Kina sælger organer fra levende fanger – Danmark kigger væk

19 min. læsning
Kina sælger organer fra levende fanger – Danmark kigger væk — organer levende fanger Kina

Du kan bestille et hjerte i Kina. Du angiver blodtype og vævstype, melder din ankomst, og hospitalet lover dig et kompatibelt organ inden for dage.

I Danmark, USA, Israel – overalt i den vestlige medicinske verden – ved enhver medicinstuderende, at det er biologisk absurd. Du kan ikke reservere et hjerte, medmindre du på forhånd ved præcist, hvornår et andet menneske skal dø.

Det er præcis, hvad der sker.

Det er ikke en konspirationsteori. Det er ikke løse påstande fra en enkelt kilde. Det er konklusionen fra en uafhængig international domstol, fra fagfællebedømte analyser i verdens førende transplantationsfagblad, fra vidneudsagn afgivet under ed og fra kirurger der selv var til stede.

Og alligevel mangler én ting i det billede: en seriøs politisk reaktion i Danmark og EU, der faktisk forpligter nogen til noget.

Hvad konkluderede China Tribunal? Forbrydelser mod menneskeheden

Sir Geoffrey Nice QC var formand for Kina tribunalet

I perioden fra december 2018 til juni 2019 gennemgik en uafhængig folkedomstol i London, The China Tribunal, samtlige tilgængelige beviser for tvungen organhøst fra samvittighedsfanger i Kina.

Domstolen var ledet af Sir Geoffrey Nice KC, der i sin tid anklagede Slobodan Milosevic for krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol i Haag.

Syv uafhængige eksperter – specialister i international menneskeret, transplantationskirurgi, internationale relationer og kinesisk historie fra USA, UK, Malaysia og Iran – afhørte over 50 vidner og gennemgik skriftlige indlæg, efterforskningsrapporter og akademiske analyser.

Den 17. juni 2019 afsagde domstolen sin endelige kendelse. Formuleringen var utvetydig: tvungen organhøst fra samvittighedsfanger i Kina var sket i årevis og i stort omfang, og Falun Gong-udøvere var den primære kilde. Konklusionen var nået “hinsides rimelig tvivl.” Handlingerne blev betegnet som forbrydelser mod menneskeheden.

Domstolen tilføjede, at der ikke forelå beviser for, at det betydelige infrastrukturapparat knyttet til Kinas transplantationsindustri var blevet afviklet, og at tvungen organhøst efter alt at dømme fortsatte på tidspunktet for kendelsen. Hospitaler kunne ifølge tribunalets materiale rekvirere organer “på bestilling” fra fanger uden deres samtykke.

Kinas styre oplyste officielt 10.000 transplantationer om året. Domstolens egne estimater lå på 60 til 90.000. Den forskel er ikke et spørgsmål om statistisk usikkerhed. Det er en forskel, der kun kan forklares på én måde.

Læs også: Mens verden stirrer på Trump, henretter Iran sine unge

Hvad viser peer-reviewed forskning om kinesisk organhøst?

Organ transplantationer i Kina

Det mest afgørende uafhængige bevismateriale stammer ikke fra aktivistorganisationer – det stammer fra den medicinske faglitteratur.

I 2022 publicerede American Journal of Transplantation – det øverste fagfællebedømte tidsskrift på området – en stor computationel tekstanalyse af 2.838 kinesisksprogede artikler fra kinesiske akademiske databaser, udgivet i perioden 1980 til 2015. Analysen, udført af Matthew Robertson og Jacob Lavee, viste, at mindst 71 artikler beskrev tilfælde, hvor organfjernelsen var den direkte årsag til donorens død – en klar overtrædelse af det, transplantationsmedicinen kalder “dead donor rule”: organprocurering må ikke påbegyndes, før donoren er erklæret klinisk død.

Forskerne konkluderede, at fundene stærkt antyder, at læger i Folkerepublikken Kina har deltaget i henrettelser ved organfjernelse.

Det, der gør dette fund særlig tungt, er konteksten: disse artikler var skrevet til et kinesisk fagpublikum, i kinesiske databaser. Forfatterne beskrev ikke, hvad de gjorde, som noget kontroversielt. De skrev det ned som metode.

Samme Jacob Lavee – hjertekirurg og tidligere chef for den israelske transplantationsorganisation – havde allerede i midten af 00’erne fået den direkte demonstration: en patient fortalte ham, at han ikke gad vente længere på sit hjerte, og at han havde aftalt en hjerteoperation i Kina om to uger. Lavee mente det var biologisk umuligt. Manden rejste. Kom hjem med hjertet. Præcis som aftalt.

I 2019 publicerede Robertson, Hinde og Lavee desuden en peer-reviewed analyse i BMC Medical Ethics, der viste, at Kinas officielle registreringssystem for frivillige organdonorer var statistisk fabrikeret: tallene var produceret og manipuleret fra de centrale niveauer i det kinesiske medicinske bureaukrati.

Hvem høster Kina organer fra? Falun Gong-udøvere og uighurerne

Kina dødscamps henrettelser demo

Det Kinesiske Kommunistparti begyndte at masseincarcere Falun Gong-udøvere i 1999. Der var på det tidspunkt ifølge statens egne estimater 70 til 100 millioner udøvere af den buddhistisk inspirerede meditationspraksis i Kina – et tal, der oversteg partimedlemsantallet.

Partiet oprettede et særligt udenretsligt apparat, det såkaldte 610-kontor, med det eksplicitte formål at udrydde bevægelsen.

FN’s specialrapportør for tortur, Manfred Nowak, anslog i 2005, at Falun Gong-udøvere på det tidspunkt udgjorde halvdelen af alle indsatte i Kinas massive tilbageholdelsessystem.

Jennifer Zeng var én af dem. Hun blev arresteret i år 2000 for at praktisere Falun Gong og holdt indespærret i et arbejdslejr under forhold hun beskriver som fysisk og psykisk tortur. Under fangenskabet blev hendes blod testet og hendes organer scannet.

Hun fik sin frihed tilbage i 2001 ved at lade som om hun havde opgivet sin tro. Det var først efterfølgende, da hun stødte på en nyhedsartikel, at hun forstod hvad testene havde været til. “Jeg indså, at jeg havde haft et meget snævert undslip,” fortalte hun til Sky News i 2019. “Hvis jeg ikke havde fortalt lægen, at jeg havde haft hepatitis C, kunne jeg selv være blevet et offer.”

Zeng bor i dag i USA. Hvad der skete med de medfanger, der ikke slap ud, ved hun ikke.

Fra 2014-2015 tilføjede regimet uighurerne som målgruppe. Det amerikanske udenrigsministerium, den canadiske regering og EU-parlamentet har siden officielt anerkendt, at det kinesiske styre begår folkedrab mod uighurerne i Xinjiang.

Vidner afgivet til China Tribunal beskrev år i detention uden retssag, tvangsblodprøver og organscanning – og fortalte at medfanger forsvandt efter at være blevet testet.

Den efterforskende forfatter Ethan Gutmann, der har brugt år på at kortlægge Kinas lejrsystem, formulerede eskalationsmønsteret direkte over for Sky News: “Falun Gong var runde et. Uighurerne er runde to – og det går hurtigere.”

I Xinjiang blodtype- og vævstypetestes ifølge dokumenterede vidneudsagn også folk, der ikke selv er indsat – mennesker på fri fod i en region, der reelt fungerer som et åbent fængsel.

Læs også: Kina stjæler vores AI, og vi betaler for det

Kirurgen Enver Tohti: “Jeg fortsatte bare med at gøre mit arbejde”

Enver Tohti whistleblower

Ikke alle vidner i dette materiale er ofre. Nogle var selv en del af systemet.

Enver Tohti var ung kirurg i Xinjiang i 1995. En nat blev han sat i en varevogn og kørt ud til en mark. Der lå en mand. Der stod bevæbnede soldater. Hans overordnede var der. Han fik besked på at operere.

“Jeg blev som en robot, der udførte den opgave, jeg var programmeret til,” fortalte Tohti til Sky News i 2019. Da han skar gennem huden, så han, at manden blødede. Hjertet pumpede stadig. Manden var i live. “Jeg fortsatte bare med at gøre mit arbejde,” sagde Tohti.

Leveren og nyrerne tog en halv time at fjerne. Derefter fik han besked: “Husk, intet er sket i dag.”

Tohti flygtede til vesten og har siden vidnet offentligt om det han var del af. Hvad der gør hans vidneudsagn særlig tungt, er ikke dramatikken. Det er den bureaukratiske ro, hvormed han beskriver det. Det var ikke kaos. Det var procedure.

Henrettelsesvognene: designet til at efterlade kroppen intakt

Kina henrettelsesbil

Siden 2003 har kinesiske myndigheder i stigende grad erstattet skydepelotoner med mobile henrettelsesvogne – minibusser udstyret med et fastspændingsbord og et system til administration af dødelig injektion. Det er offentligt anerkendt af kinesiske myndigheder selv. Producenten Jinguan Automobile fremhævede eksplicit, at vognene gør henrettelser mere diskrete og effektive.

Amnesty Internationals forsker Mark Allison pegede tidligt på den åbenlyse anatomiske logik: dødelig injektion skader ikke kroppen, og henrettelserne foretages af læger, som dermed er i stand til at fjerne organer hurtigere og mere effektivt end ved skudhenrettelse.

Det er ikke en påstand om, hvad der sker i hver eneste vogn. Det er en konstatering af, hvad henrettelsesmetoden muliggør – og hvem der har designet den til at muliggøre det.

Der er desuden dokumenteret mindst ét konkret tilfælde, hvor kinesiske læger udførte organfjernelse i køretøjer forklædt som ambulancer, og hvor de involverede læger efterfølgende blev fængslet.

Skudhenrettelse ødelægger. Injektion bevarer. At Kina valgte at skifte metode præcis i den periode, hvor transplantationsindustrien voksede geometrisk, er ikke bevis i sig selv. Men det er heller ikke en tilfældighed, der fortjener at blive overset.

EU’s resolution 2022: Hvad har Danmark gjort siden?

falun gong organ harvesting

I maj 2022 vedtog Europa-Parlamentet en resolution om rapporterne om fortsat organhøst i Kina. Resolutionen opfordrede EU-landene til aktivt at tage skridt mod transplantationsturisme til Kina fra egne borgere, til at rejse sagen i menneskerettighedsdialoger med Kina og til at offentligt fordømme misbrug af organtransplantation.

Resolutionen forpligter ikke. Den er en opfordring.

Israel reagerede allerede i 2008 med konkret lovgivning: Organloven forbyder forsikringsselskabers dækning af transplantationer gennemført i strid med israelske etiske standarder og giver tre års fængsel for køb, salg eller mægling i organer – også i udlandet.

I de tre år efter lovens ikrafttrædelse faldt antallet af israelske patienter, der rejste til Kina for transplantationer, markant. I USA vedtog Arizona i 2023 som den første stat en lov, der forbyder forsikringsdækning af transplantationer udført i lande, der er kendte for tvungen organhøst.

I Danmark er transplantationsturisme ikke strafbart. En dansk sygeplejerske beskrev det allerede i 2004 i fagbladet Sygeplejersken: to patienter stod offentligt frem og forklarede, at de ingen moralske problemer havde med at rejse ud og købe et organ. Den ene rejste efterfølgende igen, fulgt af et TV-hold fra DR.

Handlingen var ikke tilladt ifølge dansk lovgivning – men heller ikke strafbar. Og det danske sundhedssystem tilbød efterbehandling og immunsuppression til de hjemvendte patienter.

Den situation er, så vidt det er muligt at fastslå, ikke grundlæggende ændret siden.

Læs også: EU overvåger mediefrihed – men stirrer på kortet, mens verden brænder

EU finansierede selv kirurgerne

Shusen Zheng

I 2024 stillede et antal Europa-Parlamentsmedlemmer et skriftligt spørgsmål til EU-Kommissionen om et EU-finansieret transplantationstræningsprogram kaldet “New Horizon” – et EU-Kina samarbejde, hvor æresgæst var den kinesiske transplantationskirurg Shusen Zheng, der er anklaget for involvering i tvungen organhøst.

Parlamentsmedlemmerne spurgte: Hvilke mekanismer er på plads for at forhindre EU-medskyldighed i tvungen organhøst, når EU finansierer medicinske samarbejder med ikke-EU-lande?

Der er ikke registreret nogen offentlig konklusion på den sag.

Et system, der formelt fordømmer tvungen organhøst i resolutioner, men som finansierer uddannelsesprogrammer med de pågældende kirurger og ikke kriminaliserer borgere, der bruger systemet, har ikke taget stilling. Det har blot givet sig selv dækning.

Sundheds- og Kirkeministeriet: “Vi har ikke tid til at svare”

Organer fra Kina Emails

ExtraFokus kontaktede den 1. juni 2025 Sundheds- og Kirkeministeriet, Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen med tre konkrete spørgsmål:

  1. Om Danmark har fulgt op på EU-Parlamentets resolution fra 2022
  2. Om danske patienter er vendt hjem fra transplantationer i Kina og modtaget efterbehandling i det danske sundhedssystem.
  3. Om der eksisterer faglige retningslinjer for sundhedspersonale i sådanne situationer.

Deadline var sat til 15. juni 2025 – 14 dage efter afsendelse.

Ingen af institutionerne svarede inden deadline.

Ved telefonisk kontakt den 15. juni oplyste Sundhedsstyrelsen skriftligt, at ansvaret for det kliniske spørgsmål ligger hos regionerne, og at spørgsmålet om EU-resolutionen henhører under Sundheds- og Kirkeministeriet.

Pressekonsulent Anne Klejsgaard Friis fra Sundheds- og Kirkeministeriet oplyste samme dag pr. telefon, at ministeriet ikke havde set henvendelsen fra 1. juni, men ville undersøge hvad der kunne svares på. Det skriftlige svar kom samme eftermiddag: “Det er desværre ikke muligt for os at svare. Vi har så mange forespørgsler i øjeblikket, at vi ikke kan følge med.”

Det er ikke en afvisning af præmissen. Det er ikke en benægtelse af problemet. Det er en oplysning om, at det ministerium der ifølge Sundhedsstyrelsen selv har ansvaret for Danmarks opfølgning på EU-Parlamentets resolution om statsfinansieret organdrab, ikke har kapacitet til at svare på et journalistisk spørgsmål stillet 14 dage i forvejen.

Lægeforeningen svarede samme dag ved pressechef Anders Høj Eggers. Foreningen bekræfter, at den finder “frivillighed og informeret samtykke som helt grundlæggende forudsætninger for udtagelse af organer fra levende donorer,” og oplyser at have arbejdet gennem Verdenslægeforeningen (WMA) for international fordømmelse af ufrivillig organdonation.

Ved WMAs generalforsamling i Uruguay i 2025 understregede Lægeforeningens daværende formand Camilla Noelle Rathcke betydningen af, at grundlæggende etiske principper aldrig tilsidesættes i sundhedsvæsenet.

Svaret er en principiel stillingtagen – ikke et svar på om der eksisterer konkrete vejledninger til danske læger, der behandler hjemvendte transplantationspatienter, eller om dansk lovgivning er tilstrækkelig.

Region Hovedstaden, som Sundhedsstyrelsen har udpeget som ansvarlig for det kliniske spørgsmål, svarede ikke på henvendelse pr. mail eller telefon inden artiklens publicering. Regionen har oplyst at ville vende tilbage senest den 22. juni. Artiklen opdateres med regionens svar, når det foreligger.

Danmarks officielle svar på tre års gammel EU-opfordring er nu dokumenteret: Sundhedsstyrelsen sender bolden videre til ministeriet. Ministeriet har ikke tid. Regionen svarer ikke. Lægeforeningen arbejder internationalt for principper, der ikke er forankret i dansk lovgivning.

Læs også: Systemet straffer aldrig sig selv

Er transplantationsturisme til Kina ulovligt i Danmark?

Bevismaterialet har ligget der i tyve år. Kilgour og Matas dokumenterede det i 2006. China Tribunal bekræftede det i 2019. EU-Parlamentet vedtog en resolution i 2022. Og den danske politiske reaktion er uændret: stilhed.

Den eneste forklaring er enten at ingen har sat sig ind i det – eller at nogen har sat sig ind i det og besluttet, at det er mere bekvemt at lade være.

Ingen af de forklaringer er acceptable.

Hvis du er sundhedsprofessionel med kendskab til transplantationsturisme i Danmark, kontakt Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg direkte. Hvis du er politiker med interesse i at rejse sagen, skriv til Sundheds- og Kirkeministeriet og bed om en konkret redegørelse for Danmarks implementering af EU-Parlamentets 2022-resolution.

ExtraFokus.com: Dybere blik på magten og de oversete historier.

Læs også: Mens vi strides om indvandring, forsvinder verdens demokratier

 

Uafhængig journalistik

ExtraFokus er reklamefrit — og det koster

Bliv støttemedlem for 59 kr./md og hold graveriet kørende.

17 af 255 støttemedlemmer
Støt os

Støt ExtraFokus

Ingen annoncer, ingen mediehus. ExtraFokus lever af læsere som dig.

17 af 255 støttemedlemmer

59 kr./mdEnkel donation

Støt ExtraFokus

Ingen annoncer, ingen mediehus. ExtraFokus lever af læsere som dig.

17 af 255 støttemedlemmer

59 kr./mdEnkel donation

ARTIKLER →

RELATEREDE

Ruslands krigsmaskine set indefra: kontrakterne ingen tør nægte

En russisk virksomhedsejer med en mellemstor metalvarefabrik får en dag et opkald fra guvernørens kontor:…

Sveriges euroflirt sender chokbølger gennem Skandinavien

Når en nation, der i over to årtier har sagt nej til euroen, pludselig åbner…

Det Schlesiske Tjernobyl

Der er et billede, jeg ikke kan ryste af mig. Tusindvis af journaler, spredt ud…

Made in Europe: Europas svar på amerikansk protektionisme

Hvis du køber en kinesisk smartphone, kan du være rimelig sikker på, at størstedelen af…