner og ukrainske angreb begrænser det volumen, Rusland kan eksportere. Og Kina, der fortsat køber med dyb rabat, opsamler en stor del af gevinsten.

Rapporten identificerer tre konkrete sanktionspolitiske anbefalinger: strammere håndhævelse af prisloftet på russisk olie, herunder effektiv overvågning af skyggetankflåden; tiltrækkende stramning af eksportkontrollen med eksplicit fokus på kinesiske leverandørers rolle, koblet til markedsadgang til det europæiske marked; og det rapporten kalder en Ukraine Support Tariff, en afgift på den resterende europæiske handel med Rusland, herunder LNG, kemikalier og gødning, med provenuet øremærket til Ukraines forsvar og genopbygning.

Hvad det koster, og hvad det ikke forhindrer

Læs også: Ruslands krigsmaskine set indefra: kontrakterne ingen tør nægte

Mærsk tog regningen for sin Rusland-exit. Den var konkret og stor.

I alene første kvartal af 2022 anslåede Mærsk selv, at krigen kostede selskabet omkring fem milliarder kroner. Den største enkeltpost var nedskrivningen af Mærsks 30,75 procents ejerskab i havneselskabet Global Ports Investments, som driver seks terminaler i Rusland. Den post blev nedskrevet med 485 millioner dollar, svarende til ca. 3,4 milliarder kroner, og terminalsdivisionen samlet stod for tab på næsten 3,5 milliarder kroner relateret til invasionen. Daværende CEO Søren Skou var ikke i tvivl om hvad der var sket: “Vi har nedskrevet alt i Rusland til nul. Vi har nedskrevet Global Ports, vi har nedskrevet varehusene, de 20.000 containere, vi efterlader, og udeståender af gæld fra kunder og den slags.”

GPI-aktierne blev i august 2022 solgt til den russiske medejer Delo Group, som er delejet af det russiske statsselskab Rosatom. Det var, som Sydbank-analytiker Mikkel Emil Jensen formulerede det, “ingen måde noget, der giver en økonomisk gevinst. Nok snarere et underskud,” men til gengæld en klar moralsk og imagemæssig markering.

Problemet er, at den markering ikke gælder for hele den danske shipping-sektor.

Danwatch dokumenterede i 2024, at fire af Danmarks største tankskibsrederier, herunder Hafnia og Maersk Tankers, sejlede brændstof for mange milliarder kroner fra det russiskejede raffinaderi Nayara Energy i Indien. Raffinaderiet er majoritetsejet af det russiske statsselskab Rosneft og importerer store mængder russisk råolie direkte fra Rusland. Gennem ejerstrukturen i Indien omgås sanktionerne. Norden og Torm valgte at stoppe al handel med selskabet. Hafnia og Maersk Tankers gjorde det ikke, i hvert fald ikke med det samme.

Det er ikke en detalje. Det er en illustration af præcis det problem, Kiel-rapporten beskriver: sanktionerne er reelle, men håndhævelsen er ufuldstændig, og smuthullerne er store nok til, at russisk energi fortsat finder vej til europæiske markeder via mellemled.

Iikka Korhonen fra Finlands Banks Institut for Voksende Markeder dokumenterer i rapporten, at mere end to tredjedele af Ruslands 89 regioner kørte med budgetunderskud i efteråret 2025, mens føderale overførsler til regionerne er fastfrosset på det nominelle 2021-niveau. Det er en økonomi, der finansierer en krig ved at stille alle andre regninger. Det kan gøres i måneder. Måske i år. Men ikke i al evighed.

Endgame

Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere finder det meningsfuldt at kreditere dem, der kalder sanktionerne en fiasko og dermed reducerer spørgsmålet til om krigen kører eller ej. Det gør den. Det er ikke analysen.

Analysen er: Rusland bruger sine reserver op i et tempo, der ikke var bæredygtigt selv med de nuværende, ufuldkomne sanktioner. Krigsfinansieringen er i stigende grad uden om budgettet. Bankerne tager større risici. Firmaerne sidder med gæld, der overstiger deres resultater. Og Nationalvelfærdsfonden er gået fra reel buffer til papirfordringer på russiske virksomheder, der selv er afhængige af krigsordrer.

Danmark er ikke et tilskuerland i den ligning. Mærsk betalte prisen for at trække sig ud rent. Andre dele af dansk shipping fandt smutvejene. Og den Ukraine Support Tariff, som Kiel-rapporten foreslår, ville ramme præcis de LNG- og kemikaliestrømme, der stadig bevæger sig fra Rusland mod Europa.

Schularick siger det i rapportens konklusion: vinduet for konsekvente vestlige tiltag er åbent, og Europas opgave er at have mekanismerne klar til at omsætte det økonomiske pres til en varig ændring i Ruslands strategiske kalkyle.

Rapporten er lavet. Tallene er der. Mærsk vidste, hvad det kostede at tage stilling. Spørgsmålet er om resten af Europa er parat til det samme.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.