Et gonzo-essay om kunstig intelligens, arbejdets frihed og hvem der bliver tilbage, når regnearket lukker sig selv ned
Læs også: Frygten for AI sender unge væk fra it-uddannelserne — Danmark vil vinde AI-løbet – men hvem betaler prisen?
Indledning: Kontoret klokken 22
Døren til kontorbygningen er låst, men receptionistens kort ligger stadig i lommen på min jakke fra sidste besøg, og den bipper grønt som om den kender mig. Indenfor lugter der af kold kaffe og den der specifikke plastiklugt fra tæpper der aldrig bliver skiftet.
Lysene i det åbne kontorlandskab tænder i bølger, sensor for sensor. Der er ét lys tændt for enden. Én skærm der gløder blåt i mørket. En mand i 50’erne, skjorteærmerne krøllet op, sidder og stirrer på noget der ligner en kontrakt.
Ved siden af ham arbejder algoritmen, stille, hurtigt, uden pauser, uden kaffe, uden at rømme sig. Han hedder Torben. Han er jurist. Og han er, ifølge de tal jeg har læst i ugens løb, en del af den gruppe hvis beskæftigelse er steget siden november 2022. Fjorten komma én procent, for at være helt præcis. Han griner sgu højt, da jeg siger det.
“Steget,” siger han, og tager en slurk af noget der lugter af kold Nescafé. “Ja, det er sjovt, ikk’. Jeg har aldrig lavet så meget arbejde på så kort tid. Spørgsmålet er bare hvor længe jeg er den, der laver det.”
Der er noget, der trækker sig gennem kontorlandskaberne, jobcentrene og de nyuddannedes uåbnede mailindbakker lige nu. Ingen har givet det et navn endnu.
Frihed: Den der aldrig beder om pause
Torben viser mig et vindue med en kontrakt, der blev gennemgået på fire minutter, noget der plejede at tage hans fuldmægtig en eftermiddag.
“Hun er her stadig,” siger han om fuldmægtigen. “Men hun laver ikke det samme længere. Hun retter i stedet for at skrive.”
Det er den frihed, ingen taler højt om: friheden fra det kedelige, det gentagne, det, der knuste ryggen på generationer af kontorfolk før klokken blev til andet end en arbejdsdag. Spørgsmålet, ingen stiller lige så højt: frihed for hvem?
For inde i det næste lokale (mørkt, tomt, et skrivebord uden navneskilt) sad der engang en sekretær. Den slags job, hvor man tog telefonen, bookede møderne, huskede fødselsdagene.
Det job er den eneste kategori i hele den danske analyse, der går tilbage, mens alt omkring det vokser. Ingen fyrer nogen med et brag. Man erstatter bare aldrig den, der stopper. Stolen står der stadig.
Kultur: De unges tomme første trin
I et jobcenter et sted i Jylland, som jeg har lovet ikke at nævne ved navn, sidder en pige på 24. Hun har en kandidat i kommunikation, tre ulønnede praktikophold og et CV, der ligner alle de andres. Hun kalder det “det tomme første trin.”
“De job, jeg skulle have startet i, findes sgu ikke mere,” siger hun. “Ikke fordi firmaerne fyrer folk. De ansætter bare ikke os. De har ikke brug for en, der lærer det. De har noget, der allerede kan det.”
Det er ikke en fornemmelse. I USA er ansættelsen af nyuddannede i AI-firmaer faldet med op mod firs procent per kvartal siden 2023, ikke gennem fyringer, men gennem stilhed. Nogen stopper, og stolen bliver bare stående tom.
Samtidig vokser ansættelsen af de erfarne uændret. Virksomhederne springer stille og roligt en hel generation af lærlinge over.
Pigen i Jylland siger det selv, med en tomhed i stemmen der ikke er vrede, bare træthed: “Jeg ved ikke hvordan jeg bliver god til noget, jeg aldrig får lov at være dårlig til.”
Moral: Plejehjemmet, hvor hænderne stadig vinder
Kør tredive kilometer væk fra jobcentret, og luften skifter karakter. Her lugter det af desinfektion og kogte kartofler. På et plejehjem sidder Birthe, SOSU-assistent, tyve år på bagen, hænder der ryster lidt af alderen men ikke af tvivl.
“De kan sgu ikke lave en algoritme, der vasker Fru Jensen,” siger hun og ler, så det runger i gangen. “De kan lave en, der skriver journalen. Fint. Så har jeg mere tid til Fru Jensen.”
De job, samfundet historisk har betalt dårligst — omsorg, pleje, det fysiske, det kropslige — er pludselig dem, der står tilbage som de sikreste havne. Ikke fordi vi har genopdaget deres værdi. Men fordi ingen endnu har fundet ud af, hvordan man automatiserer en hånd, der holder en anden hånd.
Er det held, at det er tilfældet, der redder omsorgsarbejderne, og ikke anerkendelsen? Birthe har vidst det længe. Hun siger det bare ikke til festtaler.
Ritualer: Et levende museum af mennesker, der stadig er der
Tidligere på ugen sad jeg i kantinen på Torbens kontor klokken 12, hvor der endnu er mennesker tilbage der spiser sammen.
Der er Kasper, 29, softwareudvikler, der fortæller mig at han “reviewer mere, end han koder nu.” Han siger det med et halvt smil, halvt noget andet. “Jeg elskede at kode. Nu retter jeg i noget, der koder hurtigere end mig. Det er som at være lærer for en elev, der allerede har læst hele pensum.”
Der er Maria, 45, bogholder i et mellemstort firma, der stadig har sit job, men ikke sin gamle stilling. “Jeg laver ikke bogføring længere,” siger hun. “Jeg laver kontrol af bogføring. Det er ikke det samme fag. Det er et andet fag, der bare hedder det samme.”
Og der er den tomme stol for enden af bordet: sekretærens, receptionistens, den nyuddannedes. Ingen sætter sig på den, fordi den aldrig blev fyldt igen.
Efterord: Spørgsmålet, ingen tør stille højt
Politikerne kalder det “omstilling.” Erhvervslivet kalder det “effektivisering.” Fagbevægelsen kalder det, forsigtigt, “en udfordring, vi følger tæt.” Kasper kaldte det noget andet i kantinen, mens han rørte rundt i sin kolde kaffe: “en stille afskedigelse af fremtiden, vi troede vi havde.”
Det er nok ikke helt fair at sammenligne en algoritme med en rygelov. Den ene tager frihed fra kroppen. Den anden tager frihed fra hænderne, fra håndværket, fra det ubehjælpsomme første år, hvor man lærer noget ved at være dårlig til det, mens nogen tålmodigt retter en.
Men begge handler om, hvem der får lov at bestemme, hvad et menneskeliv skal bruges på — og hvem der beslutter det for os, mens vi ser den anden vej.
Tilbage i kontorbygningen lukker Torben sin skærm klokken elleve. Algoritmen ved siden af ham arbejder videre. Den behøver ikke gå hjem, ikke en fyraftensøl, ikke en kollega at brokke sig til.
Når arbejdet letter fra vores hænder, hvad er det så, vi har tilbage at holde om?
