100 år til bristepunktet: Xi’s vej mod Taiwan

Det er som et gammelt åbenstående sår, der aldrig får lov at hele, men til gengæld hele tiden bliver kradset op med nye våben, nye alliancer og nye nationale myter. Kinas borgerkrig sluttede aldrig rigtigt – den frøs bare fast som en konflikt over Taiwan.

I dag står vi i 2026 og må konstatere: Hvis Xi Jinping vælger at “lukke historien”, kan det meget vel blive startskuddet til noget, der minder om en tredje verdenskrig.

Men det rammer tættere på end man tror. For Danmarks, EU’s og USA’s valg – fra gashandel til chipproduktion og diplomatiske formuleringer – er med til at afgøre, om Taiwan forbliver status quo, eller om en 100 år gammel borgerkrig ender med at eksplodere i vores egen livstid.

Læs også: Bulgarien: Minister dokumenterede korruption for milliarder – nu er det Radevs tur

Fra Wuhan 1911 til Taiwan-strædet i dag

Historien begynder, som så mange katastrofer gør, med håb. I 1911 bryder Xinhai-revolutionen ud i Wuhan, hvor revolutionære omkring Sun Yat-sen vælter Qing-dynastiet efter næsten 300 års monarki og erklærer Republikken Kina. Sun drømmer om et moderne Kina, baseret på demokrati, nationalisme og det fælles gode – hans tre principper – ikke på feudale kejserritualer.

Jeg observerer med en vis bitterhed, hvordan det håb næsten straks bliver forrådt. Sun tvinges til at handle med general Yuan Shikai, der får kejseren til at abdicere mod at blive præsident – hvorefter han hurtigt forsøger at gøre sig selv til kejser og sender landet ud i et nyt kaos.

Kina fragmenterer i krigsherrer, lokale hære, egne valutaer, egne love, mens udenlandske magter – britere, russere, japanere, franskmænd, tyskere – udnytter svagheden og fortsætter det, kineserne kalder “ydmygelsens århundrede”.

Midt i det kaos opstår to bevægelser, som stadig definerer verden i dag: Kuomintang (KMT) – nationalisterne – og det kinesiske kommunistparti (CCP). KMT står formelt for en republikansk, nationalistisk linje med rødder i Sun Yat-sens idéer, mens CCP med Mao Zedong i spidsen vil skabe en marxist-leninistisk stat i sovjetisk stil.

Det er her, borgerkrigen fødes, og det er her, forklaringen på Xi Jinpings Taiwan-obsession tager form.

Borgerkrigen der skabte to Kina’er

I 1920’erne samarbejder KMT og CCP kortvarigt i den såkaldte “forenede front” for at bekæmpe krigsherrerne og forsøge at samle Kina. Men mistilliden er indbygget fra start. Chiang Kai-shek, der overtager lederskabet af KMT efter Sun Yat-sens død, frygter, at kommunisterne er ved at stjæle revolutionen.

Det er kynisk og brutalt, hvad der følger: I 1927 gennemfører Chiang den berygtede Shanghai-massakre, hvor hans styrker og lokale gangstere slår tusindvis af kommunister ihjel og igangsætter et regime af “hvid terror”. CCP tvinges ud i guerillakrig, Mao udvikler sin strategi fra landsbyer og bjergområder, og borgerkrigen går for alvor i gang.

Mao bliver formet af nederlag. De kommunistiske baser – “sovjetter” – i syd knuses gradvist af KMT’s omringningskampagner, og kun en desperat flugt, den berømte Lange March på omkring 6.000 kilometer, redder kernen af CCP. Kun en brøkdel af de oprindelige styrker overlever til Yanan i nord, men myten om den heroiske march bliver senere et ideologisk våben, som Xi i dag bygger videre på.

Da Japan invaderer Manchuriet i 1931 og senere hele Kina i 1937, bliver borgerkrigen sat på pause. KMT og CCP indgår en skrøbelig alliance mod den ydre fjende. Men i kulissen fortsætter kampen om, hvem der skal være den “ægte” arvtager til Kina.

Efter Anden Verdenskrig genoptages borgerkrigen, og KMT står formelt stærkere: de har USA’s støtte, moderne våben, fly og panser, mens CCP stadig hovedsageligt er let infanteri.

Alligevel knækker KMT. Dårlig moral, korruption, økonomisk kollaps og lange, sårbare forsyningslinjer får styrkerne til at bryde sammen i gigantiske slag i slutningen af 1940’erne. Hundredtusinder deserterer eller skifter side, og i 1949 erklærer Mao oprettelsen af Folkerepublikken Kina i Beijing, mens Chiang og omkring 2 millioner tilhængere flygter til Taiwan.

Her ligger kernen: Den kinesiske borgerkrig slutter aldrig med en formel fredsaftale. Den fryser fast som en duel mellem to regeringer, begge med påstand om at være det “rigtige” Kina – kommunisterne på fastlandet og nationalisterne på Taiwan.

Hvorfor Taiwan ikke “bare” er et land

I vestlig hverdagssnak siger mange “Taiwan er et land”, men diplomati er sjældent så enkelt. Taiwans mærkelige status er direkte arv fra borgerkrigen. Fra 1949 og mange år frem anerkender USA og størstedelen af Vesten faktisk Taipei – ikke Beijing – som Kinas legitime regering.

Folkerepublikken ses som en illegitim kommunistisk magtovertagelse, mens Republikken Kina (Taiwan) har pladsen i FN og Sikkerhedsrådet.

Det vender først i 1970’erne, da USA og Kina begynder at spille Sovjetunionen ud mod hinanden. Nixon og senere Carter nærmer sig Beijing, og i 1979 anerkender Washington Folkerepublikken som “den eneste legitime regering i Kina”.

Taiwan ryger ud af FN og bliver de facto diplomatiske hjemløse: De har egen regering, egen hær, egen demokrati og stærk økonomi, men kun få lande tør anerkende dem som stat, fordi de frygter kinesiske repressalier.

I stedet opfinder USA en juridisk konstruktion: Taiwan Relations Act. Loven slår fast, at USA skal hjælpe Taiwan med at kunne forsvare sig og betragter ethvert forsøg på at afgøre Taiwans fremtid med ikke-fredelige midler som en “trussel mod freden i det vestlige Stillehav” og “af alvorlig bekymring for USA”. Prisværdigt, men også stærkt tvetydigt.

Fra mit ståsted er den tvetydighed – “strategisk tvetydighed” – både genial og farlig på samme tid. USA lover ikke eksplicit at forsvare Taiwan, men antyder det kraftigt. Kina ved ikke, om en invasion vil udløse direkte krig med USA, og Taiwan ved ikke, om de kan regne med hjælp, hvis de erklærer formel uafhængighed. Resultatet er en permanent, nervøs balance.

Xi Jinping: Reunifikation som historisk mission

Ind i denne frosne konflikt træder Xi Jinping – den mest magtfulde og ideologisk drevne leder siden Mao. Xi taler igen og igen om “nationens store genoplivelse” og har bundet sin egen arv op på at fuldføre det, han kalder “moderlandets fulde genforening”.

På offentlige taler lover Xi, at “genforening” med Taiwan er uundgåelig, et “historisk imperativ”, som ingen kan stoppe, og han beskriver båndet mellem kinesere på begge sider af strædet som blodsforbundet.

I 2025 markerer Beijing endda en officiel mindedag for “Taiwans tilbagevenden”, som ledsages af massive live-fire-øvelser, der simulerer blokade og invasion.

Jeg observerer med bekymring, hvordan historien bruges aktivt som våben her. Xi omtaler Taiwan-konflikten som afslutningen på borgerkrigen og på ydmygelsens århundrede – et bevidst greb, der gør enhver kompromisløsning til et ideologisk svigt.

Hvis Taiwan får lov til de facto at forblive uden for kommunistpartiets kontrol, underminerer det fortællingen om CCP som historiens endestation og nationens frelser.

Samtidig har Kina nu noget, Mao aldrig havde: en massiv økonomi og en højmoderne hær. Kina har bygget hangarskibe, hypersoniske missiler, store flådestyrker, cyberkapaciteter og en enorm raketstyrke designet til at holde USA’s flåde på afstand i en Taiwan-krise.

På papiret ligner det derfor en “let” opgave at knuse et mindre øsamfund med 23 millioner indbyggere. Men virkeligheden er mere kompliceret.

Hvorfor Kina ikke bare invaderer i morgen

På papiret er militærbalancen brutal: Kina har langt større befolkning, økonomi, flåde og luftvåben end Taiwan. Men man må konstatere, at en invasion af Taiwan i praksis er en langt mere risikabel operation end det, Putin forsøgte i Ukraine. En fuld skala amfibisk invasion over et relativt smalt, men stormomsust stræde, under mulig amerikansk og japansk ild, er et mareridt selv for en stor militærmagt.

Eksperter peger på, at prisen for en invasion kan blive “ekstraordinært høj” for Xi – militært, økonomisk og politisk. Et mislykket angreb, eller bare et langvarigt blodbad med store kinesiske tab, kan ryste CCP’s greb om magten indefra. Og selv en “sejr” kan være gift: Et demokratisk Taiwan integreret i Kina vil alt andet lige bringe mere frihedsvaner og modstand mod censur med sig – præcis det, Xi forsøger at holde ude.

Derudover er der USA’s tvetydige, men meget reelle forpligtelser. USA er lovmæssigt forpligtet til at hjælpe Taiwan med at kunne forsvare sig og har opbygget en praksis med våbensalg, samarbejde og militær tilstedeværelse i regionen. Det er ikke sikkert, Washington vil sende soldater, men det er langt fra sikkert, de vil lade være.

Worst case-scenariet er ikke kun en regional konflikt.

Det er et scenarie, hvor Kina og USA kolliderer militært, hvor Japan, Australien og muligvis europæiske NATO-lande tvinges til at vælge side, og hvor globale forsyningskæder kollapser – inklusive verdens vigtigste chipproduktion på Taiwan. Det er derfor, Xi holder igen – ikke af barmhjertighed, men fordi tiden måske stadig arbejder for ham.

USA’s tvetydighed og Europas vaklen

USA’s “strategiske tvetydighed” er i dag under pres.

Flere amerikanske politikere og sikkerhedseksperter argumenterer for, at tiden er kommet til at opgive tvetydigheden og melde klart ud, at man vil forsvare Taiwan militært. Andre advarer om, at sådan en klarhed kunne presse Kina til at handle hurtigere og mere aggressivt – et klassisk sikkerhedsdilemma, hvor enhver sikring for den ene part opleves som trussel for den anden.

Sideløbende er EU langsomt vågnet op til, at Taiwan ikke “bare” er en fjern konflikt.

Europæiske analyser peger på, at fred og stabilitet i Taiwanstrædet er blevet en central strategisk interesse for EU, blandt andet fordi Taiwan er en demokratisk partner og en nøglespiller i globale forsyningskæder. Europa forsøger at balancere: Man holder fast i en “ét Kina”-politik, men skelner formelt fra Kinas “ét Kina-princip”, som insisterer på, at Taiwan uundgåeligt er en del af Folkerepublikken.

Fra mit ståsted er det netop her, EU’s hykleri bliver tydeligt.

Vi taler højt om demokrati og folkeretten i Ukraine, men når det gælder Taiwan, gemmer vi os bag juridiske formuleringer og handelsinteresser. Vi vil gerne have taiwanske chips, men helst uden at sige “land”. Vi vil gerne sælge til Kina, men helst uden at indrømme, hvad det koster os politisk.

Danmarks Taiwan-linje: Når små lande bøjer nakken

Den danske vinkel er alt andet end abstrakt. I 2025 lød der advarsler fra Kina-eksperter om, at Danmark er gledet så langt i retning af Beijing, at vores politik på Taiwan-området næsten er identisk med Kinas egen retorik.

Konkret blev det tydeligt, da danske myndigheder begyndte at registrere taiwanere som “kinesere” i officielle systemer – begrundet med henvisning til “ét Kina-politikken”.

Det lyder teknisk, men det er det ikke. Når Danmark registrerer taiwanere som kinesere, sender vi et klart signal om, at vi reelt accepterer Kinas krav på øen – også selv om EU officielt siger, at man støtter status quo og fredelig løsning. Det er ikke bare “administration”, det er sproglig og juridisk underkastelse.

Jeg ser med bekymring på, hvordan små lande som Danmark hurtigt bliver laboratorier for kinesisk diplomati. Før var det pandaer i zoologiske haver og investeringer i havne. Nu er det, hvem vi juridisk siger, mennesker er – kinesere eller taiwanere. Det er en stille omskrivning af virkeligheden, som senere kan bruges af Beijing som “bevis” på, at verden anerkender deres krav.

Det er kynisk, at vi på den ene side støtter Ukraine militært og moralsk mod en aggressiv stormagt, mens vi på den anden side glider ind i Kinas sprogbrug om Taiwan. Historien vil dømme den slags inkonsekvens hårdt, hvis Taiwan en dag bliver angrebet, og vi står og mumler om “bekymring” og “opfordringer til dialog”.

https://youtu.be/pF-ZN11DRSE?si=yeCik9QJ-ko29RUv

Menneskelig skade: Når historie bliver traume i realtid

Det er let at tale om Kina–Taiwan som geopolitik, missiler og alliancer. Men bag ordene gemmer sig millioner af menneskeliv, der allerede lever med konsekvenserne af en borgerkrig, som aldrig fik lov at ende. Mange taiwanesiske familier har rødder på fastlandet, men er vokset op i et demokratisk Taiwan, hvor fri presse, frie valg og retssystem er en selvfølge.

For dem er truslen om invasion hverken abstrakt eller “kun” militær. Den er psykologisk – en konstant tilstedeværelse af kinesiske kampfly i luftrummet, skibsøvelser omkring øen, cyberangreb på myndigheder og mediekampagner, der forsøger at fremstille Taiwan som “uundgåeligt kinesisk”.

Læs også: EU’s forsvarseventyr: Hvem betaler – og hvem tjener?

Det er ikke svært at se, hvordan det kan skabe angst, PTSD-lignende symptomer, og en oplevelse af at leve i et permanent grænseland, hvor ens fremtid afhænger af andres storpolitiske luner.

På den anden side af strædet lever kinesere i et system, hvor propagandaen om Taiwan er massiv. Skoler, tv og sociale medier gentager fortællingen om den “hellige opgave” at få Taiwan tilbage.

Mange kinesere vokser op med den overbevisning, at Taiwan-spørgsmålet handler om national værdighed – ikke om 23 millioner menneskers ret til selv at bestemme. Hvis Xi en dag trykker på krigsknappen, vil han bruge præcis den følelsesladede fortælling til at legitimere enorme ofre.

Man må konstatere, at historien her ikke bare er fortid – den er en aktiv kilde til traume i realtid. Det er børn, der lærer at frygte sirener; unge, der planlægger deres liv efter muligheden for krig; familier, der pakker “nødkufferter” med dokumenter, medicin og billeder. Det er ikke science fiction, men hverdagspraksis i et samfund, der lever under permanent trussel.

Europa mellem chipafhængighed og moralsk ansvar

Hvor efterlader det os i Europa – og i Danmark? Taiwan er en af verdens absolut vigtigste producenter af avancerede halvledere, de chips, der driver alt fra vores telefoner og biler til våbensystemer og energinet.

Hvis Kina invaderer, eller bare blokerer øen, vil verdensøkonomien få et chok, der får covid-19 og energikrisen til at ligne opvarmning.

Efter Ruslands invasion af Ukraine fik EU pludselig travlt med at blive mindre afhængig af russisk gas.

Alligevel fortsætter vi med at være teknologisk afhængige af et Taiwan, vi ikke rigtigt tør støtte politisk – og af et Kina, vi ikke tør konfrontere, fordi vi frygter modreaktioner.

Det er en form for strategisk naivitet: Vi ved, hvor sårbare vi er, men vi handler ikke tilstrækkeligt, før krisen rammer.

Fra mit ståsted er spørgsmålet ikke, om vi skal “vælge side” i en simpel koldkrigslogik.

Spørgsmålet er, om vi som demokratiske samfund tør sige højt, at principper, menneskerettigheder og selve idéen om selvbestemmelse ikke kan reduceres til handelsparametre.

Hvis vi virkelig mener, at grænser ikke må ændres med vold, gælder det også Taiwan – ikke kun Donbas.

En frossen konflikt uden ende

Den kinesiske borgerkrig er ikke kun en historie fra fortiden – den er en levende trussel mod nutidens globale orden. Xi Jinpings løfte om genforening står som en mørk sky over Taiwanstrædet, og USA’s strategiske tvetydighed holder balancen, men kun lige akkurat.

Europa og Danmark glider mod en farlig kompromisløsning, hvor handelsinteresser og sproglig underkastelse langsomt underminerer principper om frihed og selvbestemmelse.

Man må konstatere, at historien gentager sig på nye måder: Hvad der startede med revolutionære idealer i Wuhan, risikerer nu at ende i et globalt sammenbrud.

Taiwan er ikke bare en ø – det er et præcis test på, hvorvidt demokratierne holder stand mod autoritær ekspansion. Worst case-scenariet er ikke hypotetisk længere; det er en tidsfrist, der tikker.