Trumps Venezuela-olieaftale kaldes historiens største plyndring

Der findes ikke mange begivenheder, hvor en tidligere energiminister fra venstrefløjen og en fremtrædende oppositionspolitiker fra højrefløjen når frem til nøjagtig samme konklusion samme uge. Men det er, hvad der lige er sket i Venezuela.

Donald Trump kalder sin nye olieaftale “den største i verdenshistorien”. Rafael Ramírez, manden der i årevis styrede landets statslige olieselskab under Hugo Chávez, kalder den “den største plyndring i vores lands historie”.

Jeg har fulgt olieaftaler mellem stormagter og svage stater tæt nok til at vide, at når begge politiske fløje er enige om at kalde noget et tyveri, er det sjældent, fordi de tager fejl.

Læs også: Trumps nye verdensorden begynder i Caracas

To ting kan være sande på samme tid. Venezuela har desperat brug for kapital, teknologi og adgang til et globalt marked, som årtiers vanstyre og amerikanske sanktioner har lukket landet ude af. Og den aftale, der nu skal levere det, er indgået under omstændigheder, der gør det umuligt at kalde processen legitim i nogen almindelig demokratisk forstand.

Begge dele skal stå i samme artikel, for ellers bliver historien enten naiv eller unuanceret, og Venezuela har allerede fået rigeligt af begge dele fra internationale medier.

Systemet bag Venezuela-olieaftalen: 65 milliarder tønder og en præsident uden egen post

Aftalen, som Venezuelas midlertidige præsident Delcy Rodríguez offentliggjorde i en tale lørdag aften, giver et amerikansk-ledet konsortium adgang til 17 venezuelanske oliefelter.

Rodríguez selv har talt om en løbetid på 25 år og et produktionsmål på 1,5 millioner tønder om dagen. Financial Times, som har talt med Rafael Ramírez direkte, opererer med et andet tal: op til 100 år for de konkrete feltrettigheder.

De to tal udelukker ikke nødvendigvis hinanden: en 25-årig rammeaftale kan sagtens indeholde option på feltrettigheder, der løber langt længere. Men at ingen af parterne har opklaret forskellen offentligt, er i sig selv sigende.

Felterne i aftalen rummer tilsammen omkring 65 milliarder tønder olie. Det er mere end en femtedel af hele Venezuelas kendte reserver, som i forvejen er verdens største.

Det, der gør aftalen strukturelt usædvanlig, er ikke tallene. Det er, hvem der skriver under. Delcy Rodríguez er ikke valgt til posten. Hun er Nicolás Maduros tidligere vicepræsident, og hun har haft magten, siden amerikanske styrker den 3. januar tog Maduro og hans hustru til fange.

Der har ikke været noget valg mellem de to begivenheder. Der har kun været otte måneder, hvor den samme magt, der fjernede landets siddende leder, har forhandlet med hans efterfølger om adgang til landets vigtigste ressource.

PDVSA er ikke bare endnu et statsselskab i denne sammenhæng. Under Chávez var det selve motoren i chavismens økonomiske model: overskuddet finansierede sociale programmer, subsidier og en stor del af statens legitimitet i årevis.

At Ramírez, manden der ledede selskabet gennem dets mest magtfulde år, nu ser det reduceret til det, han kalder en “administrator af kontrakter”, er ikke nostalgi. Det er et vidnesbyrd om, hvor lidt der reelt er tilbage af Venezuelas egen kontrol over sin vigtigste eksportvare, uanset hvilken regering der sidder i Miraflores-paladset.

Kritikken, der ikke kender til blokgrænser

Rafael Ramírez var i årevis en af chavismens mest magtfulde skikkelser, før han brød med Maduro. Hans dom er hård: PDVSA, det statslige olieselskab der engang var Venezuelas stolthed og Chávez’ vigtigste magtinstrument, bliver ifølge ham reduceret til “en administrator af kontrakter”.

Læs også: Den døende verdensorden og Grønlands skæbne

Det er ikke en teknisk detalje. Et olieselskab, der ikke længere bestemmer over sin egen produktion, er ikke et olieselskab. Det er en bogholderiafdeling med et flag på.

William Rodríguez, tidligere medlem af parlamentet for det regerende socialistparti, går endnu længere og kalder aftalen “det største olieforræderi i landets historie”.

Hans skarpeste pointe er ikke selve indholdet, men processen: aftalen er aldrig blevet behandlet i parlamentet. En beslutning, der binder Venezuela til en amerikansk partner i 25 år eller mere, er truffet af én kvinde i en tale, ikke af en lovgivende forsamling.

Fra oppositionens side kommer kritikken fra en anden vinkel, men lander samme sted. Juan Pablo Guanipá, en af oppositionens mest markante stemmer, anerkender ærligt, at Venezuela desperat har brug for udenlandske investeringer efter årtiers forfald i olieindustrien.

Men han peger på det, jeg selv ikke kan komme udenom: de samme folk, der ifølge ham har været med til at ødelægge PDVSA og landets økonomi, er dem, der nu skal forvalte de milliarder, aftalen genererer. “Vi bygger en skyskraber på ler,” siger han. Det er sjældent, man hører en oppositionspolitiker og en tidligere chavistisk minister formulere præcis den samme bekymring med to forskellige metaforer.

Lørdag gik venstreorienterede grupper på gaden i Caracas med bannere med teksten “Yankees out of Venezuela”. Det er let at afskrive som traditionel anti-amerikansk retorik i et land med den historie. Men når protesten kommer samtidig med, at både chavister og oppositionsfolk kalder aftalen et forræderi, holder “traditionel retorik”-forklaringen ikke længere alene.

Sjældent falder kritik fra to modsatrettede lejre sammen i tid, uden at nogen har aftalt det. Ramírez og William Rodríguez repræsenterer to fraktioner af chavismen, der ellers har ligget i indbyrdes strid siden bruddet med Maduro. Guanipá tilhører en opposition, der historisk har set enhver form for statslig kontrol over PDVSA som problemet, ikke løsningen.

At disse tre stemmer alligevel lander på samme diagnose, nemlig at magten over olien glider ud af venezuelanske hænder uanset hvem der formelt sidder på præsidentposten, er den stærkeste indikation, jeg kan finde på, at dette ikke er almindelig partipolitisk støj.

Fjern lederen, forhandl med efterfølgeren: hvad kalder man det?

Jeg vil være direkte om noget, jeg tror de fleste læsere allerede tænker, men som få medier tør skrive ligeud: rækkefølgen af begivenheder inviterer til en meget ubehagelig fortolkning.

USA anholder en siddende præsident. Otte måneder senere forhandler samme USA en aftale om 65 milliarder tønder olie med den anholdte præsidents efterfølger. En efterfølger, hvis politiske overlevelse i praksis afhænger af amerikansk opbakning.

Sæt de to sætninger ved siden af hinanden, og de læser som en anklageskrift mod en kriminel bande, ikke som udenrigspolitik mellem to stater.

Præcision er det, der adskiller analyse fra anklage, så lad mig være præcis. Jeg har ikke dokumentation for, at anholdelsen af Maduro var motiveret af olie, og jeg vil ikke påstå det som en bevist kendsgerning.

Det, jeg derimod kan konstatere, er strukturen: fraværet af parlamentarisk behandling i Venezuela, det korte tidsrum mellem magtskiftet og aftalen, og at den part, der drog fordel af magtskiftet, er den samme part, der nu sidder med kontrakten.

Det er ikke bevis for en forbrydelse. Det er beviset for, hvorfor så mange, på tværs af den politiske skala i et i forvejen dybt splittet land, når frem til samme mistanke uden at skulle overtales af nogen.

Historien har set dette mønster før, uden at parallellen skal overdrives: da USA væltede Saddam Hussein i 2003, fulgte en årelang debat om, hvorvidt olien var en skjult motivation bag invasionen. Den debat blev aldrig endeligt afgjort, men den formede opfattelsen af amerikansk Mellemøsten-politik i et årti frem.

Venezuela-sagen har ikke en invasion som forudsætning, kun en anholdelse. Men mekanismen er strukturelt identisk: magtskifte efterfulgt af ressourceaftale, uden at nogen kan bevise kausaliteten den ene eller den anden vej. Og det er præcis den type mistanke, der er umulig at fjerne bagefter, uanset hvor legitim aftalen måtte vise sig at være i praksis.

Formelt set er magtforholdet enkelt: Venezuela er en suveræn stat, Rodríguez er landets anerkendte leder, og PDVSA er stadig, på papiret, statsligt ejet. Uformelt ser billedet anderledes ud.

Rodríguez’ magt hviler på amerikansk accept i en grad, ingen tidligere venezuelansk præsident har måttet acceptere, end ikke i årene med de hårdeste amerikanske sanktioner.

Den reelle beslutningskraft over, hvor meget olie der pumpes, hvem der transporterer den, og hvem der får overskuddet, ligger nu hos et amerikansk-ledet konsortium med en kontrakt, der ifølge Rodríguez selv løber i 25 år.

Det er den slags misforhold mellem papir og virkelighed, der plejer at definere, hvornår et land reelt har mistet kontrollen over sin egen økonomi, uden at nogen formelt har erklæret det.

Hvad det betyder, når olien flyder til Europa

Aftalen er ikke kun et venezuelansk anliggende. Et udbud på 65 milliarder tønder ekstra kapacitet flytter noget i det globale oliemarked, og det mærkes også i Danmark.

Ifølge OilPrice.com er rederier allerede i gang med at omstille sig til den nye venezuelanske eksport, heriblandt Mærsk Tankers, som undersøger muligheden for ship-to-ship-overførsler af venezuelansk olie ud for kysten.

Det er ikke en bekræftet kontrakt, men det er et dansk selskab, der aktivt positionerer sig til at tjene på en aftale, hvis legitimitet en stor del af Venezuelas egen befolkning betvivler.

Det siger noget om, hvor lidt spillerum der reelt er for en dansk aktør i det globale energimarked. IEA har i flere år peget på, at Europas forsyningssikkerhed efter afkoblingen fra russisk energi gør nye, store leverandører attraktive næsten pr. definition, uanset deres politiske bagage.

Man kan ikke bebrejde et rederi for at følge markedet. Men man kan spørge, om et land, der har brugt tre år på at flygte fra afhængighed af én autoritær energileverandør, bør glide lige så gnidningsfrit ind i afhængighed af den næste, bare fordi den nye leverandør nu har amerikansk opbakning i stedet for russisk.

Effekten på selve oliemarkedet er heller ikke triviel. 1,5 millioner tønder om dagen, Rodríguez’ eget tal for produktionsmålet, svarer til en betragtelig andel af det, som OPEC+ i forvejen bruger enorme kræfter på at holde kunstigt lavt for at understøtte priserne.

Kommer venezuelansk olie for alvor tilbage på det globale marked i det omfang, aftalen lægger op til, er det ikke kun godt nyt for forbrugere ved den danske tankstation. Det er også et pres på Saudi-Arabien og de øvrige OPEC-lande, hvis budgetter i årevis har været bygget på en pris, der forudsætter, at Venezuelas olie stort set forbliver uden for markedet.

Handelshuse som Vitol, Trafigura og Chevron er allerede centrale i at håndtere den fysiske eksport, ifølge OilPrice.com. Det betyder, at det økonomiske fundament for aftalen i praksis er lagt, uanset hvor uafklaret den politiske legitimitet stadig er.

Den elite, der taber uanset hvem der vinder

Det er let at reducere denne sag til endnu et eksempel på amerikansk stormagtslogik i Latinamerika, og det ville ikke engang være forkert.

Men det, der gør denne sag mere foruroligende end de fleste, er, at der ikke findes nogen venezuelansk fraktion, der reelt vinder på den. Chavisterne mister deres olieselskab.

Oppositionen frygter, at USA nu har mindre interesse i at presse på for et reelt valg, fordi Washington har brug for Rodríguez til at levere aftalen. En fremtrædende oppositionsfigur formulerede det direkte til Financial Times: USA ønsker ikke et valg, hvor aftalen bliver et af de centrale diskussionsemner.

Det er den logik, der bekymrer mig mest ved denne sag. Ikke om aftalen juridisk set er en plyndring (det kræver en domstol, jeg ikke er). Men at den skaber et incitament for den udenlandske magt til at foretrække stabilitet omkring en ikke-valgt leder frem for demokrati, fordi stabiliteten er den, der leverer olien.

Det er ikke en ny mekanisme i verdenshistorien. Men det er sjældent, den demonstreres så åbent, på så kort tid, og med så bred venezuelansk enighed om, hvad den koster.

Læs også: Sådan tjener man milliarder – mens man styrer verden

Man må konstatere, at Venezuela nu befinder sig i den mest ubehagelige position, et ressourcerigt land kan stå i: for fattigt og for isoleret til at forhandle fra en position af styrke, men i besiddelse af noget, resten af verden vil have adgang til, uanset hvem der styrer landet.

Det er den position, der historisk har produceret de dårligste aftaler for befolkningerne og de bedste for de udenlandske partnere. Ikke fordi partnerne nødvendigvis handler i ond tro, men fordi asymmetrien i forhandlingsstyrke gør gode vilkår til en undtagelse snarere end reglen.

Om 25 år, når kontrakten enten skal forlænges eller genforhandles, vil det være en helt anden generation af venezuelanere, der må leve med de vilkår, der blev sat i august 2026, uden selv at have haft en stemme i beslutningen.

ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.