Den 24. februar 2022 rullede russiske kampvogne ind over Ukraines grænse. Det var en handling, der skulle vare tre dage, sagde Kreml. I dag, fire år senere, er over 15.000 ukrainske civile bekræftet døde, næsten to millioner soldater fra begge sider er dræbt, såret eller savnet, og Europa sidder ved forhandlingsbordet med en amerikansk præsident, der åbent presser Ukraine til at acceptere russiske territoriale gevinster.
Læs også: Pia Dyhr valgte manden over kvinden
Spørgsmålet er ikke længere, om Ukraine kan vinde. Spørgsmålet er, om Vesten forstår, hvad det koster at tabe.
Læs også: 14 millioner er taget hjem. 117 millioner tilbage.
Hvad viser det militære regnskab?
Fire år inde i krigen kontrollerer Rusland stadig store dele af Østukraine. I 2025 alene mistede Ukraine 4.831 km² land. En tredjedel mere end i 2024. Det er ikke en krig i balance, men en krig, hvor den ene side langsomt æder sig fremad, og den anden kæmper for at overleve. Natten mellem 21. og 22. februar 2026 affyrede russiske styrker 347 droner og missiler mod Ukraine, og i stedet for udelukkende at ramme energiinfrastruktur begyndte de nu at angribe jernbaner og vandforsyning. Det er en markant strategisk eskalering, der sigter mod at kollapse det civile samfund.
Den menneskelige pris er svær at forstå i sin fulde rækkevidde. Center for Strategic and International Studies (CSIS) estimerer, at 1,2 millioner russiske soldater er dræbt, såret eller savnet, og op mod 600.000 ukrainere. Heraf menes ca. 140.000 ukrainere at være faldet i kamp. Det er den fulde befolkning i en by som Esbjerg, der er væk. Over ti millioner ukrainere er aktuelt afhængige af nødhjælp. Svarende til næsten hver tredje borger.
Fredsforhandlingerne: Et spil med skæve præmisser
Her står vi over for et paradoks, der burde give enhver europæisk leder søvnløse nætter. I midten af februar 2026 foregik der fredsforhandlinger i Genève med USA som mægler. Donald Trump lagde direkte pres på Ukraine: “Ukraine må hellere komme til forhandlingsbordet. Hurtigt,” sagde han om bord på Air Force One. Det afgørende problem er, at Trump opfører sig som neutral mægler, men reelt belønner aggressoren.
Fredsplanen, der har cirkuleret siden december 2025, indeholder 28 punkter. De centrale stridspunkter er territorium og NATOs rolle. Ukraine og USA var i december 2025 enige om 19 af de 28 punkter, men de hårdeste spørgsmål. Hvem der beholder hvilke landområder. Er uafklaret. Paradokset er følgende: Rusland har intet incitament til fred, så længe frontlinjen bevæger sig i deres favør. Og USA under Trump synes villig til at acceptere et resultat, der legitimerer invasion som udenrigspolitisk redskab.
Danmarks svar: Pengene er der, men hvad med strategien?
Det er rimeligt at anerkende, at Danmark har stillet op med ekstraordinær finansiel vilje. Regeringen afsatte den 21. februar 2026 yderligere 3,8 mia. kr. til Ukrainefonden, hvilket bringer det samlede danske bidrag til Ukraine i 2026 op på 14,0 mia. kr. Fra 2022 til 2028 er Danmarks samlede militære støtte til Ukraine besluttet til over 70 mia. kr.. Inklusiv F-16-kampfly, kampvogne, luftforsvarsmissiler og droner. Det er imponerende for et land med under seks millioner borgere.
Men det der bekymrer mig er, at penge alene ikke er en strategi. EU vedtog i januar 2026 et lån til Ukraine på 90 mia. euro for 2026-2027. Europa betaler regningerne, men sidder ikke med ved forhandlingsbordet i Genève. Det er amerikanerne, der sætter dagsordenen, og europæerne, der følger med. Europa-Parlamentet vedtog så sent som den 18. februar 2026 et beslutningsforslag om “fire år med Ruslands angrebskrig” og europæiske bidrag til en retfærdig fred. Men beslutningsforslag løser ikke krige.
Det dybere mønster: Suverænitet er til forhandling
Man må konstatere, at det, der er sket over fire år, er en normalisering af det utænkelige. I 2022 var konsensus krystalklar: Russland havde brudt folkeretten, og suverænitet var ikke til forhandling. I februar 2026 diskuterer Vesten åbent, hvilke ukrainske territorier der skal gives til Rusland som del af en fredsaftale. Mekanismen er enkel og brutal: Hvert tab på slagmarken konsoliderer russiske krav ved forhandlingsbordet.
Fra mit ståsted er det farligste ved den aktuelle situation ikke den militære situation i Ukraine. Det er præcedensen. Hvis Rusland kan invadere et naboland, holde ud i fire år og få en aftale, der belønner invasionen med territoriale gevinster, er signalet til fremtidige aggressorer entydigt. Det gælder især i en verden, hvor stater som Kina, Iran og Nordkorea følger med. For Danmark og Europa handler det ikke blot om ukrainsk suverænitet. Det handler om, hvilken type international orden vi ønsker at leve i de næste årtier.
Det er nu, det afgøres
Fire år efter invasionen er Ukraine ikke besejret. Det er selv en militær bedrift af historiske dimensioner. Men Ukraine er under pres. Militært, demografisk og diplomatisk. Og Europa famler.
Spørg dig selv: Hvad fortæller vi om to år, hvis fredsaftalen cementerer russisk kontrol over Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson? Hvad fortæller vi, når næste aggressor drager sin konklusion? Det er nu, der skal handles, ikke med tomme ord om solidaritet, men med realpolitisk tyngde i forhandlingerne. Danmark og EU skal ikke bare betale regningerne. Vi skal sætte os ved bordet.
Støtter du analyser som denne, er du velkommen til at bidrage til ExtraFokus.com. Uafhængig journalistik koster, men er nødvendig mere end nogensinde.
Fire år i krig og Europa er stadig ikke nær nok enige om hvad sejr betyder. Er det at genvinde alt ukrainsk territorium? Er det at stoppe krigen? Er det at svccekke Rusland? Så længe vi ikke svarer det spørgmål kan vi ikke vinde.