Der er en bestemt slags stilhed, der falder over et kontor, når nettet går ned midt i en arbejdsdag. Ikke den irriterende slags, hvor man kan gå ud og tage en kop kaffe. Den anden slags, hvor folk begynder at se på hinanden, og ingen siger det højt, men alle tænker det: Hvad nu hvis det ikke kommer op igen?
Det er den stilhed, 50.000 danskere oplevede i november 2025, da CBB’s systemer kollapsede under et koordineret angreb. Ikke et teknisk uheld. Et angreb.
Læs også: Cybersikkerhed i Danmark
Og alligevel: Ingen krigserklæring. Ingen pressebriefing fra Forsvarsministeriet. Ingen statsminister i studiet med alvor i stemmen. Bare en kundeservice-mail om “midlertidigt nedbrud” og et løfte om kompensation.
Det er præcis den reaktion, Rusland regner med.
Hvad er krig uden fronter – og sejre uden underskrifter?
Putins militærstrategi har ikke ændret sig fundamentalt siden 2014. Det er os, der har nægtet at forstå den. Doktrinen handler ikke om at vinde en klassisk krig.
Den handler om at gøre vores samfund så ustabilt, så splittet og så bange, at vi indefra begynder at tvivle på egne institutioner, egne alliancer, egne naboer. Cyber er ikke et supplement til det russiske militær. Det er dets foretrukne førstestrike-kapacitet.
GRU-enheden Sandworm har øvet sig i Ukraine siden 2015. NotPetya-angrebet i 2017 kostede anslået ti milliarder dollars globalt, og det var ikke engang primært rettet mod ukrainere. Det var en generalprøve. Blackoutet i Kyiv i 2025, der slukkede for 40 procent af byens strøm i vinterkulden, var en videreudvikling af den samme taktik: Ramt infrastruktur, skab panik, mål reaktionen.
Læs også: Er AI en trussel mod cybersikkerheden?
Ifølge EU’s Cyber Compass-rapport stod russiske aktører bag 67 procent af alle statsrettede cyberangreb i EU i fjerde kvartal 2025. Det er ikke et mønster, der er ved at opstå. Det er et mønster, der er ved at modnes.
Forsvarets Efterretningstjeneste navngav Rusland som Danmarks primære sikkerhedstrussel i “Udsyn 2025”. Det var ikke en overraskelse for nogen, der havde fulgt det i bare et år. Men det er stadig ikke nok til at skabe politisk handling i det tempo, truslen kræver.
Bornholm er ikke et sommerferiested. Det er en frontlinje.
Jeg ved godt, det lyder overdrevet. Det er det ikke. Bornholm ligger 170 kilometer fra Kaliningrad. Den russiske eksklave, der fungerer som et militært fremskudt bastion med Iskander-missiler, elektronisk krigsførelse og, efter alt at dømme, cyberoperationer.
Da undersøgende brud på havne og radaranlæg på øen i juni 2025 viste sig at kombinere fysisk kabelskæring med elektronisk jamming, var svaret fra dansk side en NATO-undersøgelse og en pressemeddelelse.
Sabotagen kostede anslået 180 millioner kroner i direkte skade. Det er ikke det vigtigste tal. Det vigtigste tal er det, ingen har opgjort endnu: Hvad koster det, at borgerne på Danmarks østligste ø i timevis ikke vidste, hvem der styrede kommunikationen i deres havn?
PET’s seneste trusselvurdering dokumenterer en stigning på 300 procent i angreb mod danske mål siden 2022, banker, elnet, offentlige systemer. Tallene er reelle. Konsekvenserne er reelle. Og vores investering i at modstå dem? Vi bruger 0,5 procent af BNP på cyberforsvar. NATO’s målsætning er to procent. Vi er ikke bagud. Vi er i en anden liga.
Pengene, der forsvinder uden et enkelt skud
Lad mig gøre det konkret, for det fortjener ikke at leve abstrakt i trusselsvurderinger. En dansk SMV-eksportør (lad os sige han sælger komponenter til den maritime industri og har kunder i Polen, Litauen og Finland) opdager en morgen, at hans ERP-system er krypteret. Alle ordredata, fakturaer, leverandørkontrakter. Ransomware.
Hans leverandørbank er ikke kompromitteret, men hans egne systemer er ude af drift i ni dage, mens et IT-sikkerhedsfirma arbejder sig igennem skaden. Han mister to kontrakter, fordi leverancerne forsinkes. Ingen forsikring dækker fuldt ud. Ingen myndighed tager telefonen og fortæller ham, hvem der stod bag, eller hvad han skal gøre næste gang.
Han er ikke et særtilfælde. Ifølge Center for Cybersikkerhed er ransomware-angreb mod danske virksomheder steget med ti procent i 2025 alene. Danske Bank rapporterer daglige angrebsforsøg mod finansielle systemer. Phishing-kampagner rettet mod danskeres bank-apps i september 2025 resulterede i tab på op mod 450 millioner kroner, med hvad PET vurderer som GRU-koordinerede elementer i bagkanten.
Det er ikke cyberkriminalitet i traditionel forstand. Det er økonomisk krigsførelse med et tyndt lag kriminalitet henover.
Desinformation: Den billigste bombe i arsenalet
Der er et aspekt af den russiske kampagne, som er endnu sværere at prissætte end ransomware, og som vores institutioner er markant dårligere til at håndtere: desinformation.
Falske videoer, der påstår, at NATO-styrker er på vej ind i dansk territorium uden Folketing-godkendelse. Manipulerede klip, der viser “danske soldater i Ukraine” og cirkulerer på TikTok med hundredtusinde visninger, inden faktacheckere overhovedet ser dem. Koordinerede kampagner, der splitter debatten om dansk støtte til Ukraine langs allerede eksisterende politiske skel.
Jeg kan ikke bevise, at hvert enkelt af disse eksempler er direkte orkestreret fra Moskva. Men mønsteret er så veldokumenteret, og metoderne så systematisk identiske med russiske informationsoperationer i andre lande, at den modsatte konklusion ville kræve aktivt selvbedrag.
EU’s East StratCom Task Force har kortlagt hundredvis af tilsvarende kampagner. De holder ikke op, fordi de virker, ikke nødvendigvis ved at overbevise folk om løgne, men ved at skabe en grundlæggende tvivl om, hvad der overhovedet er sandt.
Det er billigst mulige destabilisering. En server i Sankt Petersborg, en håndfuld konti og et velfungerende algoritmesystem. Ingen risiko, ingen ansvarlig afsender, ingen artikel 5 der udløses.
Hvad regeringen ikke vil sige højt
Mette Frederiksen-regeringen er ikke ligegyldig med cybertruslen. Det er ikke det, jeg siger. Der er investeret i Center for Cybersikkerhed, der er kommet ny efterretningslovgivning, og der er en nordisk koordinering, der langsomt styrkes. Men der er en fundamental politisk uvilje mod at kalde det, hvad det er: krigshandlinger.
Fordi hvis vi kalder det krigshandlinger, skal vi reagere som på krigshandlinger. Vi skal investere som om vi er en frontlinjesnation. Vi skal lovgive hurtigere, koordinere tættere og have en åben offentlig samtale om, hvad vi faktisk risikerer. Det er politisk ubehageligt. Det koster stemmer fra dem, der ikke vil høre om krig. Det kræver en regeringsleder, der er villig til at stå frem og sige: Vi er under angreb, og vi er ikke godt nok forberedt.
Til sammenligning har Estland (et land med en tiendedel af Danmarks befolkning og langt tyndere ressourcer) bygget et af verdens mest robuste cyberforsvarsarkitekturer siden Ruslands angreb i 2007. De har gjort det ved at behandle det som et eksistentielt nationalt spørgsmål. Vi behandler det som en IT-budgetpost.
Den næste morgen
Rusland vil ikke stoppe. Det er ikke en vurdering, det er en observation: Der er ingen politisk eller militær incitament for dem til at lette trykket, så længe omkostningerne er lave og gevinsten er reel ustabilitet i NATO’s nordlige flanke. Eskalationen er ikke en mulighed i en fremtidig analyse. Den er allerede i gang.
Det Danmark kan gøre (og som vi ikke gør tilstrækkeligt) er at gøre angrebene dyrere. Dyrere teknisk, dyrere diplomatisk og dyrere i form af faktiske konsekvenser for de russiske aktører, der orkestrerer dem. Det kræver mere end en pressemeddelelse om “bekymrende tendenser”.
Det kræver en milliard ekstra til AI-drevet overvågning af kritisk infrastruktur, et juridisk framework der kan reagere på hybridangreb uden at vente på klassisk krigserkæring, og et nordisk efterretningsfællesskab med reel datadeling, ikke kun møder.
Det kræver også, at vi som borgere holder op med at behandle cybersikkerhed som noget, IT-afdelingen tager sig af. Din banks app, dit elbils-opladningssystem, din kommunes akutberedskab, alt det sidder på den samme digitale infrastruktur, som russiske aktører kortlægger metodisk, år efter år. Det er ikke paranoia. Det er geografi.
Bornholm er 170 kilometer fra Kaliningrad. Det har altid været sandt. Vi valgte bare i lang tid at lade som om, det ikke betød noget.
Det valg er vi løbet tør for.
ExtraFokus.com: Dybere blik på verden.
