Politiets klagesystem: Hvem efterforsker politiet – og hvad sker der med sagerne?

En betjent sparker en liggende mand i hovedet under en anholdelse i Aarhus. Det hele er fanget på video.

Sagen bliver politianmeldt. Og hvad sker der så? Den lander hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) den myndighed der siden 2012 har skullet sikre, at klager over politiet ikke behandles af politiet selv. Det er en god tanke. Spørgsmålet er, hvad den er værd i praksis.

DUP er ikke et ukendt navn for dem, der har prøvet at bruge det. Men for langt de fleste danskere er systemet en sort boks: man ved det eksisterer, men ikke hvad det gør, hvem der egentlig sidder i det, eller hvad sandsynligheden er for at få noget ud af at klage. Det vil jeg forsøge at gøre lidt klarere her.

Hvad viser tallene om Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)?

I 2023 modtog DUP 3.372 sager i alt. Det er et ret præcist tal, og det er vigtigt at holde fast i, fordi det er meget mere end de “knap 1.400” der ofte citeres i omtalen af myndigheden. Det tal dækker kun adfærdsklager, og DUP behandler langt mere end det.

Af de 3.372 sager faldt 2.324 inden for retsplejelovens kapitel 93 b og c. Det vil sige inden for det, DUP faktisk har kompetence til at behandle. 892 af disse var adfærdsklager: klager over at en betjent har optrådt uhøfligt, unødigt hårdhændet, diskriminerende eller på anden vis ukorrekt i tjenesten. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for disse 892 sager var 152 dage. Fem måneder, altså.

Af de 892 adfærdsklager endte 16 med kritik. Det svarer til 1,8 procent.

I 2022 var det 30 sager, 3,3 procent. Ifølge DUP’s årsberetning for 2023 er faldet en positiv nyhed, set fra Politiforbundets synspunkt. Politiforbundets formand Heino Kegel udtrykte da også tilfredshed med tallene og tilføjede, at mange klager indgives med det formål at chikanere politiet. Det kan sagtens passe. Men det forklarer ikke i sig selv, at over 75 procent af klagerne (ifølge en evaluering af DUP fra 2017 foretaget af professor Lars Holmberg ved Københavns Juridiske Fakultet) er utilfredse med sagsbehandlingen.

Og det er ikke bare brugernes subjektive oplevelse, der halter. Et studie publiceret i det internationale tidsskrift Public Administration rangerede i 2023 DUP som nummer 20 ud af 27 europæiske politiklagemyndigheder. Lavere end Finland, Sverige, og lavere end Kroatien, Slovakiet og Grækenland. Det er ikke ligefrem et ry, man sætter i rammen.

Læs også: Brutal anholdelse i Aarhus: Betjent sparker liggende mand i hovedet

Det klagerne aldrig hører om: Dispositionssagerne

Her er det strukturelle problem, som sjældent nævnes, fordi det kræver mere end ét afsnit at forklare: langt over halvdelen af alle klager over politiet er det, man kalder dispositionsklager, klager over politiets faglige beslutninger, ikke over betjentenes personlige adfærd. At politiet ikke rykkede ud. At de anholdt dig uden grund. At de visiterede dig på et grundlag du ikke forstod.

Disse klager behandles ikke af DUP. De behandles af politiet selv.

Rigspolitiet offentliggjorde statistik over disse sager frem til 2022. Så stoppede de. Ingen ekstern myndighed kan i dag give dig et samlet billede af, hvad der sker med den type klager.

SF fremsatte i november 2023 et beslutningsforslag (B 82) om at udvide DUP’s kompetence til at dække alle typer klager over politiet. Forslaget fik ikke flertal. Systemet er derfor fortsat todelt: den ene halvdel kontrolleres civilt og uafhængigt, den anden kontrolleres af politiet selv.

Hvem efterforsker egentlig?

DUP beskæftiger ca. 40 medarbejdere, jurister, efterforskere og administrativt personale. Det fremgår direkte af myndighedens årsberetning, at “efterforskere i Politiklagemyndigheden har baggrund i politiet, hvilket sikrer, at efterforskningen sker på et meget højt fagligt niveau.” Det er DUP’s eget argument. Det er ikke usandt. Men det rejser et spørgsmål, som ikke håndteres af den konstatering alene.

Jesper Asring Hansen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, har analyseret det nye internationale studie og er direkte: “En konsekvens af manglende uafhængighed kan, som det fremhæves i studiet, være, at det bliver sværere at holde betjente ansvarlige i klagesager.”

Studiet, der bygger på data indsendt af DUP’s egen direktør, peger på to konkrete strukturelle svagheder: rådsformanden for Politiklagerådet (DUP’s øverste ledelse) udpeges af justitsministeren, der er ansvarlig for politiet. Og alle rådets medlemmer kan genbeskikkes af den samme minister. I litteraturen om uafhængige tilsynsorganer er genbeskikkelsesmulighed et velkendt signal: det skaber incitamenter til at bevare ministeriets gunst.

David Sausdal, kriminolog ved Roskilde Universitet, er ikke overbevist om, at DUP bevidst favoriserer politiet, men han er enig i, at strukturen er et problem: “Jeg mener bestemt, der kan være behov for mere gennemsigtighed.”

Adam Diderichsen, dengang post.doc. ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, satte i 2023 ord på det, han opfatter som det egentlige strukturproblem, og det er anderledes end det, man normalt hører: “Problemet er snarere, at det er blevet en for snæver, juridisk tilgang, man i DUP’en har på sagerne. Lige så snart der indgår en klage til DUP, bliver sagen låst. Det bliver umuligt at indgå i en dialog.”

Hvad Diderichsen beskriver er et system, der er designet til at afgøre skyldsspørgsmål, og som derved gør det sværere at lære af fejl, ændre adfærd eller genopbygge en ødelagt relation mellem borger og betjent.

Hvilke klager kommer frem – og hvilke gør ikke?

Advokat Morten Kamp har formidlet kritik af DUP’s efterforskning til DR og er direkte om det praktiske problem: Når der ikke er uvildige vidner, og sagen ender som borgerens forklaring mod betjentenes, henstår sagen “som borgerens forklaring mod politimændenes forklaring. Og det fører så ofte til, at sagen så bliver lukket på skrivebordet.”

Det rammer skævt. Borgere med ressourcer til at formulere en skriftlig klage, fastholde den over fem måneder og eventuelt søge juridisk bistand er overrepræsenteret i klagestatistitikken. Det er ikke overraskende. Det er mønsteret i alle klagesystemer. Men det betyder, at de grupper der statistisk set hyppigst er i kontakt med politiet under omstændigheder der kan give anledning til klager, også er dem der sjældnest bruger systemet.

Nogle advokater fraråder aktivt deres klienter at klage til DUP, medmindre de i forvejen har klare beviser. Det fremgår af SF’s beslutningsforslag B 82 fra 2023. Det er en interessant situation for en klageinstans: den del af juridisk fagkundskab, der kender systemet bedst, anbefaler at omgå det.

Læs også: Politiet truer borgere til tavshed

Hvad sker der, hvis du vil klage?

Det er ikke ligefrem gjort klart i den offentlige diskussion, så lad mig sige det konkret: du klager til DUP på politiklagemyndigheden.dk, enten via en digital blanket eller skriftligt. Fristen er som udgangspunkt seks måneder fra den hændelse, du klager over.

Men (og det er væsentligt) DUP behandler kun adfærdsklager og straffesager mod politipersonale. Klager over politiets dispositioner (at de ikke rykkede ud, at du mener en anholdelse var uberettiget) havner hos politiet selv eller Statsadvokaten, afhængigt af sagens karakter.

Afgørelser i adfærdssager kan ikke ankes til en anden administrativ myndighed. DUP’s afgørelse er endelig. I straffesager er det Statsadvokaten, der beslutter om der skal rejses tiltale, og den afgørelse kan DUP efterfølgende påklage, men det er op til myndigheden, ikke borgeren.

Det er med andre ord et system, der kræver, at du ved, hvad du klager over, og til hvem, ellers risikerer du at havne i det forkerte spor og starte forfra.

Hvad er anklagemyndighedens rolle i sager mod politiet?

Når DUP finder, at der er grundlag for strafforfølgning, sender de sagen til Statsadvokaten. Det er Statsadvokaten, der beslutter, om der skal rejses tiltale. DUP kan klage over afgørelsen, men borgeren kan ikke.

Det er en adskillelse på papiret. I virkeligheden er relationen mellem anklagere og politi tæt og daglig. De samarbejder om hundredvis af straffesager hvert år.

England og Wales oprettede Independent Office for Police Conduct med videre beføjelser og en klarere adskillelse fra anklagemyndigheden. Det er ikke et argument for blind kopiering af den britiske model. Men det er et argument for at tage spørgsmålet alvorligt i stedet for at behandle den nuværende konstruktion som den eneste mulige.

Hvad er nødvendigt for at genopbygge borgernes tillid?

Tillid til et klagesystem måles ikke primært i sanktionsraten. Den måles i, om folk der har haft en dårlig oplevelse med politiet, oplever at systemet faktisk ville lytte, hvis de henvendte sig. Den måling ser ikke god ud.

Der er konkrete tiltag, der ikke kræver grundlovsændringer: fuld civil professionalisering af efterforskerkorpset, obligatorisk offentliggørelse af sagsforløb i anonymiseret form, bindende sagsbehandlingstider, genindførelse af statistik over dispositionsklager, og et lavtærskel-klagetilbud til borgere uden juridisk bistand.

Ingen af disse tiltag er nye ideer. Alle har været fremsat. Ingen er implementeret samlet. Det er svært at se det som andet end en politisk prioritering, og den prioritering er sværest at gøre til valgkamptema, fordi den primært gavner dem, der i forvejen har mindst politisk stemme.

Aarhus-betjenten, der sparkede manden i hovedet, er under efterforskning. Det er godt. Det er præcis det, DUP er sat i verden til. Men det er undtagelsen, der lykkes, fordi der var video. Det siger noget om, hvad systemet kræver for at fungere.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.