72 procent flere voldtægter i Tyskland – og ingen vil tale om hvorfor

Der er et tal, der er svært at ignorere: 72 procent. Så meget er antallet af registrerede voldtægter i Tyskland steget siden 2018. Ikke i procent af en lille baseline – det er en fordobling og halvt mere oveni af en af Europas mest befolkede nationer.

Og alligevel er den dominerende reaktion, når statistikken offentliggøres, en slags velkendt, rituel forbløffelse. En dag med overskrifter, to dage med kommentarer, og så tilbage til det sædvanlige. Systemet trækker vejret. Og venter på næste år.

Jeg er træt af at have fulgt dette tæt nok til at kende det mønster udenad.

Tallene, der er svære at gøre til noget andet

Den tyske forbundspolitistatistik – Polizeiliche Kriminalstatistik – for 2025 blev præsenteret den 20. april 2026 af indenrigsminister Alexander Dobrindt. Mens den samlede kriminalitet i Tyskland faldt med 5,6 procent – se også Europas migrationssvar i forhold til 2024, steg antallet af registrerede voldtægtssager markant. Konkret steg voldtægter og særligt grove seksuelle overgreb med 8,5 procent. Siden 2018 er tallene på dette område steget med cirka 72 procent.

Det er 14.454 registrerede voldtægter. I ét land. I ét år.

Andelen af ikke-tyske mistænkte udgør 38,5 procent og er uændret i forhold til foregående år. Andelen af ikke-tyske ofre for voldtægt lå på 22,3 procent. Det tal kræver et øjeblik. Ikke-tyske statsborgere udgør omtrent en fjerdedel af Tysklands samlede befolkning og er altså overrepræsenterede på gerningsmandsstatistikken – men ikke på en måde, der er ligetil at fortolke uden kontekst.

De mistænkte er overvejende venner, bekendte eller tidligere partnere, og 98,6 procent er mænd. Det er den sætning, der glider lettest forbi i pressemeddelelerne. Og det er den, der fortæller mest.

Den halvanden statistik ingen rigtig vil tale om

Det er det her, der irriterer mig mest ved den debat, der uvægerligt følger. Den foregår i to parallelle verdener, som aldrig mødes: én verden, der udelukkende fokuserer på indvandrerandelen i statistikken, og én anden, der afviser den diskussion som racistisk og dermed undlader at tale om den overhovedet. Begge verdener er intellektuelle fejltagelser.

Fakta er: 38,5 procent af de mistænkte i tyske voldtægtssager er ikke-tyske statsborgere. Det er en overrepræsentation, og den er reel. Generelt er ikke-tyske statsborgeres kriminalitetsbelastning knap 2,6 gange højere end tyske statsborgeres, når man ser bort fra overtrædelser af udlændingeloven.

Men 61,5 procent af de mistænkte er altså tyske statsborgere. Og det absolutte flertal af alle voldtægter begås, som statistikken viser det år efter år, af mænd i nære relationer til offeret. En eks-kæreste. En bekendt. Nogen hun kendte.

Det er ikke en bekvem fortælling for nogen. Hverken for dem, der ønsker al fokus rettet mod indvandring, eller for dem, der helst vil tale om voldtægt som et strukturelt mandeproblem uafhængigt af etnicitet. Begge dele er sande på én gang, og det er præcis den kompleksitet, der giver politikere og redaktioner eksistentielt svimmelhed.

Og så er der mørketal-problemet. Anmeldelsesgraderne ved seksuelle overgreb er særdeles lave. Ved voldtægt og seksuelt misbrug lå anmeldelsesgraden i 2023 på blot 6,2 procent, og ved fysisk seksuel chikane på 2,6 procent.

Det betyder, at de 14.454 registrerede sager ikke er toppen af isbjerget. De er havoverfladen. Hvad der er nedenunder, har ingen faktisk overblik over. Regnestykket er groft: hvis 6,2 procent anmelder, er det reelle antal sager i størrelsesordenen 230.000 om året. Alene i Tyskland. Det er et tal, der er så stort, at det næsten er ubrugeligt – men det er der.

Hvad 72 procent vækst egentlig dækker over

En stigning på 72 procent over syv år er ikke et tilfælde. Det er en tendens. Men hvad er den tendens udtryk for? Her er det, de fleste medier skriver sig udenom: vi ved det ikke med sikkerhed, og det er faktisk et problem i sig selv.

Der er mindst tre konkurrerende forklaringer, og de er sandsynligvis alle delvist sande på en gang. Første mulighed: der sker faktisk flere voldtægter. Anden mulighed: der anmeldes flere – fordi #MeToo-bevægelsen ændrede normerne for hvad man anmelder, fordi lovgivningen er ændret til at inkludere flere handlinger under definitionen, fordi folk i stigende udstrækning stoler på politiet. Tredje mulighed: registreringspraksis er ændret, og tallene i 2025 er ikke direkte sammenlignelige med tallene i 2018.

Sandsynligvis er svaret: alle tre. I forskellig blanding.

I Danmark kender vi det parallelle eksempel. Danmarks Statistik har selv advaret mod at konkludere, at stigninger i anmeldte seksualforbrydelser entydigt skyldes, at flere udsættes for dem. Stigningen i anmeldelser af voldtægt skal ses i lyset af registreringsændringer hos politiet i 2015 og ændringer i forbindelse med den nye samtykkelov, der trådte i kraft i 2021. Det er ikke en afvisning af problemet – det er en præcisering af, hvad vi faktisk ved.

Det tyske tal er 72 procent. Det er reelt. Men en del af den stigning er sandsynligvis ikke “mere voldtægt” – men “mere synlig voldtægt”. Det ændrer ikke på alvoren. Det ændrer heller ikke på, at der er et problem. Men det ændrer på, hvad løsningerne bør være – og det er præcis den sondring, vi ikke kan tillade os at springe over, selvom det er langt lettere at lade tallene stå for sig selv.

Den debat, vi aldrig rigtig får

Hvert år, når kriminalstatistikken offentliggøres i Tyskland, udspiller det samme politiske teater sig. Partier fra højre bruger tallene til at bekræfte alt, hvad de allerede mente om indvandring.

Partier fra venstre og midten taler om kontekst, strukturer og metodiske forbehold – og glemmer i processen at sige tydeligt, at der er et problem. Pressen deler sig i to lejre og taler primært til sine egne. Og de kvinder, hvis erfaringer er omdrejningspunktet for hele diskussionen, er til stede primært som tal i en rapport.

Det, der ikke sker, er dette: en seriøs samtale om, hvad der faktisk virker.

Vi ved fra dansk og skandinavisk forskning, at overrepræsentation af visse indvandrergrupper i kriminalstatistikker i væsentlig grad hænger sammen med socioøkonomiske faktorer. Justitsministeriets Forskningskontor har påvist, at voldtægtsforbrydere – uanset om de er etnisk danske eller har ikke-vestlig baggrund – har betydeligt ringere sociale og økonomiske forhold end andre. Fattigdom, marginalisering og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet er ikke undskyldninger. Men de er årsager, og årsager kan adresseres.

Vi ved også, at kønsroller og seksualitetsnormer spiller en rolle – og at de ikke er eksklusivt knyttet til etnicitet. Den tyske statistik siger, at 98,6 procent af de mistænkte er mænd.

Ikke 98,6 procent af de ikke-tyske mistænkte. Alle mistænkte. Det er et mønster, der fortæller os noget om mænd som kategori, der er langt mere ubehageligt at tale om, end det er at fokusere udelukkende på nationalitet. Ingen spurgte om det. De gør det sjældent.

Hvad Danmark kan lære – og hvad vi allerede ved

Det er fristende at behandle de tyske tal som noget fjernt og fremmed, et produkt af en større nations anderledes migrationspolitik, et problem vi kan betragte med sikker afstand. Det er en luksus, vi ikke har råd til.

I Danmark udgør ikke-vestlige indvandrere 23 procent af voldtægtsforbrydere til trods for, at de udgør kun 6 procent af den 15-79-årige befolkning. Det er en overrepræsentation, der er endnu mere markant end den tyske – og den har eksisteret i årevis. Danmarks Statistik dokumenterede det. Justitsministeriets Forskningskontor dokumenterede det. Det er ikke et højrefløjsmyte. Det er et verificeret faktum i offentlige rapporter.

Og hvad har vi gjort ved det? Vi har ført politiske kampe om det. Vi har brugt det som ammunition i debatter om udvisning, opholdstilladelse og stramninger. Vi har lavet grafer og pressemeddelelser og parlamentariske forespørgsler. Hvad vi ikke har gjort tilstrækkeligt, er at spørge: hvad hjælper de kvinder, der er blevet voldtaget? Hvad ændrer faktisk adfærden hos gerningsmænd? Hvad virker forebyggende?

Svaret er ikke enkelt. Men det er heller ikke ukendt. Tidlig integration, sprogundervisning, arbejdsmarkedstilknytning, aktiv socialisering ind i ligestillingsværdier – ikke som moralsk prædiken, men som struktureret, finansieret praksis. Det kræver politisk vilje til at investere i noget, der først giver resultater om ti år. Det er ikke et valgplakat. Og det er sandsynligvis præcis derfor, det ikke sker.

Den kvinde, der ikke er i statistikken

Bag hvert enkelt af de 14.454 registrerede sager er der en kvinde. Og bag hende er der – ifølge anmeldelsesgraden på 6,2 procent – i størrelsesordenen femten andre kvinder, hvis sag aldrig nåede politiet. Kvinder, der ikke troede det nyttede noget. Kvinder, der kendte gerningsmanden og ikke vidste, om det overhovedet var en sag. Kvinder, der ikke havde kræfter til at stå i det. Kvinder, der anmeldte og fik sagen henlagt.

Det er en kvinde, der sidder i en sagsbehandlersituation og skal forklare, hvad der skete, til en person hun aldrig har mødt, i et system hun ikke kender, med ord hun måske ikke har. Og efter det: en ventetid på måneder, en retssal der måske aldrig materialiserer sig, og en statistik der til sidst registrerer hende som én ud af 14.454 – hvis hun var den ene ud af seksten, der overhovedet anmeldte.

Det er hende, der mangler i den tyske debat denne uge. Begge lejre – dem der fokuserer på nationalitet og dem der ikke vil – taler om alt muligt andet end hende. Den ene bruger hende som argument. Den anden bruger hendes situation som bevis på strukturelle problemer. Ingen af dem spørger, hvad hun faktisk har brug for.

Hamburgs indenrigssenator Andy Grote sagde ved præsentationen af statistikken, at det tyske samfund ikke er så sikkert for kvinder, som det burde være. Det er korrekt. Det er også en ekstraordinær underdrivelse. Det er den slags sætning, der lyder som handlekraft, men ikke forpligter til noget som helst. Næste april siger en anden embedsmand den samme sætning. Tallene er større. Ingen er overraskede.

Det der bør følge nu

Lad mig sige det direkte: en voldtægtstigning på 72 procent over syv år løses ikke med skrappere retorik. Det løses heller ikke med skrappere udlændingepolitik alene – ikke fordi udlændingepolitik er irrelevant, men fordi 61,5 procent af de mistænkte er tyske statsborgere, og fordi langt de fleste ofre kendte deres gerningsmand. Et problem af den størrelse kræver mere end ét redskab.

Det, der bør følge, er grundige svar på grundlæggende spørgsmål. Hvorfor anmelder kun 6 procent af ofrene – og hvad skal der til for at ændre det? Hvad sker der med de sager, der anmeldes, og hvor mange ender med en dom? Hvad virker faktisk forebyggende, og er de politiske investeringer i integration og ligestilling skaleret til problemets omfang – eller skaleret til hvad der er politisk sælgeligt?

For os i Danmark er spørgsmålet ikke, om vi er bedre stillet end Tyskland. Det er, om vi bruger den viden vi har. Vi har forskningen. Vi har statistikken. Vi har dokumentationen fra Justitsministeriet og Danmarks Statistik. Vi mangler ikke viden. Vi mangler viljen til at bruge den til noget andet end at have ret i debatten.

Det er et problem, vi har haft i mange år. Det er et problem, vi vælger at beholde.

ExtraFokus.com: Dybere blik på det danske samfund.