Mens verden stirrer på Trump, henretter Iran sine unge

Den 18-årige Amirhossein Hatami blev hængt i Iran i slutningen af marts 2026. Hans tilståelse var ifølge Amnesty International frembragt under tortur. Retssagen tog dage. Og verden – inklusive de fleste vestlige redaktioner – var optaget af noget andet.

Det er ikke, at kritikken af USA er uberettiget. Den amerikanske og israelske militæroperation, der den 28. februar 2026 begyndte med luftangreb mod Iran og kostede Ayatollah Khamenei livet, var fra starten fejlplanlagt og endnu dårligere gennemtænkt.

Læs også

→ Trump startede en krig uden exit

Men mens debatten om Washington kredser om sig selv – Trumps inkompetence, de manglende exit-strategier, det angreb mod en pigeskole, som Pentagon fortsat ikke vil vedkendes – er der noget, de fleste medier ikke fortæller dig: Den Islamiske Republik bruger krigen som dækning for den mest systematiske bølge af undertrykkelse i åreier. Og vi lader dem gøre det, fordi vi er for optagede af den anden skurk.

Det er et valg. Det er det forkerte.

Hvad sker der de 88 dage i mørket?

Den 28. februar 2026 – samme dag som bomberne begyndte at falde – lukkede det iranske regime for internettet. Ikke delvist. Ikke i en enkelt provins. Landet gik i sort.

Det varede 88 dage. Ifølge overvågningsorganisationen NetBlocks var det den længste og mest totale nationale internetlukning nogensinde registreret.

Internet Society Pulse, der dokumenterer afbrydelser globalt, bekræfter, at den næsten totale lukning varede fra den 28. februar til delvis genåbning den 26. maj 2026 – over 2.000 sammenhængende timer, hvor 92 millioner mennesker ikke frit kunne kommunikere med omverdenen.

Det er ikke en teknisk pointe. Det er en beskrivelse af et forbrydelsessted, der er afspærret.

Afbrydelsen var, som det er blevet dokumenteret af den anerkendte sikkerhedsforsker fra Georgia Tech’s IODA-team, teknisk anderledes end tidligere iranske lukninger: I stedet for at trække BGP-ruter tilbage – en metode der let registreres udefra – implementerede myndighederne en centraliseret filtreringsstrategi kombineret med DNS-forgiftning og Deep Packet Inspection. Effekten var den samme. Ingen slap igennem. Det tekniske sofistikationsniveau er værd at bemærke: Det er ikke kaos. Det er praksis.

Amnesty International har dokumenteret, hvad der skete bag gardinet: tortur ved anholdelse og i fængslet, herunder tvungen stillingsstraf, seksuel vold, skenpinsel med falske henrettelser, langvarig isolationsfængsling og systematisk nægtelse af mad, vand og lægehjælp.

Organisationen har verificeret 18 videooptagelser, hvori detentierede i synlig nødstilstand afgiver “tilståelser” til statsmedierne – inden retssagerne overhovedet er begyndt. Beviserne fremstilles, inden dommeren sætter sig ned. Det er ikke et retssystem, det er en produktionslinje.

Amnesty International erkender selv, at internetlukningens omfang har begrænset deres dokumentationskapacitet. Til den store rapport fra den 28. maj 2026 talte organisationen med ti informerede kilder uden for Iran – familiemedlemmer til ofre, menneskerettighedsforkæmpere og journalister. Det er den bedst mulige rapportering under disse betingelser. Det er også et billede af, hvad mørklægningen koster: Vi ved sandsynligvis ikke halvdelen.

Krig som alibi

Siden den 28. februar har iranske myndigheder arbitrært anholdt over 6.000 mennesker, ifølge Amnesty International. Ikke primært kombattanter. Listen dækker protestdeltagere, journalister, advokater, menneskerettighedsforkæmpere, dissidenter og medlemmer af etniske og religiøse mindretal.

Irans egen politichef, Ahmadreza Radan, bekræftede den 17. maj 2026 officielt, at 6.500 “forrædere og spioner” var arresteret siden krigsudbruddet. Det var hverken en undskyldning eller et forsvar. Det var en præstationsrapport.

Amnesty dokumenterer 39 politiske henrettelser siden den 28. februar. Mindst 78 mennesker sidder under dødsstraf, herunder mindst fem, der var mindreårige på tidspunktet for de påståede forbrydelser. Henrettelserne gennemføres, ifølge organisationen, ofte hurtigt og i det skjulte – i strid med iransk lovgivning, der ellers kræver offentlighed om sådanne afgørelser.

Det gælder også sager, der intet har med den aktuelle krig at gøre. Hossein Ghavi Silavi, en ahvazisk araber fra en i forvejen forfulgt etnisk minoritet, blev arresteret, fordi han angiveligt filmede bomberamte kvarterer og sendte optagelserne til udenlandske medier. Den 2. april 2026 ringede myndighederne til hans familie. De bad dem hente hans lig. Årsagen til hans død er fortsat ukendt for Amnesty International.

Det juridiske rammeværk, regimet anvender, er ikke subtilt. Irans øverste juridiske embedsmand, domstolschef Gholamhossein Mohseni Ejei, har gentagne gange henvist til “krigsforhold” som begrundelse for hasteprosekutioner og hårde straffe. “Krigsforhold” er ikke en juridisk kategori i nogen international retsorden. Det er en blank check.

Forstå strukturen: IRGC – Den Islamiske Republiks Revolutionsgarde – er ikke en militær styrkemagt, der reagerer på en ydre trussel. Den er en politisk aktør, der har ventet på præcis dette øjeblik. Et fjendebillede udefra legitimerer enhver overskridelse indadtil.

Protestbølgen, der begyndte i slutningen af december 2025 og kostede mindst 28 lives i de første tre dage alene – Amnesty International og Human Rights Watch bekræfter dette tal baseret på verificerbar information fra 13 byer i otte provinser – var allerede slået ned med brutal kraft. Men krigen fra den 28. februar gav IRGC præcis det alibi, de manglede for at trykke pedalen i bund.

Læs også: Kina sælger organer fra levende fanger – Danmark kigger væk

Det danske paradoks

Her i Danmark – i et land, der officielt kalder sig menneskerettighedsforsvarer, og som var medvirkende til at anmode om FN’s Menneskerettighedsråds specialsession om Iran den 23. januar 2026 – stod der ved krigsudbruddet 135 iranere og ventede på at blive sendt ud af landet.

Flygtningenævnet forlængede kortvarigt deres udrejsefrister, da bomberne begyndte at falde. Det er et plaster.

Den bagvedliggende realitet er mere ubehagelig: Danmarks anerkendelsesprocent for iranske asylansøgere ligger på 19 procent – mod et EU-gennemsnit på 44 procent. Det er ikke en forskel, der skyldes en mere præcis sagsbehandling, men en systematisk forskel, der viser politisk prioritering.

Kristeligt Dagblad og Solidaritet har begge beskrevet forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, hvor afviste iranere sidder i årevis uden ret til at arbejde, lære dansk eller leve et normalt liv. De kan ikke lovligt blive. De kan ikke rejse hjem – fordi det i en lang række tilfælde reelt ville betyde fængsling, tortur eller henrettelse. Vi deporterer dem til landet, vi fordømmer.

Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte under et EU-møde i marts 2026, at Europa bør have “åbent sind” om at sikre sejladsfrihed i Hormuzstrædet. Det er en fornuftig diplomatisk melding. Men det er påfaldende, at den samme åbenhed ikke synes at gælde for behandlingen af de mennesker, der flyr fra præcis det regime, vi i øvrigt er enige om at fordømme i FN.

Danmark stemte som medlem af FN’s Sikkerhedsråd for resolution 2817, der fordømmer iranske angreb mod nabolande. Det er rigtigt og nødvendigt. Men den moralske autoritet, der følger med den stemme, udhules stille og roligt, når vi nægter asyl til mennesker, der flyr fra præcis det, vi stemmer imod.

Den der slipper fri på BBC

Den iranske professor Seyed Mohammad Marandi optræder jævnligt på BBC, Sky News og Channel 4. Han er en velartikuleret apologet for det regime, der i øjeblikket henretter folk på baggrund af tvungne tilståelser og sender familier hjem med beskeden om at hente et lig.

Interviewerne fokuserer skarpt på USA’s fejltagelser – og det er ikke den forkerte vinkel. Men de spørgsmål, som journalistisk praksis ellers kræver, stilles sjældent: Hvad siger De til Amnesty Internationals dokumentation af 39 politiske henrettelser? Hvad siger De til mindreårige på dødsgangen? Hvad siger De til 88 dage uden internet?

Tavsheden svarer.

Det er ikke et særtilfælde, men en bredere tendens: kritikken af Amerika er velfortjent og vigtig. Men den er ved at forbruge al den tilgængelige kritiske energi, så der ingen plads er til kritik af Iran. Og det er præcis den dynamik, IRGC-generalerne udnytter. Det sker ikke som en konspiration.

Det sker som en naturlig konsekvens af, at begge parter – USA og Iran – har interesse i at gøre konflikten til et spørgsmål om Washington mod Teheran, frem for om iranske borgere mod IRGC.

Modargumentet er velkendt: Vestlig kritik af Iran giver regimet mulighed for at kalde kritikerne imperialister og styrke sin interne fortælling om en ydre fjende. Det er delvist sandt. Men det modsatte – tavsheden – har ikke ligefrem vist sig at gøre iranere mere frie. De steg op mod regimet i 1999, 2009, 2019 og 2022 uden nogen substansiel vestlig opbakning. Og igen i slutningen af 2025. Resultatet er det samme hver gang: IRGC-tropper i gaderne og blod på fortovet.

Man kan holde to ting i hånden på én gang. Det er ikke svært.

En gæld, der ikke forældes

Der er en historisk dimension, der ikke bør forbigås i stilhed, fordi den forklarer noget om, hvorfor enkle løsninger gentagne gange slår fejl.

I 1953 orkestrerede CIA og britisk efterretning – med British Petroelums kommercielle interesser i ryggen – kuppet mod Irans demokratisk valgte statsminister Mohammad Mosaddegh.

Det banede vejen for shahen og hans SAVAK-torturetat, og i sidste ende for 1979-revolutionen, der bragte det nuværende styre til magten. Vestens fingeraftryk er ikke fjernet fra det, Iran er i dag. Det er ikke en undskyldning for IRGC’s forbrydelser. Det er en forklaring på, hvorfor bomber og regimeskifteretorik sjældent virker i Iran, og hvorfor mange iranere, selv dem der hader præstestyret, reagerer med ambivalens på en amerikansk militæroperation.

Den iranske akademiker Arash Azizi, en langsigtede kritiker af det iranske regime, har gjort opmærksom på, at Iran har været underlagt massive sanktioner i over 40 år, og at det simpelthen ikke har virket. JCPOA-aftalen i 2015 var ikke perfekt, men den lykkedes faktisk med at indfryse Irans atomprogram. Da Trump i 2018 trak USA ud af aftalen, begyndte optrapningen, der i 2026 endte i åben krig. Det er uigenkaldeligt svært at nå tilbage til selv den begrænsede stabilitet, aftalen skabte.

Det medfører ikke, at man skal undlade at fordømme regimet. Det medfører, at man bør gøre det med præcision og vedholdenhed – ikke med tomme trusler og bombeopgør, der ikke er gennemtænkt.

Hvad vi gør med det

I begyndelsen af juni 2026 sidder mindst 78 mennesker under dødsstraf i Iran, dokumenteret af Amnesty International. Mindst fem af dem var under 18 år på tidspunktet for de handlinger, de er sigtet for. Organisationen advarer om, at henrettelserne gennemføres hurtigt og i det skjulte – og at næste opkald til en familie kan komme når som helst.

Dokumentationen er der. Kilderne er verificerbare. Amnesty International er ikke en partisk kampagneorganisation; det er en organisation med 60 år på bagen, der har dokumenteret krænkelser i alle verdens lande, inklusive Vesten. Deres rapport fra den 28. maj 2026 er klar i sin konklusion: Det, der foregår i Iran, er ikke krigens utilsigtede bivirkning. Det er krigens formål – set fra IRGC’s perspektiv. Krigen er ikke en hindring for undertrykkelsen. Den er dens dækning.

Amirhossein Hatami var 18 år.

Der er to konkrete ting, en dansk borger kan gøre lige nu. Amnesty Danmark indsamler underskrifter og pres til fordel for de dødsdømte i Iran – herunder dem, der var mindreårige ved pågribelsen. Det tager ti minutter og koster ingenting. Og til den politiske dimension: Danmark besidder i øjeblikket et sæde i FN’s Sikkerhedsråd og har allerede brugt det aktivt i Iran-sagen. Det er en løftestang, der bør fastholdes – ikke kun til fordømmelse af iranske missiler, men til krav om international og uafhængig efterforskning af de dokumenterede overgreb mod civile inden for Irans grænser.

Vi kan ikke tvinge regimet til at holde op. Men vi kan nægte at se den anden vej.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.