Iran lukker hanen. Resten af verden betaler

Det er 33 kilometer bredt på det smalleste sted. En smal vandvej mellem Iran og Oman, som de fleste danskere aldrig har set, og som ingen troede ville blive lukket. Men Hormuz-strædet er lukket. Og nu sidder resten af verden og regner på, hvad det koster.

Tallene, ingen vil høre højt

Brent-råolie kostede 60 dollar pr. tønde ved årets start. I dag ligger den over 100 dollar. Det er en stigning på 40 procent på under to måneder, og det mærkes allerede i Danmark. Den danske energiminister Lars Aagaard opfordrede i marts borgere til at skrue ned for forbruget og lade bilen stå. Det er ikke et signal om, at tingene er under kontrol, men et signal om, at man ikke ved, hvornår de kommer under kontrol igen.

BlackRocks CEO Larry Fink. Manden der forvalter aktiver svarende til 11 billioner britiske pund på vegne af investorer verden over. Advarede i slutningen af marts om, at olieprisen på 150 dollar pr. tønde vil udløse en “stejl og markant recession”. Og Shell-direktør Wael Sawan bakker op. Det er ikke panikspredning fra marginalfigurer, men industrien selv, der siger det højt.

Hormuz: Verdens vigtigste prop

Strædet er ikke bare et vandvej. Det er strukturen bag en fjerdedel af verdens flydende energi, 20 procent af det globale olieforbrug og en betydelig del af LNG passerer igennem dagligt. Siden USA og Israel lancerede angreb mod Iran den 28. februar, har Tehran lukket strædet effektivt, og 147 containerskibe har søgt tilflugt i Persiske Golf som strandet metal.

Problemet er ikke kun, at olien ikke kan komme ud. Problemet er, at intet kan komme ind eller ud af Golfen. Lægemidler. Mad. Reservedele. Maersk. Det danske selskab, der transporterer en ud af syv containere på klodens have. Har suspenderet al sejlads gennem strædet og omdirigerer nu skibe rundt om Afrikas sydspids via Kap det Gode Håb. Det tilføjer to til tre uger til enhver forsendelse. Og der er ingen dato for, hvornår det ophører.

Maersk og den danske regning

Det er her, det rammer tættere på, end mange danskere tror. Maersk er ikke bare et dansk selskab. Det er rygraden i dansk eksportinfrastruktur og en af nationens vigtigste udenlandske indtjeningskilder. Selskabet håndterede 35.000 containere om ugen til og fra Golflandene før konflikten. De ruter er nu omdirigeret til et nødlandbrugssystem via Jeddah og landruter. En løsning der fungerer for nødvendigt gods, men ikke for det meste af det, verden handler med.

Danmarks Nationalbank udsendte 26. marts en prognose, der anerkender hvad enhver kan se: den globale og danske økonomi er præget af “vedvarende geopolitisk usikkerhed, handelskonflikter og stigende energipriser”. I et risikoscenarie, hvor olie- og gasleverancerne fra Persiske Golf forbliver begrænsede, anslår Nationalbanken, at inflationen i Danmark kan nå 4,5 procent i år. Mere end det dobbelte af prognosen under normale omstændigheder.

En dansk analyse fra DREAM-gruppen viser desuden, at en stigning i olieprisen på 10 procent reducerer det danske BNP med 0,8 procent over to år og trækker private investeringer ned med 2,5 procent. Vi taler ikke om marginale udsving. Vi taler om job, boliglån og indkøbskurven.

Gæt og gætteri hos centralbankerne

Fed-formand Jerome Powell har sagt det direkte: Den pludselige energichok har skabt så megen usikkerhed, at “we just don’t know” hvad der sker. Det er sjældent, en centralbanksformand bekender sig offentligt til ikke-viden. Det burde give anledning til eftertanke, især fordi forbrugertilliden i USA allerede var tæt på et rekordlavpunkt, inden krigen brød ud, og Europa ikke stod meget bedre.

IEA-chef Fatih Birol sagde mandag, at ingen land vil gå fri, og at energiprisudslaget fra Iran-krigen er værre end både de to oliechokkene i 1970’erne og energikrisen under Ruslands invasion af Ukraine. Det er ikke en lille påstand. Olieembargoen i 1973 udløste recession i hele den vestlige verden. Og det var i en tid, hvor vi var afhængige af olie til opvarmning, ikke blot transport. Denne gang er hele globaliseringens logistik-infrastruktur med i ligningen.

Scenarierne, der holder nogen vågne

The Economist har skitseret det klareste billede: To måneder med olie til 140 dollar pr. tønde ville skubbe dele af verdensøkonomien ud i recession. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt. Det er, om det er på vej. Iranske militstalsmænd truede allerede i marts med priser på 200 dollar, og hvad der dengang lød som krigspropaganda er. Som El País bemærker. “Tættere på at blive virkelighed” end nogen ønskede.

Oliemarkedsekspert Rory Johnston har påpeget til New Statesman, at den eneste realistiske vej ud er, at Trump-administrationen og Israel trækker sig tilbage fra angreb, og Iran genåbner strædet. Men selv hvis Hormuz genåbnede i morgen, ville det tage to til tre måneder, før de globale systemer normaliserede sig igen. Vi taler om en forsinkelse, der ikke kan stoppes med en pressekonference. Den er allerede støbt ind i forsyningskæden.

Læs også: Hvordan algoritmer former danskernes verdensbillede

Under det, Johnston kalder “dommedagsscenariet”. Strædet forbliver lukket på ubestemt tid. Er vi ikke længere nede i recession-terminologi. Vi er nede i depression.

Det spørgsmål, ingen stiller

Her er det, de fleste medier forbigår: Hvordan endte vi her uden en plan?

Den vestlige verdens energisikkerhedsstrategi har i årevis hvilet på en stiltiende antagelse om, at Hormuz aldrig ville lukke for alvor. Ikke fordi det var risikovurderet som usandsynligt, men fordi konsekvensen var for stor til at handle på. Strategierne er skrevet. Infrastrukturen er ikke bygget. Alternativerne er ikke forberedt.

Goldman Sachs estimerede allerede i marts en risikopræmie på 14 dollar pr. tønde som følge af en fire-ugers lukning af strædet, men det tal er baseret på, at reservekapacitet via rørledninger delvist erstatter flowet. Den kapacitet er begrænset. Og fire uger er nu bag os.

Som jeg ser det, er det mest foruroligende ikke olieprisen i sig selv. Det er den manglende beredskab. Europa pralede af sin energiomstilling efter Rusland og Ukraine. Men hvad sker der med vindmøller og solpaneler, når fabrikskomponenterne sidder fast i 147 containerskibe i Persiske Golf?

Danmark kan ikke sidde dette overhørigt

Danmarks økonomi er fundamentalt sund, som Nationalbanken påpeger. Høj beskæftigelse, lav gæld, stærk eksport. Men det er præcis i sådanne øjeblikke, at sunde økonomier kan slå sig gevaldigt, hvis de ikke handler hurtigt nok. Danskerne bruger 35 procent af deres energiforbrug på olie. SMV’er, der importerer råvarer eller eksporterer færdigvarer, betaler allerede fragtrater, der er eksploderet som følge af Maersks omdirigering rundt om Afrika.

Den politiske klasse i København burde stille ét konkret spørgsmål: Hvad er vores plan, hvis olien forbliver over 130 dollar frem til efteråret? Ikke som en retorisk øvelse. Som en budgetmæssig og industriel beredskabsplan. Frankrig har gjort det. Sverige er i gang. Danmark har endnu ikke offentliggjort et scenarie.

Hormuz er ikke et mellemøstligt problem. Det er et dansk problem, et europæisk problem og et globalt problem støbt i 33 kilometers beton. Og jo længere vi venter med at behandle det som sådan, jo dyrere bliver regningen.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.