Et helt skoleår er væk, og ingen i ministeriet opdagede det

Folkeskoleloven har siden 2013 krævet et bestemt antal timer i dansk og matematik, og at en fastsat andel af de timer varetages af en lærer med linjefagskompetence i netop det fag. Det lyder som en administrativ detalje, af den slags der lever i et bilag et sted i Undervisningsministeriet og aldrig kommer nogen ved. Det er det ikke.

En ny beretning fra Rigsrevisionen viser, at et markant antal skoler i årevis ikke har levet op til kravet, og at Undervisningsministeriet har vidst det uden at reagere. For nogle elever svarer det tabte til op imod et helt skoleårs undervisning i dansk.

Jeg har læst beretningen. Den er værre, end overskrifterne har fanget, og den rejser et spørgsmål, ingen i Undervisningsministeriet ser ud til at kunne svare på: hvordan kan man lede et system i otte år uden at vide, hvad der rent faktisk foregår i det.

Tallene ministeriet troede på

Her er mekanismen, og den er enkel nok til at du kan gennemskue den på halvandet minut. Ministeriet kalder det “kompetencedækning”: hvor stor en andel af undervisningen i dansk og matematik, der varetages af en lærer med undervisningskompetence i faget.

Skolerne indberetter selv tallet til ministeriet. I skoleåret 2022/23 meldte 87 procent af skolerne, at de levede op til målet i dansk, og 75 procent i matematik. Tallene så, isoleret set, ikke urovækkende ud. Det er derfor, ingen reagerede.

Rigsrevisionen stolede ikke på skolernes egne indberetninger og gik bag tallene i stedet.

Ved hjælp af Danmarks Statistiks nye lærer-elev-register, der kobler data fra elevernes skoleskema-system Aula med lønudbetalinger til lærere, regnede man selv efter, hvem der faktisk stod for undervisningen på hver enkelt lektion. Den reelle andel med korrekt linjefagsdækning var 41 procent i dansk og 34 procent i matematik.

Det er ikke en afrundingsfejl eller en statistisk usikkerhed, man kan forklare væk med metodeforskelle, men forskellen mellem et system, der fungerer, og et system, der har lært at bestå sin egen eksamen ved at spørge sig selv om svaret og notere det ned uden at kontrollere det.

Årsagen er banal, og netop derfor mere foruroligende: ministeriet har udelukkende fulgt de planlagte timer og den planlagte lærer, altså skemaet, sådan som det så ud i august, ikke det der faktisk skete i klasseværelset resten af året, når en lærer blev syg, en time blev aflyst, eller en vikar uden linjefag overtog undervisningen uden at nogen rettede i systemet bagefter.

Et helt skoleår væk

Minimumstimetallet er den anden halvdel af kravet, og her er tallene lige så konkrete. I skoleåret 2022/23 gennemførte kun 61 procent af skolerne det lovpligtige timetal i dansk og 52 procent i matematik. Det betyder, at under to tredjedele af landets folkeskoler reelt gav eleverne de timer, loven foreskriver i dansk, og lidt over halvdelen i matematik.

De fleste af de skoler, der ikke rammer målet, er tæt på: de mangler få procent, og det kan skyldes alt fra en lang sygemelding til en vinter med usædvanligt mange snedage. 175 skoler i dansk og 195 skoler i matematik ligger i den kategori, svarende til henholdsvis 25 og 28 procent af landets folkeskoler. Det er ærgerligt, men forklarligt.

Men en anden gruppe skoler er langt fra målet på en måde, der ikke lader sig forklare med enkeltstående uheld. 94 skoler gennemfører under 95 procent af det lovpligtige timetal i dansk, og 141 skoler under 95 procent i matematik. Det svarer til 14 og 20 procent af landets folkeskoler, mere end hver syvende skole i dansk, og hver femte i matematik.

Her bliver det konkret på en måde, tal sjældent er. Rigsrevisionen har regnet ud, at en elev, der går hele sin skoletid på en af de hårdest ramte skoler, ender med at mangle omkring 33 ugers undervisning i dansk. Det svarer til næsten et helt skoleår, eleven aldrig fik, ikke fordi eleven var syg eller skiftede skole, men fordi systemet omkring vedkommende ikke leverede det, loven lover.

Et skoleår er ikke en marginal størrelse, man kan runde af og glemme. Det er tiden, hvor man lærer at læse en avis til ende, forstå en lejekontrakt, eller regne ud om et forbrugslån er en god idé.

Det forsvinder ikke med et brag, en overskrift eller en skandale. Det forsvinder time for time, aflysning for aflysning, vikar for vikar, uden at nogen systematisk tæller med, før en revisor gør det otte år for sent.

Læs også: Skolen lærer børn at svare rigtigt, ikke at tænke selv

Advarslen fra 2018, som ingen fulgte

Det mest opsigtsvækkende i beretningen er ikke selve fundet. Det er, at Statsrevisorerne rettede præcis den samme kritik mod ministeriet i 2018: at man fulgte den planlagte undervisning i stedet for den gennemførte, og dermed fik et fejlagtigt billede af, hvad der skete i klasselokalerne.

Otte år er gået siden da. En hel årgang børn er startet og sluttet i folkeskolen i mellemtiden. Praksis i ministeriet er uændret.

Statsrevisorernes formand, Mette Abildgaard (K), kalder det for bekymrende læsning og konstaterer kort og skarpt om ministeriets opfølgning: “Det er meget utilfredsstillende.”

Det er ikke en overraskende reaktion. Det er den eneste rimelige reaktion, når man har fået den samme kritik to gange med otte års mellemrum, og hvor svaret begge gange har været det samme skema over planlagte timer i stedet for et regnskab over de faktisk gennemførte.

Det rejser et spørgsmål, som beretningen ikke selv stiller direkte, men som følger logisk af dens egne fakta: hvad er en anbefaling fra Rigsrevisionen egentlig værd, hvis et ministerium kan ignorere den i næsten et årti uden konsekvens for nogen enkeltperson i systemet?

Der findes ingen automatisk sanktion, ingen bøde, ingen afskedigelse. Der findes kun endnu en beretning, endnu en kritik, og forhåbentlig denne gang en anden slutning end sidst.

Jeg vil gerne tro, at otte år er en undtagelse, en administrativ forglemmelse i et i øvrigt velfungerende system. Men et system, der modtager den samme kritik to gange med otte års mellemrum uden at ændre sin grundlæggende metode, har ikke glemt noget. Det har valgt ikke at prioritere det. Det er en anden og mere ubehagelig konklusion, men det er den, tallene peger på.

Kommunerne kalder billedet unuanceret

Ingen kritik af den størrelse går upåtalt hen, og det er værd at tage kommunernes indvending alvorligt, før man konkluderer for hurtigt.

Kommunernes Landsforening har efter beretningen kaldt den metode, Rigsrevisionen har brugt, for medvirkende til at tegne “et meget unuanceret og negativt billede af, hvordan tingene ser ud”.

Ordene kommer fra KL’s direktør, Christian Harløf, der samtidig siger, at han tager kritikken meget alvorligt. Det er ikke en afvisning, snærere et forsøg på at nuancere, hvor galt det egentlig står til.

Enkelte kommuner har rejst lignende indvendinger. Helsingør Kommune har direkte anfægtet Rigsrevisionens ret til at undersøge området, hvilket fik en kontorchef i Rigsrevisionen, Signe Blaabjerg Christoffersen, til offentligt at afvise, at kritikken “sår uberettiget tvivl” om både undersøgelsens resultater og institutionens mandat.

Statsrevisorernes formand har ikke ladet kritikken stå ubesvaret. Mette Abildgaard har svaret kommunerne direkte tilbage og fastholder, at beretningen dokumenterer noget reelt: at kommuner i årtier ikke har levet op til lovens krav.

Det er en usædvanlig skarp konfrontation mellem to institutioner, der normalt samarbejder om at holde folkeskolen kørende, og den fortæller sin egen historie.

Når den part, der bliver kritiseret, primært diskuterer metoden frem for at afvise selve fundet (ingen af kommunerne har påstået, at tallene for gennemførte timer er forkerte), er det svært at læse det som andet end en stiltiende accept af, at problemet er reelt, selvom omfanget kan diskuteres.

Jeg forstår godt kommunernes ubehag. Det er ubehageligt at blive målt på et nyt datagrundlag, man ikke selv har bygget, og få at vide at man i årevis har overset noget centralt. Men et argument om unuanceret metode er ikke det samme som et modbevis.

Hvis kommunerne mener, virkeligheden er bedre end Rigsrevisionens tal viser, er den logiske vej frem at offentliggøre egne, verificerbare tal for gennemført undervisning, ikke at anfægte revisorens ret til at spørge.

Den nye minister arver problemet

Magnus Heunicke (S) overtog Børne- og Undervisningsministeriet den 3. juni 2026, kun fem dage før beretningen landede på hans skrivebord. Statsrevisorerne har givet ministeriet to måneder til at svare på, hvordan man vil rette op på fejlene.

Heunicke kommenterede sagen samme dag i P1 Orientering og anerkendte problemets omfang uden at forsøge at nedtone det: “Vi har en krise i folkeskolen, når det handler om helt grundlæggende færdigheder.”

Det er en usædvanlig åben indrømmelse fra en minister, der har haft ansvaret i under en uge. Han har, med rette, endnu ikke noget at forsvare.

Men en indrømmelse løser ikke et strukturelt problem, der har overlevet tre undervisningsministre og to statsrevisor-kritikker med otte års mellemrum. Den gode vilje, en ny minister kan mønstre i sin første uge, er ikke det samme som en løsning, der overlever den næste ministerrokade.

Ministeriet skal nu bruge Danmarks Statistiks nye lærer-elev-register (det samme register, Rigsrevisionen selv brugte til at afsløre forskellen mellem det planlagte og det faktiske) til at følge den reelle undervisning fremover.

Registeret er stadig under udvikling og bygger på data fra skolernes skema-system Aula, som ifølge Rigsrevisionens egne metodenoter kræver manuel oprensning, blandt andet fordi en fastansat lærer ofte bliver stående som ansvarlig for en lektion i systemet, selv når en vikar reelt har overtaget undervisningen.

Det er ikke en teknisk detalje, man kan overspringe med god vilje alene: det er selve den type unøjagtighed, der fik ministeriet til at overse problemet i første omgang.

Hvad forskningen siger om at miste timerne

Det er fristende at afskrive kompetencedækning som et administrativt måltal uden reel betydning for eleverne, endnu et af de politiske pejlemærker, der lyder vigtigt på et pressemøde og betyder mindre i praksis.

Forskningen siger noget andet, og Rigsrevisionen har selv lagt den ind som grundlag for beretningen. VIVE undersøgte i 2019, hvilken betydning kompetencedækning og læreruddannelsesbaggrund har for elevernes faglige niveau, og fandt en klar sammenhæng mellem faguddannede lærere og elevernes præstationer.

Rockwool Fonden viste i 2018, at flere gennemførte undervisningstimer i folkeskolen løfter elevernes karakterer ved 9.-klasseprøven, særligt for børn fra hjem uden lang uddannelse.

Det sidste punkt er værd at dvæle ved, fordi det vender hele historien om, hvem der egentlig betaler for ministeriets manglende tilsyn.

De elever, der har mindst gavn af at miste undervisningstimer, er ikke dem med ressourcestærke forældre, der kan sætte sig ved køkkenbordet og læse lektier igennem, eller betale for en privatlærer, når skolen kommer til kort. Det er dem, der i forvejen står svagest, og som er mest afhængige af, at skolen leverer det, den er forpligtet til.

Når et ministerium i otte år ikke har haft styr på, om den undervisning rent faktisk blev givet, er konsekvensen altså ikke fordelt tilfældigt. Den rammer skævt, præcis der hvor det gør mest ondt, og præcis der hvor familierne har mindst mulighed for selv at rette op på det.

Læs også: Ankestyrelsens tilsyn stoler blindt på kommunerne

Hvem har ansvaret, når ingen tæller retvisende

Kommunerne bruger knap 51 milliarder kroner om året på at drive landets folkeskoler. Det er deres ansvar at sikre, at reglerne overholdes i praksis, mens ministeriet har det overordnede ansvar for området og, indtil august 2025, også en lovbestemt pligt til at føre tilsyn med minimumstimetallene.

Den arbejdsdeling er ikke problemet i sig selv. Problemet er, at ingen af de to niveauer har haft et pålideligt billede af, hvad der faktisk foregik i klasseværelserne, fordi ministeriets tilsyn var bygget på skemaer i stedet for virkelighed, og fordi kommunerne dermed heller ikke er blevet gjort opmærksomme på afvigelser, de kunne have rettet lokalt.

Det er værd at bemærke, at ministeriet siden august 2025 ikke længere har en lovbestemt pligt til at føre det tilsyn, Rigsrevisionen nu efterlyser.

Statsrevisorerne anbefaler alligevel, at ministeriet frivilligt sikrer sig den viden. Det er en påmindelse om, at lovgivning og reelt ansvar ikke altid følges ad. Man kan fjerne en juridisk forpligtelse uden at fjerne den politiske og moralske forpligtelse til at vide, om børn får den undervisning, de er lovet.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogen et sted i systemet undervejs har vidst, at planlagte timer og gennemførte timer er to forskellige ting. Det er ikke en kompliceret indsigt. Den kræver ingen algoritme, intet dyrt konsulentnotat og ingen ny lov.

Den kræver bare, at nogen systematisk tæller det, der rent faktisk sker i et klasseværelse, i stedet for det, der stod på et skema i august måned, før skoleåret overhovedet gik i gang.

Nu har Rigsrevisionen gjort det arbejde for ministeriet, som ministeriet selv skulle have gjort løbende i otte år. Spørgsmålet, der står tilbage, er ikke om Magnus Heunicke mener det oprigtigt, når han kalder det en krise.

Det er, om der om otte år igen skal skrives en beretning, der konstaterer, at et ministerium for tredje gang fulgte skemaet i stedet for virkeligheden. Den, der venter på svaret, er ikke embedsværket. Det er de børn, der går i skole lige nu, og som ikke får deres tabte timer tilbage, uanset hvad den næste beretning konkluderer.

ExtraFokus.com: Dybere blik på Danmark.