Danmark er i gang med sin tredje kongerunde på 60 dage. Troels Lund Poulsen opgav fredag sine bestræbelser på at danne en VLAK-regering, fordi Lars Løkke Rasmussen simpelthen nægtede at løfte hånden. Og nu sidder vi her igen, med kaffekanden varm og Amalienborg åben for endnu en omgang politisk teater.
Læs også: Løkke er ikke tilfreds – og det mærkes
Læs også: VLAK er tilbage – og ingen lærte noget
Manden, der bestemmer hvem der bestemmer
Lars Løkke Rasmussen har nu torpederet to kongeligt udpegede undersøgeres mandater. Første gang tog han stafetten fra Mette Frederiksen og sendte den til Troels Lund Poulsen. Anden gang – fredagens manøvre – præsenterede han et VLAK-grundlag som en fait accompli og så roligt til, mens det kollapsede.
Jeg kan ikke bevise, at det var en bevidst strategi for at lande Mette Frederiksen på posten med Moderaterne som uundværlig partner. Men hvad er alternativet?
Tidsfristens komik
Troels Lund Poulsen satte sig selv en frist på 14 dage. Fjorten dage. Den slags gør man, når man enten er sikker på at lykkes – eller allerede ved, man ikke gør det.
Da fristen udløb, var VLAK hverken regering eller plan. Det var et lig, der ikke var faldet om endnu. Manden i genoptræningen, der venter på en afgørelse om hans fleksjob, venter stadig. Han holder ikke øje med kongerunden. Han har lært ikke at.
1988 ringede – det er ikke et kompliment
Vi skal helt tilbage til 1988 for at finde sidestykke til dette kaos: fire dronningerunder dengang, før Poul Schlüter kom i land. Det tog ham fire forsøg at stable en regering på benene i en tid, hvor valgprogrammer stadig var trykt på papir og partierne ikke havde Twitter til at torpedere hinanden. I 2026 har vi bedre kommunikation, stærkere opinionsundersøgelser og årtiers erfaring med at danne regeringer. Og vi er ved at slå rekorden. Det er enten et tegn på dansk politisk modenhed – eller det modsatte.
Personlige ambitioner med officielle titler
“Personlige ambitioner står over det politiske indhold,” sagde Troels Lund selv, da han kom ud fra Amalienborg i dag. Det er den slags sætning, der rammer præcist, fordi den passer på den, der siger den, mindst ligeså meget som på modstanderen. Troels Lund ville have statsministerposten. Løkke ville ikke give den til ham. SF’s Pia Olsen Dyhr vil gerne ind i en regering med SF’s fingeraftryk på den. Alle vil noget. Den eneste, der ikke har fået spurgt om sine ønsker, er Susanne på 54, der har ventet siden november på en tid hos en speciallæge, mens forhandlerne finder ud af, hvem der skal varetage hendes interesser.
Mette F. vender tilbage – til hvad?
Socialdemokratiet forventer nu Mette Frederiksen som ny kongelig undersøger. SF’s Pia Olsen Dyhr pegede samme vej og efterlod en dør på klem til Moderaterne.
Løkke selv sagde fredag aften direkte til TV 2, at det “nok er rigtigt”, at Mette Frederiksen bliver statsminister. Det er Løkke, der beslutter det – i hvert fald i hans eget hoved. Spørgsmålet er ikke om Mette Frederiksen bliver kongelig undersøger. Spørgsmålet er: til hvilken pris, og hvem betaler den?
Mens partiernes biler rullet op ad Amalienborg-pladsen til lyden af klik fra pressens kameraer, sidder resten af landet og venter på, at nogen begynder at styre. Ikke forhandle. Ikke positionere. Styre.
Reflekter over det: Et land, der bruger 60 dage på at afgøre, hvem der leder det, men forventer, at borgerne har tillid til, at det hele nok skal gå. Og støt ExtraFokus, hvis du er træt af at få servereret dramaet uden analysen.
