Nord Stream-sabotagen: Tyskland tiltaler, Danmark tier

Den 1. juli 2026 rejste en tysk anklager en decideret krigsforbrydelsestiltale i sagen om Nord Stream-sabotagen. Den danske del af samme sag har været lukket siden februar 2024.

Ugen efter forlod Ruslands nye Poseidon-ubåd Khabarovsk værftet til sine første søprøver. Den er bygget specifikt til den slags angreb på infrastruktur, som allerede er sket i vores eget farvand, uden at nogen herhjemme endnu har svaret for det.

Det, der rent faktisk skete ud for Bornholm

Den 26. september 2022 blev Nord Stream-rørledningerne saboteret med sprængladninger i dansk økonomisk zone ud for Bornholm.

Læs også: Rusland angriber Danmark: Din cyber-overlevelse

Det er ikke et russisk militærprojekt med usikre specifikationer og et navn, jeg først skal forklare. Det skete i danske farvande, det er efterforsket af dansk politi, og det er stadig, næsten fire år senere, indhyllet i en tavshed, der burde bekymre enhver, der tager ordet gennemsigtighed alvorligt.

Københavns Politi indstillede sin del af efterforskningen i februar 2024. Sverige lukkede sin efterforskning samme måned.

Da journalister siden har spurgt politiet ind til nye spor i sagen, har pressetjenesten svaret med et fornavn og ingen kommentarer. Justitsminister Peter Hummelgaard har over for DR forklaret, at offentligheden formentlig aldrig får fuld indsigt i sagen, fordi udenlandske efterretningstjenesters rolle er indblandet.

Jeg forstår logikken, men jeg accepterer den bare ikke uden videre. For når en sabotagesag i dansk farvand lukkes ned uden gerningsmænd, uden en offentlig konklusion og med begrundelsen, at “det er for følsomt”, beviser det ikke, at systemet fungerer diskret og professionelt. Det beviser lige så meget, at vi ikke ved, om det gør.

Mens Danmark har tiet, har Tyskland handlet. Den ukrainske veteran Serhii Kuznietsov blev anholdt nær Rimini i Italien i august 2025, udleveret til Tyskland i november samme år og formelt tiltalt af den tyske rigsadvokat Jens Rommel den 1. juli 2026, ikke for hærværk, men for “angreb på civil energiinfrastruktur”, en kategori der behandles som en krigsforbrydelse under folkeretten. Han sidder varetægtsfængslet i Hamborg og venter på sin sag.

En anden ukrainer, kun identificeret som Volodymyr Z. efter polske privatlivsregler, blev anholdt nær Warszawa i september 2025 på samme tyske sigtelse. Den 17. oktober 2025 afviste en polsk domstol at udlevere ham, og statsminister Donald Tusk erklærede offentligt: “Sagen er lukket.” Manden blev løsladt.

Det betyder, at tre lande med direkte interesse i sagen hver især har lukket ned: Danmark, hvor sabotagen fandt sted; Sverige, der delte efterforskningen; og nu Polen, der havde en mistænkt i hænderne. Tyskland er det eneste land, der stadig forfølger sagen som en krigsforbrydelse.

Det ligner ikke et samlet europæisk svar på et angreb mod kritisk infrastruktur. Det ligner, at ansvaret for at få svar er landet hos det ene land, der havde en anklager, der ikke ville give slip.

En ubåd bygget til ét formål: ikke vores farvand

Den 17. august 2026 forlod den russiske ubåd Khabarovsk værftet i Severodvinsk og påbegyndte sine første søprøver i Hvidehavet, ifølge Army Recognition. Khabarovsk, officielt Projekt 09851, er ikke endnu en russisk angrebsubåd.

Læs også: Nato 3.0: Danmark betaler regningen, USA skriver reglerne

Den er bygget fra bunden til ét formål: at transportere op til seks 2M39 Poseidon-undervandsdroner ud til et sted, hvorfra de kan udløses.

Belgorod, verdens eneste anden Poseidon-bærer, blev konverteret fra et ufærdigt sovjetisk skrog og medbringer typisk fire.

Khabarovsk er mindre, men mere effektivt indrettet omkring våbnet: 135 meter lang, med et forskib disponeret til seks langsgående lanceringsrum i stedet for konventionel torpedolagring.

Selve Poseidon er der god grund til at forstå. Det er ikke et missil. Det er en atomdrevet, ubemandet undervandsfarkost på omkring 20 meter, der sejler under vandet i stedet for at flyve gennem luften. Den estimerede rækkevidde er 10.000 kilometer, dybden op til 1.000 meter, hastigheden 60-70 knob.

Rejsetiden til et mål på den anden side af kloden kan løbe op i flere dage, hvilket gør våbnet dårligt egnet til det, en ballistisk missil kan: ramme hurtigt og præcist et bevægeligt mål.

Til gengæld er det skræddersyet til noget andet: faste mål, der ikke flytter sig imens. Havne. Kystbyer. Infrastruktur. Sprænghovedet er der størst usikkerhed om: åbne kilder anslår mellem 2 og 20-25 megaton, ingen af tallene bekræftet uafhængigt.

Khabarovsk medbringer ifølge Army Recognition en besætning på omkring 100 mand og en anslået patruljetid på 90-120 dage.

Ubåden benytter et enkelt drev med pumpejet-fremdrift snarere end en konventionel skrue, og dens agterskrog og fremdriftssystem menes at være beslægtet med Projekt 955A Borei-A, de russiske ballistiske missilubåde, mens forskibet er en helt ny konstruktion, tegnet specifikt til Poseidon.

Rusland har ifølge rapporterne planer om yderligere Poseidon-bærere (tallene svinger mellem tre og fem fartøjer i alt), men ingen af tallene er bekræftede, og programmet har allerede vist, at planlagte tidslinjer og virkelighed er to forskellige ting.

Her er der grund til at bremse sig selv, for fristelsen til at gøre Khabarovsk til en direkte trussel mod danske farvande er stor, og den holder ikke.

Ifølge Army Recognition skal ubåden efter afsluttede prøver overføres til den russiske Stillehavsflåde, hvor dedikerede faciliteter er under opførelse i Krasheninnikov Bay på Kamtjatka.

Den sejler ikke gennem Storebælt, og den er ikke bygget til Østersøen. Selv Belgorod, den eneste operationelle Poseidon-bærer, ligger ved Gadzhiyevo på Kolahalvøen sammen med resten af Nordflåden. Herfra går vejen til Atlanten gennem Norskehavet og det, NATO kalder GIUK-gabet, mellem Grønland, Island og Storbritannien.

Jeg kunne skrive en artikel, der lod som om, den var det. Det ville være letkøbt, og det ville også være forkert. ExtraFokus skal ikke være endnu et medie, der pynter en historie med en trussel, der ikke findes, for at gøre den mere spiselig.

Den ærlige historie er en anden, og den er mindst lige så ubehagelig: Poseidon-doktrinen (angreb rettet mod infrastruktur og kystbyer i stedet for flåder) er ikke teori i vores del af verden. Den er allerede afprøvet, med langt billigere midler, i vores eget farvand.

Et kabel, en juleaften, og en NATO-mission der kom bagefter

Nord Stream var ikke en enlig svale. Den 25. december 2024 blev Estlink 2-kablet mellem Estland og Finland beskadiget.

Det udløste NATO’s Baltic Sentry-mission, som blev lanceret i januar 2025 for at afskrække yderligere angreb på kritisk undersøisk infrastruktur i Østersøen: en kombination af overvågningsfly, flådefartøjer og satellitkapacitet fra flere allierede.

Det danske forsvar har bekræftet, at det bidrager til missionen med fly og flådeenheder på rotationsbasis, koordineret fra Marinens operationscenter i Karup.

Søværnet overvåger i forvejen løbende mellem 300.000 og 400.000 skibspassager om året gennem danske farvande via kystradarer og Diana-klassens patruljefartøjer.

Det lyder af meget. Det er også præcis det niveau af overvågning, der eksisterede, da et rørledningssystem blev sprængt i luften i vores egen økonomiske zone, uden at nogen så det ske i tide til at stoppe det.

Danmarks svar hedder også Poseidon

Forsvarsministeriet meddelte i 2026, at Danmark anskaffer to Boeing P-8A Poseidon-overvågningsfly.

Forsvarsminister Jeppe Bruus har udtalt, at flyene “styrker Danmarks evne til suverænitetshåndhævelse og overvågning i regionen markant”, mens forsvarschef general Michael Wiggers Hyldgaard har fremhævet flyenes anti-ubådskapacitet: evnen til at identificere og bekæmpe fjendtlige flådefartøjer. Anskaffelsen er en del af Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten under forsvarsforliget 2024-2033.

Jeg vil gerne tro på, at navnesammenfaldet er tilfældigt. Det er det sandsynligvis også. Men det siger noget om, hvor tæt de to historier er koblet, at Danmarks svar på en trussel, der kan opereres af et system ved navn Poseidon, selv hedder Poseidon.

Flyene er primært begrundet i Arktis og Nordatlanten, ikke Østersøen, hvor kabelsabotagen og Nord Stream faktisk fandt sted. Det er ikke nødvendigvis forkert prioritering, men det betyder, at det stykke overvågningskapacitet, der bliver mest omtalt lige nu, ikke er det stykke, der dækker det farvand, hvor det hidtil eneste bekræftede angreb på dansk infrastruktur faktisk skete.

Nogen har allerede foreslået et svar: det bliver bare ikke hørt

Ditte Dyreborg, orlogskaptajn og tidligere teknisk officer på danske ubåde, har argumenteret offentligt for, at Danmark bør anskaffe fire moderne ubåde, blandt andet begrundet i, at de kan overvåge og beskytte kritisk undersøisk infrastruktur, indsamle efterretninger og operere under vandoverfladen på en måde, fly og overfladefartøjer ikke kan.

Hun peger på, at en moderne konventionel ubåd kan operere neddykket i op til 45 dage, og at det at overlade overvågningen af danske farvande til allierede i praksis er en form for suverænitetsafgivelse.

Forslaget er ikke blevet fulgt. Det er heller ikke blevet officielt afvist; det er bare ikke blevet en del af den politiske samtale på samme måde som to overvågningsfly til Arktis, der får en pressemeddelelse og et ministercitat.

Det er en asymmetri værd at bide mærke i: kapaciteten, der rent faktisk retter sig mod truslen fra undersøisk sabotage, får mindre politisk opmærksomhed end kapaciteten, der retter sig mod noget andet, men som har det bedre navn.

Ansvaret er alles og derfor ingens

Forsvarets Efterretningstjeneste konkluderede i sin årlige risikovurdering, UDSYN 2025, offentliggjort 3. oktober 2025, at trusselsbilledet mod Danmark “er blevet mere alvorligt”, og at usikkerhed om USA’s rolle som garant for europæisk sikkerhed vil øge Ruslands vilje til at intensivere hybride angreb mod NATO. Det er en officiel, navngiven institutionel vurdering, ikke en anonym kilde, ikke et rygte.

Forskere som Jon Rahbek-Clemmensen fra Center for War Studies ved Syddansk Universitet og Tobias Liebetrau, forsker og lektor ved Institut for Statskundskab/Center for Militære Studier på Københavns Universitet, har begge, hver især, gjort udviklingen i russisk militær aktivitet og beskyttelsen af undersøisk infrastruktur til deres fagområde. Liebetrau har blandt andet publiceret specifikt om beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur.

Det er den slags ekspertise, der burde stå centralt, når Folketinget beslutter, hvor mange fly, fartøjer og radarer der reelt følger med en risikovurdering, der bliver “mere alvorlig” år efter år.

For det er her, misforholdet ligger. Vi har en efterretningstjeneste, der siger tingene ligeud, og en NATO-mission, der først blev oprettet, efter et kabel allerede var skåret over. Vi har en sabotagesag, der er lukket uden svar, mens et andet land rejser krigsforbrydelsestiltale i den samme sag. Og vi har to fly på vej, navngivet efter det samme våben, som Rusland lige nu bygger en hel ubåd til at bære.

Ansvaret ligger formelt hos Søværnet, Forsvarets Efterretningstjeneste og, via Baltic Sentry, hos NATO i fællesskab. Men ansvar fordelt på tre niveauer er historisk set en glimrende opskrift på, at ingen af dem føler sig fuldt forpligtet, når noget går galt.

Konklusionen, jeg helst ikke ville skrive

Khabarovsk er ikke på vej mod danske farvande, og det ville være uærligt at påstå andet. Men det, ubåden er bygget til at kunne gøre (ramme infrastruktur og kystbyer i stedet for flåder), er allerede sket i vores egen økonomiske zone, med et rørledningssystem, en lukket efterforskning og en justitsminister, der har sagt højt, at vi formentlig aldrig får det fulde billede.

Tyskland har siden vist, at det er muligt at rejse en reel tiltale i sagen. Danmark har vist, at det er muligt at lade være. Det er den historie, der burde optage os mere end en ubåd på vej til Kamtjatka.

Næste gang FE udgiver en risikovurdering, der kalder trusselsbilledet “mere alvorligt”, er mit spørgsmål ikke, om vi tror på den.

Det er, om nogen kan vise mig, hvad der konkret er gjort anderledes siden sidste år, ud over at bestille to fly og give dem et navn, der burde minde os om, hvad vi rent faktisk er oppe imod.

ExtraFokus.com: Dybere blik på Danmark.