Det har taget Danmark de længste regeringsforhandlinger i historien at nå hertil. Og slutresultatet er… en genoplivning af en konstruktion, vi prøvede for år tilbage. Velkommen tilbage til VLAK. Glem ikke at tørre støvet af.
Læs også: Minkskandalen er ikke længere bare en skandale
Syv uger og en tidsmaskine
Troels Lund Poulsen stod tirsdag 19.05.2026 foran pressen og forklarede, at Venstre, Liberal Alliance og Konservative nu er enige om en overordnet politisk og økonomisk ramme. Tre partier med tilsammen 46 mandater vil styre et land med 179 pladser i Folketinget. Det er ikke en regering. Det er et håb om, at alle andre holder kæft. Og det er her, det begynder at lugte.
Løkke afbrød jo forhandlingerne med Mette Frederiksen og pegede selv på Troels Lund som ny kongelig undersøger den 7. maj 2026. Nu sidder Løkke i Moderaternes gruppemøde og trækker spændingen – den “garvede politiker”, skriver Ekstra Bladet diplomatisk. Jeg ville have skrevet: den mand, der atter bestemmer, hvem der må lege med.
46 mandater og et kors af fingre
Lad os blive ved tallene, for de fortæller historien hurtigere end nogen politiker kan. VLAK har 46 mandater. Der kræves 90 for et flertal. Det betyder, at regeringen er afhængig af, at DF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Moderaterne alle vælger at kigge den anden vej – på samme tid – hver eneste gang der er en afstemning af betydning.
Morten Messerschmidt har allerede meldt ud på X, at DF ikke vil vælte en VLAK-regering med Troels Lund som statsminister. Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne skriver, at der er “mange gode takter”. Det er det tætteste på begejstring, vi nok kommer.
Men hvad sker der, første gang VLAK fremsætter noget, der pirrer Støjbergs vælgere? Hvad sker der, når DF vil have noget, som LA ikke kan stå inde for? En mindretalsregering med fire forskellige nålesyn er ikke en koalition. Det er en bomuldskugle på et minefelt.
Skattelettelserne er der – velfærden er usynlig
Den politiske ramme indeholder fjernelse af mellemskatten, sænkning af selskabsskatten fra 22 til 20 procent, hævelse af loftet for aktiesparekontoen og et mål om at øge velstanden med 60 milliarder kroner i 2035. Smukke tal. Og et nationalt sprøjteforbud, som åbenbart hører hjemme i den samme pakke som erhvervspolitik.
Manden i den kommunale genoptræning venter stadig. Kvinden på venteliste til psykiatrisk udredning venter stadig. Familien i Esbjerg, der betaler 14.000 kroner om måneden for en toværelses, venter stadig.
Ingen af de 60 milliarder er adresseret i deres retning – faktisk, undskyld, “adresseret” er præcis det ord, jeg sagde jeg ikke ville bruge. Lad mig sige det igen: Pengene peger nedad. Nedad som i: dem, der allerede har.
Konventionen der forsvandt
Her er den lille sag, der siger mere end hele pressemødet: Venstre dropper sit forslag om at forlade statsborgerretkonventionen, hvis den ikke ændres inden næste år. Det var Venstres store signal til den hårde højrefløj. Nu er det væk – stille, roligt, uden dramatik.
Det er politisk valuta, der bruges til at købe plads ved bordet. Og det er fint – kompromis er en del af demokratiet. Men spørg dig selv: Hvor mange “principper” har Venstre efterladt i forhandlingslokalet de seneste syv uger? Og hvad er så tilbage? Et parti, der vil sænke selskabsskatten og er uenig med sig selv om det meste andet.
Løkke bestemmer stadig
Ingen siger det højt, men alle ved det. Lars Løkke Rasmussen er ikke statsminister. Han er ikke engang i forhandlingerne officielt. Men det er ham, der afgør, om Troels Lund Poulsen kan sætte sig i statsministerstolen. Løkke sagde tirsdag til pressen, at han ville udtale sig efter gruppemødet. Klassisk Løkke: Lad dem svede lidt.
Troels Lund sagde på pressemødet: “For mig er politik ikke et spil Stratego. Det er dødsens alvor.” Det er et fint citat. Men det er svært at tage alvorligt, når kongemager nummer ét sidder tre hundrede meter væk og bestemmer spillets gang – uanset hvad der står på tavlen. Danmark har haft de længste regeringsforhandlinger i sin historie. Og vi ender med en aftale, der kræver, at alle de tabende partier frivilligt holder hånden under vinderen. Det er ikke demokrati. Det er høflig magtudøvelse med et smil.
Hvornår holder vi op med at kalde det noget andet?
