Der er en sminket version af denne historie, og så er der den rigtige. Den sminkede: fagbevægelsen kæmper for arbejdernes rettigheder og bidrager til det politiske liv som alle andre organiserede interesser. Den rigtige: fagbevægelsen. Særlig den del, der historisk er knyttet til Socialdemokratiet. Overforer penge, personale og institutionel kapacitet til et enkelt politisk parti på en måde, der ikke har nogen pendant på anden side af den politiske midte. Og ingen taler rigtigt om det.
Det er ikke en ny observation. Det er en gammel og veldokumenteret kendsgerning, der periodisk kommer op til overfladen og derefter forsvinder igen, fordi den er ubehagelig for mange af de journalister og kommentatorer, der selv kommer fra fagbevægelsens miljøer. Lad os tage den alvorligt denne gang.
Læs også
→ Lobbyisten du aldrig ser — loven skrives, inden du stemmer
Hvad køber LO’s politiske bidrag i dansk politik?
Fagbevægelsens tilknytning til Socialdemokratiet er historisk og strukturel. Den Samvirkende Fagbevægelse. I dag FH, Fagbevægelsens Hoveorganisation, og Socialdemokratiet er grundlægt i det samme miljø og har i mere end et århundrede fungeret som organisatoriske tvillinger. Den formelle relation er afviklet over tid. Den faktiske relation er sværere at måle.
Konkret: individuelle fagforeninger, ikke FH som helhed, men enkeltorganisationer som 3F, HK og FOA. Har via kontingentmidler finansieret valgkampagner, stillet personale til rådighed og bidraget til Socialdemokratiets infrastruktur. Det sker ikke åbent. Det er ikke forbudt. Men det er hældt ned i en konstruktion, der gør det svært at følge pengene, og svært at vide, hvad der forventes til gengæld.
Transparensregistret. Det frivillige register, som Folketing har oprettet for lobbyister. Dækker ikke fuldt ud denne form for indflydelse. Det er designet til at registrere direkte lobbykontakt, ikke de strukturelle bånd mellem organisationer og partier, der er langt mere værdifulde.
Hvad forventer fagforeningerne til gengæld for politisk finansiering?
Her er det spørgsmål, ingen journalister stiller konsekvent: hvad får fagbevægelsen for pengene? Svaret er ikke enkelt, men det er heller ikke usynligt. En analyse af Socialdemokratiets politik på arbejdsmarkedsområdet siden 2019 viser en konsekvent tilpasning til fagbevægelsens kernekrav. Modstand mod forhøjelse af arbejdstiden, forsvaret af overenskomstsystemet over for EU-regulering, og fastholdes af dagpengesystemet i den form, fagbevægelsen foretrækker.
Det er ikke i sig selv bevis for korrumperet relation. Fagbevægelsen repræsenterer legitime interesser. Socialdemokratiet er det parti, der historisk har stået for arbejderinteresser. Den politiske overensstemmelse kunne være ægte og uafhængig af pengestrømme. Men det er præcis, hvorfor transparens er vigtig: når pengene er synlige, kan offentligheden vælge at være overbevist. Når de ikke er det, er tvivlen berettiget.
Problemet med kontingentpengene
En specifik dimension fortjener opmærksomhed: kontingentpengene. Når en fagforeningsmedlem betaler kontingent, er en del af det midler, der bruges til politisk aktivitet. Det er ikke i sig selv problematisk. Det står i vedtcegterne. Partiernes bidragsregnskaber er offentliggjort under partistøtteloven på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside, men konstruktioner med personale og infrastruktur fremgår typisk ikke af disse opgørelser. Men det betyder, at et fagforeningsmedlem, der stemmer Venstre eller DF, ufrivilligt bidrager til finansieringen af Socialdemokratiet. Det er en asymmetri, der ikke diskuteres, fordi den er bekvem for alle involverede parter.
I England og Wales har fagforeninger siden 1913 (Trade Union Act 1913, senest revideret via Trade Union Act 2016) været forpligtet til at give individuelle medlemmer mulighed for at fravælge det politiske kontingentbidrag. Den danske model kender ikke denne ret på samme måde. Det er et valg, ikke en naturlov.
Hvad er erhvervslivets politiske modvægt til fagforeningernes bidrag?
For at være præcis: højrefløjen har tilsvarende strukturer. Arbejdsgiverorganisationer, brancheforeninger og erhvervsinteresser påvirker borgelige partier på måder, der også er svære at spore fuldt ud. DI og Dansk Erhverv er ikke neutrale aktorer i det politiske landskab. Problematikken er ikke forbeholdt én side af det politiske spektrum.
Men der er en asymmetri i størrelsesordenerne. FH-komplekset repræsenterer en af de største organiserede pengestrømme i dansk politisk liv. Det er ikke kompenseret af en tilsvarende transparensforpligtelse. Og det er ikke kompenseret af en tilsvarende journalistisk dækning, bl.a. fordi en række af de medier, der burde dække det, har fagforeningsmedlemmer og fagforeningsindfluerede redaktioner.
Hvad ville reel åbenhed om politisk finansiering kræve i Danmark?
En lobbylov med tvænder, ikke et frivilligt register. Ville være startstedet. Obligatorisk registrering af alle bidrag over et vist belob til politiske partier, uanset om de kommer direkte eller via kampagner, personale eller infrastruktur. Et krav om, at fagforeninger oplyser medlemmer om andelen af kontingent, der går til politisk aktivitet, og giver dem reel mulighed for at fravælge det.
Det er ikke anti-fagbevægelse, men pro-demokrati. Fagbevægelsens indflydelse på dansk politik er ikke et problem, fordi fagbevægelsen er ond. Den er ikke. Det er et problem, fordi uigennemsigtig politisk finansiering er et problem uanset, hvem der finansierer. Det princip bør Folketing være enige om, men det er svært, når flertallet er valgt med fagbevægelsens penge i ryggen. Er du fagforeningsmedlem? Ved du, hvor din organisations politiske midler går hen? Spørg dem, og del svaret i kommentarerne.
ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.
Interessant artikel. Jeg ville godt have set en tilsvarende analyse af arbejdsgiverorganisationernes indflydelse på Venstre og de borgerlige partier. Den er formentlig mindst ligeså stor og ligeså usynlig.
Jeg har selv arbejdet i LO-regi og kan bekræfte at den politiske indflydelse er reel. Det foregår ikke ved at nogen ringer og giver ordre – det er mere subtilt end som så. Men forventningerne er der, og de fleste ved godt hvad der forventes af dem.
Det er et emne der er næsten tabubelagt i dansk offentlighed. Alle ved at fagbevægelsen finansierer Socialdemokratiet, men ingen taler om hvad det konkret betyder for politik. Det her er en af de få artikler jeg har set der tager det seriøst uden at blive til et angreb på fagbevægelsen som sådan.