Derfor virker antibiotika snart ikke længere – og hvad det betyder for dig

Der er et øjeblik i enhver katastrofe, hvor man kan identificere præcis, hvornår det gik galt. Ikke da bomben eksploderede, men da nogen så advarslen og tænkte: det ordner sig nok. Med antibiotikaresistens er det øjeblik ikke kommet én gang. Det er kommet mange gange. Vi har bare ignoreret det hver gang, støvet hænderne af og skrevet en ny handlingsplan.

Alexander Fleming advarede allerede i 1945, da han modtog Nobelprisen for sin opdagelse af penicillin. Han sagde det direkte: Brug vi antibiotika uforsvarligt, vil vi avle resistente bakterier, der til sidst slår os ihjel. Det er ikke en fortolkning. Det er et citat fra en Nobel-tale. Og hvad gjorde vi? Vi begyndte at pumpe antibiotika ind i landbruget, overskrive recepter til forkølede børn og tage halvdelen af kuren, og lade resten blive i skabets bageste hjørne.

Tallene, der burde have stoppet os

I 2019 døde 1,27 millioner mennesker direkte af antibiotikaresistente infektioner på verdensplan. Af infektioner, som vi engang bare behandlede med en kur piller. GRAM-projektets storstilede modelstudie, publiceret i The Lancet i 2024, estimerer, at over 39 millioner mennesker vil dø af resistente infektioner inden 2050, en stigning på næsten 70 procent fra 2022-niveauet.

Læs også: Klimaflygtninge: Derfor kan forskere ikke blive enige

En patient, der i dag skal have fjernet blindtarmen, en hofteprotese indsat, gennemgå kemoterapi eller en hjertebypass, alt det forudsætter, at vi kan kontrollere infektioner med antibiotika under og efter indgrebet. Ryger det fundament, er moderne kirurgi ikke moderne mere. Den er bare farlig.

Danmarks stille brandslukningsforsøg

DANMAP-rapporten for 2024 (udarbejdet i samarbejde mellem Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet) viser, at det samlede danske antibiotikaforbrug er stabilt, og faktisk syv procent lavere end for ti år siden. Men samme rapport viser, at resistensen mod de tungeste antibiotika fortsætter med at stige. Tilfælde med CPO-bakterier steg med 15 procent til 677 tilfælde i 2024.

Vi bruger altså mindre antibiotika, men vi avler stadig mere farlige bakterier. Systemet lækker fra andre steder end receptblokken: global handel, turisme, og et internationalt landbrug, der fortsat overforbruger antibiotika på vegne af os alle.

I 2024 blev 3.372 danskere registreret med MRSA: methicillinresistent Staphylococcus aureus. Statens Serum Instituts egne tal viser, at invasive bakterieinfektioner hos mennesker i Danmark steg med 22 procent over ti år: 12.214 tilfælde i 2024 mod 9.975 i 2015.

Pengene, der ikke er der

Et nyt antibiotikum koster op mod en milliard dollars at udvikle og godkende. Og når det så endelig er godkendt, bruges det bedst muligt sparsomt, for brug skaber resistens. Et lægemiddelfirma, der bruger en milliard på at redde verden, tjener altså næsten ingen penge. Sammenlign det med et kræftlægemiddel, der kan sælges for titusindvis af dollars pr. kur, i årevis, til millioner af patienter.

Det store pharma holdt op med at investere i antibiotikaforskningfor årtier siden. Regeringer verden over valgte ikke at kompensere for det markedssvigt med offentlig finansiering i tilsvarende skala.

William Fenical og havet som vores sidste skuffe

Siden 1973 har William Fenical, professor ved Scripps Institution of Oceanography ved UC San Diego, ledt efter nye antibiotika i havets dybder. Hans team har isoleret over 18.000 bakteriestammer fra havbundssedimenter, koralrev og dybt havvand. I 2013 opdagede de anthracimycin, en kemisk forbindelse med en fuldstændig ny molekylærstruktur, ikke beslægtet med nogen eksisterende antibiotikaklasse, og med dokumenteret effekt mod MRSA.

I dyreforsøg behandlede anthracimycin rotter inficeret med MRSA: 85 procent overlevede, uden tegn på toksicitet. Men fra det punkt til et godkendt lægemiddel til mennesker går der normalt 10-15 år og hundredvis af millioner dollars. Og Fenicals forskningsmidler er cirka 100.000 dollars om året.

DTU, KU og den danske front

DTU Fødevareinstituttet kortlagde i 2025 latent antibiotikaresistens i spildevandsprøver fra 351 byer i 111 lande, et studie publiceret i Nature Communications. Konklusionen var ubehagelig: Den latente resistens (altså den resistens, der endnu ikke er aktiveret, men som bakterierne allerede bærer) er langt mere udbredt globalt end den kendte, aktive resistens.

Vi er i den fase, hvor den viden, vi producerer i dag, måske kan redde patienter i 2040’erne. Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med dem, der sidder i venteværelset nu.

Den danske life science-industri og det bekvemme fravær

Danmark er et af verdens vigtigste life science-lande. Novo Nordisk, LEO Pharma, Lundbeck. Og hvad er den strategiske prioritering? GLP-1-receptorantagonister til fedme. Hudbehandling. Psykiatriske lidelser. Ingen af de store danske farmakoncerner prioriterer antibiotika som kerneforretning.

Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk, LEO Pharma og Lundbeck bidrog samlet med ca. 500 millioner kroner til AMR Action Fund. AMR Action Fondens samlede ambition er at sikre 2-4 nye antibiotika til patienter inden 2030. Mod en krise, der dræber over en million mennesker om året allerede nu, og som ifølge flere undersøgelser vil dræbe 39 millioner inden 2050.

Læs også: Naturen returnerer til Tjernobyl – men ingen vil høre, hvad det betyder

Regeringen og Folketing vedtog i juni 2025 en national handlingsplan med 21 initiativer mod antibiotikaresistens. Det er 21 initiativer mod et problem, der kræver en strukturel reform af, hvordan verden finansierer antibiotikaforskning.

Spørgsmålet, ingen stiller højt nok

Vi ved, hvad problemet er. Vi har vidst det siden 1945. Vi ved, hvad løsningen forudsætter: massiv offentlig finansiering af grundforskning, reformer af de markedsincitamenter, der straffer antibiotikaproducenter, og internationalt bindende aftaler om landbrugsforbrug. Vi gør det ikke. Vi laver handlingsplaner med 21 punkter, vi bidrager 500 millioner kroner til en fond, der lover 2-4 nye antibiotika, og vi holder DANMAP-seminarer på DTU, hvor fagfolk nikker anerkendende til hinanden og går hjem.

Den 72-årige mand, der om tre uger skal have sin anden hofteoperation på Rigshospitalet, tænker ikke på antibiotikaresistens. Han tænker på at komme hjem til sit barnebarn. Han satte sin tillid til, at det medicinske system har det under kontrol. Det har vi fortalt ham, at det har. Hvad vi ikke har fortalt ham, er, at det fundament, hans operation hviler på, langsomt eroderer, og at vi i årtier har valgt ikke at gøre det, der skulle til for at sikre det.

Det eneste, der mangler, er politisk vilje til at behandle antibiotikaresistens som det offentlige gode, det faktisk er, finansieret som infrastruktur, ikke overladt til et kvartalsregnskab.

ExtraFokus.com: Dybere blik på videnskab og forskning.