Politiet fører ikke regnskab med sin egen skyld

Den 4. juli 2024 kritiserede Den Uafhængige Politiklagemyndighed en gruppe betjente for noget helt konkret: de klædte en anholdt mand helt afklædt af på en politistation, uden at der var grundlag for det. DUP kaldte det “uproportionalt” og “uberettiget”.

Læs også: DUP så videoen og frikender alligevel — Politiets klagesystem: Hvem efterforsker politiet?

Ingen medier har nogensinde skrevet, hvad der skete med de betjente bagefter. Jeg har brugt flere uger på at finde ud af det – og svaret lå hele tiden begravet på side 45 i et dokument på 133 sider, som DUP selv udgiver hvert år.

Det er ikke, fordi jeg ikke har spurgt direkte. Jeg har bedt Rigspolitiet om aktindsigt i, hvordan systemet håndterer den slags kritik generelt. Svaret, jeg fik tilbage, er en historie i sig selv: myndigheden fører ikke selv regnskab med, hvor ofte dens egen kritik ender med noget som helst.

Manden der blev lagt i asfalten

Sagen, der satte det hele i gang, kender de fleste. September 2023 cyklede Adam Dyrvig Tatt, dengang chefredaktør på Danwatch, ned ad Prinsessegade på Christianshavn for at hente sine børn.

En motorcykelbetjent stoppede ham, fordi han mente, Tatt havde brugt sin mobiltelefon på cyklen. Tatt var uenig og ville ikke oplyse navn og fødselsdato. Fire betjente lagde ham ned på fortovet. Han fik peberspray i øjnene. En forbipasserende filmede det hele, og videoen gik viralt.

Adam Diderichsen, politiforsker ved Syddansk Universitet, beskrev optagelsen præcist over for nyheder.dk:

“I videoen er manden uskadeliggjort og ligger i håndjern. Alligevel får han peberspray direkte i øjnene.”

Det er den slags sætning, der normalt sender en sag lige i retning af kritik.

Det gjorde den ikke. DUP konkluderede efter en gennemgang af vidneforklaringer og videomateriale – herunder optagelser fra en betjents hjelmkamera – at der ikke var grundlag for at kritisere selve anholdelsen.

Begrundelsen var,

“Tatt ikke efterkom politiets anvisninger samt gjorde kraftig modstand.”

Til gengæld kom kritikken et andet sted fra: den efterfølgende nøgenvisitation på politistationen var ifølge DUP hverken proportional eller berettiget.

I byretten, hvor Tatt i april 2025 blev idømt 7.000 kroner i dagbøder for at modsætte sig anholdelsen og kalde en betjent “fucking nar”, forklarede to af betjentene sig som vidner.

Den ene, en mand på 103 kilo, sagde om håndjernene:

“Han spændte op i sin krop og gjorde modstand. Derfor vurderede jeg, at han skulle i håndjern.”

Adspurgt om han reagerede på, at Tatt råbte, at han ikke kunne trække vejret, svarede betjenten:

“Ja. Det gjorde vi. Men jeg vurderede, at det var okay, siden han havde kræfter nok til at råbe og skrige.”

Tatts forsvarer, advokat Mads Kruse, sagde det kort til DR: hans klient var

“ikke så overrasket, men skuffet over, at der ikke er udtalt kritik af anholdelsen.”

Men det er ikke retssagen mod Tatt, der interesserer mig mest. Det er et spørgsmål, ingen har stillet offentligt: hvad skete der med betjentene, efter DUP kaldte deres visitation uberettiget?

Svaret findes. Det står i DUP’s egen årsberetning for 2024, i et referat af sag 331-1977-23 – anonymiseret, som alle sager i beretningen, så Tatt kun optræder som “B” og betjentene som “P1”, “P2” og “P3”.

Men detaljerne er umiskendelige: en borger standset på cykel under en færdselskontrol, der nægter at oplyse sine data, bliver lagt ned og får peberspray, køres til en politistation og visiteres fuldt afklædt.

Ordret samme konklusion som i pressen: nøgenvisitationen var “uproportional og derved uberettiget”, og formuleringen om at visitere “i bund” var “uhensigtsmæssig”. Det er Tatts sag.

Og lige efter den konklusion står svaret, jeg har ledt efter: “Sagen er afsluttet uden disciplinær sanktion, men der blev afholdt en tilrettevisende samtale.”

Systemet har to spor, og kun det ene tæller

Det er ikke bare Tatts sag. Rigspolitiets egne interne retningslinjer, kundgørelse I, nr. 10, som jeg har fået fuld aktindsigt i, beskriver to helt forskellige spor for, hvad der sker, når en betjent har opført sig kritisabelt.

Det ene er en formel disciplinærsag – den slags, der ender med en advarsel, en bøde eller i sjældne tilfælde en afsked, og som bliver registreret og talt med i den officielle statistik.

Det andet er en uformel samtale – kundgørelsen kalder den en “tjenstlig samtale”, DUP’s egen årsberetning bruger ordet “tilrettevisende samtale” om den samme type reaktion.

Og her står det sort på hvidt i kundgørelsen, hvad den samtale ikke er:

“Sådan en samtale kan betegnes som tjenstlig samtale og må ikke have karakter af en undersøgelse, da der ikke er tale om en disciplinærsag.”

Den tæller ikke med i Rigspolitiets disciplinærstatistik. Det er præcis den kategori, Tatts sag endte i.

Kundgørelsen er faktisk ret klar omkring, hvornår DUP-kritik burde føre til en rigtig disciplinærsag:

“Adfærdsklagesager, hvor Den Uafhængige Politiklagemyndighed har udtalt kritik, bør som udgangspunkt føre til disciplinærsager.”

Men et par afsnit senere åbnes der en bagdør. Hvis DUP kun har “udtrykt beklagelse” eller fundet adfærden “uhensigtsmæssig” – i modsætning til at have udtalt egentlig kritik – er praksis ifølge kundgørelsen i stedet, at sagen “kan afsluttes med afholdelse af en tjenstlig samtale på tjenestestedet.”

I Tatts sag brugte DUP faktisk ordet “kritik” flere gange om nøgenvisitationen – ikke bare “beklagelse”. Om det er derfor, sagen alligevel endte med en samtale og ikke en formel sanktion, eller om praksis i virkeligheden er bredere end kundgørelsens eget udgangspunkt, har jeg spurgt Rigspolitiet direkte.

Svaret, jeg fik den 28. august 2026, var et afslag:

“Rigspolitiet har ikke fundet grundlag for at meddele dig aktindsigt i de af dig anmodede oplysninger.”

Begrundelsen er offentlighedslovens § 21, stk. 2, som undtager “sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold” fra aktindsigt. Rigspolitiet overvejede at give indsigt alligevel efter princippet om meroffentlighed, men afviste det af hensyn til “de pågældende medarbejdere”.

Den eneste grund til, at jeg overhovedet kender konsekvensen for betjentene i Tatts sag, er, at DUP selv nævner den i en anonymiseret årsberetning. Rigspolitiet vil ikke selv bekræfte den.

Jeg stillede også det bredere spørgsmål: er en tilrettevisende samtale overhovedet den typiske reaktion, når DUP udtaler den type kritik, der ramte Tatt-sagen – eller er det en undtagelse?

Amalie Rønberg, turnusanklager hos Rigspolitiet, skrev den 28. august 2026:

“Rigspolitiet kan oplyse, at vi ikke kan udtale os om konkrete personalesager, og at alle personalesager vurderes efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.”

Jeg spurgte ikke om én bestemt betjent. Jeg spurgte om et mønster. Svaret handler om en enkelt sag alligevel.

Sådan fandt jeg svaret – og hvorfor det ikke burde være så svært

At jeg overhovedet kunne finde frem til Tatts sag i årsberetningen, skyldes ikke, at DUP gjorde det let.

Sagerne er anonymiserede uden navne, uden datoer på selve episoden og uden politikreds.

Jeg fandt den ved at læse referater af dusinvis af sager på tværs af 133 sider og lede efter den kombination af detaljer, der matchede det, pressen allerede havde skrevet: cyklist, færdselskontrol, peberspray, fuldt afklædt visitation, formuleringen “i bund”.

Det er ren detektivarbejde – og det virker kun, fordi Tatts sag tilfældigvis blev massivt dækket af medierne, så jeg havde noget at matche imod. De færreste sager har den fordel.

Jeg spurgte også DUP direkte, om myndigheden har et samlet overblik over, hvor ofte dens kritik fører til en disciplinær sanktion over for en uformel samtale.

Specialkonsulent Anne Skov Anhøj fra Politiklagemyndigheden svarede skriftligt:

“Politiklagemyndigheden har herudover ikke udarbejdet overblik over eventuelle disciplinære sanktioner som følge af Politiklagemyndighedens sager.”

Ifølge svaret er det Rigspolitiet eller Anklagemyndigheden, der som ansættelsesmyndighed træffer den endelige afgørelse, og de underretter kun DUP, når en sag afsluttes – uden at nogen af myndighederne siden samler tallene systematisk.

DUP oplyste dog ét tal, der er værd at hæfte sig ved: I 2024 udtalte myndigheden kritik i 45 ud af 764 afgjorte adfærdssager – 5,9 procent, op fra 2,8 procent i 2023.

Yderligere 29 sager, svarende til 3,8 procent, blev vurderet “beklagelige” eller “uhensigtsmæssige” uden at nå helt op til kritik.

Tilsammen er det knap 10 procent af sagerne, hvor DUP fandt noget at bebrejde politiet – og for ingen af dem findes der et samlet overblik over, hvor mange der endte med en sanktion, og hvor mange der endte som Tatts: en samtale, ingen registrerer.

For at forstå, hvor stort dette problem reelt er ud over enkeltsager, bad jeg desuden Rigspolitiet om noget mere systematisk: den samlede statistik for perioden 2019-2024 over, hvor mange sager der er endt med hvilken sanktion, hvor mange betjente der er dømt ved domstolene uden efterfølgende at få en disciplinær reaktion, og hvor mange sager der specifikt handler om vold i tjenesten.

Rigspolitiets afgørelse af 19. august 2026 (jr.nr. 2026-216290) gav mig delvist medhold. Jeg fik tallene for sanktionstyper og den fulde kundgørelse.

Men på de to spørgsmål, der reelt handler om ansvarlighed – dømte betjente uden konsekvens, og vold i tjenesten specifikt – lød svaret nej. Begrundelsen: “Rigspolitiet fører ikke en egentlig log eller oversigt” over det.

Oplysningerne findes kun i et internt journalregister, Personalejournalen, som ifølge Rigspolitiet ikke er omfattet af retten til dataudtræk efter offentlighedslovens § 11.

Myndigheden overvejede ligefrem at udlevere tallene alligevel ud fra et princip om meroffentlighed – men afviste det, fordi det ville være “uforholdsmæssigt ressourcekrævende” at gennemgå sagerne manuelt.

Det er heller ikke uden fortilfælde, at Rigspolitiet vinder den slags sager på en juridisk teknikalitet. Folketingets Ombudsmand afgjorde i januar 2026 en anden sag (FOB 2026-5), hvor en journalist fik afslag på aktindsigt i en disciplinærsag mod en navngiven vicepolitiinspektør.

Her drejede det sig om en anden bestemmelse: offentlighedslovens § 21, stk. 3, giver kun indsigt i disciplinære reaktioner over for medarbejdere i “chefstillinger” – og selvom inspektøren ledede to politistationer og 88 ansatte, vurderede Rigspolitiet og siden Justitsministeriet, at hans lønramme og manglende budgetansvar betød, at han ikke talte som chef.

Ombudsmanden kunne ikke underkende afgørelsen, men bemærkede, at lovens chef-begreb “kunne give anledning til tvivl”, og opfordrede til en præcisering under den igangværende lovrevision.

Det er en anden paragraf og en anden sag end min egen, og jeg vil ikke overdrive parallellen. Men mønsteret går igen: når nogen beder om indsigt i, hvad der sker, når en betjent gør noget forkert, findes der tilsyneladende altid en afgrænsning i loven, der lige netop rammer den konkrete anmodning.

Tallene, der findes, fortæller alligevel noget

De tal, jeg faktisk fik, er ikke ligegyldige – de viser bare kun toppen af isbjerget. I 2019 blev 30 disciplinærsager afsluttet uden nogen sanktion overhovedet.

I 2024 var det tal faldet til 7. Samtidig er antallet af sager, der ender med en advarsel – den mildeste egentlige sanktion – firedoblet, fra 15 i 2019 til 61 i 2024. Det samlede antal afgjorte sager har ligget nogenlunde stabilt mellem 70 og 102 om året i hele perioden.

Man kan læse det på flere måder, og jeg skal være ærlig om, at jeg ikke kan afgøre hvilken, der er den rigtige ud fra tallene alene.

Det kan skyldes strengere sagsbehandling, ændret registreringspraksis eller simpelthen en anden sammensætning af sagerne år for år – ingen af de forklaringer kræver, at noget forsvinder.

Men det kan også skyldes, at “ingen sanktion”-kategorien er flyttet et andet sted hen, over i de tjenstlige samtaler, som slet ikke optræder i dette regneark.

Pointen er ikke, at tallene beviser den sidste forklaring. Pointen er, at Rigspolitiet med sin egen afgrænsning af aktindsigten har gjort det umuligt at skelne mellem dem.

En myndighed, der ikke engang stoler på sig selv

Der er en dybere pointe her, som rækker ud over statistik og journalregistre.

Et internationalt studie af 27 landes politiklagemyndigheder placerede den danske DUP som nummer 20 – bag både Grækenland og Kroatien – på uafhængighed.

Jesper Asring Hansen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, formulerede det sådan:

“Baseret på studiet, hvor DUP’ens egen direktør har angivet svarene, viser det sig, at DUP’en ikke er specielt uafhængig i forhold til andre politiklagemyndigheder.”

Han pegede også på en konkret risiko:

“Det kan have den risiko, at politiklagemyndigheden kan blive mere lydhør over for politiske signaler, end de var i et alternativt scenarie.”

David Sausdal, lektor ved Sociologisk Institut på Lunds Universitet, var mere forsigtig i sin fortolkning og understregede, at en lav placering ikke i sig selv beviser bias. Men selv med det forbehold pegede han på behovet for mere gennemsigtighed.

Og det studie, de begge kommenterede på, fandt også, at 67 procent af klagerne var uenige i, at DUP havde gjort en rimelig indsats for at behandle deres sag.

Det billede stemmer med det, jeg allerede har skrevet om DUP tidligere i år: i 2023 modtog myndigheden 3.372 sager i alt, hvoraf 2.324 faldt inden for de bestemmelser i retsplejeloven, DUP reelt kan handle på. Langt de fleste af dem ender uden kritik.

Når man lægger den lave klagertilfredshed, den svage internationale placering og nu et journalregister, ingen kan kigge ind i, oven i hinanden, tegner der sig ikke et billede af en myndighed, der lider under enkeltstående fejl.

Det ligner et system, der er bygget til at absorbere kritik uden at skulle stå til regnskab for den.

Rigspolitiets svar: det er et “almindeligt, dagligdags ledelsesmæssigt værktøj”

Sektionsleder Line Thornbjerg fra Rigspolitiet svarede den 28. august 2026, og den ene sætning bærer stort set hele denne historie:

“Rigspolitiet fører ikke statistik over tjenstlige samtaler og finder ikke anledning til at ændre herpå, da en tjenstlig samtale er et almindeligt, dagligdags ledelsesmæssigt værktøj.”

De henviser til, at jeg allerede har fået tal for disciplinærsager fordelt på sanktioner – herunder hvor mange der endte “uden sanktion” – men understreger selv, at det tal intet siger om, hvor mange af de sager der reelt endte med en tjenstlig samtale:

“Det forhold, at en sag er afgjort uden sanktion, er ikke ensbetydende med, at der ikke har været iværksat tjenstlige tiltag, herunder fx afholdelse af en tjenstlig samtale.”

Da jeg bad om en optælling for perioden 2019-2024 specifikt over tjenstlige samtaler efter DUP-kritik, kom afvisningen igen med henvisning til journalregistret Personalejournalen: oplysningerne “kan alene fremsøges ved en søgning på sags- og/eller dokumentniveau […] og en efterfølgende manuel gennemgang”, hvilket ifølge Rigspolitiet falder uden for retten til dataudtræk efter offentlighedslovens § 11.

Meroffentlighed blev også her overvejet og afvist som “uforholdsmæssigt ressourcekrævende.”

Sat sammen giver de to afslag et præcist billede: Rigspolitiet ved ikke – eller vil ikke undersøge – hvor mange sager der reelt ender med en samtale i stedet for en sanktion, og myndigheden ser ingen grund til at ændre på det, fordi den ikke opfatter den tjenstlige samtale som noget, der kræver regnskab.

Det er ikke en sagsbehandlingsfejl. Det er en bevidst holdning til, hvad der skal kunne efterprøves udefra, og hvad der ikke skal.

Politiforbundet har endnu ikke svaret på mine spørgsmål om, hvordan foreningen ser på praksissen over for sine egne medlemmer. Jeg opdaterer artiklen, hvis det kommer.

Indtil da står vi tilbage med et system, der har bygget sin egen undtagelse ind i loven om åbenhed – og som nu selv har bekræftet det skriftligt.

Tatts sag var til at finde, med uger af research og et held, fordi videoen gjorde ham genkendelig i en anonymiseret tekst. De fleste andre sager har ikke den fordel.

Næste gang en betjent bliver filmet med et knæ i ryggen på en borger, og DUP finder anledning til kritik, er det værd at huske: den kritik ender måske aldrig i en disciplinærsag.

Den ender i en samtale på et kontor, som ingen, Rigspolitiet selv medregnet, fører regnskab med. Det er ikke længere en mistanke. Det står i deres eget afslag.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.